I går var en helt fantastisk dag! Jeg var ikke så begejstret i forgårs ved tanken om, at jeg skulle underholde alle tre unger en hel dag, da de jo kan være lidt svære at holde styr på. Det viste sig dog at gøre min mangel på begejstring til skamme. Valerie arbejdede fra 11 af, så jeg skulle først tage over en halv time før. Her spiste jeg morgenmad, lod børnene underholde dem selv, og skar så en vandmelon ud, jeg havde købt, da jeg var i Walmart efter Svends gymnastik i torsdags. Børnene var rigtig glade, og specielt Charlotte kørte det bare ned. Der var høj solskin men rigelig med vind, så de skulle have en jakke på, da vi spiste det udenfor. Det er bare mindre griset. Ved 13 tiden tog vi til søen, der ligger lige i nærheden. Det er en behagelig gåtur, hvor Vivianna tog løbehjulet, Charlotte var på cyklen, og jeg smed Svend i klapvognen. Vinden havde lagt sig lidt, så vi behøvede ikke en jakke, og vi endte med at blive der længere, end jeg havde regnet med. Vi gik lidt på opdagelse, hvor 'baglandet' blev udforsket - der er en å, som afskærer fra en forhøjning på den anden side, som havde noget på den anden side, men vi besluttede at krydse åen og slide os gennem krat og vildnis, til vi var på den anden side. Det var lidt en ødemark med høje buske, pinde og faldne træer, men hold da op hvor kan børn dog lege i sådanne omgivelser. Det er så underligt. Svend var meget puttet/klyngende, og jeg går ud fra, at det var en blanding af træthed og alle mulige ting i hans højde, som stikkede. Men vi var der næsten en time, hvor vi kiggede rundt, legede med en A-buk, som var sat op af en eller anden grund, så de legede, at det var en bål, de skulle finde brænde til. Svend begyndte så at ville hjem, så jeg fik slæbt ungerne med ned til søen, men så gik den lille derhen, og vi endte med også at bruge en time der, inden jeg gerne ville hjem. Det var skønt, for ungerne legede for sig selv, og jeg kunne bare sidde og suge solskin og D-vitamin til mig. Jeg er ved at få en bemærkelsesværdig hvid stribe, hvor mit ur normalt sidder. Det var en dejlig afslappende dag. Jeg elsker simpelthen, hvordan de her unger (og de fleste andre) kan lege med ALT i deres omgivelser - især i skovområder bliver alt samlet op, undersøgt og leget med til det bliver kedeligt, og så går de bare videre med næste ting. Og søen var en kæmpe bonus, for så fik de jo mulighed for at smide ting i vandet. Og jeg elsker, at de alle tre altid tager sig godt af hinanden, når vi er ude! Hvis en af dem slår sig eller falder, er de to andre der med det samme og spørger, om den faldne er okay. Af samme grund bliver den slags ture ofte også meget afslappende for mig! Jeg behøver næsten ikke lave noget. Men til sidst blev Svend meget pylret og puttet, og jeg gad ikke være der mere, så med store, højtidelige løfter og 'pinky-promises' (ja, min lillefinger måtte simpelthen også love!) at jeg ville tage dem med igen snart. Svend kom i klapvognen, og pigerne susede af sted på deres, og så gik vi hjem. Der gik ikke mange minutter, før jeg hørte den lille mand snorke let og blødt, og jeg kunne mærke den søde succes varme mig indefra. Da vi kom hjem, fik jeg lagt den lille i forældrenes seng, så lyde ikke ville forstyrre ham, og jeg ikke skulle stresse over at tysse på pigerne hele tiden. Jeg fik fodret pigerne, hvorefter de satte en film på. Godt et kvarter inde i filmen, hvor jeg lavede mad til mig selv, kom Henning hjem, og han kiggede forbløffet på mig og spurgte, om vi havde været ved søen. Ja det havde vi da. Charlotte var fuldstændig smadret og lå og slumrede. Og Vivianna havde også sove-øjne. Det er øjeblikke som dem, der gør mit arbejde så godt. Om ikke andet er dét et tegn på, at jeg gør det godt. De vågnede dog op, da det sank ind, at Henning var hjemme, og efter jeg havde spist, lagde jeg og tøserne os op i Viviannas seng og så nogle afsnit af My Little Pony på iPaden. Jeg havde godt 1½ time, inden jeg skulle gøre mig klar til at tage over til Jessica. De første 10 minutter sad vi op ad væggen ved siden af hinanden, men så lagde jeg mig på siden med deres iPad i den nederste udstrakte arm. Vivianna lagde sig foran mig på siden med hovedet på min overarm, og Charlotte lagde sig direkte ovenpå mig. Det var rigtig hyggeligt! Jeg kunne næsten ikke trække vejret eller mærke min nederste arm til sidst, men det var det værd. De var dog meget modstræbende i at lade mig gå - jeg skulle bogstavelig talt mose mig igennem.
Jeg skulle være der omkring halv syv, og jeg glædede mig helt vildt. Da jeg kom, var Jessica i gang med at vaske op, og Adam var stadig hjemme, men jeg var bare glad for at være der. I tidligere samtaler har Jessica sagt, at hun elsker at prøve ny mad, så jeg havde brugt et par minutter hver dag hele ugen på at skrive nogle gode opskrifter ned, som jeg ofte har fået hjemme og som jeg lavede i München. Hun blev rigtig glad for dem, og især den spanske hvidløgssuppe er hun meget begejstret for at prøve. Der gik næsten en time med småsludren, opvasken osv. inden vi fik taget os sammen til at starte på maden (vi besluttede at lave pirogger). Det var tydeligt, hvor interesseret Jessica var i det, vi lavede. Hun sugede alle trinnene og mine tips til sig. Lige inden jeg stak fingrene i gær-vandet for at blande mel i, bankede det på døren. Jeg lukkede op, da jeg var nærmest, og udenfor stod Jared, en ny fyr og JAKE! Han var lige så glad og snakkesaglig, selvom han vidst var kommet hjem fra træningslejren samme dag eller dagen før. Han gav mig et stort knus og sludrede lidt, inden Adam fik ham. Mens Jessica og jeg lavede mad, kredsede alle drengene om køkkenet, indtil de tog af sted. De skulle ud at spise på restaurant, før de tog hjem til Josh for at spille videospil. Jessica og jeg snakkede om at tage over til dem og hygge efter en film. Umiddelbart efter ringede Jessicas mor og spurgte, om hun måtte komme over (hun var ked af, at Jessicas lillebror Jimmy har sagt, at han ville til Texas til sommer), så lige som vores pirogger var færdige, kom hun over. Jessicas mor hedder Katherine (Kathy) og er halv japaner, så de har et lidt asiatisk udseende begge to (naturligvis), men de er ikke små typiske japanere nogen af dem. Vi snakkede, blandt andet om drengenes videoaften, og jeg fortalte, hvordan jeg i folkeskolen og 1.g havde 'LAN-parties' med Morten og Dennis, men Jessica havde ikke hørt det udtryk før. Ved 21 tiden kom drengene tilbage og bankede på, hvor Kathy gik over til døren, forvrængede sin stemme og kaldte ud, at hun var i bad og nøgen. De kom dog ind for at tage tv'et til deres spil (Call of Duty), og Jared forklarede, hvad de ville med det (de var fem spillere til to tv'er så de ville sætte ledninger sammen og kombinere spillet, så de spillede sammen), hvilket var princippet i LAN, som jeg sagde, og jeg fik respekt for at kende til det.
Adam satte deres computer og projektor til, mens de andre drenge roterede rundt på sofaen og lænestolen, så vi kunne se en film. De smuttede igen, og så brugte vi et godt stykke tid på at vælge en film, som endte med at blive Aeon Flux. Kathy så den med os, og det var rigtig hyggeligt, men filmen var godt nok skod. Bagefter tog Kathy hjem, Jessica og jeg pakkede nogle pirogger til natmad til drengene, og så kom Adam og hentede os, for han kan ikke lide, at piger går alene så sent. Klokken var kun 23.. men han er meget gentleman. De var helt opslugte af det spil. Jessica og jeg snakkede mest, mens de spillede. Den nye fyr tog hjem omkring midnat, men det gjorde ingen rigtig forskel for dem. Piroggerne blev højlydt nydt af alle, og jeg er så stolt af det. Jeg savner jo lidt maden hjemme, og jeg har så ondt af de amerikanere, som vokser op med det skod, de fleste laver her. Det er så trist, at det var en helt ny oplevelse for Jessica at lave noget så simpelt som dej fra bunden. Lige pludselig var klokken 1. Vi begyndte at blive søvnige, men Valerie har fri i dag, så jeg ville udnytte ikke at skulle arbejde og blive ude så sent som muligt. Vi snakkede videre og ønskede begge, at vi havde et spil af en art - om det så var computerspil (vi har snakket om at jeg skal lære Jessica at spille mine spil - Assassin's Creed, Tomb Raider og Guild Wars), et simpelt kortspil eller hvad som helst. Men vi snakkede videre og blev mere og mere døs. Samtalen faldt også på vores bh'er. Vi elsker begge at 'være fri', men vi ville ikke tage dem af i selskab med drengene. Vi mangler desuden begge, fordi dem vi har er gamle, så vi aftale også at tage ud at købe bh'er sammen måske næste weekend. Jeg føler mig så alene, når jeg render ud at shoppe alene, så det er rart at vide, at jeg skal skrive, næste gang jeg skal ud. Vi syntes, at drengene så imponerende vågne ud, men det modsatte blev bevist, da de stoppede med at spille kl. 3. Jared og Josh holdt sig godt, men Adam havde rødsprængte øjne og et sammentrukket ansigtsudtryk, og Jake den stakkel var jo lige kommet hjem fra træning og havde i forvejen søvnmangel. Han var så træt, at han døsede hen flere gange under spillet og døde, fordi zombierne fik slæbt sig hen til ham og spist ham.. eller noget. Det skal lige nævnes, at drengene her i gruppen (vores Bible Study gruppe - Single gruppen) er meget tætte og udtrykker ligesom kærlighed både fysisk og vokalt. De er absolut ikke homofobiske og krammer hinanden og siger hele tiden, at de elsker hinanden. Inden Adam, Jessica og jeg smuttede, drillede Jessica Adam med, at han skulle gå over putte Jake, som havde lagt sig på sofaen og var allerede ved at døse hen. Det gjorde Adam uden at tøve, stoppede tæppet ind under ham, og tog hans hænder for at sige godnat. Adam trak deres hænder op og kyssede sine hænder (som udtryk for Jakes hænder uden det blev for meget går jeg ud fra), hvorefter Jake trak deres hænder ned og kyssede Adams hænder. Jeg bliver altid meget overrasket hver gang den slags sker, for drenge i Danmark er bare ikke så kærlige overfor hinanden. Adam fortalte også, at han ikke havde troet Jake var SÅ træt. Det sidste jeg så, inden døren lukkede til Joshs lejlighed, var de vågne drenge samlet omkring tallerkenen med pirogger. Vi gik tilbage til Jessicas og Adams lejlighed, hvor jeg fik mine ting, og så fulgte de to mig ned til min bil. Jeg kom først hjem 3.30, hvor jeg gjorde mig klar til seng og endelig fik lagt mig. Jeg var ikke umiddelbart træt lige der, men jeg faldt hurtigt i søvn.
lørdag den 23. marts 2013
torsdag den 21. marts 2013
Serieafhængighed og en stærk tilbagevenden
Der er nu gået godt to uger eller noget siden sidste indlæg. På den tid er der sket en masse, og jeg kommer ikke til at skrive om det alt sammen. Jeg har haft nogle rigtige op- og nedture, hvor jeg følte alt lige fra at ingen kunne lide mig til overvejelser om at forlænge mit ophold her. Der var ingen følelser i mellem haha! Jeg har følt lidt at jeg var udenfor socialt, men jeg tror, det har været misforståelser fra min side, for jeg har virkelig fået nogle gode venner! Jeg havde ikke rigtig lyst i min nedtur til at tage til mine tirsdags og onsdagsmøder, men da jeg dukkede op alligevel for at komme ud af huset, åbnede en masse nye muligheder sig for mig!
Om tirsdagen fik jeg overrakt en invitation til en fødselsdagsfest hos en af drengene (han fylder 21), som jeg ikke har snakket mest med, men han er sød nok. Det er her på lørdag i denne uge. Det er med Star Trek tema (kostumefest), men jeg synes ikke, at nogle af karaktererne er lette at lave et kostume ud af, så jeg kommer nok bare, som jeg er.
Allerede til mødet dagen efter snakkede Josh om at arrangere en campingtur/telttur i weekenden d. 19.-21. april. Jeg er næsten desperat efter at komme med.. og det fik mig til at tænke på, hvor meget jeg egentlig savner at gå til spejder og tage på ture med dem. Jeg tænkte nostalgisk over alle mine helt fantastiske ture - der var virkelig aldrig nogle dårlige ture. Så begyndte jeg at kigge gennem alle mine gamle billeder helt tilbage fra 2007, og hvor havde vi det dog sjovt dengang. Hvad jeg ikke ville give for at spole tiden tilbage! Der er selvfølgelig nogle ting, jeg ikke har lyst til at genopleve, men alt i alt kunne det være fedt at være 15 år igen. Dengang ville jeg bare gerne fylde 18 år, så jeg kunne opfylde nogle af de rejsedrømme, jeg havde. Men ja, jeg savner spejder, vores lejrture, sammenholdet, den sociale side ved gymnasiet (selv timerne på gymnasiet var gode, det var bare lektierne og afleveringerne, som ødelagde det), hvor jeg så mine venner hver dag osv. En af mine billedmapper indeholder billeder fra vores vandretur i Sverige, og de er helt fantastiske at se på. På facebook kan man 'tagge' folk, så deres navn dukker op på billedet, når man fører musen hen over - jeg var åbenbart sur på min ekskæreste Morten på det tidspunkt, jeg lagde billederne ud, for jeg har tagget ham som "Spaden" HAHHAHAH!!!! Jeg kan slet ikke huske, jeg gjorde det.
I går var vores møde aflyst, og jeg fik desværre først beskeden, da jeg parkerede i deres parkeringsplads, men da jeg kom hjem igen, skrev Jessica og spurgte, om jeg havde lyst til at være sammen fredag aften og lave mad sammen, se tøsefilm og snakke. Hendes mand Adam skulle vidst ud og spille med nogle venner, så medmindre hans aftale bliver aflyst, kan jeg glæde mig til en hyggeaften med Jessica.
Jeg tog fastelavnsboller med til sidste uges onsdagsmøde, hvilket blev taget godt imod. Jeg lavede omkring 18, Justin spiste 4-5 stykker selv, og der var kun 3 tilbage sidst på aftenen, som Jessica og Adam fik til senere, for jeg gad ikke tage posen med hjem. Inden jeg tog hjem, fortalte jeg om hvordan vi også putter kød inden i boller (pirogger), hvilket hun er meget oplagt på at prøve, så hvis vi ses fredag aften, laver vi pirogger sammen. Det bliver også en ny madlavningsoplevelse, da amerikanere jo sjældent laver mad/bager fra bunden. Det skal nok blive sjovt!
I sidste uge var jeg afhængig af serien Make it or break it (om gymnaster, som håber på at blive udtaget til OL), som jeg begyndte på i gymnasiet, men så fik jeg travlt med eksamener, så jeg stoppede. Jeg startede dog, hvor jeg endte sidst, og jeg har set næsten to sæsoner på under en uge. Jeg ved nu hvad alle instrumenterne hedder (alle dem, de springer på, svinger i osv.), og når jeg tager Svend til gymnastik, prøver jeg også de ting, der ikke kræver flere års erfaring (jeg har åbenbart god balance på bommen - "beam" på engelsk).
Fredag i sidste uge havde pigerne fri til middag, så jeg brugte min formiddag på at gøre klar til en tur i parken. Valerie var hjemme og sov, men havde Svend indtil han vågnede. Jeg fik ham først lidt over 10, hvor vi hyggede os, indtil vi skulle hente. Vi kørte lige hjem, lavede frokost og tog så af sted. Henning kom hjem lige inden vi kørte, så jeg fortalte, at jeg tog dem ud, så Valerie kunne sove ordentligt, og Henning trængte også til en lur, så det var en god ide. Vi nåede ud til Lake Rim Park ved halv et tiden, hvor jeg parkerede nær et grillsted, som var pakket med unger. Der holdt også to skolebusser på parkeringspladsen, men jeg tænkte ikke nærmere over konsekvenserne. Vi slog os ned på en bænk (i ungernes tilfælde bag bænken) og spiste nær den legeplads, de havde valgt. På en tidspunkt sad Svend med en riskiks, Charlotte en peanutbutter-jelly sandwich og Vivianna en nutellasandwich, da Svend lægger sin riskiks ned, læner sig ind over peanutbutter-jelly sandwichen i Charlottes hånd, og så samlede Charlotte bare riskiksen op og gav Svend sin sandwich. Det gik lige i hjertet! Specielt fordi hun ikke gav det et sekunds tanke men gjorde det helt naturligt. Hun er helt fantastisk til at dele! Men lige som vi snart var færdige, kom nogen-og-40 unger stormende og overtog legepladsen totalt. Vivianna, Charlotte og Svend havde kun leget på den i 10 minutter i alt mellem bidder, så de var ret skuffede, men vi tog hen på en anden legeplads, som var egnet for børn på Svends og Charlottes alder, og her fik de næsten en time til at gå. Men da de kedede sig, begyndte de virkelig at kede sig, så jeg spurgte, om de havde lyst til at tage hen til søen på den anden side af vejen. Lake Rim. DET var en succes! Vi tog resten af vores frokost ned til en bænk dernede, som jeg sad på og holdt øje med dem. Jeg gav dem lov til at smide sko og strømper og hive op i buksebenene, så de kunne dyppe fødderne i vandet. Pigerne soppede størstedelen af tiden eller legede med ting, de faldt på søbredden, og Svend legede med, men han var ikke glad for at gå ud i vandet, uden han holdt mig i hånden. Mågejagt var også en af yndlingsaktiviteterne. De stakkels måger (og der var MANGE af dem!) blev skræmt op, så snart de landede og dannede flok. Det tog mig et stykke tid, men de kalder åbenbart måger for pelikaner. Det fandt jeg ud af, efter Vivianna spurgte:
Did you know theres a way to knock a pelican out? Jeg kiggede forbløffet på hende over det morbide spørgsmål, hvorefter hun sagde: You throw a rock at its head.. Og det var sjovt i al sin enkelthed, men jeg blev lidt bange på mågernes vegne.
Mit yndlingsøjeblik var da jeg så Charlotte jage Vivianna 30 meter hen af søbredden, mens Vivianna skreg mit navn hele vejen i absolut frygt. Da Vivianna nåede op til mig, klagede hun over at: Charlotte was chasing me with seaweed and said 'We're gonna get you!' (Charlotte jagtede hende med tang mens hun sagde 'Vi skal nok få dig!'). Måske skulle man have været der, men jeg var ved at dø af grin. Jeg ved ikke hvordan, men da jeg kiggede på uret, var klokken pludselig blevet fem, og jeg blev nødt til at hive ungerne hjem. Svend ville gerne hjem, men jeg skulle lokke pigerne med at tage dem med i morgen på deres fridag, for at få dem med i bilen. På vej hjem tog vi hurtigt i Target, hvor jeg købte nogle malebøger og en pakke farveblyanter til os, for jeg kunne ikke finde nogen på deres værelse, og det er fantastisk tidsfordriv. Vi var først hjemme lidt i seks, hvor Henning var ved at lave aftensmad. Ingen af ungerne spiser normalt særlig meget, for de har for meget krudt i røven, men de spiste så meget, at Henning blev nødt til at varme nogen fryse-mini-burgere, så der var nok. Bagefter så vi en film, pigerne og jeg, som var puttet tæt ind til hinanden (mest til mig) på en plads, der svarer til en enkelt person, og efter filmen gik de frivilligt i seng. Og de kom ikke op en eneste gang for at klage over manglende søvn, så jeg vurderer dagen som en succes. De har plaget hele ugen om at komme af sted igen, så jeg bliver nok nødt til at tage dem i morgen. Jeg håber, at vejret holder.
I søndags var jeg med familien i kirke. Selvom jeg kun har været der en enkelt gang før, genkendte nogen af dem mig, og en gift par tilbød mig at kigge med i deres bibel, så jeg kunne følge med. Lige inden vi gik til mødet, bad nogen Henning og Valerie om at undervise en klasse med 7-årige, så jeg sad derinde alene, hvilket ikke var hylemorsomt, men altså.. det var da okay.. Folk er virkelig søde! Vi kom hjem halv et, hvor jeg spiste frokost, inden jeg kort efter kørte til softball træning. Jeg kom et godt stykke tid for tidligt, men Mike (vores dygtige bedstefar-træner) var der allerede med sin datter, som er absurd dygtig også, så jeg kunne komme ind på banen med mine ting og smøre mig ind i solcreme. Det var helt perfekt vejr - høj solskin med kun et par enkelte skyer, og der blæste en blid vind, så når jeg løb, blev jeg ikke svedig. Puh det var dejligt, og jeg fik løbet rigtig meget. Tidligere har vi ikke løbet særlig meget, for vi har været spredt godt med mange mennesker, så der altid var nogen hvor end bolden fløj hen, men her greb folk den ikke eller batteren skød længere/et andet sted hen end vi regnede med. Og jeg er på 'out-field', altså længst væk, så det er mig, der skal rende, hvis boldene flyver langt. Det har jeg det helt fantastisk med.
På billedet kan I se en softballbane fra oven med markeringer til de forskellige spillere. Jeg har markeret med rødt, hvor jeg normalt står. Følgende er 'infielders':
C = catcher (griber, som griber bolden, hvis hitteren/batteren ikke rammer)
P = pitcher (den, som kaster bolden)
1B: first baseman
2B: second baseman
SS: shortstop
3: third baseman
Følgende er 'outfielders':
LF: left fielder
CF: center fielder
RF: right fielder
Jeg er ikke helt inde i reglerne eller hver positions specifikke rolle, udover at man skal sørge for at kaste til de baser, som modstanderne løber mod.
Coach Mike nævnte desuden efter træning, at han var begyndt at placere os i hovedet, hvad vores permanente stilling bliver, og om vi bliver førstespillere eller reservere, og jeg kan rigtig mærke nervøsiteten. Jeg er ikke så god som mange af de andre, men jeg synes, jeg lægger mere i det. Puh, hvor bliver det spændende!
Sidste træning bed jeg i græsset, hvor jeg fik lange sår på venstre albue og venstre knæ, men ellers er jeg ikke kommet til skade, og slet ikke alvorligt. Denne gang lagde jeg alt i spillet, og jeg lagde ikke mærke til noget, som gjorde ondt, for jeg var høj på adrenalin det meste af tiden, men dagen efter opdagede jeg pludselig et voldsomt, stort, sort blåt mærke på indersiden af min højre underarm og et stort, aflangt, sort eksemplar også på indersiden af mit højre skinneben. Det er ikke engang normale blå mærker; de buler! Hvad mon bliver næst. Jeg kan slet ikke huske, hvordan jeg fik dem. Og jeg synes ellers ikke, jeg får mærker nemt.
Jeg vil lige slutte af med en lille samtale jeg havde med Charlotte, da vi lå i min seng (os og Vivianna) og enten farvede eller lavede lektier:
Mig: when we say you're weird, we mean it in a good way..
Charlotte: Mommy sometimes says Im a dork
Vi prøver så at definere det:
Vivianna: It's another word for weird..
Nanna: or a nerd I guess..
Charlotte: or a hitty head.. it hits itself when it's a tree..
Stilhed..
Vær ikke blege for at senge mig en besked! Jeg nyder at læse nyheder hjemmefra.
Stort knus herfra!
ET STORT PS: Vores familie i England, Morven og Jon, fik en ny lille datter i lørdags! Woohooo! De kalder hende Lara Mae, hvilket jeg synes er smukt, men deres ældste datter Skye kalder hende konsekvent Puff, fordi hun havde håbet, at en drage kom ud. Det er da for sødt! Jeg fik en email med nyheder og billeder i går eller i dag, og hun er noget så sød! Og Skye er blevet rigtig stor. Jeg så hende som baby, hvor jeg kaprede hende fra forældrene, hvor de besøgte min mormor og morfar, og så besøgte jeg dem i England, hvor jeg var på studietur for næsten 1½ år siden. Og nu er hun så stor! Det er squ sjovt! Men ja, det går dem godt, derovre i England!
Om tirsdagen fik jeg overrakt en invitation til en fødselsdagsfest hos en af drengene (han fylder 21), som jeg ikke har snakket mest med, men han er sød nok. Det er her på lørdag i denne uge. Det er med Star Trek tema (kostumefest), men jeg synes ikke, at nogle af karaktererne er lette at lave et kostume ud af, så jeg kommer nok bare, som jeg er.
Allerede til mødet dagen efter snakkede Josh om at arrangere en campingtur/telttur i weekenden d. 19.-21. april. Jeg er næsten desperat efter at komme med.. og det fik mig til at tænke på, hvor meget jeg egentlig savner at gå til spejder og tage på ture med dem. Jeg tænkte nostalgisk over alle mine helt fantastiske ture - der var virkelig aldrig nogle dårlige ture. Så begyndte jeg at kigge gennem alle mine gamle billeder helt tilbage fra 2007, og hvor havde vi det dog sjovt dengang. Hvad jeg ikke ville give for at spole tiden tilbage! Der er selvfølgelig nogle ting, jeg ikke har lyst til at genopleve, men alt i alt kunne det være fedt at være 15 år igen. Dengang ville jeg bare gerne fylde 18 år, så jeg kunne opfylde nogle af de rejsedrømme, jeg havde. Men ja, jeg savner spejder, vores lejrture, sammenholdet, den sociale side ved gymnasiet (selv timerne på gymnasiet var gode, det var bare lektierne og afleveringerne, som ødelagde det), hvor jeg så mine venner hver dag osv. En af mine billedmapper indeholder billeder fra vores vandretur i Sverige, og de er helt fantastiske at se på. På facebook kan man 'tagge' folk, så deres navn dukker op på billedet, når man fører musen hen over - jeg var åbenbart sur på min ekskæreste Morten på det tidspunkt, jeg lagde billederne ud, for jeg har tagget ham som "Spaden" HAHHAHAH!!!! Jeg kan slet ikke huske, jeg gjorde det.
I går var vores møde aflyst, og jeg fik desværre først beskeden, da jeg parkerede i deres parkeringsplads, men da jeg kom hjem igen, skrev Jessica og spurgte, om jeg havde lyst til at være sammen fredag aften og lave mad sammen, se tøsefilm og snakke. Hendes mand Adam skulle vidst ud og spille med nogle venner, så medmindre hans aftale bliver aflyst, kan jeg glæde mig til en hyggeaften med Jessica.
Jeg tog fastelavnsboller med til sidste uges onsdagsmøde, hvilket blev taget godt imod. Jeg lavede omkring 18, Justin spiste 4-5 stykker selv, og der var kun 3 tilbage sidst på aftenen, som Jessica og Adam fik til senere, for jeg gad ikke tage posen med hjem. Inden jeg tog hjem, fortalte jeg om hvordan vi også putter kød inden i boller (pirogger), hvilket hun er meget oplagt på at prøve, så hvis vi ses fredag aften, laver vi pirogger sammen. Det bliver også en ny madlavningsoplevelse, da amerikanere jo sjældent laver mad/bager fra bunden. Det skal nok blive sjovt!
I sidste uge var jeg afhængig af serien Make it or break it (om gymnaster, som håber på at blive udtaget til OL), som jeg begyndte på i gymnasiet, men så fik jeg travlt med eksamener, så jeg stoppede. Jeg startede dog, hvor jeg endte sidst, og jeg har set næsten to sæsoner på under en uge. Jeg ved nu hvad alle instrumenterne hedder (alle dem, de springer på, svinger i osv.), og når jeg tager Svend til gymnastik, prøver jeg også de ting, der ikke kræver flere års erfaring (jeg har åbenbart god balance på bommen - "beam" på engelsk).
Fredag i sidste uge havde pigerne fri til middag, så jeg brugte min formiddag på at gøre klar til en tur i parken. Valerie var hjemme og sov, men havde Svend indtil han vågnede. Jeg fik ham først lidt over 10, hvor vi hyggede os, indtil vi skulle hente. Vi kørte lige hjem, lavede frokost og tog så af sted. Henning kom hjem lige inden vi kørte, så jeg fortalte, at jeg tog dem ud, så Valerie kunne sove ordentligt, og Henning trængte også til en lur, så det var en god ide. Vi nåede ud til Lake Rim Park ved halv et tiden, hvor jeg parkerede nær et grillsted, som var pakket med unger. Der holdt også to skolebusser på parkeringspladsen, men jeg tænkte ikke nærmere over konsekvenserne. Vi slog os ned på en bænk (i ungernes tilfælde bag bænken) og spiste nær den legeplads, de havde valgt. På en tidspunkt sad Svend med en riskiks, Charlotte en peanutbutter-jelly sandwich og Vivianna en nutellasandwich, da Svend lægger sin riskiks ned, læner sig ind over peanutbutter-jelly sandwichen i Charlottes hånd, og så samlede Charlotte bare riskiksen op og gav Svend sin sandwich. Det gik lige i hjertet! Specielt fordi hun ikke gav det et sekunds tanke men gjorde det helt naturligt. Hun er helt fantastisk til at dele! Men lige som vi snart var færdige, kom nogen-og-40 unger stormende og overtog legepladsen totalt. Vivianna, Charlotte og Svend havde kun leget på den i 10 minutter i alt mellem bidder, så de var ret skuffede, men vi tog hen på en anden legeplads, som var egnet for børn på Svends og Charlottes alder, og her fik de næsten en time til at gå. Men da de kedede sig, begyndte de virkelig at kede sig, så jeg spurgte, om de havde lyst til at tage hen til søen på den anden side af vejen. Lake Rim. DET var en succes! Vi tog resten af vores frokost ned til en bænk dernede, som jeg sad på og holdt øje med dem. Jeg gav dem lov til at smide sko og strømper og hive op i buksebenene, så de kunne dyppe fødderne i vandet. Pigerne soppede størstedelen af tiden eller legede med ting, de faldt på søbredden, og Svend legede med, men han var ikke glad for at gå ud i vandet, uden han holdt mig i hånden. Mågejagt var også en af yndlingsaktiviteterne. De stakkels måger (og der var MANGE af dem!) blev skræmt op, så snart de landede og dannede flok. Det tog mig et stykke tid, men de kalder åbenbart måger for pelikaner. Det fandt jeg ud af, efter Vivianna spurgte:
Did you know theres a way to knock a pelican out? Jeg kiggede forbløffet på hende over det morbide spørgsmål, hvorefter hun sagde: You throw a rock at its head.. Og det var sjovt i al sin enkelthed, men jeg blev lidt bange på mågernes vegne.
Mit yndlingsøjeblik var da jeg så Charlotte jage Vivianna 30 meter hen af søbredden, mens Vivianna skreg mit navn hele vejen i absolut frygt. Da Vivianna nåede op til mig, klagede hun over at: Charlotte was chasing me with seaweed and said 'We're gonna get you!' (Charlotte jagtede hende med tang mens hun sagde 'Vi skal nok få dig!'). Måske skulle man have været der, men jeg var ved at dø af grin. Jeg ved ikke hvordan, men da jeg kiggede på uret, var klokken pludselig blevet fem, og jeg blev nødt til at hive ungerne hjem. Svend ville gerne hjem, men jeg skulle lokke pigerne med at tage dem med i morgen på deres fridag, for at få dem med i bilen. På vej hjem tog vi hurtigt i Target, hvor jeg købte nogle malebøger og en pakke farveblyanter til os, for jeg kunne ikke finde nogen på deres værelse, og det er fantastisk tidsfordriv. Vi var først hjemme lidt i seks, hvor Henning var ved at lave aftensmad. Ingen af ungerne spiser normalt særlig meget, for de har for meget krudt i røven, men de spiste så meget, at Henning blev nødt til at varme nogen fryse-mini-burgere, så der var nok. Bagefter så vi en film, pigerne og jeg, som var puttet tæt ind til hinanden (mest til mig) på en plads, der svarer til en enkelt person, og efter filmen gik de frivilligt i seng. Og de kom ikke op en eneste gang for at klage over manglende søvn, så jeg vurderer dagen som en succes. De har plaget hele ugen om at komme af sted igen, så jeg bliver nok nødt til at tage dem i morgen. Jeg håber, at vejret holder.
I søndags var jeg med familien i kirke. Selvom jeg kun har været der en enkelt gang før, genkendte nogen af dem mig, og en gift par tilbød mig at kigge med i deres bibel, så jeg kunne følge med. Lige inden vi gik til mødet, bad nogen Henning og Valerie om at undervise en klasse med 7-årige, så jeg sad derinde alene, hvilket ikke var hylemorsomt, men altså.. det var da okay.. Folk er virkelig søde! Vi kom hjem halv et, hvor jeg spiste frokost, inden jeg kort efter kørte til softball træning. Jeg kom et godt stykke tid for tidligt, men Mike (vores dygtige bedstefar-træner) var der allerede med sin datter, som er absurd dygtig også, så jeg kunne komme ind på banen med mine ting og smøre mig ind i solcreme. Det var helt perfekt vejr - høj solskin med kun et par enkelte skyer, og der blæste en blid vind, så når jeg løb, blev jeg ikke svedig. Puh det var dejligt, og jeg fik løbet rigtig meget. Tidligere har vi ikke løbet særlig meget, for vi har været spredt godt med mange mennesker, så der altid var nogen hvor end bolden fløj hen, men her greb folk den ikke eller batteren skød længere/et andet sted hen end vi regnede med. Og jeg er på 'out-field', altså længst væk, så det er mig, der skal rende, hvis boldene flyver langt. Det har jeg det helt fantastisk med.
På billedet kan I se en softballbane fra oven med markeringer til de forskellige spillere. Jeg har markeret med rødt, hvor jeg normalt står. Følgende er 'infielders':
C = catcher (griber, som griber bolden, hvis hitteren/batteren ikke rammer)
P = pitcher (den, som kaster bolden)
1B: first baseman
2B: second baseman
SS: shortstop
3: third baseman
Følgende er 'outfielders':
LF: left fielder
CF: center fielder
RF: right fielder
Jeg er ikke helt inde i reglerne eller hver positions specifikke rolle, udover at man skal sørge for at kaste til de baser, som modstanderne løber mod.
Coach Mike nævnte desuden efter træning, at han var begyndt at placere os i hovedet, hvad vores permanente stilling bliver, og om vi bliver førstespillere eller reservere, og jeg kan rigtig mærke nervøsiteten. Jeg er ikke så god som mange af de andre, men jeg synes, jeg lægger mere i det. Puh, hvor bliver det spændende!
Sidste træning bed jeg i græsset, hvor jeg fik lange sår på venstre albue og venstre knæ, men ellers er jeg ikke kommet til skade, og slet ikke alvorligt. Denne gang lagde jeg alt i spillet, og jeg lagde ikke mærke til noget, som gjorde ondt, for jeg var høj på adrenalin det meste af tiden, men dagen efter opdagede jeg pludselig et voldsomt, stort, sort blåt mærke på indersiden af min højre underarm og et stort, aflangt, sort eksemplar også på indersiden af mit højre skinneben. Det er ikke engang normale blå mærker; de buler! Hvad mon bliver næst. Jeg kan slet ikke huske, hvordan jeg fik dem. Og jeg synes ellers ikke, jeg får mærker nemt.
Jeg vil lige slutte af med en lille samtale jeg havde med Charlotte, da vi lå i min seng (os og Vivianna) og enten farvede eller lavede lektier:
Mig: when we say you're weird, we mean it in a good way..
Charlotte: Mommy sometimes says Im a dork
Vi prøver så at definere det:
Vivianna: It's another word for weird..
Nanna: or a nerd I guess..
Charlotte: or a hitty head.. it hits itself when it's a tree..
Stilhed..
Vær ikke blege for at senge mig en besked! Jeg nyder at læse nyheder hjemmefra.
Stort knus herfra!
ET STORT PS: Vores familie i England, Morven og Jon, fik en ny lille datter i lørdags! Woohooo! De kalder hende Lara Mae, hvilket jeg synes er smukt, men deres ældste datter Skye kalder hende konsekvent Puff, fordi hun havde håbet, at en drage kom ud. Det er da for sødt! Jeg fik en email med nyheder og billeder i går eller i dag, og hun er noget så sød! Og Skye er blevet rigtig stor. Jeg så hende som baby, hvor jeg kaprede hende fra forældrene, hvor de besøgte min mormor og morfar, og så besøgte jeg dem i England, hvor jeg var på studietur for næsten 1½ år siden. Og nu er hun så stor! Det er squ sjovt! Men ja, det går dem godt, derovre i England!
tirsdag den 19. marts 2013
Lake Rim Park billeder
I næste indlæg fortæller jeg om ungernes og min tur til Lake Rim Park, men her får I billederne for de er klar nu:
 |
| Spændte på at komme afsted! |
 |
| Lake Rim Park set fra legepladsen |
 |
| Frokost inden de gik amok på legepladsen |
 |
| Mellempigen Charlotte har altid superfart på |
 |
| Min lille mand, Svend |
 |
| Charlotte |
 |
| Den ældste, Vivianna |
 |
| Legepladsen |
 |
| Et lille gadekryds stjal deres opmærksomhed og hjerte godt 10 minutter |
 |
| Pigerne løb hver dages retning for at skræmme mågerne op |
 |
| Hun sniger sig op på de intetanende måger.. |
 |
| "Mission complete" |
 |
| Fodretid! |
 |
| Efter fodring skulle de selvfølgelig have lidt motion (mågerne) |
 |
| Choko-fjæs.. |
 |
| Begejstringen for at være her tog over dem et øjeblik |
 |
| Han var ikke vild med vandet, hvis ikke jeg var med |
lørdag den 9. marts 2013
Missions Conference og kæmpe flæskesvær!
Jeg ved godt jeg har forsømt jer.. Ih, hvor jeg skammer mig.. men nu kan I til gengæld gøre jer klar til en ordentlig smøre!
Vi har nu været gennem noget, som de kalder "Missions Conference" på Berean. "Missions" er missionærer, og vi har ved hvert arrangement med kirken (søndags-Worship og onsdags-Worship) haft besøg af en missionær og hans familie, hvor de har fortalt deres historie, og har modtaget en masse økonomisk støtte fra kirkemedlemmerne - den sidste måned har vi samlet penge ind til disse missionærer, men jeg var ikke klar over, hvad det var til, så jeg gav ikke - hvilket var en god ting, synes jeg. Jeg giver gerne til gode formål, men efter deres præsentationer, gav pastoren dem gavekort til restauranter, til en ipad (!!!), til tøjforretninger og en helvedes masse, som bare var underligt. Der var så også nogle rigtig fornuftige ting, der blev givet, som fx kufferter, gavekort til benzin, og den ene af familierne prøvede at adoptere, og det er jo dyrt, så det synes jeg også var i orden. Men en iPad? Restauranter? Ej.. det må de altså selv rode med.
Deres historier var godt nok spændende! En af dem havde boet i Bolivia med familien i 3-4 år nær en ørken og det der salt-område. De var kørt over saltområdet i en bil, som brød sammen midt i det hele, og de besluttede at overnatte i bilen, hvorefter de vandrede i 14 timer for at komme til den nærmeste landsby. Her fik de hjælp og måtte være sygeliggende i 3 uger pga betændelse i sårene på deres fødder. Meningen var at hjælpe lokalbefolkninger, som aldrig havde hørt Guds ord, med at bygge kirker og få dem i gang med prædikener osv. Ham her beskæftigede sig mest med døve. Så han fortalte dem om Gud på tegnsprog. Det var spændende at høre om! Vores pastor er bare virkelig...jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive ham.. han nærmest råber sine prædikener til Worship og bliver altid svedig og dupper sig på panden ind i mellem og smider jakken til sit jakkesæt. Her begyndte han at græde, da han skulle formidle noget ved missionærens historie - at de havde boet i flere år uden elektricitet og varmt vand under absolut primitive vilkår (hvilket jeg synes lyder virkelig fedt - det kunne jeg godt tænke mig at prøve! altså.. vel at mærke på en tur, ikke i Århus centrum eller et andet 'normalt' sted) - han gik videre med, at vi var snotforkælede uden egentlig at indse det. Og jeg er helt enig. Men nu har jeg jo også været på lejrture, hvor vi måtte undvære alt, og jeg har det altid i baghovedet, at vi har det rigtig godt. Men jeg er sikker på, at ingen her har skænket det en tanke. Da missionæren så pastoren græde, mens han snakkede, gav han ham lidt et skævt blik.. som for at sige: Slap lige af, så slemt var det heller ikke (hahaha!).
Søndag var også min anden træning til softball. Det gik ikke så godt som første gang. Vores rigtige træner kom - Christi spiller med på banen, bestiller spilletrøjer osv, så hun har lidt en altmuligrolle, men hun kan ikke finde ud af at træne et hold, så den her bedstefartype ved navn Mike Christenson har påtaget sig det hverv. Han er super dygtig til softball! Alle hans bolde rammer præcis, hvor han vil have dem, han kaster langt og hårdt, og han er generelt rigtig livlig på trods af at ligne en mand på omkring de 80 år. Det er meget imponerende!
Han rettede en del på mig, da jeg svingede battet, for jeg træder et skridt frem umiddelbart efter jeg svinger, og det må jeg ikke. Jeg plejede at spille både basketball og fodbold, hvor man jo skal rubbe fødderne hele tiden, så det er rigtig svært. Jeg får overbalance efter at have svunget. På et tidspunkt kunne jeg mærke noget på min højre fod, og da jeg kiggede ned, så jeg ham bag mig, lagt på maven og med begge hænder i et fast greb omkring min fod. Det var lidt pinligt, at han så sig nødsaget til det, men folk grinede - på en måde så jeg fik det indtryk at det ikke kun var sket for mig.
Hele ugen har jeg arbejdet 7.30 til 16.00, men jeg har været rigtig meget med de sidste par uger, så jeg har oftest ikke haft alenetid før ungerne kom i seng mellem halv ni og ni om aftenen. Det er nok hovedgrunden til, at jeg ikke har skrevet herinde i al den tid.
Vi har det rigtig godt sammen alle sammen. Ungerne kan snart ikke lade mig være - Vivianna spørger ofte, om jeg kan stå tidligt op for at gøre dem klar og køre dem i skole (hvilket er rigtig sødt, men jeg kan ikke forstå det, for jeg vrisser altid af dem om morgenen, når de ikke gør, hvad jeg beder dem om - hvilket er ofte, når deres fokus er så kort), når vi ser noget sammen i fjernsynet, har jeg gerne den ene af pigerne mellem benene og den anden lænet op af min side under min arm, de skændes hver næsten hver dag om, hvem der skal sidde ved siden af mig (det gjorde de fra starten af, og det er ikke en gammel sag endnu), og de kommer hele tiden hen for at få et kram. Foruden at de bare snakker konstant til mig. De har også sagt et par gange at de elsker mig. Både pigerne og Svend. Da Svend sagde det engang i sidste uge, smeltede mit hjerte bare. Vi var alene hjemme og tumlede rundt, som han allerhelst foretrækker, og pludselig kiggede han på mig og sagde "I wov you". Det er fantastisk, at jeg har så godt et forhold til dem. Det gik også hurtigere, end jeg havde regnet med. Det er ikke til at forstå, at jeg har været her i to måneder nu! Jeg var kun to måneder i München, og det var bare den længste tur i Skærsilden i verdenshistorien.. Jeg synes simpelthen, at tiden er gået så hurtigt!
Jeg har lagt mærke til, at temperaturen langsomt og sikkert bliver højere. Lige på nær et par enkelte dage, hvor der var en latterligt høj temperatur, har vi gået fra omkring 5-6 grader til nu omkring 10-12 grader. I dag var der 18 grader, så jeg havde shorts på, klipklapper og en undertrøje. Det var helt perfekt, og jeg håber hverken, det bliver varmere eller koldere det næste stykke tid. Luftfugtigheden er næsten ikke-eksisterende, lige på nær en enkelt dag forleden. Det var ikke engang varmt, bare fugtigt. I starten af temperaturstigningen kunne jeg kigge på termometeret i huset, og hvis den var over 10 grader, tænkte jeg altid med Anders Matthesens gravkammerstemme: uuuuuuuuh, 11 grader..! Hvis ikke I har hørt det, synes jeg næsten I skal søge på youtube efter det.
Jeg pylrer aldrig om Svend, og derfor overdramatiserer han heller aldrig (tak for tippet, mor). Hvis han falder eller går ind i noget eller andre situationer, hvor der ikke skete noget, siger jeg altid: You're okay! Nothing happened! You're okay! Og det er efterhånden blevet så godt, at hvis han falder, rejser han sig bare op og siger: I okay! og går videre HAHAHA! Her den anden dag fik jeg ham så på toilettet for at prøve at tisse, og da det lykkedes, begyndte jeg at huje begejstret, for han er inde i en mærkelig fase, hvor han bare nægter at sidde på potte og toilet. Jeg hjalp ham ned, fik ble og bukser på, og så gav ham mig et begejstret knus, som uheldigvis knaldede mit hoved ind i skabet bag mig.
Mig: av..
Svend (kigger mig dybt i øjnene): you're okay..
Og jeg begyndte bare at grine.
I onsdags var jeg i Walmart med Svend, da jeg manglede et par ting, og han havde alt for meget fart på i løbet af formiddagen til at slappe af, så jeg tog af sted tre timer før jeg normalt ville, og ganske rigtigt faldt han i søvn før jeg nåede ud på den store vej. Jeg fik kombineret turen, så jeg kunne køre direkte hen på skolen og hente pigerne. Jeg havde min ultimative klammedag med stor trøje-jeg-normalt-sover-i, leggins, vandrestøvler, ingen makeup og briller på. Det skulle selvfølgelig også passe med, at mens jeg ventede i køen til at betale mine varer, sprang Hershal (en af de lækre missionærer til Viviannas lektioner) op foran mig for at snakke. Selvfølgelig. Skæbnen har en grum humor. Og hvis en af dem var der, måtte den anden også være der - og ganske rigtigt stod Steele et par personer bag mig i samme kø. Det var virkelig akavet for mig - jeg nåede netop til kassedamen på det tidspunkt, så jeg måtte holde styr på Svend, betale for mine ting, tage dem og lytte og snakke med de to. Og jeg var virkelig selvbevidst om mit sjuskede ydre. Jeg møder seriøst aldrig nogen, jeg kender, når jeg går ud i løbet af dagen. Men de var rigtig søde og havde tænkt på mig, for Hershal fortalte, at de ville prøve at skaffe deres Book of Mormon (mormonbog.. en bog de bruger sammen med bibelen) på hollandsk. Og jeg var sådan lidt, hvorfor hollandsk? Han svarede med et skuldertræk og så kun lidt forvirret ud. Jeg sagde, at jeg ikke snakkede hollandsk. Jamen det troede de..? Åååååh - hollandsk hedder 'dutch' på engelsk, hvilket jo ligger lidt op af 'danish', som er dansk. Så det var bare en misforståelse, som blev reddet op. Heldigvis skaffede de den ikke på hollandsk og gav den til mig, inden vi fik snakket sammen HAHAHA! Jeg forstår lidt hollandsk, når det bliver snakket, for jeg synes, det er lidt op ad tysk, men jeg tror ikke, jeg ville kunne læse det. Inden jeg gik ud, fik jeg hilst på Steele, og undskyldt mig med at jeg skulle hente pigerne fra skole, inden jeg stormede ud af forretningen. Øv, hvor var det akavet generelt. Jeg synes, misforståelsen var sjov men.. jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige.. men det er søde!
Tirsdag har vi jo normalt Bible Study med Single Gruppen i Jessica og Adams lejlighedskompleks, men da der stadig holdtes Missions Conference, blev det aflyst, så vi kunne komme med til det på Berean. Jeg sad ved siden af Kirsten ved flere af mine venner fra Single Gruppen, Danielle sad foran mig med sin mand Ernest, og da jeg satte mig, begyndte Joshua at smile helt overdrevet og vinke. Han er lidt.. speciel.. jeg ved aldrig rigtig, hvor jeg har ham.
Jeg fik endnu en ny ven, Cheryl, som jeg sad i rækken foran. Jeg mødte hende første gang til min Sunday School julefrokost til min første søndag i kirken. Hun var virkelig sød, og sagde, at hendes første år i Fayetteville var meget ensomt, så hvis jeg blev ensom, ked af det og/eller følte, at ingen holdt af mig, skulle jeg bare skrive til hende. Hun inviterede mig også til hendes Bible Study (ligesom mine tirsdags- og onsdagsmøder), som bliver holdt om fredagen. I fredags var sidste gang med dem, som normalt holder det, for de skulle udsendes, og det lød til at blive noget nær en afskedsfest, men jeg hørte om onsdagen, at missionærerne Hershal og Steele kom den fredag til Viviannas lektion, så jeg kunne forestille mig, familien ville foretrække, hvis jeg blev hjemme. Nogen gange er Charlotte og Svend over hele huset efter aftensmaden, så de kunne få brug for nogen at beskæftige Svend med. Heldigvis kom det ikke til det. Jeg hjalp med rengøring af huset, inden de kom, og med at beskæftige ungerne. Valerie lavede nogle ristede rejer, spinatbladsalat med jordbær og hjemmekaramelliserede pekannødder (den salat var VIRKELIG lækker!!), fetuccini, og strawberry shortcake til dessert. Vi hyggede os til maden, og mens Henning og Valerie var væk, sagde Hershal, at hvis jeg havde lyst til lektioner også, ville de gerne sætte det i gang. Jeg kan som sagt bedre lide mormonernes syn på kristendommen. Jeg går dog til tre kirkearrangementer på syv dage, som bliver til fire gange, hvis jeg kommer med til Cheryls Bible Studies, så jeg er ikke så vild med tanken om at tilføje endnu mere kristendom, men.. de er virkelig søde, og jeg vil gerne se dem igen. Også selvom det betyder, at vi skal snakke om Gud. De sagde desuden at de havde lokaliseret en dansk mormonbog, som godt nok er i Raleigh, men næste gang nogen tog dertil, vil de kunne komme med den til mig. Jeg er noget overrasket over, at så småt et sprog findes i skreven version her i USA.
I dag var jeg ude at shoppe! Mellem 9 og 14.30 tog jeg ungerne på skift, for Valerie var på arbejde, og Henning skulle tage dem til svømning, men det er jo på forskellige tidspunkter, så jeg måtte tage dem, der ikke var af sted. Jeg fik skrevet lidt med Tanya, hvorefter jeg godt en halv time senere var på vej til en butik ved navn Rugged Wearhouse. Det er en kæææmpe tøjforretning, som har en masse godt tøj (oftest god kvalitet og mærkevarer), som før var i de moderne butikker men nu er fra tidligere kollektioner - så de er måske til halv pris her! Jeg fandt tre trøjer (hvoraf en var en enorm t-shirt med Angry Birds billede på brystet, som jeg vil bruge til nattrøje) på en halv time bare ved at være til højre for den første gangsti. Henning ville dog lave mad (ribben) til 17.30, så jeg havde ikke så meget tid. Jeg skulle også i Walmart for at kigge efter frugt og et par andre ting. Det lå lige ved siden af, men der er altid lange køer i Walmart, så man skal komme i god tid. Selvfølgelig spiste vi ikke før kl. syv. Man skal altid tage amerikanske tidspunkter med et gram salt. Jeg fandt forresten en pose flæskesvær i Walmart. I vil ikke tro mig, hvis jeg beskriver størrelsen på dem, så jeg lægger et billede ud i stedet!
Min kusine Lise har skældt mig ud over, at jeg ikke tager nok billeder og lægger ud. Det er jeg helt enig i, og jeg er frygtelig til at tage mig sammen (sammenlignet med mine andre ture, hvor jeg nærmest gjorde mine oplevelser gennem kameralinsen), men jeg skal nok prøve at huske det. Jeg har dog et par stykker klar til jer.. helt tilbage fra da jeg var i Lake Rim Park og nød solidariteten. De blev uploadet lidt hulter til bulter, men jeg har beskrevet billederne. Husk I kan forstørre ved at klikke på billederne.
Vi har nu været gennem noget, som de kalder "Missions Conference" på Berean. "Missions" er missionærer, og vi har ved hvert arrangement med kirken (søndags-Worship og onsdags-Worship) haft besøg af en missionær og hans familie, hvor de har fortalt deres historie, og har modtaget en masse økonomisk støtte fra kirkemedlemmerne - den sidste måned har vi samlet penge ind til disse missionærer, men jeg var ikke klar over, hvad det var til, så jeg gav ikke - hvilket var en god ting, synes jeg. Jeg giver gerne til gode formål, men efter deres præsentationer, gav pastoren dem gavekort til restauranter, til en ipad (!!!), til tøjforretninger og en helvedes masse, som bare var underligt. Der var så også nogle rigtig fornuftige ting, der blev givet, som fx kufferter, gavekort til benzin, og den ene af familierne prøvede at adoptere, og det er jo dyrt, så det synes jeg også var i orden. Men en iPad? Restauranter? Ej.. det må de altså selv rode med.
Deres historier var godt nok spændende! En af dem havde boet i Bolivia med familien i 3-4 år nær en ørken og det der salt-område. De var kørt over saltområdet i en bil, som brød sammen midt i det hele, og de besluttede at overnatte i bilen, hvorefter de vandrede i 14 timer for at komme til den nærmeste landsby. Her fik de hjælp og måtte være sygeliggende i 3 uger pga betændelse i sårene på deres fødder. Meningen var at hjælpe lokalbefolkninger, som aldrig havde hørt Guds ord, med at bygge kirker og få dem i gang med prædikener osv. Ham her beskæftigede sig mest med døve. Så han fortalte dem om Gud på tegnsprog. Det var spændende at høre om! Vores pastor er bare virkelig...jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive ham.. han nærmest råber sine prædikener til Worship og bliver altid svedig og dupper sig på panden ind i mellem og smider jakken til sit jakkesæt. Her begyndte han at græde, da han skulle formidle noget ved missionærens historie - at de havde boet i flere år uden elektricitet og varmt vand under absolut primitive vilkår (hvilket jeg synes lyder virkelig fedt - det kunne jeg godt tænke mig at prøve! altså.. vel at mærke på en tur, ikke i Århus centrum eller et andet 'normalt' sted) - han gik videre med, at vi var snotforkælede uden egentlig at indse det. Og jeg er helt enig. Men nu har jeg jo også været på lejrture, hvor vi måtte undvære alt, og jeg har det altid i baghovedet, at vi har det rigtig godt. Men jeg er sikker på, at ingen her har skænket det en tanke. Da missionæren så pastoren græde, mens han snakkede, gav han ham lidt et skævt blik.. som for at sige: Slap lige af, så slemt var det heller ikke (hahaha!).
Søndag var også min anden træning til softball. Det gik ikke så godt som første gang. Vores rigtige træner kom - Christi spiller med på banen, bestiller spilletrøjer osv, så hun har lidt en altmuligrolle, men hun kan ikke finde ud af at træne et hold, så den her bedstefartype ved navn Mike Christenson har påtaget sig det hverv. Han er super dygtig til softball! Alle hans bolde rammer præcis, hvor han vil have dem, han kaster langt og hårdt, og han er generelt rigtig livlig på trods af at ligne en mand på omkring de 80 år. Det er meget imponerende!
Han rettede en del på mig, da jeg svingede battet, for jeg træder et skridt frem umiddelbart efter jeg svinger, og det må jeg ikke. Jeg plejede at spille både basketball og fodbold, hvor man jo skal rubbe fødderne hele tiden, så det er rigtig svært. Jeg får overbalance efter at have svunget. På et tidspunkt kunne jeg mærke noget på min højre fod, og da jeg kiggede ned, så jeg ham bag mig, lagt på maven og med begge hænder i et fast greb omkring min fod. Det var lidt pinligt, at han så sig nødsaget til det, men folk grinede - på en måde så jeg fik det indtryk at det ikke kun var sket for mig.
Hele ugen har jeg arbejdet 7.30 til 16.00, men jeg har været rigtig meget med de sidste par uger, så jeg har oftest ikke haft alenetid før ungerne kom i seng mellem halv ni og ni om aftenen. Det er nok hovedgrunden til, at jeg ikke har skrevet herinde i al den tid.
Vi har det rigtig godt sammen alle sammen. Ungerne kan snart ikke lade mig være - Vivianna spørger ofte, om jeg kan stå tidligt op for at gøre dem klar og køre dem i skole (hvilket er rigtig sødt, men jeg kan ikke forstå det, for jeg vrisser altid af dem om morgenen, når de ikke gør, hvad jeg beder dem om - hvilket er ofte, når deres fokus er så kort), når vi ser noget sammen i fjernsynet, har jeg gerne den ene af pigerne mellem benene og den anden lænet op af min side under min arm, de skændes hver næsten hver dag om, hvem der skal sidde ved siden af mig (det gjorde de fra starten af, og det er ikke en gammel sag endnu), og de kommer hele tiden hen for at få et kram. Foruden at de bare snakker konstant til mig. De har også sagt et par gange at de elsker mig. Både pigerne og Svend. Da Svend sagde det engang i sidste uge, smeltede mit hjerte bare. Vi var alene hjemme og tumlede rundt, som han allerhelst foretrækker, og pludselig kiggede han på mig og sagde "I wov you". Det er fantastisk, at jeg har så godt et forhold til dem. Det gik også hurtigere, end jeg havde regnet med. Det er ikke til at forstå, at jeg har været her i to måneder nu! Jeg var kun to måneder i München, og det var bare den længste tur i Skærsilden i verdenshistorien.. Jeg synes simpelthen, at tiden er gået så hurtigt!
Jeg har lagt mærke til, at temperaturen langsomt og sikkert bliver højere. Lige på nær et par enkelte dage, hvor der var en latterligt høj temperatur, har vi gået fra omkring 5-6 grader til nu omkring 10-12 grader. I dag var der 18 grader, så jeg havde shorts på, klipklapper og en undertrøje. Det var helt perfekt, og jeg håber hverken, det bliver varmere eller koldere det næste stykke tid. Luftfugtigheden er næsten ikke-eksisterende, lige på nær en enkelt dag forleden. Det var ikke engang varmt, bare fugtigt. I starten af temperaturstigningen kunne jeg kigge på termometeret i huset, og hvis den var over 10 grader, tænkte jeg altid med Anders Matthesens gravkammerstemme: uuuuuuuuh, 11 grader..! Hvis ikke I har hørt det, synes jeg næsten I skal søge på youtube efter det.
Jeg pylrer aldrig om Svend, og derfor overdramatiserer han heller aldrig (tak for tippet, mor). Hvis han falder eller går ind i noget eller andre situationer, hvor der ikke skete noget, siger jeg altid: You're okay! Nothing happened! You're okay! Og det er efterhånden blevet så godt, at hvis han falder, rejser han sig bare op og siger: I okay! og går videre HAHAHA! Her den anden dag fik jeg ham så på toilettet for at prøve at tisse, og da det lykkedes, begyndte jeg at huje begejstret, for han er inde i en mærkelig fase, hvor han bare nægter at sidde på potte og toilet. Jeg hjalp ham ned, fik ble og bukser på, og så gav ham mig et begejstret knus, som uheldigvis knaldede mit hoved ind i skabet bag mig.
Mig: av..
Svend (kigger mig dybt i øjnene): you're okay..
Og jeg begyndte bare at grine.
I onsdags var jeg i Walmart med Svend, da jeg manglede et par ting, og han havde alt for meget fart på i løbet af formiddagen til at slappe af, så jeg tog af sted tre timer før jeg normalt ville, og ganske rigtigt faldt han i søvn før jeg nåede ud på den store vej. Jeg fik kombineret turen, så jeg kunne køre direkte hen på skolen og hente pigerne. Jeg havde min ultimative klammedag med stor trøje-jeg-normalt-sover-i, leggins, vandrestøvler, ingen makeup og briller på. Det skulle selvfølgelig også passe med, at mens jeg ventede i køen til at betale mine varer, sprang Hershal (en af de lækre missionærer til Viviannas lektioner) op foran mig for at snakke. Selvfølgelig. Skæbnen har en grum humor. Og hvis en af dem var der, måtte den anden også være der - og ganske rigtigt stod Steele et par personer bag mig i samme kø. Det var virkelig akavet for mig - jeg nåede netop til kassedamen på det tidspunkt, så jeg måtte holde styr på Svend, betale for mine ting, tage dem og lytte og snakke med de to. Og jeg var virkelig selvbevidst om mit sjuskede ydre. Jeg møder seriøst aldrig nogen, jeg kender, når jeg går ud i løbet af dagen. Men de var rigtig søde og havde tænkt på mig, for Hershal fortalte, at de ville prøve at skaffe deres Book of Mormon (mormonbog.. en bog de bruger sammen med bibelen) på hollandsk. Og jeg var sådan lidt, hvorfor hollandsk? Han svarede med et skuldertræk og så kun lidt forvirret ud. Jeg sagde, at jeg ikke snakkede hollandsk. Jamen det troede de..? Åååååh - hollandsk hedder 'dutch' på engelsk, hvilket jo ligger lidt op af 'danish', som er dansk. Så det var bare en misforståelse, som blev reddet op. Heldigvis skaffede de den ikke på hollandsk og gav den til mig, inden vi fik snakket sammen HAHAHA! Jeg forstår lidt hollandsk, når det bliver snakket, for jeg synes, det er lidt op ad tysk, men jeg tror ikke, jeg ville kunne læse det. Inden jeg gik ud, fik jeg hilst på Steele, og undskyldt mig med at jeg skulle hente pigerne fra skole, inden jeg stormede ud af forretningen. Øv, hvor var det akavet generelt. Jeg synes, misforståelsen var sjov men.. jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige.. men det er søde!
Tirsdag har vi jo normalt Bible Study med Single Gruppen i Jessica og Adams lejlighedskompleks, men da der stadig holdtes Missions Conference, blev det aflyst, så vi kunne komme med til det på Berean. Jeg sad ved siden af Kirsten ved flere af mine venner fra Single Gruppen, Danielle sad foran mig med sin mand Ernest, og da jeg satte mig, begyndte Joshua at smile helt overdrevet og vinke. Han er lidt.. speciel.. jeg ved aldrig rigtig, hvor jeg har ham.
Jeg fik endnu en ny ven, Cheryl, som jeg sad i rækken foran. Jeg mødte hende første gang til min Sunday School julefrokost til min første søndag i kirken. Hun var virkelig sød, og sagde, at hendes første år i Fayetteville var meget ensomt, så hvis jeg blev ensom, ked af det og/eller følte, at ingen holdt af mig, skulle jeg bare skrive til hende. Hun inviterede mig også til hendes Bible Study (ligesom mine tirsdags- og onsdagsmøder), som bliver holdt om fredagen. I fredags var sidste gang med dem, som normalt holder det, for de skulle udsendes, og det lød til at blive noget nær en afskedsfest, men jeg hørte om onsdagen, at missionærerne Hershal og Steele kom den fredag til Viviannas lektion, så jeg kunne forestille mig, familien ville foretrække, hvis jeg blev hjemme. Nogen gange er Charlotte og Svend over hele huset efter aftensmaden, så de kunne få brug for nogen at beskæftige Svend med. Heldigvis kom det ikke til det. Jeg hjalp med rengøring af huset, inden de kom, og med at beskæftige ungerne. Valerie lavede nogle ristede rejer, spinatbladsalat med jordbær og hjemmekaramelliserede pekannødder (den salat var VIRKELIG lækker!!), fetuccini, og strawberry shortcake til dessert. Vi hyggede os til maden, og mens Henning og Valerie var væk, sagde Hershal, at hvis jeg havde lyst til lektioner også, ville de gerne sætte det i gang. Jeg kan som sagt bedre lide mormonernes syn på kristendommen. Jeg går dog til tre kirkearrangementer på syv dage, som bliver til fire gange, hvis jeg kommer med til Cheryls Bible Studies, så jeg er ikke så vild med tanken om at tilføje endnu mere kristendom, men.. de er virkelig søde, og jeg vil gerne se dem igen. Også selvom det betyder, at vi skal snakke om Gud. De sagde desuden at de havde lokaliseret en dansk mormonbog, som godt nok er i Raleigh, men næste gang nogen tog dertil, vil de kunne komme med den til mig. Jeg er noget overrasket over, at så småt et sprog findes i skreven version her i USA.
I dag var jeg ude at shoppe! Mellem 9 og 14.30 tog jeg ungerne på skift, for Valerie var på arbejde, og Henning skulle tage dem til svømning, men det er jo på forskellige tidspunkter, så jeg måtte tage dem, der ikke var af sted. Jeg fik skrevet lidt med Tanya, hvorefter jeg godt en halv time senere var på vej til en butik ved navn Rugged Wearhouse. Det er en kæææmpe tøjforretning, som har en masse godt tøj (oftest god kvalitet og mærkevarer), som før var i de moderne butikker men nu er fra tidligere kollektioner - så de er måske til halv pris her! Jeg fandt tre trøjer (hvoraf en var en enorm t-shirt med Angry Birds billede på brystet, som jeg vil bruge til nattrøje) på en halv time bare ved at være til højre for den første gangsti. Henning ville dog lave mad (ribben) til 17.30, så jeg havde ikke så meget tid. Jeg skulle også i Walmart for at kigge efter frugt og et par andre ting. Det lå lige ved siden af, men der er altid lange køer i Walmart, så man skal komme i god tid. Selvfølgelig spiste vi ikke før kl. syv. Man skal altid tage amerikanske tidspunkter med et gram salt. Jeg fandt forresten en pose flæskesvær i Walmart. I vil ikke tro mig, hvis jeg beskriver størrelsen på dem, så jeg lægger et billede ud i stedet!
 |
| Beware the Flæskesvær! |
 |
| Tjek lige den monstrøsitet ud! |
Min kusine Lise har skældt mig ud over, at jeg ikke tager nok billeder og lægger ud. Det er jeg helt enig i, og jeg er frygtelig til at tage mig sammen (sammenlignet med mine andre ture, hvor jeg nærmest gjorde mine oplevelser gennem kameralinsen), men jeg skal nok prøve at huske det. Jeg har dog et par stykker klar til jer.. helt tilbage fra da jeg var i Lake Rim Park og nød solidariteten. De blev uploadet lidt hulter til bulter, men jeg har beskrevet billederne. Husk I kan forstørre ved at klikke på billederne.
 |
| Svend med Charlottes rygsæk på hængende på siden |
 |
| Lake Rim Park |
 |
| Parkeringspladsen ved Lake Rim Park - mellem bilerne længst til højre fulgte jeg en vandresti |
 |
| Den lille mand på sin fars legetøj |
 |
| Se lige hans ansigt! |
 |
| Lille glade Svend. Charlotte er i baggrunden. |
 |
| Omkring Valentinsdag gav Vivianna mig denne papirtallerken omviklet i sølvpapir med teksten: I love you so much Nanna |
 |
| Lake Rim |
 |
| Lake Rim |
Abonner på:
Opslag (Atom)