Sidste dage i München

Jeg havde ikke tid på selve min sidste dag, så det kommer lige her som et forsinket indlæg.

Jeg kan se frem til mange ting; mine hår på benene er fx ikke blevet barberet i to måneder nu, så de er blevet så lange nu, at jeg kan mærke dem svaje, når jeg går - det er stadig ikke koldt nok til at jeg bøjer mig og begynder at gå med lange bukser permanent endnu.. folk sender godt nok mange mærkelige blikke, når jeg kommer gående i shorts og skjorte frem for deres tykke bukser og dynejakker. Min sidste dag besluttede jeg mig at tage til Theresienwiese, hvor de havde et julemarked ved navn Tollwood. Jeg var super heldig, at jeg lige præcis kunne nå at se det, inden jeg skulle hjem, for det var virkelig fantastisk! Jeg kom derhen ved 14 tiden og var der i næsten 1½ time, hvilket kom bag på mig - jeg havde bare gået knap to runder på pladsen uden at nærstudere boderne, og det føltes ikke som mere end et kvarter! Det var fandens autentisk! De havde som sagt en masse boder i gader ligesom på festivaller (bare med juletema selvfølgelig), og jeg kan nævne bl.a. en Safarigrill, hvor de havde et rigtigt bål bag disken og lænede kødspid over for at riste det og afrikanske folk til at servere. Der var juletræer nøgne som pyntede overalt, og duften af varm vin og brændte mandler fulgte en, hvor end man gik. Midt i en af gaderne var også en kæmpe tipi med indianerting, og sælgeren var også klædt ud som indianer med fletninger og fjer i håret. Jeg lagde mærke til, at flere folk rendte rundt i skindtøj og tøj i grønne og brune nuancer, og jeg lurede, om det også var et skridt mod et tema. Boderne var delt op i godt 50% madsteder og 50% boder med skrammel. Der var gjort rigtig meget ud af hver eneste bod (jeg sætter billeder ind, når jeg får tid), og så var der nogle ret spøjse varer ind imellem - fx solgte et spisested varm kokosnød i egen nøddeskal. Alle steder solgtes Glühwein (deres version af glögg). I Bayern har de desuden deres egne specielle retter, hvilket jeg også kunne se her bl.a. Dampfnudeln og Apfelstrudel. Der var også små standere, som lavede alle mulige og umulige behandlede mandler. Langt de fleste spisesteder var lavet af træ, så de lignede hytter, hvilket også førte et jægertema, jeg så en lille scene, hvor en ung mand klatrede rundt oppe på metalstanderne, som holder lys og højtalere, for at sætte disse op, og alt var beklædt med grangrene og julepynt (hvis ikke det havde et andet tema). Det var et super fedt sted, og jeg er ked af, at jeg ikke havde ordentlig tid at udforske det! Om aftenen havde jeg det rigtig hyggeligt med Ben og Eleanor. Jeg så lidt af Road House, mens vi snakkede om Patrick Swayze og fordele og ulemper ved film fra 80erne og film nu. I et stille øjeblik gav jeg et stort suk fra mig (resultat af en god dyb indånding), hvorefter Ben drillede mig resten af aftenen med min "begejstring for Patrick Swayze". Inden jeg gik i seng, holdt jeg Emmeline, mens Eleanor børstede tænder, og bagefter havde vi en god halv times hyggetid, hvor vi gik i spåner over, hvor nuttet Emmeline er. Det var rigtig hyggeligt, og baby fik udforsket en masse nye ting (ting af træ, som hun er vild med i øjeblikket).
Jeg var ellers også overraskende øm i kroppen - i går havde jeg nemlig hjulpet med at samle en sko-reol fra Ikea. Det var sådan en fancy en, se link her. Det var meningen, jeg skulle lave den sammen med Adelaide, men hun blev lidt på tværs efter lidt tid, for hun var ikke så interesseret i at hjælpe som i at lege med det værktøj, jeg lige præcis skulle bruge, til at ødelægge flamingoen, samlesættet kom i. Der kom en imponerende mængde bittesmå stykker flamingo over ALT, og det var skide træls at træde på. Da hun så blev træt af en lege med det, begyndte hun at gå i vejen for mig og flytte på mine ting, så jeg blev nødt til at gøre det om flere gange. Her fik jeg dog nok og bad Eleanor tage hende med ned på kontoret (Ben var gået til møder). Det eneste, der dog ikke gik godt var at sætte selve skufferne i - jeg havde sat dem fast i den dut, der fungere som en stopklods for skuffen, så de sad for højt oppe og hang nedad. De var sat så godt fast, at jeg blev nødt til at skrue de fleste skruer halvvejs ud og få Eleanors hjælp til at lirke dem ud igen, så jeg kunne sætte dem rigtigt på.. det var ret pinligt, for det var ellers gået så godt - og så tog hun gudhjælpemig et billede og sendte til Ben, så han drillede mig, da han kom hjem. Men det er også bare noget, jeg kan grine af selv nu.

Jeg skulle med flyet kl. præcis 10 onsdag morgen, så jeg skulle møde på lufthavnen for at tjekke ind kl. 8 - og dermed tage en u-bahn fra Partnachplatz allerede 6.50. Jeg kom op lidt i 6, lavede morgenmad, og besluttede mig for at børste tænder, inden jeg vækkede familien for at sige farvel. Jeg gik lidt rundt og lagde de sidste ting i kufferten og rygsækken, og da jeg gik tilbage mod badeværelset for at spytte, stod Eleanor LIGE PLUDSELIG i døråbningen ind til deres værelse. Jeg er forholdsvist nem at skræmme, og jeg gik foruden rundt i egne tanker, så jeg blev så forskrækket, at jeg begyndte at skrige med lukket mund og lave høje knæløft ind i køkkenet. I panik nedbrydes kontakten mellem min hjerne og kropsstyring fuldstændig, så jeg reagerer altid uventet og som en total spasser. Eleanor kunne slet ikke holde masken, mens jeg gjorde mig klar, og jeg var også nær død af skam. Vi diskuterede, om vi mon ville reagere sådan, hvis der kom indbrud - men vi blev enige om, at vi jo ville kunne høre dem, mens de prøvede at komme ind, så vi ville jo være parate til noget. Jeg fik et langt og inderligt kram, inden jeg gik udenfor, samt et kort og lykønskninger for fremtiden. Vi lod Ben og børnene sove, for det var sjældent, at Adelaide sov så længe, og vi ville højst sandsynligt vække hende ved at sige farvel til de andre. Jeg er dog lidt ked af ikke at holde Emmeline en sidste gang og ikke sige farvel til Ben. Jeg fik dog skrevet en email, som jeg havde lovet, om aftenen, da jeg kom hjem. Her sendte jeg hilsner til de andre. I kortet havde de skrevet tak for hjælpen og at de håbede, jeg ville få det godt fremover og opleve det, jeg gerne vil.

Jeg har ellers tænkt på noget. Det er et mirakel, at jeg ikke er blevet bestjålet - det havde jeg ellers troet. Jeg har altid været påpasselig med mine ting i offentligheden, men jeg har jo altid fået historier om, hvor dygtige tyvene i storbyerne er. Folk har dog sagt til mig, at München er en af de bedste byer i Tyskland - der er fx meget mere kriminalitet og 'dårlige' gader i Berlin, hvoraf der ikke rigtig er de her lede gyder i München. Det er en lettelse, men jeg er stadig overrasket over, at jeg har fået alle mine ting med hjem igen!
Men det var en god tur! Jeg fortryder ikke, jeg tog af sted overhovedet! En uge før hjemkomst glædede jeg mig rigtig meget til at komme hjem, men de sidste 3 dage havde jeg faktisk ikke lyst alligevel. Det er meget underligt at have så modstridende følelser.
Rejsen gik rigtig godt - begge fly gik til tiden og ankom til tiden, og hele processen var faktisk flydende og smertefri. Min mor og papfar ventede på mig i lufthavnen i Billund, og halvanden time efter var jeg hjemme. Mor lavede mad, mens jeg pakkede ud, og min hund fulgte mig som en skygge resten af dagen. Jeg er glad for at være hjemme og kunne slappe rigtigt af, sove i min egen seng og være sammen med folk, som kender mig ordentligt. Men jeg savner dog allerede storbyens muligheder og begivenheder. Der var altid noget (spændende) at lave.
Min bedste veninde Tanya kom efter aftensmaden, og efter et 20 minutter langt kram, hyggede vi os, til hun tog hjem kl 22. Det var også rigtig rart at se hende stille og roligt, inden jeg får pigerne over på lørdag til min fødselsdag!
Jeg glæder mig til at se jer alle sammen!

Når man har set det hele..

Fredag startede ikke så godt. Jeg holdt Emmeline, mens Ben og Eleanor gik i bad sammen, og jeg lagde hende på sengen, fordi jeg havde travlt med noget på computeren. Jeg holdt dog øje med hende ofte, så hun ikke lige pludselig kom galt af sted - men sekundet efter jeg vendte ryggen til hende efter at have kigget, hører jeg en glidende lyd, og jeg når kun lige præcis at gribe hende med ben og hænder, inden hun faldt hoved-først ud over kanten på sengen. Hun slog en god salto, men hun ramte ikke gulvet, og jeg følte mig både skræmt og prisgivet over, at jeg havde reageret så hurtigt, men hun begyndte jo selvfølgelig at græde helt hjerteskærende af forskrækkelse, hvorefter Ben kom ud for at se, hvad der skete. Jeg fortalte dog, at jeg havde lege med hende, og mistet grebet, så hun havde gledet ned af mine ben, så han gik bare ind for at tabe tøj på, mens jeg måtte give samme historie til Eleanor lidt efter, hvor hun så tog hende. De spurgte ikke videre ind til det, men det virkede som om, de ikke ville lade mig holde hende resten af dagen. Det var dog bare indbildning, for jeg fandt så ud af senere, at de slet ikke var sure over det. Jeg var dog blevet så bange, at jeg gik helt restløs i en god halv time med en halv panik i brystet, inden jeg fik taget mig sammen til at gå udenfor. Den friske luft og mulighed for bevægelse hjalp rigtig meget, men så snart jeg ikke blev distraheret nok til ikke at tænke på det, gik jeg rundt med den her rigtig dårlige samvittighed over ikke at holde nok øje med hende. Jeg havde det RIGTIG skidt med det.
Jeg gik gennem byen igen fra Sendlinger Tor til Karlsplatz og gennem Kaufingerstrasse til Marienplatz, inden jeg tog en Tram rundt i byen.
På Karlsplatz gik jeg igen i Hugendubel for at kigge på 2. etage - hvor jeg så fandt ud af, at der er 3 etager. Anden etage var dog lige sektionen for mig! Der var tegneserier, fiktionsbøger i alle afskygninger og vægkalendere med kunstnere, som jeg er stor fan af (bl.a. Victoria Frances, Anne Stokes og Luis Royo). Jeg fik brugt en god time derinde bare på at kigge bøger.
Dernæst tog jeg en Tram gennem vestbyen for at se den del. Det er svært at finde på, hvor jeg skal tage hen, fordi jeg efterhånden har set alt, jeg gerne vil - nu har jeg også snart taget hver eneste Tram i byen. Så jeg tog bare tilbage igen, hvor jeg fandt en tom lejlighed og mulighed for at slappe af med Ben (han arbejder jo hjemmefra).
Fredag var også den sidste dag, jeg skulle i Nationalteatret. Jeg skulle se balletten Forever Young og ankom til min sektion kl. 19, en halv time før start. Denne gang behøvede jeg ikke engang spørge, hvor jeg skulle hen, fordi jeg havde luret systemet de andre to gange. Jeg var ret stolt af mig selv, da jeg selv fandt frem til 4. etage, 1. dør til venstre. Yay! De lukker dog ikke dørene op før ca. ti minutter før, så jeg fik læst lidt uden for. Jeg havde købt en lidt dyrere billet denne gang til en siddeplads, og jeg blev glædeligt overrasket over, at jeg følte, jeg sad helt midt for scenen, og hvis en vis herre foran mig ikke bukkede sig for langt forover, kunne jeg sidde tilbagelænet og nyde hele forestillingen! Det var virkelig perfekt - og helt afgjort prisen værd!
Før pausen var balletten delt op i to, hvor det første stykke var handlingsløst i mine øjne. En pige og to fyre dansede meget moderne dans, og jeg tænkte flere gange 'hvad fanden har jeg betalt for at se?'. Det var virkelig ikke min smag. Jeg blev også ved med at sammenligne kvinden med Lara Croft - hende i Tomb Raider. Hun havde samme frisure og tøj på bare med løse shorts og bar mave.. og naturligvis ingen våben hehe.

De tre dansere i første stykke

Første stykke

Andet stykke var en rigtig godt - og helt anderledes. Det var klassisk ballet, men det var her to kvinder i lange og store balkjoler, og handlingen var meget klar. Kvinden i hvid og manden i rød er et par, og kvinden i orange er med manden i gul. Det rød/hvide par elsker hinanden, mens det gul/orange par prøvede at skille dem ad. Jeg tænkte altid på ham i det røde som en konge eller sådan noget. Gule prøvede først at overtale Røde til at give slip på Hvide, men Røde nægtede, hvorefter Orange sniger Hvides tørklæde fra hende. Dette giver hun til Gule, som viser det til Røde som et bevis på, at Hvide var utro. Så konfronterer Røde Hvide, men hun nægter, hvorefter han dræber hende i jalousi - og så lægger Røde sig til at dø med hende. Det var i hver fald, hvad jeg fik ud af det. Danserne var rigtig dygtige, og jeg synes egentlig, at det var det bedste i hele balletten.

De to par i andet stykke

Hvides død i andet stykke

Pausen kom godt en time inde i stykket. Her skulle alle igen uden for salen... men jeg kan altså ikke forstå, hvorfor vi ikke må være derinde! I pausen overværede jeg endnu en af de her spøjse samtaler på forskellige sprog (jeg har jo fortalt, hvordan tyskere nægter at snakke andet end tysk, selvom den anden person snakker et andet sprog), da en af de unge kvinder, som fungerer som opsyn og informationskilde/kompas, spurgte en ung gæst, om hun ikke ville have sin vinterjakke i garderoben, og hende her pigen svarede på klingende sydstats-amerikansk - og ingen af dem opførte sig, som om der var noget i vejen med deres samtale. Jeg kan ikke forstå, at folk ikke vil tune sig ind på hinanden, når de snakker sammen. Derudover lagde jeg mærke til det overraskende store antal unge gæster. Langt de fleste på min balkon var øjensynligt mellem 13 og 16 år, og jeg undrede mig over, om det var danseelever eller nogen, som var på udflugt med skolen eller noget.

Efter pausen gik forestillingen ud i ét. Det var også en god del. Der kom først en skærm op, hvor der blev skrevet på den som en gammel skrivemaskine. Vi fik datoen 24. oktober 1933 og stedet London (og et navn på en danseklub). Så begyndte baggrunden at lyse i forskellige farver, hvorefter danserne kom ind. Her var det også klassisk ballet men med mange forskellige dragter og grupperinger. Flot forestilling alt i alt.

I dag lå jeg næsten til kl. 10 og puttede i sengen. Det er sjældent, jeg får muligheden, så jeg udnytter det, når jeg kan. Vi havde en hyggeligt morgen, hvor Ben lavede pandekager til morgenmad. Vi spiste sammen, og så holdt jeg Emmeline, mens de gjorde sig klar. Jeg gjorde mig derefter klar til en gåtur - for vejret var pragtfuldt! Jeg kender ikke temperaturen, men det var lunt nok til, at jeg kunne have shorts på og en af min morfars gamle skjorter ud over t-shirten i stedet for vinterjakken. Solen skinnede, og himlen var blå. Det er ligesom om det gør noget ved humøret. På vej mod Westpark parken mærkede jeg en dyb, glædelig fryd sprede sig i brystet ved tanken om at jeg kan fungere som en del af et sted som dette. Ikke nok med at det er en af Europas største byer, så er det også udlandet. Og jeg kan fungere her. Det er en rigtig god følelse! Jeg er ikke klar til Chicago (det tror jeg aldrig, jeg bliver), men München er alligevel noget.

Tilbage i lejligheden loggede Ben mig ind på deres lagerenhed, da jeg så en film på nettet, som hæmmede hans arbejde, men han gav mig frit spil med deres film, og jeg kommer nok til at bruge hele natten på at lægge film over på min egen computer. De har flere hundrede film lige fra 1950erne til de nyeste film, som lige er udkommet på dvd. Jeg var så opslugt af at lægge film over, at jeg helt glemte, at jeg skulle til Open Reading på Munich Readery. Eleanor og ungerne kom hjem kvart over 19, hvor det var for sent at tage af sted, og det var hende, der mindede mig om det. Jeg tror end ikke, jeg havde husket det senere, hvis hun ikke havde sagt det. Og gud, hvor jeg ærgrede mig! Jeg havde set frem til denne aften siden sidste Open Reading! Det er typisk at så lille en distrahering som film skulle få mig til at glemme det! Jeg håber bare, at jeg kan finde den slags events i den by, jeg nu engang slår mig ned i for at studere. Jeg fik forresten kontakt til hende pigen, jeg snakkede med sidste gang. Hun sagde dog, at hun havde for travlt til at være sammen med mig, og jeg har heller ikke været sammen med Maria, når hun ikke har været her for Adelaide. Så det er rigtig træls, men nu er der kun 4 dage, inden jeg kommer hjem! Så bor jeg ikke 20 km væk fra de fleste af mine veninder, og jeg vil udnytte det, vil jeg! Hold da helt kæft hvor har jeg savnet bare at kunne smutte over til nogen! Der er ikke lang tid tilbage nu. Trist men jeg glæder mig alligevel.
Eleanor sagde forleden, at de ville tage mig med ud til frokost i morgen (søndag) som for at sige farvel. Det lyder jo rigtig hyggeligt, og jeg kan tage direkte ud bagefter. Jeg regner med at tage på museum - det har jo rabat om søndagen, så jeg må hellere udnytte det også!

God weekend alle sammen!

Madlavningsfrustrationer

Jeg forstår bestemt godt, at man ikke vil købe en hel masse ind, inden man skal ud at rejse i længere tid, men det er meget begrænset, hvad jeg kan finde på at lave af spændende ting af peberfrugt, æg og mel.. vi har ikke ret meget andet.. jo mælk og drikkeyoghurt.
Men jeg skal næsten argumentere og have en god grund til at købe noget elementært som løg.. det er ret irriterende.. men ja.. der er ikke så lang tid endnu.. jeg er allerede begyndt at tælle ned - og I har jo fået mit skema over hvad der sker, indtil jeg kommer hjem.
Jeg havde fået at vide, at familien skulle op omkring kl. 7, så jeg satte min alarm dertil. Jeg hørte en del larm godt en time før, men der blev stille hurtigt efter, så jeg lagde mig bare igen. Halv otte stod jeg selv op, hvor jeg så Ice Age med Adelaide, indtil Eleanor stod op og gjorde hende og ungerne klar. De tog af sted godt en time efter, hvorefter jeg hyggede mig hjemme. Kl 12 besluttede jeg mig at tage ud for at gå en tur. Der var en gade mellem Karlsplatz og Sendlinger Tor, jeg har set ofte, når jeg har taget en Tram, og jeg ville kigge lidt nærmere på dem. Der var dog ikke noget spændende (nok godt nok for økonomien), så jeg fortsatte gennem Karlsplatz til Marienplatz, hvor jeg gik lidt rundt. Nær Operahuset stod en stor, hvid gås. Den stod bare der, midt inde i centrum på gaden, og en mand i lederhosen og gåsefjer i hatten gik lidt rundt omkring, og jeg kunne ikke helt afgøre, om det var hans gås. Jeg kiggede dog meget på den, mens jeg gik forbi, og pludselig begyndte han at råbe uforskammetheder efter mig, så jeg stak hurtigt af. Jeg kunne ikke helt forstå, hvad han sagde, da det var meget sløret efter en god formiddags-brandert (ja, dén type), men essensen var nok, at det var uhøfligt at kigge. Jeg var også i den enorme bogforretning Hugendubel - den er på størrelse med et toetagers bibliotek og havde ALLE slags bøger foruden en lille (dyr) cafe.
Dernæst besluttede jeg at tage et kig i Englischer Garten. Det var som jeg havde forventet; ret trist og dødt. Men det er jo også godt en måned siden, jeg sidst var der.
Jeg kom hjem kl. 15, hvor jeg blev 'mødt' af sovende Ben og Adelaide, og Eleanor lå på sofaen nede på kontoret og legede med Emmeline, så jeg gik i gang med at lave aftensmad med det samme, så jeg kunne få det ud af vejen. Det var bare kartoffel-porresuppe, men det blev ret godt, selvom vi ikke har mere bouillon. Vi spiste først kl. 18, da Eleanor og Adelaide tog ud for at købe en gave til Selma - pigen som holder fødselsdag lørdag eftermiddag. Emmeline sov lige så fint hjemme i slyngen, som Ben havde taget på. Jeg legede lidt med Emmeline og Adelaide efter maden, og så begyndte Adelaides aftenrutine, og Emmeline skulle have mad, så jeg havde fri stort set resten af aftenen.

Kun en lille uge tilbage.. gisp!

Jeg fik sådan en trist lille følelse, da jeg kiggede på vores vægkalender i gangen i formiddags. Der er temmelig fyldt op flere af dagene, hvilket gør dem endnu kortere - og jeg har kun 6 hele dage tilbage (skal jo være i lufthavnen kl. 8 onsdag, så der bliver ikke meget arbejde eller eventyr over den dag).
Hele familien skal til tandlægen kl. halv 10 i morgen. Fredag kommer Maria fra 10-12, hvor jeg er frataget arbejde, hvis jeg ikke har lyst til at være med. Desuden står der, at de tager til legegruppe kl. 14, så det er jo ganske nemt. Jeg skal selv se en ballet ("Forever Young") om aftenen, så jeg tvivler på at jeg skal andet den dag end lave mad og rydde op i køkkenet. I weekenderne har jeg officielt fri, men de tager til en fest hos en veninde lørdag fra 15 til 18, så jeg kan være hjemme i fred og ro, og om aftenen skal jeg til endnu en Open Reading (wow, jeg kan ikke forstå, det allerede er en måned siden sidst!). Søndag sker der ikke noget, men jeg har fri, og kan være væk fra tidlig morgen til sen aften, hvis jeg har lyst. Mandag sker der heller ikke noget, men mon ikke de finder på noget. Tirsdag tager de til en legegruppe, og det er den dag de plejer at være ude hele dagen med venner bagefter. Jeg ved dog ikke, om de vil være hjemme og pakke til deres tur til Australien dagen efter mig. Så ja, jeg tror, det bliver en nem uge! For ikke at forglemme hurtig..
I dag har heller ikke været slem! Jeg brugte formiddagen på at hjælpe med at kigge på rejseforsikring til familien (vellykket blev det!), så varmede jeg suppe op fra i går (nævnte jeg, at den var stærk? Den får mine øjenbryn til at svede, men det er virkelig lækkert!), hvorefter Adelaide faldt i søvn, fordi hun havde været oppe siden kl. 4 i morges. Jeg er bange for, at hun så ikke kommer i seng før sent, og jeg er blevet virkelig glad for vores stille hyggetid om aftenen. Øv..
Det går forresten meget bedre med Adelaide. Hun siger, at hun gerne vil have mig med til Sydney. Det er blevet meget nemmere at holde hendes interesse i leg, og specielt når jeg viser hende opmærksomhed i leg, begynder hun lidt efter lidt at lege med sig selv, hvor jeg bare skal lyde opmuntrende engang i mellem, og så er det super nemt at tage sig af begge unger på en gang.

Jeg havde ellers en lille sjov samtale i eftermiddags med Ben og Eleanor, inden jeg ville til købmanden (Rewe) - jeg stod i døråbningen og ventede på at få penge at købe ind for, og havde kun sko, alm. tøj og tørklæde på, hvorefter Ben kigger på mig.
Ben: Nice scarf.. is it cold outside?
Mig: No.. (jeg vidste det ikke, men jeg synes ikke, det er så koldt generelt her, så det er standardsvar)
Ben: Just felt like being trendy? ("Havde du bare lyst til at være trendy?")
Mig: Just felt like protecting my neck.
Ben: From vampires?
Mig: Yes! (Jeg følger ofte bare med på, hvad han siger - det får man de sjoveste samtaler af)
Ben: Yeah, the German vampires are the worst! They're all named Vlad..
Stilhed..
Mig: I thought that was in Russia..
Eleanor og jeg bryder ud i fnisen - selv Emmeline griner!
Ben: ....shut up guys.. (rødmer af flovhed)

Fordele ved at være Au Pair

Wow, jeg har over 800 sidevisninger.. hvor er det vildt!

Så min dag i dag har været meget afslappet. Jeg blev ikke vækket i dag, så jeg kom først op halv 9 (aaaah, men jeg var gået tidligt i seng, så jeg var faktisk for-meget-søvn træt.. det er altså surt ikke at kunne få den rigtige søvnmængde). Jeg fik lige Emmeline, mens Eleanor gik i bad (alene, så det tog ikke så lang tid), hvor jeg også gav hende tøj på, og så smuttede hun ellers med børnene til legegruppe. Jeg besluttede at smutte ud efter morgenmaden - rengøringsdamen var der dog, så det var lidt en udfordring ikke at gå i vejen for hende.. så det blev også sen morgenmad. Jeg tog til Karlsplatz igen-igen, for at købe endnu en ansigtscreme og egentlig finde endnu en sweater magen til den, jeg købte for et par dage siden, men den var der desværre ikke mere! ØV! Så jeg endte i stedet i Douglas - hvor jeg købte ansigtscremen, og fik en masse billige mascaraer. Min veninde Tanya ønsker jeg gerne sådan nogle, når jeg er ude at rejse, fordi de er så dyre i Danmark, og man kan sjovt nok altid finde virkelig billig makeup, lige meget hvor man er.
Fortalte jeg tidligere om mine udbrud i ansigtet? Da jeg ankom til Lemvig for at arbejde der, gav Benedicte mig en velkomstkurv bestående af en masse af hendes produkter fra apoteket, og da jeg kort før rejsen til Schliersee løb tør, tog jeg hul på denne apotek-ansigtscreme. Jeg begyndte efter en uges tid at bryde ud i knopper og bumser, som ikke ville gå væk, lige meget hvor omhyggelig, jeg er med ansigtsrenserutinen om aftenen. Jeg har altid haft forholdsvis problemfri hud, så jeg har været rigtig ked af urenhederne, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre pga manglende erfaring. Jeg har indtil videre skudt skylden på stress, bekymringer og omvending til et fremmed sted, men sidst jeg var ude at shoppe, så jeg et tilbud på samme creme, som min mormor bruger i ansigtet, så jeg slog til der. Jeg ville lige prøve den samme aften, fordi jeg er vild med duften derfra, og det er bare en virkelig lækker creme... og dagen efter var halvdelen af udbruddet i mit ansigt VÆK. Jeg sværger, jeg overdriver ikke! Nu et par dage efter med brug af denne er de fleste af knopperne væk, og jeg smed apoteker-cremen direkte ud i skraldespanden. Så jeg købte en ny i dag, også fordi de er virkelig dyre i Danmark - og jeg er glad nu!

Da jeg kom hjem ved 15 tiden, mødte duften af bacon mig, og Ben stod i køkkenet og lavede mad! Jeg havde forberedt mig selv mentalt på at tage ud og købe det, vi mangler til en omelet, men han var ved at lave en gullasch agtig stuvning. Vi hjulpes ad, fordi han ikke havde regnet med forberedelsestiden at vare så længe. Eleanor og ungerne kom ikke hjem før lidt over 18, så Ben og jeg hyggede os med gammel rock musik, hvor vi holdt (og stadig har) en lille konkurrence, hvor jeg skal nævne titel og band til den sang, der spiller - min far er glad for den slags musik, men desværre omfattede disse rock sange ikke ACDC.. Det var gamle klassikere, som jeg ofte har hørt i radioen eller som baggrundsmusik i en film, men som jeg oftest ikke kan nævne.. og nogen gange byttede min hjerne om på bands, så da jeg uden at tænke sagde 'Dire Straits' til sangen 'Down on the corner', smed han mig næsten ud. Men vi hyggede os og pjattede og sang med på de sange vi kendte, samt lavede luftguitar-moves og sjove ansigter for at matche stemmerne. Da de andre kom hjem, sov Adelaide, så vores minifest fortsatte egentlig bare. Vi synger ikke så meget med, men vi driller hinanden, når vi gætter forkert eller prøver at gætte. Denne familie spiser ellers også på nogle underlige tidspunkter! Aftensmaden blev til normal tid, men der gik måske en halv time, før de hev en plade chokolade frem og viftede foran min næse, selvom jeg var mæt nok, til at min mave vendte sig ved lugten.  
Oh, og gullasch-stuvningen blev rigtig god forresten! Den var stærk nok til at give mig tårer i øjnene, og der var så mange gode ting i, at det bare var én stor mund-orgasme.
Så ja, næsten intet arbejde, rigtig meget hygge og endda en portion shopping - og jeg skulle ikke engang stå for maden. Hvor perfekt kan det lige være!

Om en hård start på ugen - men kun 9 dage tilbage!

Så min morgen i dag har været rigtig vellykket!
Jeg fik Emmeline i armene, før jeg overhovedet nåede at åbne øjnene.. det var lidt i 7, og det er det tidligste jeg har været oppe i et stykke tid nu. Samt jeg har lidt problemer med at falde i søvn om aftenen, så jeg brugte over to timer bare på at blive ordentlig vågen. Adelaide stod op omkring kl. 8, hvor Ben gav hende morgenmad, inden han lagde sig igen, og så sprang hun ellers ind på mit værelse. Hun var meget opsat på at se en film på en lille bærbar nede på kontoret, men ingen af os kender koden, så jeg foreslog i stedet at se en film på min bærbar på mit værelse.
Adelaide: Oh, YAY, can we watch the one with that thing?
Mig: Yeah, we can watch Ice Age!
Adelaide: wiiiiiiii!!! (spæner ovenpå med 180 i timen)

I mellemtiden gik jeg rundt med Emmeline, som vred og vendte sig, så hun til sidst altid lå halvt sidelæns over min ene arm, hvilket er lige anstrengende nok for skulderen. Det var svært at håndtere i længden, men omkring kl. 9 faldt hun i søvn på mig - uden gråd eller noget, jeg gik bare og nynnede for hende, mens øjenlågene bare gled i langsomt, og så lagde jeg hende ellers ned på kontoret på lammeskindstæppet i sofaen, hvor hun sov i godt to timer, mens Adelaide og jeg så Ice Age filmen færdig, inden jeg satte nr. 2 på. Super nem måde at holde børn beskæftiget på!
Også omkring kl. 11 vågnede Eleanor af sig selv, gladere og friskere end jeg har set i lang tid. Så det gav også en rigtig god tilfreds følelse i maven!
Jeg nussede lidt rundt resten af den tidlige eftermiddag, købte et par ting vi manglede til aftensmad, og havde ellers fri indtil lidt i 19, hvor Eleanor og børnene besøgte en af Eleanors venner med børn i samme alder.

Adelaide er ellers inde i en vanskelig periode. Den her aftenrutine, hvor hun skal i nattøjet, have børstet tænder, få godnathistorie og ellers puttes er ikke så nem mere, for så snart hun hører 'getting ready for bed' begynder hun at lave alt muligt andet, og hvis de tager hende for at hjælpe/gøre det for hende, begynder hun at skrige, løbe rundt og ellers generelt skabe sig helt ustyrligt. Den første måned jeg var her, var hun utroligt nem at lægge til at sove tidligt, men her på det sidste kommer hun ikke i seng før 20 - 20.30, fordi det er så svært at gøre hende klar og få til at sove.

Men Emmeline er nem! Hun skriger kun, hvis hun er meget søvnig eller sulten, og er ganske tilfreds, hvis man for det meste bare går rundt med hende på armen... som en lille papegøje hihi.

God mandag, alle sammen!

Isar, gåtur og shopping - billeder

Så kommer de billeder, jeg har lovet om tidligere indlæg.
Fortalte jeg forresten, at Emmeline har knyttet sig til mig mere, end vi havde regnet med? Forleden græd hun helt hjerteskærende nedenunder hos Ben, mens Eleanor lå med Adelaide, så jeg gik ned for at høre, om jeg skulle tage over - Ben skal jo stadig slappe af og ikke gå for meget rundt efter operationen, så han gav mig hende. Hun græd stadig, men da jeg flyttede hende godt op på brystet, hviskede beroligende til hende og gik rundt, gik der 10 sekunder.. og så holdt hun op med at græde! Så puttede hun sig bare ind til mig og suttede på sin tommel. Ben havde gået rundt med hende i et kvarter uden held, og jeg holder hende i et ganske lille øjeblik, før det hjælper. Måske havde det noget at gøre med, at de er opmærksomme over bryster, men det har ikke været et problem før, når hendes far har holdt hende. Så jeg føler mig virkelig en del af hendes liv nu. Hun er så sød! Jeg tror, at hun er den, om muligt eneste, jeg kommer til at savne rigtig meget!
Anyways, her kommer de nyeste billeder - husk I kan forstørre, ved at klikke på dem:

Gaden over for Nationalmuseet - læg mærke til den ene forretning med julepynt

Nationalmuseet igen - fordi det er fancy nok til at vise mere end én gang

Westpark: en lille niche bag træer helt op til søen

Endnu en niche i Westpark - det kunne ligne en have med søjler osv.

Samme have i Westpark

Westpark set fra haven

Det ser lidt kedeligt ud, men det var overvældende orange og rød her

Westpark igen - kan I se dråberne på spidsen af grenene?

Isarfloden fra Thalkirchen

Isarfloden

Isarfloden efter 5 km - parken til venstre

Nogen vil vidst ikke have, man går gennem her høhø

Broen i Isarvorstadt med de hjemløse under

Katholisches Pharramt Sankt Maximilian

Juleudstilling på Kaufingerstrasse ved Marienplatz

Bayerisches Staatsministerium der Justiz und für Verbraucherschutz på Karlsplatz

Gader på Karlsplatz

Karlsplatz - I kan lige se Karlstor (port) og træbyggeriet til skøjtebanen

Tram station overfor Statsministeriet

Bygning set fra Tram

Endnu en bygning set fra Tram

Inden i en Tram

Isar, gåtur og shopping

Puha hvor har jeg haft en hård uge! Det har føltes som flere uger i sig selv.. men i dag har været belønning for det! Jeg tog ud - for egentlig at gå en tur, men jeg endte op i en ny shoppinggade på Karlsplatz, og fik købt noget nyt tøj til mig selv. Jeg har stadig yay-jeg-har-fundet-noget-jeg-både-kan-lide-og-som-passer-mig-og-som-ikke-kostede-en-bondegård adrenalinet!
Okay for at starte fra en ende af..
...eller fra i onsdags af, for jeg skrev jo i tirsdags.. onsdag var virkelig ikke nogen god dag. Det startede dog fint nok, jeg fik en glad og energisk Emmeline ind og underholdte hende fra halv 8 til 10-11 stykker. Adelaide kom også ind, hvor jeg så gjorde mit bedste for at lege med begge unger, indtil Eleanor stod op. Det var en meget vellykket morgen. Jeg besvarede også to telefonopkald, det ene fra Eleanors søster (Rosemary), og det andet fra Ben selv, som ringede for at blive hentet hjem og med den glædelige nyhed, at han ikke havde kræft. Eleanor sov dog stadig, så jeg skulle give beskeden videre. Da hun gjorde sig selv og ungerne klar til at tage ud og hente ham, gav hun mig dog en masse opgaver, som det lød som om jeg skulle nå at gøre, inden de kom tilbage. Hun sagde, at de nok ville være hjemme i løbet af en time (hvilket jeg har lært, jeg skal tage med 20 gram salt), og inden da skulle jeg have ryddet op og gjort rent i køkkenet som sædvanligt, ryddet op i stuen, ryddet op nede på kontoret, skiftet vasketøj, foldet det tørre tøj og støvsuge i hele huset (ALT i huset lignede virkelig en krigszone - mit værelse har aldrig været så slemt!).. foruden at jeg ville have et bad, inden de kom hjem. Det var der jo ingen mulighed for, at jeg ville kunne nå på kun en time, så jeg prøvede ligesom at sige Rolig nu, jeg er ikke Wonderwoman i rengøringskostume (det sagde jeg ikke på den måde), hvorefter hun gav mig et ordentligt skrald, fordi jeg 'ikke lavede ret meget overhovedet til hverdag', så det ville jo være det mindste, jeg kunne gøre. Og det blev jeg jo selvfølgelig ked af at høre, da jeg synes, jeg har overtaget husarbejdet helt fra familien. Samt underholder ungerne i løbet af dagen, når kun den ene af forældrene har tid. Jeg synes da, jeg er godt beskæftiget, så det gjorde lidt ondt, at hun ikke syntes, jeg var tilstrækkelig. Hun virkede dog god nok, da de kom hjem, så jeg lod det ligge... indtil jeg (tror at jeg) hørte hende bagtale mig over for Ben nede på kontoret, mens jeg legede med Adelaide oppe i stuen, så da hun gik ind for at putte pigen, gik jeg ned for at snakke med Ben om det. Han skød det hen på stress og søvnmangel, og da Eleanor kom ned igen, konfronterede han hende med det, hvorefter vi fik snakket om det alle sammen.. og vi havde det rigtig godt sammen bagefter! Det var rigtig ubehageligt at snakke om sådan noget, jeg har aldrig været konfrontationstypen, men det var usigelig skønt, at stemningen blev vendt til noget så positivt så hurtigt bagefter! Siden har vi ikke haft nogen problemer overhovedet, og Ben har været meget omhyggelig til at sige tak og komplimentere mad osv. Så det har været rigtig rart!

Min vurdering af stegesokyllingen lavet i gryde var af det positive. Håndtagene både på gryde og låg var af plastik, så jeg besluttede at skrue dem af (ja, det gjorde jeg helt selv!), inden de røg ind i ovnen i godt 2 timer.. jeg ved ikke, om de ville smelte, men hellere være på den sikre side. Det blev desværre ikke så lækkert som i stegesoen. Grøntsagerne blev gode, men jeg synes, at kyllingen smagte lidt mærkeligt. Jeg lavede den ellers præcis, som jeg har lært hjemmefra. Det var en hel kylling, så jeg fik også øvet mig i både at rense den og skære den rigtigt ud. Men familien elskede det - både Ben og Eleanor tog begge dele to gange. Ben er på kur og tager af princip ikke mere end én gang, og Eleanor er aldrig rigtig sulten, så det var en kæmpe kompliment, at de spiste så meget. Så en gryde kan bruges, men en stegeso anbefales.

Og så er Emmeline begyndt at brumme med læberne. Ved ikke helt, hvordan det skal forklares. Men hun laver nogle fine små spytbobler, og mange af dem. Lyden er vidst startet, når hun er ked af det, og er nu udvidet til at være en sjov lyd også.

I går, fredag, kom Maria over - hun plejer jo at komme for at lege med Adelaide eller tage hende med i parken et par timer en gang om ugen. De pyntede først kager, inden legoklodserne blev trukket frem. Vi fik snakket godt sammen, delte bekymringer og savn. Hun fortalte, at Danmark var rigtig kold i forhold til her, og at hun havde fanget en god snue.
Jeg var selv ude på en lang gåtur. Jeg havde spurgt Eleanor, hvad hun kunne anbefale, og hun sagde, at jeg kunne tage u-bahns til Thalkirchen, hvor den zoologiske have er, og så gå langs Isarfloden. Det lød jo som en god ide, så jeg kom af sted ved middagstid. Jeg skulle lede lidt for at finde floden, og skulle finde retning nord, før jeg kunne gå. Det var dog intet problem. Man er jo gammel spejder møhøhø. Jeg synes, at floden var utroligt ren og vedligeholdt; bunden kunne ses langt ud, selvom der var dybt. Langs flodbredden tog ænder en lur i middagssolen, som varmede mere, end den har gjort i dagevis. Så fandt jeg ud af, at jeg er utryg, når jeg befinder mig under fugle. Jeg fortalte, at jeg rykkede væk fra kragerne i Olympiapark, og jeg gik her under (eller udenom) en lygtepæl, hvor 50 duer sad! Ej, der var kun 6-7 stykker, men jeg vil stadig ikke risikere noget! Det var ikke altid helt nemt at følge floden. Så kom der et rensningsanlæg, så en opdeling, og så en vej på tværs. Men med lidt overblik og situationsnærværelse er det ikke noget problem. Jeg kom snart til en form for park, hvor en masse hunde legede med hinanden, og folk gik ture. Jeg befandt mig dog imidlertid på den anden side, men fandt snart en bro. Der var rigtig smukt på trods af, at vinteren står for døren. Ved Isarvorstadt (5 km fra mit startsted - så jeg fik en god tur!) var en kæmpe bro, som jeg brugte til at krydse over på den anden side, og under den lagde jeg mærke til to mænd sidde og snakke. Ved lidt nærmere inspektion så jeg dog omkring ti soveposer på den anden side af den væg, de sad op af. Her åbnede sig endnu en ny side ved storbylivet for mig.
Jeg kom dernæst til en anden bro på tværs af parken, og et blik på den anden side gav mig et indtryk af industrialisering, og det gider jeg ikke gå i - og jeg var også ved at kede mig lidt, så jeg besluttede at tage en Tram. Her var starttanken, at jeg ville sidde i en og lade den føre mig rundt i byen, men da jeg kom til Karlsplatz, besluttede jeg mig spontant for at tjekke shoppinggaden ud. Lige foran denne gade så jeg dog en bygning af træ blive opført samt et større område i forbindelse hermed være afspærret - de var simpelthen ved at lave en skøjtebane! Den er ikke så stor, som den der var ude i Randers, men det er da kanon sejt, at de gjorde det der!
Jeg har jo været et kort smut inde i shoppinggaden, men denne gang besluttede jeg mig for at se, om jeg tilfældigvis fik smag for noget. Først fangede en lillebitte butik Allerlei min opmærksomhed, og jeg gik ind for at kigge - det viste sig at være Narnia's indgang, for det var en kæmpe forretning i tre etager, som var ligesom Danmarks Tiger-forretninger, bare uden al braset. Okay, der var også bras, men der var rigtig mange gode ting, som man rent faktisk kan bruge til noget, så jeg fik to par benvarmere og en lille bitte kalender til håndtasken til ingen penge. Hvis man er ude efter noget, skal man altså kigge i Allerlei, før man tjekker andre steder. Bagerst i butikken fløj en gummibold pludselig mod mig, som en ungarbejder rendte efter og gik tilbage igen. Jeg lurede lidt på ham, og snart begyndte han at jonglere! Han havde tre tilfældige ting i hænderne, som han jonglerede med. Bagerst i butikken. I arbejdstiden. Mens en overflod af kunder invaderede butikken. Det var meget spøjst.
Da Maria og jeg snakkede, spurgte jeg, hvor hun havde købt sin sweater, for jeg synes, at jeg mangler vintertøj - og generelt bare nyt tøj, for det føles, som om jeg render rundt i de samme tre trøjer. Hun nævnte genbrug og loppemarkeder, men at man ser dem overalt. Så nu hvor jeg holdte øje med varme trøjer, syntes halvdelen af gadens forretninger ikke at have andet end sweatere! De første stykker gik jeg ikke mere end to skridt indenfor i, da jeg så prisskilte med 30-40 euro pr. styk, og det er bare penge, jeg ikke har, så jeg fortsatte direkte ud. Jeg kom så til en stor forretning, C&A (lidt a la Magasin), hvor HELE tøjafdelingen bestod af sweatere. Der var meget begrænset udvalg af almindelige langærmede trøjer, cardigans og bukser. De første ting jeg kiggede på var stadig lidt for dyre, men så åbnede mit indre udsalgs-øje sig, og jeg fik pludselig øje på 1000 dejlige lækre sweatere, jeg ville prøve - alle mellem 10 og 15 euro. Jeg fik to i kjolelængde og korte ærmer og en almindelig en med lange ærmer til 40 euro sammenlagt, og jeg havde høj shoppe-adrenalinrus resten af dagen. Da jeg betalte, så jeg, at klokken allerede var halv fire, så jeg småløb hele vejen hjem for ikke at lave for sen aftensmad. Der var dog ingen hjemme, da jeg kom ind - kun Ben, og han sov, så jeg prøvede ikke at lave for meget larm. Køkkenet var bombet, så det skulle jeg også have afsat inden. De andre kom først hjem ved halv syv tiden, hvor Adelaide allerede faldt i søvn på vejen, så det var en rigtig nem aften! Eleanor glædede sig til at se, hvad jeg havde købt, og hun var helt vild med mine valg! Jeg glæder mig også allerede til at have det på!
En sjov ting jeg lagde mærke til i løbet af den korte tid i shoppinggaden var observation af de mange mennesker; 90% af personerne var glade og ivrige koner i alle aldre, som trak sin mand med ned af gaden. Fælles for alle mændene var de mange indkøbsposer, som var deres ansvar at bære på (må være et universelt sprog) og deres skyd-mig udtryk i ansigtet. Og mens langt de fleste personer inden i selve butikkerne var kvinder, stod der sjovt nok også lige så mange mænd uden for gældende butik - flere af dem snakkede faktisk sammen, selvom det ikke umiddelbart virkede, som om de kendte hinanden. Jeg så også en enkelt gang et tilfælde af gruppe-indkøb, hvor kvinderne gik forrest og snakkede sammen, glade og livlige, mens mændene slentrede et par meter bag dem, igen, med alle poserne og så nedtrykte ud. Stakkels mænd. Haha, det var virkelig et priceless syn!

Da jeg kom hjem, gik jeg på google maps for at regne ud, hvor langt jeg havde gået, og fandt ud af at jeg havde stoppet lige foran Museumsinsel (museums-øen). HVORFOR?! Det er fandme træls - det ville jeg jo gerne have set! Jeg fik heldigvis nogle gode ting ud af min ændring af planer, men alligevel. Så ved jeg da hvor det er!

I dag var jeg ude at shoppe igen. Jeg hjalp om morgenen med at få familien klar til dagen som sædvanlig, bl.a. med at underholde Emmeline mens Eleanor og Adelaide er i bag og får tøj på. Jeg gik dog lige bagefter og ankom til Karlsplatz ved 11 tiden. Jeg skulle skifte fra u-bahn til Tram i Sendlinger Tor, og her så/hørte jeg de første danskere ude i offentligheden. De sagde ikke noget specielt, men det var bare ejendommeligt at opleve. Det er altid specielt at høre nogen af samme oprindelige som en selv i udlandet.
Nogle af forretningerne i gaden er altså lidt freaky. Der er et mindre område med meeeget moderne butikker, som jeg blandt andet mistænker for ikke at have tøj i andre størrelser end xs-l og det absolut mest moderne tøj, hvilket jeg generelt heller ikke er interesseret i, så jeg gik bare udenom. Men sagen var også, at deres mannequiner udenfor var RØDE i huden. Det er altså bare lidt for nymodens. Deres butikker havde desuden navne som Kult, Olymp und Hades, Bonita og Tally Weijl.
Pludselig så jeg en kvinde, som lignede Sheldons mor (en karakter fra en af mine yndlingsserier, The Big Bang Theory) på en prik! Og senere så jeg en kvinde, som, hvis en tegneseriefigur kunne findes i virkeligheden, eller hvis tegnerne har brugt levende personer som inspiration, så havde det været denne; hun lignede virkelig meget den onde heks Yubaba fra den japanske film Chihiro og Heksene! Det var dog en lidt uhyggelig oplevelse!
Til frokost købte jeg tre frugter ved navn Persimon ved en gadebod. De så lækre ud, så jeg købte dem uden videre omtanke, og da jeg hjemme til dessert endelig satte tænderne i en af dem, smagte de ligesom en Sharonfrugt... og så slog jeg det op, og det er sharonfrugter. Men den var lækker og forholdsvis billig, så jeg klager ikke!
Men ja, jeg gik ind i en butik ved navn Ann Christine, som så hyggelig ud - og her brugte jeg faktisk næsten 1½ time! Der var bare SÅ meget tøj, næsten halvdelen af det på markant tilbud, og så var der tre etager, som jeg skulle kigge igennem! Der var også forholdsvist lang kø foran prøverummene, og jeg skulle selv prøve nok tøj til at give mig krampe i armen. Og jeg kom ud med to tanktoppe, to bluser med trekvart-ærmer en endnu en super lækker sweater rigere - og 31 euro fattigere. Men jeg var endnu gladere end i går, og jeg er så begejstret for sweateren (både blød, varm og rigtig smart), at jeg overvejer at tage tilbage på mandag efter en mere. Men anyway, jeg fortsatte jo bare ned af gaden, og pludselig så jeg en u-bahn-nedstigning - ved navn Marienplatz!!!! Så her fandt jeg altså ud af, at jeg havde gået på Kaufingerstrasse, og at denne gade altså forbinder Marienplatz og Karlsplatz! Praktisk og fedt. Der var ikke så forbandet langt, så det kunne da være en hyggelig gåtur, hvis jeg skulle kede mig engang. Og det er også nemmere at tage en u-bahn direkte til Marienplatz og så bare gå, frem for at stå af i Sendlinger Tor og skifte til Tram. Selvom der tidsmæssigt ikke rigtig er nogen forskel, og jeg kan nu U6-ruten udenad samt de fleste retninger med Tram.. så det er heller ikke det store problem.
Også i dag var Eleanor ivrig efter at se dagens rov, og igen var hun begejstret for det hele. Det er hyggeligt, at det ikke kun er mig, der er positiv efter en shoppedag. Selvom jeg nu er 600 kr fattigere, har det alligevel været for det bedre, og jeg glæder mig som sjældent før til at have det på!
Jeg gider ikke sætte billeder ind i dette indlæg. Det er også ved at være lidt langt, så det må I vente med til i morgen eller noget..

Jeg er ked af / træt af at der er gået så længe, siden jeg sidst skrev.. så her får I en bonus - en samtale mellem Ben (angivet som B) og jeg (angivet som N). Han driller mig ofte med min danske baggrund og vores historie med vikinger og deres spisning med hænderne og plyndringstogter.. Enjoy!


Samtale om planer:
B: Are you okay?
N: Yeah, I just need to go out for waschmittel (vaskepulver)
B (halvironisk): Wow, that sounds like a lot of fun!
N: Mmmm-hmm, and Im going exploring all the way to Rewe (butik)
B: Oh yes, your viking background.. just try not to rave any villages on the way!
N: ...well, Im sorry! Sometimes the urge is just so strong I cant help it!
B: Yeah thats what I thought..
N: But you know, these houses around here are actually the size of a small village where I come from..
B: Ah, so they're actually asking for it!
N: exactly!

Og note til mig selv:
Jeg skal huske, at hvis jeg mangler et sted at spise frokost, kan jeg tage til Herzogstr. via Tram, hvor en kinesisk restaurant Yinshi ligger mod nord.
Og på Hohenzollernplatz er en thai restaurant kaldet Yum2take. Selvom jeg nok ikke kommer til at spise der pga. navnet. Det er lidt pinligt..

Desuden skal jeg huske, at der er en form for juletorv fra d. 27. november (dagen inden jeg tager hjem) på Theresienwiese (en park), hvor jeg skal tjekke Tollwood ud og dampfnudeln. Det skulle være typisk bayersk.

God weekend alle sammen!

Snart to uger tilbage

Her til aften var jeg med til Emmelines bad, hvilket er første gang, da hun oftest kommer under sammen med en af forældrene og ellers er jeg i gang med at underholde Adelaide eller lave mad. Så ja, mit første bad med Emmeline. Nøj, hvor hun sprællede! Hun er en glad lille baby, og jeg fryder mig over, at jeg kan overvære hendes udvikling. Jeg havde jo psykologi på mit sidste år i gymnasiet, og jeg kan nikke genkendende til mange ting, jeg har lært derfra. Det er mest at observere, hvordan hun gradvist bliver mere og mere kropsbevidst, efteraber ansigtsudtryk og griner meget mere, end da jeg var her i starten. Hun begyndte for 2 uger siden at sutte lidt eksperimenterende på sin tommelfinger, mens hun for en uge siden begyndte at bruge tommelsutteri som underholdning og selvtrøst. Hun er blevet rigtig god til at ramme munden uden at sigte for meget. Det har også været opløftende at se, hvordan hun elskede at 'stå selv' på ens skød, men i starten holdt jeg jo al hendes vægt, hvor hun bare rørte med fødderne, mens nu kan hun bare gribe fat i mine fingre og bruge mig som støtte, mens hun hiver sig selv op at sidde - og så få lidt støtte af mig til at komme helt op at stå. Hun har foruden også rigtig fået smag på at gribe fat i ting de sidste par dage! Specielt min hårting og briller er hyppige ofre for hendes små ivrige fingre, og hvis jeg ikke passer på, river hun hårtingen ud eller knalder brillerne skæv på min næse, mens hun lige synes, hun skal vaske dem rene med tungen.. Rulleri er også populært, så specielt til badetid (lærte jeg her til aften) skal man holde ekstra øje.

Ekstraarbejde har vist sig at være mere fornøjeligt end mit tidligere ophold faktisk. Ben har det godt forresten. Vi ved endnu ikke, om han rigtigt havde kræft, for lægerne vil ikke fortælle ham noget endnu, han er øm (døh!), og han er meget skeptisk over hospitalsmaden, men ellers har han det godt og bliver bedre. Eleanor har haft børnene ude mere de sidste to dage, så jeg har også fået mere alenetid - og Adelaide og jeg har haft meget mere kvalitetstid. De sidste 4-5 dage har specielt været legepræget, hvor hun er mere glad for at snakke med mig, og jeg har jo så også fundet ud af hendes lege. Og hvad hun kan lide. Så det er nemt at lokke til at lege, når jeg bygger et legoklodshus til hendes legodyr og legomennesker, hvis Eleanor trænger til en lur. Og hun er meget fascineret af magneter, så siden Eleanor tog et par poser med forskelligt formede magneter med hjem fra et loppemarked, har vi brugt mange timer på at lave små huse og figurer, tage dem af og sætte på igen i et andet motiv.
Min første tur alene i bussen var også i dag! Eleanor havde bedt mig aflevere en bog til en mødregruppe, hun ikke havde været til i snart et år, mens hun besøgte Ben med ungerne, så jeg skulle gå til Westpark (vores lejlighed er lige mellem u-bahn stationerne Partnachplatz og Westpark) for at fange en bus, stå af og gå et par gader frem til gældende adresse eller snuppe en Tram, men jeg besluttede mig for at gå. Jeg dukkede op et kvarter før tid (gruppen starter kl. 10 og varer til kl 12, så jeg ville gerne komme lidt før, så jeg ikke afbrød midt i noget), og ingen var der! Det var jo så åbenbart et lejelokale (gruppen tilhørte en Katolsk Mission på 5. sal, hvor der på de andre etager var mødegrupper til vietnamesere, buddhistiske møder osv.), og den første person dukkede først op 5 minutter efter mig. Hun inviterede mig med indenfor, og jeg sad så og ventede helt til kl. 10, før lederen dukkede op, og så kunne jeg endelig smutte. Det havde været en småtravlt morgen - nej, ikke travl, jeg var bare beskæftiget med Emmeline, mens Eleanor gjorde sig selv og Adelaide klar. Baby var så glad i mine arme, men så snart jeg lagde hende ned bare for at tage tøj på, begyndte hun at græde, indtil jeg tog hende op igen, så jeg rendte rundt i nattøj og uglet hår, ikke-børstede tænder og med tom mave, indtil de andre var klar - og det var 5 minutter, inden jeg selv skulle ud af døren. De smuttede, så jeg kunne gøre mig klar i fred, men jeg nåede at blive færdig hurtigt nok til at indhente dem længere nede af vejen. De skulle jo besøge Ben på hospitalet.
Forresten så har han givet udtryk for godt at kunne spise noget kylling, så jeg tænkte, at jeg kunne lave stegesokylling den aften, han kommer hjem igen... problemet er, at de ikke har en stegeso. Jeg læste på nettet, hvor en sagde, at man bare kunne smide hele gryden ind i ovnen. Jeg kom ellers også i tanke om, at jeg bare kunne tage to bradepander og lægge den ene omvendt på. Jeg kommer med en update, når jeg har fundet ud af det.
Turen var for mig meget vellykket, og jeg er glad for, at en ny dør til transportsystemet er ved at åbne sig for mig! Jeg har tænkt meget over omgivelserne, siden jeg kom hjem fra min tur til Olympiapark - I ved, hvor jeg havde en storbyoplevelse. Det havde jeg også i den del af byen, jeg skulle aflevere bogen ved. Partnachplatz må være en meget børnefamilievenlig del af byen. Og træerne er ved at blive skaldede. Øv. Der går ikke længe, før alt er trist og gråt.

Selvom jeg har langt den bedste periode med familien lige nu, glæder jeg mig alligevel til at komme hjem. Jeg glæder mig til at bage småkager, pynte op til jul og have en undskyldning for at tage ud og shoppe ('til julegaver').

Eleanor og jeg snakker godt sammen. Jeg lærer en masse om fødsler, babyer, børn og meninger foruden kulturforskelle og vores ligheder. Hun bekræfter og afkræfter desuden nogle af mine opfattelser. Jeg kommer hjem som babyekspert gør jeg! Og en endnu mere brændende lyst til at blive jordemoder. Der er så meget at finde ud af! Ejjj altså..

God tirsdag allesammen!

Rusalka

Så var jeg til en opera. Og jeg kan lige så godt sige det, som det er.. det var ret kedelig.. røvkedeligt faktisk. Det var bare alt for dramatisk og alt for moderniseret til min smag. Jeg havde desuden taget dumme sko på og der var saunahedt inde i salen, så det var heller ikke optimalt at skulle STÅ der i 3½ time. Okay, så jeg kom 18.30 som jeg brugte på at finde min plads, som heldigvis ikke var så svært som sidste gang. Jeg kender jo systemet nu. Jeg havde planlagt at tage lidt pænere tøj på denne gang, men lige pludselig skulle jeg altså bare af sted, så jeg havde egentlig bare et par pæne bukser og kongeblå bluse med min fine hårting, jeg har fået af min far. Der var desuden bid i kulden udenfor, så jeg havde ikke lyst til at vimse rundt i kjole derude.
Jeg havde fået en plads heeeelt oppe på øverste balkon (5. etage tror jeg) liige i øjenhøjde med krystallysekronen. At se den helt tæt på var faktisk mere spændende end operaen..som sagt synes jeg, at det bare var alt for dramatisk. De overspiller jo til den helt store medalje, og jeg kunne ikke høre forskel på de kvindelige sangere. Jeg husker bedst en scene midt i forestillingen, hvor 30-50 kvinder går på scenen i brudekjoler og det, der skulle forestille rådyrlig, i armene. Pludselig besvimer de alle, hvorefter hende, der skulle være 'Ariel' (det var trods alt inspireret af Den lille havfrue), går på scenen i sit eget brudeskrud. Her vågner kvinderne så og begynder at æde rådyrene som vilde dyr, hvormed deres hvide fancy kjoler bliver tilsølede af 'blod'. Det var bare alt for abstrakt til mig.
Men musikken var god! De havde et helt orkester med 10 violiner, en harpe, fløjter, trommer, trompeter osv. foran scenen, og det lød helt fænomenalt. Sangerne overdøvede desværre musikken det meste af tiden, så det og den dramatiske optræden gjorde, at min koncentration vandrede lidt halvdelen af tiden. Jeg greb ofte mig selv i at overveje, om jeg skulle tage hjem. For det var virkelig ikke mig. Men jeg blev der, holdte ud på trods af ømme fødder og sveden drivende, og så forestillingen helt til ende. Og jeg fortryder såmænd ikke at tage af sted - ellers vidste jeg jo ikke, at jeg ikke er til operaer.. og jeg ville ellers nok gå og længes efter at se en og fortryde, at jeg ikke gjorde det, mens jeg havde chancen.
Hov, jo, det var jo forresten en tjekkisk opera, så over scenen var en stor aflang skærm, som havde de tyske tekster, mens det blev sunget. Jeg var ret imponeret over, hvor meget jeg kunne forstå - der var kun enkelte ord, jeg ikke kendte, og det skulle selvfølgelig være nøgleord (øv), men i helheden kunne jeg følge godt med. Selvom forestillingen var underlig.. her får I lige nogle billeder:

Scenen med ligene og brudekjolerne

Dette var ikke personerne i mit stykke - de må åbenbart skiftes. Men jeg tager dette som stemningsbillede.

Min hovedperson... I et akvarie.. det siger lidt om stykket.

Jeg sidder nu nede på Bens kontor og hygger med de voksne. Vi hygger os, inden Ben tager på hospitalet i næste uge. Jeg fik at vide i går aftes efter forestillingen, at han muligvis har kræft et sted, han ikke ville fortælle mig ("That's none of your business"), så han skal opereres engang mandag eller tirsdag, så han sagde, at jeg får travlt i næste uge i hverdagene. Det er ikke noget, jeg ser frem til. For det første er han ligesom den, der oftest skaber den glade stemning herhjemme, men jeg kan bare ikke hjælpe så meget med Adelaide. Og jeg synes ellers, at jeg arbejder nok. Så jeg er lidt usikker på, hvad de forventer af mig. Men jeg går ud fra, at jeg finder ud af det. Jeg blev ellers lidt rørt, da Ben kom ind i køkkenet, mens jeg lavede mad, og betroede mig, at han ikke rigtig kunne beslutte sig for, om han skulle fortælle sine forældre om sin operation (han får den, uanset om han har kræft eller ej), for de har det med at bekymre sig overdrevet. Og jeg sagde, at han bare kunne fortælle det i sidste øjeblik, så de ikke går for længe med sommerfugle i maven, og så ringe til dem igen, så snart han kan. Og det lader til, at han vil tage det råd til sig. Så jeg følte mig lidt vigtig på en helt anden måde, når jeg kan hjælpe med sådanne ting.
Her til aften var Adelaide ret træls. Hun skriger ofte af underlige ting, men da hun skulle i seng i dag, gik det da helt over gevind. Hold KÆFT hun skabte sig! Det tog begge forældre over en time at få hende ned og lægge, hvorefter hun skreg videre. Mage til irriterende unge har jeg aldrig mødt. Jeg kan slet ikke forstå, at de bare blev ved med at snakke med hende.. jeg tror nok, jeg ville have givet hende et vap bagi - jeg vil ikke finde mig i sådan en form for ulydighed ved mine børn til den tid. Ej, det var virkelig belastende. Adelaide har virkelig dræbt min lyst til at få børn. Jeg har slet ikke været skruk i samtlige 6 uger, jeg har været her. Mirakel? Nej.. nu er jeg bare bange for at få børn.. tænk, hvis mine bliver sådan. Jeg vil i hvert fald tænke mig bedre om, inden jeg begynder at overveje det for alvor. Jeg håber ikke, at alle forældre kommer gennem den slags.. så undrer jeg mig bare over, hvordan vores art har overlevet.. man ser jo ikke dyr skabe sig på den måde..

Anyway, god weekend!
Skriv gerne!

Parkbesøg, Olympia og Tram

Jeg er sgu ved at være lidt hård til Tram-transport! Altså sporvognene. Jeg har endnu ikke taget en rigtig bus, og jeg har heller ikke begivet mig ud i s-bahn, men det skal nok komme. Snart laller jeg rundt i München med alle former for transport, uden mål og uden mening. Fordi jeg kan. Det skal være en personlig sejr, den dag jeg kan det hele! Desuden har jeg jo også et månedskort, som gælder i hele midtbyen - jeg har tommelfingerreglen at grænsen går ved u-bahn endestationerne. Nok om det!

Jeg har denne uge været rigtig meget på udflugt. Ikke så meget for at se noget bestemt, men mere for at komme ud af huset, få noget frisk luft, og så for at opleve München. Jeg har under tre uger tilbage, så jeg skal virkelig udnytte mine muligheder!
Forleden besluttede jeg mig for at tage ud og køre lidt med Tram. Jeg har jo snakket før om, at det ville være en god metode at se byen uden at fare vild selv, og jeg må sige, at det er en succes! De kører hver 7. til 10. minut, så hvis man står af forkert eller tager den forkerte (hvilket ikke er sket endnu), er det super nemt bare at stå på den næste. Men denne dag havde jeg fået lidt nok af en dårlig stemning, der havde hersket hele formiddagen (Adelaide var træt og pylret, jeg kunne ikke hjælpe, Eleanor havde fået det forkerte ben ud af sengen, og Ben var sur over at blive vækket hele tiden), så jeg sørgede for, at køkkenet var rent og pænt, holdte Emmeline mens Eleanor og Adelaide var i bad, ventede på at de var klar, gav baby tilbage, og så smuttede jeg ellers. Vejret var vidunderligt om end en smule køligt, men det er bedst at gå i. Jeg ville tage en Tram stik nord fra Sendlinger Tor, og så ellers stå af ved endestationen for bare at tage en tilbage. Det er fantastisk hyggeligt bare at sidde inde i sådan en sporvogn og kunne kigge ud, så jeg havde egentlig tænkt på bare at køre rundt hele eftermiddagen, men ved endestationen Petuelring skinnede solen, og jeg kunne lige ane noget gyldent skær bag nogle træer. Min nysgerrighed vandt, og jeg fandt den smukkeste og hyggeligste park, jeg har set indtil videre. Westpark er stor og smuk, men intet i forhold til Petuelring park. Der var en helt anden stemning her. Jeg gik via en sti med træer til den ene side og noget der lignede havehuse til den anden. Det var et stort indhegnet område med små haver i op ad hinanden, hvor grøntsager og blomster groede/skulle gro samt et lille træskur bag hver. Jeg gik videre blandt de gyldne træer, går forbi en middelmådig legeplads og kommer så ud i en lysning, hvor bakkerne strakte sig for mig. Jeg skulle ikke nå noget, tænkte jeg for mig selv, og tanken om at se området deroppe fra bakkerne vandt over hyggen i Tram'en, så jeg gik raskt deropad. Midt på en af bakkerne vendte jeg mig om ude af stand til ikke at kigge.. og udsigten tager pusten fra mig. Parken var større, end jeg havde troet. Solen skinnede og styrkede mit farveindtag, gjorde alt endnu smukkere - bag parken var byen, og det virkede, som om jeg kunne se hele den nordlige del af München herfra. Der var flere højhuse, og jeg kunne se andre bakker herfra. Det gav mig imidlertid en ide om at tage en Tram sydpå for at se, om jeg kan se bjergene. Jeg har hørt, at man fra Farsching (del af München) kan se Alperne, og det er jeg mere end ivrig efter at be/afkræfte. Jeg klatrede helt op, så et mindesmærke for noget/nogen, jeg ikke kunne læse, og ellers var Olympiaturm (Olympiatårnet, som jeg troede var et radiotårn på det tidspunkt) i baggrunden. Over alt kom folk med deres hunde i alle størrelser og racer, kastede bold, legede eller gik uden snor, mange stoppede op for at snakke, og hundene legede frydefuldt med hinanden. Jeg savner Flicka. Det er virkelig ensomt på en helt anden måde, når ingen har dyr her i området. Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev der og kiggede ud over udsigten , men pludselig var himlen overskyet, og vinden begyndte at tage fat. Det var blevet for sent at kigge på andre dele af byen/køre alt for længe rundt, så jeg tog bare tilbage igen.

Bakkerne - ser ikke så imponerende ud på billedet.

Haverne bag indhegning

Farverne var helt fantastiske. Legepladsen i baggrunden.

Udsigten fra midten af bakken.

Udsigten fra midten af bakken.

Udsigten fra toppen af bakken.

Det mest fantastiske er, at jeg ikke engang behøver lede efter sådan nogle steder!
Husk at I kan klikke på billederne for at forstørre dem.

I går var jeg igen ude, hvor jeg besluttede mig for at se Olympiaparken med den enorme fodboldarena og hele sceneriet derude. Jeg havde set billeder i en bog om byen, og jeg kunne lige så godt se det før som senere. Turen derud var ikke udfordrende, der gik en u-bahn direkte derud. Jeg er glad for, at jeg da vidste, hvor stationen var, for den var virkelig godt camoufleret! Jeg kunne se noget af det berømte stads allerede fra stationen, så det var ingen udfordring at finde det heller. Jeg skulle over en enooooorm bro, som gik over en vej, der var større end danske motorveje - og denne var bare en almindelig byvej. Jeg var overrasket over renheden ved stedet. Det var tættere på noget industrielt sted, jeg har set de sidste 5 uger, men jeg så ikke én plastikpose flagre rundt på asfalten, ingen grus, ingen nedfaldne blade på vejene, ingen.. ingenting! Alt var rent og fint, skarpe linjer og klare farver. Det var helt uvirkeligt, men ikke desto mindre mindede det mig om, hvorfor jeg ikke egner mig til at bo i så stor en by permanent. Larmen var.. ja, larm, og det føltes som at være i en cementjungle. Øv, det ødelagde lidt mit syn på denne fantastiske by. Det er ikke kun parker, butikker, god stemning og folk i grimt tøj (for ja, man skulle tro at det var de hjemløses by, alle går virkelig grimt klædt!). Det er ikke alt sammen formidable udsigter og god stemning. Det var lidt skuffende. Men jeg kom direkte fra broen over på Olympiapark. Olympiaturm var lige foran mig (godt pejlemærke!), ligeså var Olympia Schwimhalle (svømmehallen) og træningsstederne. Der var sågar et fitness center der. Jeg så på et kort, hvor arenaen var, hvilken jeg dernæst satte kurs mod. Den var så stor, at den tog mig mere end en halv time at gå rundt om i raskt tempo! Jeg var meget imponeret selv udefra, og jeg fandt vejen derop og en enkelt indgang dertil - jeg nåede lige præcis at tænke "yay, heldige mig!", inden jeg så en kassedame/informationsdame ved siden af indgangen, som sagde at det kostede fucking 3 euro for at komme ind. Og jeg tænkte bare, ej fuck det, der er masser af billeder på internettet. Ingen grund til at betale 3 euro bare for at se en bane til sport, jeg knapt interesserer mig for. Jeg gik så rundt om i stedet og kom til en park, Olympiapark, som var smuk ligesom resten af byens parker. Der var gæs, svaner og andre fugle alle steder. Og jeg mener ALLE steder. Gamle mennesker gik sammen med en pose brød i armene, rigtig mange folk gik tur med deres hunde, og jeg så sågar sportsfolk løbe en tur gennem parken. Jeg satte mig på en bænk og læste i en bog (min kindle, altså e-bog), så jeg ikke behøvede tage hjem alt for tidligt. Jeg blev afbrudt i min læsen ved en høj lyd af fugleskræppen, så jeg kiggede op, og dér sad 5 krager liiige over mit hoved. Hvis de besluttede sig for at skide, ville jeg få det direkte i hovedet, så jeg flyttede mig en god afstand derfra, men blev på bænken. Jeg sad der en lille time, inden mine hænder blev for kolde til at trykke på vend-siden knappen. Det er som regel et godt tegn til, at jeg skal vende næsen hjemad. Jeg fik kort efter en sms fra Eleanor, som skrev at de selv gik ud en tur og først ville være hjemme ved halv seks tiden, og det var endnu en god grund til at tage hjem. Jeg elsker at have huset for mig selv! Så kan jeg bare tulle rundt. Jeg var dog lidt skuffet over Olympiaparken. Jeg havde forventet noget.. mere.. hvad ved jeg ikke, men det var ikke som jeg havde troet.. hvad end det så havde været.

Arenaen bagfra

Min lille hyggelige læsebænk i Olympiapark

Olympia-udsmykningen

Olympiasee - ja alt er opkaldt efter det Olympiske tema

Olympia-udsmykning

Olympia-schwimhalle og Olympiahalle

Lige over broen - Olympia-schwimhalle

I aften skal jeg ind og se operaen Rusalka. Det starter kl. 19 i Nationalteatret, varer 3½ time.. og jeg har fået en ståplads. Jeg prøvede at få en siddeplads, men alt var simpelthen optaget!
Forestillingen er inspireret af H.C. Andersens Den lille havfrue - altså hans eventyr, ikke Disneys version med en lykkelig slutning. I må selv slå det op, hvis I vil høre mere, men ellers er jeg sikker på, at jeg kommer med en 10 siders rapport ved først givne lejlighed. Jeg kommer sent hjem, så det bliver ikke i aften.
Jeg håber alle har det godt! God weekend.