Boardwalking langs Nuuk

Jeg kan huske allerede på Grønlands nationaldag, hvor vi var ude og sejle med Mathias' chef m.fl., at jeg lagde mærke til en land bro af en slags, som fulgte en del af kystlinjen. Det var først, da vi kom ud fra nationalmuseet, at vi opdagede, hvor denne bro befandt sig og havde sit afsæt. Den startede nede ved kolonihavnen og kaldes en "boardwalk". Vi tog den hjem og fik en rigtig hyggelig tur med god udsigt hele vejen. Det er ikke sidste gang, vi tager den!

Grønlands nationalmuseum

 Efter vores gåtur i mandags, passede det perfekt med, at vi sluttede gåturen ved nationalmuseet. Jeg var ikke helt klar over, hvad jeg skulle forvente, for museet var heller ikke ret stort. Entré koster 30kr pr voksen, og receptionisten var klar til at vise den bedste rute, da der også var to mindre bygninger med hver sin udstilling, som hørte med til museet. 

Som sagt havde jeg ikke rigtig nogle forventninger, men vi blev begge meget imponerede over alt det, vi fik set derinde. Der var intakte nationaldragter, antikke dragter til jagt og påklædning, bælter, støvler, kajakker, både og genstande fra hjemmet og jagten. Vi brugte i alt cirka en time på at gå rundt og kigge, men man kan sikkert være der meget længere, hvis man vil læse alle informationspladerne, som var hængt op. Vi læste det, vi kunne nå, men vi kom lidt over en time før lukketid, og selvom vi overhovedet ikke følte os i tidspres, nåede vi bare ikke at læse det hele. 

Det, jeg selv blev mest overrasket over, var, at der var mennesker på Grønland allerede i år 2400 f.Kr., som opholdt sig og jagede i et området "Independence" helt oppe i det nordligste Grønland. De levede primært af moskusokser, som ikke frygtede mennesker. Siden da har Grønland været beboet i flere omgange, hvor beboelserne er forladt, og nye er dukket op senere. 

Lige nu er der faktisk en virtuel udstilling på Grønlands nationalmuseums hjemmeside, hvor man kan se og læse alt om Grønland fra 1721-2021 (fra koloni til uafhængighed), og derudover kan man læse al information om de første mennesker, transportmidler, de forskellige kulturer, livsstil og levemåder, som de også udstiller på informationspladerne, inde under Udstillinger. 

Jeg har taget følgende billeder af de udstillinger, jeg syntes var rigtig flotte, men hvad I selv må forestille jer er tre kvinde-mumier og en baby-mumie, som er udstillet allerbagerst, og som jeg syntes var lidt ulækkert at tage billeder af. I kan sikkert finde billeder andre steder på nettet, hvis I vil se nogle oldgamle, velholdte madammer. 

Tilbehør til nationaldragten; bælter, bæltetasker og pynt.

Nationaldragter og øverst en beskrivelse af folket "Herrnhutterne"s hårpyntens betydning. Hårpynten fra venstre til højre betyder farverne; teenager, ugift, gift, har barn uden for ægteskab, fødedygtig enke og enke.

Jægerens redskaber.

Hjemmets redskaber

Påklædning fra 1885-1900

På væggen vises en kort film om hundeslædens historie, og hvordan/hvorfor den er ved at uddø. Den største årsag er, at hundene nu ikke må være i byen, da de fleste mennesker har fuldtidsarbejde og har brug for nattesøvn. Hundene larmer for meget og blev sendt ud af byen. Det gør det sværere for hundeejerne at passe dem.

Legetøj og tupilakker

Legetøj og tupilakker

En dejlig gåtur

Mathias har endelig fået en uges ferie, og vi nyder tiden sammen. Jeg har tidligere opdaget en dejlig gåtur rundt om Nuuk op til bydelen Qernertunnguit, hvor man oplever flotte udsigter og en brat opstigning, inden man ender i Nuuks gamle bydel, og den tog vi sammen i mandags. Nedenfor ses et par billeder, og det passede perfekt med, at da vi gik gennem den gamle bydel, endte vi nede ved kolonihavnen, hvor nationalmuseet er. Her ville vi gerne slutte dagens udflugt, og det deler jeg i næste opslag. 

De halve eventyr

Tip: Husk, at man kan klikke på billederne, hvis man vil se dem i større udgave!

Det var egentlig kun meningen, at jeg ville fortælle om i forgårs, lørdag den 10., da Mathias og jeg var ude på en kanon god tur uden for Nuuk, men så kom jeg i tanke om et tredje "halvt eventyr", som skete dagen før. Vi havde købt billetter til biografen fredag aften kl 21, da de skulle have premiere på filmen Black Widow, som er en slags superheltefilm. Vi gjorde os klar i god tid og gik ned i en forretning for at købe slik og sodavand til filmen, og da vi kom ned til kulturcenteret, som biografen befandt sig i, var der en lille live-koncert, som vi lyttede til, indtil vi skulle ind. Der er live-koncerter foran kulturcenteret hver fredag i juli, så vi ved da, hvad vi kan gøre, hvis vi gerne vil ud og fejre weekenden. Nåh, men så gik vi ind for at vente ved døren ind til salen, og der skete bare ingenting. Vi tænkte, at det måtte være en del af den afslappede kultur, at det bliver lidt tæt på filmstart, men da vi går lidt rundt og venter, får jeg øje på en lidt hengemt plakat af filmen, hvor der stod "Aflyst" på tværs. Henne ved receptionisten fik vi at vide, at det simpelthen er grundet, at de pga. tekniske udfordringer ikke havde modtaget filmen endnu, og de vidste ikke, hvornår den ville komme! Det syntes vi begge var en utrolig årsag, men vi fik naturligvis pengene tilbage, og så gik vi hjem, lavede nogle popcorn og så en anden film under dynen i vores vante, hyggelige omgivelser. 

Denne historie er dedikeret til halve eventyr, men jeg starter ved begyndelsen. Mathias og jeg lå og snuldrede ret længe lørdag morgen og havde ikke helt aftalt, hvad vi skulle lave den dag. Snakken var tidligere faldet på, om vi snart skulle ud og se nogle bjerge, men det skulle være en dag med godt vejr. Over morgenmaden kiggede vi på udsigten, og om der var nogle gode vandreruter, og vi fandt et par stykker, som startede ved bydelen Qinngorput nordøst for Nuuk.

På med tøjet, rygsækken pakket med mad, frugt og vand, og så kom vi ellers afsted. Bussen var lidt svær at blive klog på, så vi besluttede os bare for at gå hele vejen til Qinngorput og så tage bussen hjem, da vi nok ville være trætte. Allerede uden for Nuuks mest befolkede områder befandt sig sværme af bittesmå fluer, som omsluttede os, mens vi gik. De var skide irriterende og fulgte os, når det ikke blæste bare en lille smule. 

Et tilfældigt, afslappet lille vandfald på vejen til Qinngorput

De hyggelige huse i Qinngorput

Udsigten var fantastisk allerede på vejen, og vi gik i spænding med tanker om, hvad der ventede os. Husene var lige så hyggelige som i den gamle bydel i Nuuk omend lidt større, og langt flere havde altaner med udemøbler, vasketøj, og endda et sted havde de hængt tre gevirer op på hegnet rundt om deres altan!

I Qinngorput smuttede vi lige hurtigt ind i to forretninger for at se, om vi kunne få noget myggespray til at holde de forbaskede fluer og myg væk, men de havde ingenting, så vi måtte bare trække på skuldrene og mase på. Bjergene strakte sig ud for os, men vi kunne ikke helt finde ud af, hvor vandreruterne startede. Umiddelbart var der ingen brud i bjergvæggen, man kunne gå op ad, men pludselig fik vi øje på en flok piger til hest, som kom ned et sted fra, og så gik vi derhen, for de måtte da være kommet et sted fra! Jo længere op ad grusstien vi kom, blev vi imidlertid mere i tvivl, for der var også bare bjergvæg, og pludselig kom en kvinde kørende ned mod os. Hun stoppede og spurgte meget venligt, hvad vi skulle, og vi nåede ikke at fortælle ret meget mere end "leder efter vandrerute", før hun sagde, at mange mennesker forvildede sig op ad hendes vej i søgen mod Cirkussøen. Det skulle være et meget smukt område. Om hun skulle vise os derhen? Jamen, det ville da være helt fantastisk, og så fik vi lov til at sætte os ind i bilen, hvorefter hun kørte os et kort stykke tilbage, op ad nogle snirklede veje, som vi troede kun var til privat beboelse, og så pegede hun på en grussti. Hun fortalte også, at myggespray og -net ikke normalt købes i supermarkeder men i matas og sportsforretninger, og så ønskede hun os held og lykke. Vi takkede hende mange gange og begav os afsted mod Cirkussøen. Inden vi startede opstigningen, kiggede vi på kortet på mobilen, så vi kunne markere starten på ruten, for på trods af rutens popularitet, havde vi ikke kunnet finde den rigtige start nogle steder, der var ingen skilte, og vi vidste kun, at det startede fra Qinngorput. Da vi hev mobilen frem, forstod vi dog hvorfor; vejene, vi befandt os på, fandtes slet ikke på kortet! Så er det også lidt svært...

Nåh, vi tog nogle billeder og satte ellers i gang. Grusstien var lang og fulgte en bred bæk med rislende vand. Det var tydeligt, at vi var på rette vej.

Allerede ved grusstiens udmunding bredte synet sig af en kæmpe sø i midten og bjergene i baggrunden, der strakte sig mod himlen. Området var fyldt med klippeblokke og sten, man er nødt til at træde på for at komme tørskoet videre. Vi fulgte Cirkussøen højre om og tænkte at gå hele vejen rundt om for at få så meget ud af det som muligt, og pludselig så Mathias nogle orange mærker på klipperne, som markerer en vandrerute, og den førte opad. Vi blev hurtigt enige om at vige turen om søen for at søge det større eventyr i jagten på de orange mærker. 

Cirkussøen i al sin pragt

Luften var sprød og kølig, men solen skinnede gennem tæppet af skyer og sjælden var brisen, så sværmene af fluer og myg vedholdt os fra grusstien, rundt om søen og op ad bjergvæggen. Ikke nok med at de var irriterende, men der var så mange, og de var så nærgående, at vi faktisk ikke kunne trække vejret, uden de fløj ind i både næse og mund, men opad skulle vi jo. Når vinden rørte på sig, trak sværmene sig lidt, og så kunne vi vende os om og nyde udsigten, som blev mere og mere storslået, jo længere vi kom op. Ikke længe gik vi heller, før vi skulle passere små snedriver for at fortsætte. Vi blev mere og mere overbeviste om, at vi skulle se, hvor langt vi kunne komme. Her vil jeg også indskyde, at Mathias overraskede mig helt enormt meget; han har aldrig besteget et bjerg og har generelt ikke den store erfaring med naturture på denne måde, på trods af stor engagement i alt nyt præsenteret for ham, men hold kæft hvor kan han klatre! Han steg opad omhyggeligt men med så højt tempo, at han ofte var 10 og 20m over mig, inden han ville stoppe op og vente på mig og mine korte ben. Jeg troede lige, at jeg kunne brillere, nu jeg har været på så mange eventyr og besteget Schilthorn i Schweiz, men det er åbenbart ikke tilfældet, når jeg har fundet mig en bjergged. 

Der var ikke mange andre mennesker, men vi mødte dog et par stykker på vej ned af bjerget, som afslørede, at vi var på vej op ad bjerget "Lille Malene". Der findes også bjerget "Store Malene", men præcist hvilket af de mange bjerge i området det var, har vi lidt svært ved at præcisere, men vi har i hvert fald fået at vide, at man ikke skal begive sig op ad Store Malene uden enten meget erfaring i bjergklatring og/eller en guide. Helst med guide. Så vi holder os bare til Cirkussøen og Lille Malene. 

Omkring halvvejs oppe begyndte jeg at blive mere frustreret, end hvad godt er, over myggene og fluerne - vi kunne ikke trække vejret uden at få dem i næse og mund, og det blæste slet ikke, som hidtil havde været de eneste periodevise pauser fra dem. Lige her mødte vi en gruppe på vores alder på vej ned, og de fortalte os, at insektproblemet desværre ikke ville blive bedre, og vi havde stadig en time til halvanden tilbage til toppen. Vi konfererede kort og blev enige om, at det ville være bedst at opgive midlertidigt og komme tilbage, når vi har købt myggespray og myggenet/fluenet til hovedet. Vi kunne sagtens fortsætte, men det var bare ikke en god oplevelse for mig længere, og hele formålet er, at vi skal have gode oplevelser! Det var desuden ikke blot, at insekterne var irriterende, men når man kommer så højt op, som vi var, så skal man bruge balance og være meget opmærksom på at træde rigtigt, for selvom det ikke gik stejlt opad, kan man alligevel falde og slå sig rigtig meget på stenene, og den opmærksomhed på vores omgivelser blev kompromisseret af at skulle vifte fluer væk hele tiden. Det var rigtig ærgerligt, men sikkerhed frem for alt. Mathias får ferie allerede om en uge, så der kan vi købe noget insektspray og net og dedikere nogle dage til at udforske både Cirkussøen og Lille Malene samt forhåbentlig opdage nogle flere ruter, vi ikke kender til endnu, foruden de andre oplevelser vi kan få som udflugter til båds osv. Det glæder vi os begge meget til!

Vi gik forsigtigt ned igen, udforskede området omkring søen lidt mere og de omkringliggende klipper, vi kunne klatre op på og nyde udsigten fra, og så gik vi ellers tilbage til Qinngorput og fandt det nærmeste busstoppested. Her ventede vi kun 10 min, kørte med bussen til Nuuk centrum, købte ind, og så gik vi resten af vejen hjem til lejligheden, lavede noget lækker mad og hyggede os under dynen med fjernsyn efter et dejligt, langt bad. På trods af at vi måtte vende tilbage før målet og blev meget frustrerede over insekterne, har det været en helt fantastisk dag, og vi er blevet mange oplevelser rigere. Fra lejligheden i Nuuk til Qinngorput til Cirkussøen og Lille Malene, ned igen og fra Nuuk center til lejligheden har vi i alt gået 15 km! Nu glæder vi os bare til at kunne tage derop igen!

Det første sne, vi skulle passere for at følge de orange mærker

En tiltrængt pause i opstigningen. Læg mærke til den lyse ring omkring solen - den ser vi ofte men ved ikke, hvorfor den forekommer.

Qinngorput til venstre, Nuussuaq til højre og Nuuk i baggrunden.

Udsigten over Qinngorput

Hverdagen indtræffer

Tirsdag den 6. juli markerer den tredje uge, jeg har været i Nuuk nu. Spændingen ved at være i et nyt land er aftaget en lille smule, og hverdagen begynder at indfinde sig. 

Bevares, naturen kan stadig tage vejret fra mig, især når solen skinner og får alle farver til at tage sig stærke ud, og havet og himlen lyser kraftigt blå. Byen i sig selv er stadig så speciel at kigge på, at jeg ikke endnu går rundt med næsen i telefonen. 

Mathias går på arbejde fra 7 til 16, og jeg udnytter tiden med at gå nogle gode ture, købe ind, tage diverse kurser gennem fagforeningen, træne, udforske området og prøve på at finde ud af de små, gemte perler, som turister ikke med det samme opdager. I øjeblikket bruger jeg også tid på at undersøge, hvad vi skal lave, når Mathias har ferie. Byen er bare ikke så stor, og jeg føler, at jeg nu har set det meste her. Jeg har været meget rundt i den gamle bydel af Nuuk, som er noget af det hyggeligste! Her findes ikke boligblokke, som i de andre bydele, men kun fine, farvede huse og nogle med hvide havehegn omkring. Vor Frelser Kirke står for foden af en klippe, som bærer en statue af Hans Egede på toppen. Han var præst og missionær, som kom til Grønland i 1700 tallet. Mange ting er opkaldt efter ham her i Nuuk, hvilket overrasker mig lidt, eftersom han ikke var den første skandinaver på Grønland. 

Mathias og jeg gik en tur op på klippen for at se statuen og udsigten deroppefra sidste weekend, hvor der var knaldgodt vejr - og faktisk fandt vi ud af, at det var Hans Egede Dag. På vejen hen til til klippen med statuen gik vi også forbi en masse mennesker forsamlet på torvet, men vi kunne ikke se, hvad der foregik. 

Den gamle bydel i Nuuk. 

Den gamle bydel med klippen og Hans Egede statuen

Hr Hans Egede i egen høje stenperson!

Vi handlede på vej hjem, da der var en masse tilbud, jeg gerne ville have med, da maden er noget dyrere, end jeg er vandt til. Det ville måske blive lidt knebent, for køleskabet går mig til midt på låret, og fryseren er en lille hylde med låge inde i køleskabet, men det skulle altså kunne lade sig gøre! Idet vi næsten var nået hjem, kom Mathias' chef "Dan", som vi var ude at sejle med, forbi i sin bil. Han så, hvor meget vi slæbte på, så han ville lige køre os det sidste stykke hjem. Han bor selv ret tæt på. Da vi så ankom, kom Dan lige i tanke om, at han havde nogle torsk i fryseren, han havde fanget, som de aldrig får spist, så dem ville han gerne forære os. Jeg tænkte "Fedt, fisk, men åh nej, åh nej, fryserplads!" Vi kørte ned til hans hus, sagde hej til hans hustru og datter igen, og så kom Dan ellers ud med en stor, gennemsigtig sæk med tre kæmpe torsk og en lille pose med en masse ansjoser. Han er et meget gavmildt menneske, og jeg var meget taknemmelig - også fordi jeg på Qooqqut fik øjnene op for, at torsk faktisk er rigtig lækkert, og nu satte jeg mig for også at lære, hvordan man fileterer hele fisk. Vi takkede ham meget på turen hjem, og så skulle vi ellers hjem og gribe fat i det mareridt at finde plads i fryseren og køleskabet til det hele. 

Det var forresten også lige op til Tjekkiet-Danmark kampen, så det var mest mig, der kæmpede med at sætte vores varer på plads. Lige meget hvor meget jeg rykkede rundt, kunne jeg ikke få plads til den ene af torskene, så hvad anden undskyldning behøver man så for at spise den samme dag? Jeg fik i hvert fald hurtigt set en video om, hvordan man fileterer den, og da den var tøet nok op, gik jeg i gang. Det gik helt ærligt ikke vildt godt, men vi fik en masse små stykker stegt torsk til aftensmad med hasselback kartofler og gulerødder. Indtil nu har vi desuden prøvet diverse grønlandske særvarer som hvalbøf og hellefisk. Vi har købt røget hval, men vi har ikke åbnet den endnu. Hvalkød er mørklilla og fin i strukturen, og vi brugte noget tid på at undersøge den bedste måde at tilberede den på, men flere opskrifter sagde altså bare en tur på panden med salt og peber. Vi blev noget forbløffet, da de mørklilla bøffer blev helt lysebrune ligesom en almindelig bøf!

Hvalbøf i rå version

Når hvalbøf forvandler sig til udseendet af en alm. bøf!

Kulturcenteret med bjergene i baggrunden.

"Havets Moder"

Vor Frelser Kirke i den gamle bydel

To børn badede i vandet... det er ganske rigtigt en isklump i baggrunden!