Wow, jeg har over 800 sidevisninger.. hvor er det vildt!
Så min dag i dag har været meget afslappet. Jeg blev ikke vækket i dag, så jeg kom først op halv 9 (aaaah, men jeg var gået tidligt i seng, så jeg var faktisk for-meget-søvn træt.. det er altså surt ikke at kunne få den rigtige søvnmængde). Jeg fik lige Emmeline, mens Eleanor gik i bad (alene, så det tog ikke så lang tid), hvor jeg også gav hende tøj på, og så smuttede hun ellers med børnene til legegruppe. Jeg besluttede at smutte ud efter morgenmaden - rengøringsdamen var der dog, så det var lidt en udfordring ikke at gå i vejen for hende.. så det blev også sen morgenmad. Jeg tog til Karlsplatz igen-igen, for at købe endnu en ansigtscreme og egentlig finde endnu en sweater magen til den, jeg købte for et par dage siden, men den var der desværre ikke mere! ØV! Så jeg endte i stedet i Douglas - hvor jeg købte ansigtscremen, og fik en masse billige mascaraer. Min veninde Tanya ønsker jeg gerne sådan nogle, når jeg er ude at rejse, fordi de er så dyre i Danmark, og man kan sjovt nok altid finde virkelig billig makeup, lige meget hvor man er.
Fortalte jeg tidligere om mine udbrud i ansigtet? Da jeg ankom til Lemvig for at arbejde der, gav Benedicte mig en velkomstkurv bestående af en masse af hendes produkter fra apoteket, og da jeg kort før rejsen til Schliersee løb tør, tog jeg hul på denne apotek-ansigtscreme. Jeg begyndte efter en uges tid at bryde ud i knopper og bumser, som ikke ville gå væk, lige meget hvor omhyggelig, jeg er med ansigtsrenserutinen om aftenen. Jeg har altid haft forholdsvis problemfri hud, så jeg har været rigtig ked af urenhederne, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre pga manglende erfaring. Jeg har indtil videre skudt skylden på stress, bekymringer og omvending til et fremmed sted, men sidst jeg var ude at shoppe, så jeg et tilbud på samme creme, som min mormor bruger i ansigtet, så jeg slog til der. Jeg ville lige prøve den samme aften, fordi jeg er vild med duften derfra, og det er bare en virkelig lækker creme... og dagen efter var halvdelen af udbruddet i mit ansigt VÆK. Jeg sværger, jeg overdriver ikke! Nu et par dage efter med brug af denne er de fleste af knopperne væk, og jeg smed apoteker-cremen direkte ud i skraldespanden. Så jeg købte en ny i dag, også fordi de er virkelig dyre i Danmark - og jeg er glad nu!
Da jeg kom hjem ved 15 tiden, mødte duften af bacon mig, og Ben stod i køkkenet og lavede mad! Jeg havde forberedt mig selv mentalt på at tage ud og købe det, vi mangler til en omelet, men han var ved at lave en gullasch agtig stuvning. Vi hjulpes ad, fordi han ikke havde regnet med forberedelsestiden at vare så længe. Eleanor og ungerne kom ikke hjem før lidt over 18, så Ben og jeg hyggede os med gammel rock musik, hvor vi holdt (og stadig har) en lille konkurrence, hvor jeg skal nævne titel og band til den sang, der spiller - min far er glad for den slags musik, men desværre omfattede disse rock sange ikke ACDC.. Det var gamle klassikere, som jeg ofte har hørt i radioen eller som baggrundsmusik i en film, men som jeg oftest ikke kan nævne.. og nogen gange byttede min hjerne om på bands, så da jeg uden at tænke sagde 'Dire Straits' til sangen 'Down on the corner', smed han mig næsten ud. Men vi hyggede os og pjattede og sang med på de sange vi kendte, samt lavede luftguitar-moves og sjove ansigter for at matche stemmerne. Da de andre kom hjem, sov Adelaide, så vores minifest fortsatte egentlig bare. Vi synger ikke så meget med, men vi driller hinanden, når vi gætter forkert eller prøver at gætte. Denne familie spiser ellers også på nogle underlige tidspunkter! Aftensmaden blev til normal tid, men der gik måske en halv time, før de hev en plade chokolade frem og viftede foran min næse, selvom jeg var mæt nok, til at min mave vendte sig ved lugten.
Oh, og gullasch-stuvningen blev rigtig god forresten! Den var stærk nok til at give mig tårer i øjnene, og der var så mange gode ting i, at det bare var én stor mund-orgasme.
Så ja, næsten intet arbejde, rigtig meget hygge og endda en portion shopping - og jeg skulle ikke engang stå for maden. Hvor perfekt kan det lige være!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar