Sidste dage i München

Jeg havde ikke tid på selve min sidste dag, så det kommer lige her som et forsinket indlæg.

Jeg kan se frem til mange ting; mine hår på benene er fx ikke blevet barberet i to måneder nu, så de er blevet så lange nu, at jeg kan mærke dem svaje, når jeg går - det er stadig ikke koldt nok til at jeg bøjer mig og begynder at gå med lange bukser permanent endnu.. folk sender godt nok mange mærkelige blikke, når jeg kommer gående i shorts og skjorte frem for deres tykke bukser og dynejakker. Min sidste dag besluttede jeg mig at tage til Theresienwiese, hvor de havde et julemarked ved navn Tollwood. Jeg var super heldig, at jeg lige præcis kunne nå at se det, inden jeg skulle hjem, for det var virkelig fantastisk! Jeg kom derhen ved 14 tiden og var der i næsten 1½ time, hvilket kom bag på mig - jeg havde bare gået knap to runder på pladsen uden at nærstudere boderne, og det føltes ikke som mere end et kvarter! Det var fandens autentisk! De havde som sagt en masse boder i gader ligesom på festivaller (bare med juletema selvfølgelig), og jeg kan nævne bl.a. en Safarigrill, hvor de havde et rigtigt bål bag disken og lænede kødspid over for at riste det og afrikanske folk til at servere. Der var juletræer nøgne som pyntede overalt, og duften af varm vin og brændte mandler fulgte en, hvor end man gik. Midt i en af gaderne var også en kæmpe tipi med indianerting, og sælgeren var også klædt ud som indianer med fletninger og fjer i håret. Jeg lagde mærke til, at flere folk rendte rundt i skindtøj og tøj i grønne og brune nuancer, og jeg lurede, om det også var et skridt mod et tema. Boderne var delt op i godt 50% madsteder og 50% boder med skrammel. Der var gjort rigtig meget ud af hver eneste bod (jeg sætter billeder ind, når jeg får tid), og så var der nogle ret spøjse varer ind imellem - fx solgte et spisested varm kokosnød i egen nøddeskal. Alle steder solgtes Glühwein (deres version af glögg). I Bayern har de desuden deres egne specielle retter, hvilket jeg også kunne se her bl.a. Dampfnudeln og Apfelstrudel. Der var også små standere, som lavede alle mulige og umulige behandlede mandler. Langt de fleste spisesteder var lavet af træ, så de lignede hytter, hvilket også førte et jægertema, jeg så en lille scene, hvor en ung mand klatrede rundt oppe på metalstanderne, som holder lys og højtalere, for at sætte disse op, og alt var beklædt med grangrene og julepynt (hvis ikke det havde et andet tema). Det var et super fedt sted, og jeg er ked af, at jeg ikke havde ordentlig tid at udforske det! Om aftenen havde jeg det rigtig hyggeligt med Ben og Eleanor. Jeg så lidt af Road House, mens vi snakkede om Patrick Swayze og fordele og ulemper ved film fra 80erne og film nu. I et stille øjeblik gav jeg et stort suk fra mig (resultat af en god dyb indånding), hvorefter Ben drillede mig resten af aftenen med min "begejstring for Patrick Swayze". Inden jeg gik i seng, holdt jeg Emmeline, mens Eleanor børstede tænder, og bagefter havde vi en god halv times hyggetid, hvor vi gik i spåner over, hvor nuttet Emmeline er. Det var rigtig hyggeligt, og baby fik udforsket en masse nye ting (ting af træ, som hun er vild med i øjeblikket).
Jeg var ellers også overraskende øm i kroppen - i går havde jeg nemlig hjulpet med at samle en sko-reol fra Ikea. Det var sådan en fancy en, se link her. Det var meningen, jeg skulle lave den sammen med Adelaide, men hun blev lidt på tværs efter lidt tid, for hun var ikke så interesseret i at hjælpe som i at lege med det værktøj, jeg lige præcis skulle bruge, til at ødelægge flamingoen, samlesættet kom i. Der kom en imponerende mængde bittesmå stykker flamingo over ALT, og det var skide træls at træde på. Da hun så blev træt af en lege med det, begyndte hun at gå i vejen for mig og flytte på mine ting, så jeg blev nødt til at gøre det om flere gange. Her fik jeg dog nok og bad Eleanor tage hende med ned på kontoret (Ben var gået til møder). Det eneste, der dog ikke gik godt var at sætte selve skufferne i - jeg havde sat dem fast i den dut, der fungere som en stopklods for skuffen, så de sad for højt oppe og hang nedad. De var sat så godt fast, at jeg blev nødt til at skrue de fleste skruer halvvejs ud og få Eleanors hjælp til at lirke dem ud igen, så jeg kunne sætte dem rigtigt på.. det var ret pinligt, for det var ellers gået så godt - og så tog hun gudhjælpemig et billede og sendte til Ben, så han drillede mig, da han kom hjem. Men det er også bare noget, jeg kan grine af selv nu.

Jeg skulle med flyet kl. præcis 10 onsdag morgen, så jeg skulle møde på lufthavnen for at tjekke ind kl. 8 - og dermed tage en u-bahn fra Partnachplatz allerede 6.50. Jeg kom op lidt i 6, lavede morgenmad, og besluttede mig for at børste tænder, inden jeg vækkede familien for at sige farvel. Jeg gik lidt rundt og lagde de sidste ting i kufferten og rygsækken, og da jeg gik tilbage mod badeværelset for at spytte, stod Eleanor LIGE PLUDSELIG i døråbningen ind til deres værelse. Jeg er forholdsvist nem at skræmme, og jeg gik foruden rundt i egne tanker, så jeg blev så forskrækket, at jeg begyndte at skrige med lukket mund og lave høje knæløft ind i køkkenet. I panik nedbrydes kontakten mellem min hjerne og kropsstyring fuldstændig, så jeg reagerer altid uventet og som en total spasser. Eleanor kunne slet ikke holde masken, mens jeg gjorde mig klar, og jeg var også nær død af skam. Vi diskuterede, om vi mon ville reagere sådan, hvis der kom indbrud - men vi blev enige om, at vi jo ville kunne høre dem, mens de prøvede at komme ind, så vi ville jo være parate til noget. Jeg fik et langt og inderligt kram, inden jeg gik udenfor, samt et kort og lykønskninger for fremtiden. Vi lod Ben og børnene sove, for det var sjældent, at Adelaide sov så længe, og vi ville højst sandsynligt vække hende ved at sige farvel til de andre. Jeg er dog lidt ked af ikke at holde Emmeline en sidste gang og ikke sige farvel til Ben. Jeg fik dog skrevet en email, som jeg havde lovet, om aftenen, da jeg kom hjem. Her sendte jeg hilsner til de andre. I kortet havde de skrevet tak for hjælpen og at de håbede, jeg ville få det godt fremover og opleve det, jeg gerne vil.

Jeg har ellers tænkt på noget. Det er et mirakel, at jeg ikke er blevet bestjålet - det havde jeg ellers troet. Jeg har altid været påpasselig med mine ting i offentligheden, men jeg har jo altid fået historier om, hvor dygtige tyvene i storbyerne er. Folk har dog sagt til mig, at München er en af de bedste byer i Tyskland - der er fx meget mere kriminalitet og 'dårlige' gader i Berlin, hvoraf der ikke rigtig er de her lede gyder i München. Det er en lettelse, men jeg er stadig overrasket over, at jeg har fået alle mine ting med hjem igen!
Men det var en god tur! Jeg fortryder ikke, jeg tog af sted overhovedet! En uge før hjemkomst glædede jeg mig rigtig meget til at komme hjem, men de sidste 3 dage havde jeg faktisk ikke lyst alligevel. Det er meget underligt at have så modstridende følelser.
Rejsen gik rigtig godt - begge fly gik til tiden og ankom til tiden, og hele processen var faktisk flydende og smertefri. Min mor og papfar ventede på mig i lufthavnen i Billund, og halvanden time efter var jeg hjemme. Mor lavede mad, mens jeg pakkede ud, og min hund fulgte mig som en skygge resten af dagen. Jeg er glad for at være hjemme og kunne slappe rigtigt af, sove i min egen seng og være sammen med folk, som kender mig ordentligt. Men jeg savner dog allerede storbyens muligheder og begivenheder. Der var altid noget (spændende) at lave.
Min bedste veninde Tanya kom efter aftensmaden, og efter et 20 minutter langt kram, hyggede vi os, til hun tog hjem kl 22. Det var også rigtig rart at se hende stille og roligt, inden jeg får pigerne over på lørdag til min fødselsdag!
Jeg glæder mig til at se jer alle sammen!