Oplevelser uden grænser: januar 2013

torsdag den 31. januar 2013

De travle dage

Det føles virkelig, som om weekenden og det meste af denne uge bare fløj fra mig! Det er allerede torsdag! Puh ha!

Lørdag skulle ungerne til svømning, og da de kørte, blev jeg sat af ved Walmart, da jeg ofte har en god liste af ting, jeg mangler. Jeg brugte hele min løn, og jeg fik ikke engang det, jeg egentlig tog ud efter; en softball handske. Det bliver rigtig rart at få løn igen, for jeg har lyst til at shoppe hele tiden! Resten af dagen sms'ede jeg meget med min ven Malachi, som jeg gik i skole med i Arkansas.

Søndag kørte Henning mig i kirke, hvor Sunday School lokalet så lidt anderledes ud - vi sad i grupper der. Jeg sad sammen med Kirsten og Kristine, hvor vi snakkede om kristne ting, som var på et ark papir. Det var hyggeligt, men spørgsmålene var baseret på en bog, vi kunne læse ved navn Radical af en baptistisk præst fra Alabama. De er meget dedikerede.. men hvis man ikke har råd til/overskud til at skaffe bogen, er det heldigvis ikke påkrævet. Der var ikke nær så mange den dag, som der var sidste gang. Det var lidt mere hyggeligt her. Til selve Worship sad jeg igen sammen med Loretta (pigen, jeg troede hed Joletta), Heather, Jessica (pigen, som jeg ikke kunne huske hvad hed) og to andre piger, jeg ikke har snakket med endnu.
Jeg blev hentet igen af hele familien, da de havde været ude at købe en ny kuffert. Henning skal gå i en skole inden for militæret, så han er i Virginia i tre uger. Valerie tog sig af ungerne, mens jeg hjalp Henning med at folde tøj og pakke. Stemningen var lidt anspændt. Jeg tror, Valerie var ret ked af, at han tog af sted. Men det var ellers godt. Og nu, hvor han har været af sted i kun fire dage, kan jeg virkelig sige, hvor meget jeg nåede at knytte mig til ham. Jeg savner ham overraskende meget. Men jeg tror, det er fordi, jeg kunne relatere bedre til ham end ungerne eller Valerie. Vi har mange af de samme interesser og tanker. En aften var vi alene hjemme, da Valerie var på arbejde og ungerne hjemme ved naboen, hvor han så stegte bøffer på grillen til os - vi stod op i køkkenet ved ovnen, huset var bælgmørkt med undtagelse af lyset fra stuen og mikroovnen, og her spiste vi ved siden af hinanden af paptallerkener og intet andet end det kød. Han sugede min ros til sig, og vi snakkede bare stille og roligt sammen. Og jeg håber virkelig, at det ikke er sidste gang, vi gør det. Det er nok mit yndlingsminde om de sidste tre uger her.

Men anyway. Jeg må jo kun arbejde 10 timer om dagen, så mens Henning er væk, har Valerie taget 8-timers vagter på apoteket, så hun tager af sted kl. 6.30 eller 7.30 om morgenen. Det er så mit job at vække dem på hendes tidlige vagter, få dem i tøjet, jave dem til at børste hår og tænder, og finde morgenmad til dem. Hvis hun først skal møde kl. 9, kører hun pigerne i skole og gør dem klar. Charlotte og Vivianna skal helst skilles ad og gøre tingene separat, så de ikke bruger tiden på at skændes, og vi kan være færdige på under en halv time. Ideelt skal vi så køre 7.45, da vi har til 8.15 at få dem i skole, men vi er jo ikke de eneste med den deadline.. og jo før jeg får dem i skole, jo før får jeg fred haha!
Tirsdag aften fik jeg endelig en bil. Jeg var pissebange, da jeg endelig satte mig ind. Det var mørkt, og jeg havde det ældste snakkechatol på bagsædet, og jeg var bogstavelig talt ved at skide en snetrold, hver gang jeg kørte gennem et lyskryds. Jeg kørte pigerne i skole og hentede dem igen i går, og i dag, samt tog Svend til gymnastik i formiddags, og ved hver enkel tur sad jeg på nåle..eller spyd.. og ja.. jeg har skidt mange snetrolde de sidste par dage. For fanden, hvor har jeg bare været ræd. Men efter turen til gymnastik, hentede jeg pigerne i skole, hvilket var en bekendt vej, hvilket beroligede mig en del, og da jeg tog pigerne til gymnastik kl. halv fem (skulle være der halv seks), var jeg rolig nok til at lade ungerne snakke. Alle vores andre ture sammen har jeg skældt dem ud, hvis de bare hostede haha!
Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lide, at tage pigerne i skole og hjem igen. Det giver mig flere ting at fylde min dag med, så jeg ikke skal underholde den lille 10 timer om dagen. Og jeg nyder virkelig variation. I dag mødte Valerie fra 9 til 17.30, så hun mødt os til gymnastik, hvor jeg var ved at blive sindssyg af Svends rastløshed, så det var virkelig rart, at jeg kunne lade hende overtage og så tage hjem. Det er rigtig rart, at hun forstår, jeg har behov for alenetid. Gennem de sidste tre uger har det altid været hende eller Henning, der skældte børnene ud for at hænge på mig 24/7. De udnytter mig ikke, som de andre familier, jeg har arbejdet hos, gjorde. Men den amerikanske psyke er også helt anderledes.

Det er sjovt, for over de sidste par uger, har jeg hørt konstante hints til mit arbejde: jeg får et ugentligt horoskop på facebook, som de sidste gange alle har sagt noget om børn! Jeg prøvede lige at finde dem, men det nye design er virkelig træls. Men det har været noget med, at voksne har elsket min tålmodighed og prøvet at tage lidt ved lære af den osv. Og så hørte jeg den her reklame, som prøvede at rekruttere telefonsælgere, hvor manden først snakkede om kontorarbejde og andet, hvorefter han droppede bomben: du kan blive telefonsælger: "easier than babysitting!" Jeg lægger mærke til en masse små ting, som kan relatere til mit arbejde på den måde.

Jeg støder også på en masse finurlige samtaler ind i mellem, specielt hvor en af pigerne er involverede.
Jeg havde følgende samtale med mellempigen Charlotte, som snart har fødselsdag:
Mig: What do you want for your birthday?
Charlotte: ehm.. a unicorn pegasus!
Jeg: (tænker: hvad fanden er det for noget platonisk hjernedødt dræbergøjl) what is that?
Charlotte: begiver sig ud i en forklaring om, hvad en pegasus er..
Mig: yeah, yeah, I know what a pegasus is, but.. is it like a teddy bear?
Charlotte: no, it's a flying pony..
Jeg (tænker: sådan en kunne jeg squ da også godt tænke mig så!)

Og følgende samtale fandt sted, da jeg kørte pigerne hjem fra skole i går, hvor Charlotte lovede Vivianna et eller andet:
Charlotte: I pinky-swear! (lillefinger-sværger)
Pause, hvor jeg gik ud fra, at de rakte deres fingre frem for at love hinanden hvad end de snakkede om..
Vivianna: ..that's your thumb..
Okay, det er altså meget sjovede, når man selv er der.. jeg var bange for at køre i grøften af grin.
Det er nogle tossede unger. Jeg prøver at huske så mange situationer som muligt.

Og sidst men ikke mindst har jeg introduceret dem til godt børnetv!! En eftermiddag de legede ude i haven, slog jeg over på Looney Toones og Tom og Jerry, hvorefter de kom ind og så det. Og siden har Charlotte spurgt efter Tom og Jerry, så snart hun kom inden for døren. Det kommer godt nok ikke på før kl. fire, men alligevel. De spørger ikke engang efter de latterlige programmer, der bliver sendt på Disney Channel mere. Det er rigtig rart. Og Valerie så også Tom og Jerry og Looney Toones som barn, så vi har faktisk siddet ofte sammen alle sammen og set tv, inden vi startede aftensmaden.

Jeg glæææææder mig til weekenden! Valerie kom lige ind med min løn for denne uge (nu: torsdag aften kl. 21), så jeg kan tage ud at shoppe rigtigt, alene, med bil, med penge.. = fantastisk! Det har også været en hård uge. God, men hård. Så det bliver godt at få muligheden for at stresse af for mig selv.

Jeg håber, I alle har det godt!
Knus fra Fayetteville :)

fredag den 25. januar 2013

Softball

Softball: en variant af baseball, mest for kvinder, spillet med en større bold på en mindre bane. Det minder om rundbold, men bold-kasteren står i midten af banen og skal kaste med underhånd. Det er populært spil på amerikanske colleges, selvom spillerne ofte har ry for at være lesbiske. Jeg så selv ofte kampene, da jeg var udvekslingsstudent, da flere af mine veninder spillede.

Jeg skrev til Berean Church for at høre nærmere omkring softball holdet, da jeg synes, det virker som en god mulighed for at møde nye mennesker samtidig med at dyrke sport. Jeg ville bare høre om de nødvendige ting som hvornår, om man skulle have kvalifikationer i forvejen, om holdet skulle konkurrere eller bare var hyggetræning osv. Damen, der svarede (Christi Hartman) svarede ret uhøfligt, men fortalte, at holdet højst sandsynligt ville træne mandage, spille kampe mandage (ja, det lyder lidt underligt, jeg har i hvert fald ikke lyst til at træne og spille kamp samme dag), og det er et hyggehold, selvom der vil være kampe. Man skal ikke være borger men gå i kirke på Berean regelmæssigt. Man behøver ikke have tidligere erfaring (hvilket er godt, da jeg kun har spillet softball et par gange i idræt på gymnasiet), man skal medbringe sin egen handske og købe sin egen spilletrøje som Christie bestiller, og så koster det omkring 200 kr at spille denne sæson. De starter midt i februar engang, men jeg sagde, at jeg ville snakke med min værtsfamilie om det og vende tilbage til hende. Da jeg så skrev tilbage for at melde mig til, virkede hun til gengæld ret begejstret. Valerie fortalte, at Henning måske har en handske i garagen, jeg må låne - og hvis ikke, regner jeg ikke med, at de koster mere end 30 dollars i Walmart. Jeg plejede at være god til rundbold i skolen, så jeg håber, dette også kommer til at gå godt.
Min værtsfamilie har en TreadClimber (Google det, hvis I er nysgerrige), som jeg har været på de sidste tre gange, og når jeg også begynder med softball, behøver jeg ikke melde mig til et fitnesscenter, som jeg egentlig havde regnet med at gøre. Jeg er glad for at være lidt i gang igen, selvom mine ben føles som træstammer i skrivende stund.

I dag havde Svend en værre dag. Han er normalt nem selv i sine hysteriske anfald, men i dag var det så slemt, at da jeg skulle skifte hans ble, skulle jeg bogstavelig talt holde ham nede med begge hænder og med hurtige ryk med skiftende hænder bakse hans rene ble og bukser på. Han faldt også forholdsvist hurtigt i søvn bagefter, da vi var blevet gode venner igen. Boy, hvor var han træt.

Jeg håber alle har det godt.
Knus til alle.

onsdag den 23. januar 2013

Amerikanske tandlæger og pottetræning

Amerikanere er ufatteligt antagende, men jeg ved ikke, om det bare er mig, der har en vids udstråling.. Jeg var med Henning og Svend på posthuset forleden, da vi begge skulle sende noget. Henning holdte mest Svend, da jeg havde lidt svært ved at finde ud af nogle af oplysningerne, jeg skulle opgive, for at sende en pakke. Svend begyndte at blive rastløs ret hurtigt, hvorefter damen, der hjalp mig, udbrød: "Hold op, baby, hold on, I just gotta help your momma.." Godt nok er jeg teknisk set gammel nok til at være hans mor, men Henning er synligt i 40erne (han er vidst 41), og jeg ved ikke, hvad hun tænkte om det, hvis hun troede, at jeg var Svends mor. I forgårs var vi alle seks i Target, hvor Svend rendte rundt over det hele, og jeg påtog mig at holde øje med ham. Han var jo selvfølgelig interesseret i området med rejseprodukter - altså alle mulige ting i rejsestørrelse, som han bare pillede ved og ville have med (han var dog ret nem at lokke tingene fra igen, han blev ikke hysterisk eller noget). Forbi os kom to damer med en lille dreng lidt ældre end Svend i indkøbsvognen og så Svend rende med en stor luftrenser, jeg ikke havde nogen anelse om, hvor han fandt den. Så begyndte den ene af damerne at snakke til mig om den alder og om hendes egen drengs alders små finurligheder. Hun nævnte ikke noget direkte her, men det var tydeligt, at hun troede, han var min. Men det er ligesom i Schliersee, hvor jeg lavede ansigter af baby Emmeline på Bens skulder, mens Eleanor betalte vores varer i et supermarked, og en dame bag mig komplimenterede mig på min babys nuttethed. Jeg tager det med et smil, men det er bare meget underligt, hvordan folk bare antager.

Ben er kommet lidt fra Alice in Wonderland fasen, og er i stedet gået over Løvernes Konge og nu Barbie. Henning er ikke så glad for, at hans lille dreng i stedet er hans lille pige.

I forgår-aftes kom min områderepræsentant Amy Watson forbi til et orienteringsmøde. Jeg havde haft en rigtig slapafdag på mit værelse og havde lige puttet mig dybest ned i dynen med en film, så jeg blev ret irriteret, men ned måtte jeg jo. Hun var her i en lille time, hvor hun egentlig bare snakkede om de samme ting igen og igen - hun er en af den slags personer, som rigtig godt kan lide at høre dem selv snakke, så det var svært for os andre at få et ord indført. Vi havde også et problem med min personforsikring, da jeg ikke havde fået nogle papirer om det på Akademiet - STS-udsendinge købte jo separat forsikring med Falck, og jeg købte endda Plus forsikringen, men hun nægtede at høre på mig. Jeg skulle gå to gange op på mit værelse, for at finde alle mine papirer, hvorefter hun skrev nummeret ned til Akademiet, så vi kunne ringe til dem, for at høre om det. Alt imens jeg gentog igen og igen at jeg havde separat forsikring. Hun var virkelig en ulidelig kælling. Det er godt, jeg har fået sådan en god familie, for hvis jeg (eller enhver anden Au Pair) får problemer med værtsfamilien, er det meningen, man skal gå til sin områderepræsentant, og det ser jeg bare ikke ske. Øv, hvor var hun nedern. Mandag var helligdag for amerikanerne, så vi havde alle en rigtig hyggedag. Pigerne legede mest udenfor med nabodrengen Evan.

Det er ikke så varmt, som det var min første weekend her, bare så I ved det. Jeg går i shorts, men jeg får rigtig mange underlige blikke på den konto, og jeg må også indrømme, at det er køligt, selv når solen skinner. Jeg sætter dog rigtig pris på både solen, den evigt blå himmel og at der ikke er frostgrader eller overskyet hele tiden! Det er rigtig rart. Jeg frygter dog sommervarmen :(

Tirsdag tog Valerie mig til en tandlæge kl. 14. Hun havde timet det sådan, at hun kunne hente pigerne lige bagefter. Hun ringede til mig til hentetid og fortalte, at Charlotte havde forstrukket en nakkemuskel, så hun ville blive taget på skadestuen. Amy Watson havde givet os navnene på to anbefalede tandlæger, hvor jeg kom til Zach Smith. Jeg blev sat af uden for klinikken (Valerie tilbød at gå ind med mig, men hun havde jo også et tidspunkt at overholde, og.. kan selv.) præcis kl. 14, hvor jeg skulle skrive mit navn på et stykke papir (deres metode for at angive ankomst). Jeg blev kaldt op under et minut efter, hvor en frisk midaldrende dame introducerede sig og gav mig sådan et stykke papir at udfylde, præcis som man ser i film, når filmpersonerne kommer på skadestuen! Det omhandlede mest allergier, ens fortid med hospitaler, graviditet og kontaktinformation. Damen (Deana hed hun - udtalt Dina) forklarede mig om de ting, jeg skulle udfylde, og hvilke, der var overflødige. Det var en kæmpe hjælp, for jeg endte med kun at udfylde halvdelen. Så førte hun mig hen i en afsats af rummet, som var lidt mere privat, hvor vi kunne snakke om, hvad jeg ønskede skulle ske denne dag, lidt mere indgående information omkring min fortid osv. Vi snakkede også om mit arbejde, og hun var nysgerrig omkring mine rettigheder (jeg går ud fra, at hun sikrede sig, jeg havde gode forhold) samt hvad jeg fik fra familien (logi, måltider, og så både bil, benzin og mobil som ikke indgår i kontrakten, hvilket hun var meget imponeret over). Så gik der ikke længe, før jeg skulle kigges på af Zach Smith, en hvidhåret venlig mand. Da jeg satte mig, sagde Deana 'Here she is!', for hun havde endda sladret om mig til tandlægeassistenterne. Jeg fik at vide, at de aldrig havde haft en Au Pair inde før eller for den sags skyld mødt en. Deres tandlægestole er ikke nær så behagelige som dem på hospitalet i Århus! Han kiggede kun kort i min mund, hvorefter han gav mig videre til damen, der skulle tage aftryk af min overkæbe. Hun var mere nysgerrig omkring Danmark og mit navn, for flere af damerne på klinikken er bedstemødre, som jo hedder 'Nana' eller 'Nanna' alt efter familiens præference, så hun spurgte, om jeg virkelig hed Nanna! Da jeg fortalte, at omkring 1 af 7 pigebørn blev kaldt Nanna for 20 år siden, ville hun vide, om det betød noget, og så fortalte jeg om vores nordiske mytologi, om Balders kone Nanna, samt navnets betydning. Jeg nævnte også betydningen af mit mellemnavn samt at det var mit oldemors navn. Alle dem i klinikken, jeg snakkede mig, vidste hvor Danmark er og kendte til landet. Det var ret imponerende, siden alle amerikanere, jeg har snakket med indtil videre, end ikke har hørt navnet. Jeg kom af med 350 dollars, men jeg aftalte med Valerie, at hvis hun kunne lægge ud, kunne hun beholde min løn for denne uge. Jeg fik en bideskinne med, inden jeg blev hentet (den gjorde jammerligt ondt i starten, og først nu over et døgn senere, er den begyndt at blive udholdelig, men jeg har langt mere ro i sindet!), og om 2 uger skal jeg komme tilbage efter en rigtig ganebøjle. Henning og Charlotte kom først hjem fra skadestuen over kl. 18-tiden. Der var han godt frustreret og træt, men Charlotte har det langt bedre i dag, så det er jeg glad for.

Jeg er ved at hjælpe med at pottetræne Svend, og jeg fik ham til det to gange i dag! Jeg er ret stolt. Derudover er han utroligt nem at skifte ble på. Han bliver ikke hysterisk eller noget, han hjælper endda med at løfte benene når jeg både tørrer og giver ren ble og bukser på. Han er i det hele taget meget nemmere at håndtere, end jeg havde regnet med! Han har højst to hysteriske anfald om dagen, og det værste jeg har oplevet, har været at han smed sig ned på gulvet og storhylet, hvorefter han havde rejst sig og kommet hen til mig med opstrakte arme. Så tog jeg ham bare op, han lagde sig om min hals, og så kunne jeg holde ham i højst 30 sekunder, før han var færdig med at græde. Og det var det. Det er det værste anfald, jeg har oplevet med ham. Langt de fleste hysteriske anfald har været fordi jeg ikke gad se en bestemt film af den ene eller anden grund.

Jeg ved godt, at passagerne har sprunget noget i emne, men jeg har skrevet det i løbet af dagen, når jeg lige har haft et øjebliks ro, som ikke kom så ofte som de andre dage.
Jeg håber, alle har det godt!

mandag den 21. januar 2013

Mit værelse

Jeg har et godt lille værelse! Det er lyst, og så har jeg efterladt alt mit rod derhjemme hahaha!

Her får I lige billedet af huset igen!

Mit værelse! En god 'queen-sized' seng med to springmadrasser ovenpå en undermadras! - og et lille natbord med skuffer

Min kommode med god plads, min kuffert ved siden af samt en vasketøjskurv og papirkurv

Endnu et billede af min seng, fordi jeg er så glad for den

Mit skab - der er mere plads på hver side af dørene, så der er rimelig god plads!

Bonusbillede: mit midlertidige kørekort

Mit eget personlige badeværelse. Der er et lavkantet badekar og en god bruser med holder til hårtingene.

Der er til gengæld lige lovlig lidt plads til mine ting, men så ved jeg da, hvor de er!

Som I kan se, har jeg det lækkert her. Det eneste nedern er døren, som har noget med lukketingen, så jeg kan låse, men døren bliver ikke siddende, så man kan bare skubbe den op alligevel. Det var derfor, hunden fik fat i min bøjle i.. torsdags tror jeg. Henning har skruet lidt i det forleden, så det er blevet lidt hårdere at åbne den, men det virker stadig ikke optimalt. Det glæder jeg mig til, at det gør.
Og bare det at have sit helt eget badeværelse, gør det dét værd at blive Au Pair haha! Det er simpelthen så dejligt! Jeg har ikke engang grebet ungerne i at gå derud - selvom det nu ikke ville genere mig, så længe de holdt sig fra mine ting.

Første kirkesøndag

I går var jeg i kirke for første gang. Charlotte og Vivianna går på en Baptistisk skole ved navn Berean Baptist Academy, som er linket sammen med kirken Berean Baptist Church, og de er på hver sin side af en lille vej. Jeg ville jo gerne have været af sted sidste søndag, men der blev jeg jo hundesyg af varmen. Valerie har arbejdet nattevagter (kl. 21 - 07) fra onsdag nat, hvor denne nat så har været hendes første nat i seng. Hvis det giver mening. Så hun ville ikke med i kirke i går, da hun jo forståeligt nok var træt. Resten af familien tog derfor heller ikke af sted, men Henning kørte mig derhen kl. 9. Jeg havde gemt mit tøj fra sidste søndag på en bøjle i skabet og sat makeuppen på bordet ude i badeværelset klar til påsætning, så jeg kunne sove til kl. 8. Jeg fik alt på og morgenmad til tiden, men i bilen begyndte jeg at blive nervøs. Det bliver jeg altid, når jeg skal nye steder hen. Der var ikke mange parkeringspladser tilbage, så Henning holdt bare foran kirken, så jeg kunne hoppe ud, og kørte igen bagefter. Bevares, han tilbød da at følge mig ind og hjælpe med at finde det rigtige lokale, men jeg er en stor pige nu. Ka' selv. De fleste baptistiske kirker fungerer sådan, at der er, hvad de kalder 'Worship' ved 8.30 tiden, det, de kalder 'Sunday School' eller 'Bible Study' ved 9.30 tiden, og Worship igen ved 10.30 tiden. Så der er to Worship seancer på hver sin side af Sunday School. Disse to Worships er de samme, så man kan vælge frit, hvilket tidspunkt, man foretrækker. Det er primært Sunday School, jeg kommer for. Der var stadig Worship, da jeg kom, og der var ingen i synsvidde, så jeg gik lidt rundt i gangene. Der er forvirrende mange gange derinde, men jeg gik efter lyden af stemmer og kom endelig til en lille gruppe voksne, der snakkede sammen. En af dem kaldte mig hen og gav mig hånden, da jeg så forvirret og vildfaren ud haha! Han var Pastor et-eller-andet som jeg selvfølgelig ikke kan huske, og han hjalp mig med at vælge, hvilken 'klasse' Sunday School, jeg skulle være med i. Da jeg var udvekslingsstudent, gik jeg i en high school klasse med andre på samme årgang (jeg var i 11. klasse, eller 2.g), hvor piger og drenge var delt op, og da jeg besøgte min gamle værtsfamilie for 1½ år siden, var jeg med i en College and Career klasse, hvor både unge mænd og kvinder var sammen. Jeg var ude efter endnu en College and Career, men det stod ikke på deres skema. Pastoren spurgte om min alder, og om jeg var single eller gift, og fortalte om deres Single Ladies gruppe, om deres First Class (folk, som vil være medlemmer af denne kirke, skal gennemgå et 8 ugers kursus i First Class), og så nævnte han kort deres College and Career, hvor jeg så hurtigt slog til. Han bad en anden Pastor følge mig derhen, en stor tavs mand, men så kom en anden ung pige, Kirsten, forbi, som han hev fat i. Han introducerede os og spurgte, om hun ikke ville følge mig derhen. Hun var rigtig sød og fortalte om kirken på vej derhen, viste mig deres kantine, hvor man kan få kaffe inden de forskellige seancer, og så gik vi udenfor. Udenfor? Ja, det er en større kirke, end jeg regnede med. Den så meget lille ud udefra, men College and Career holder det i et klasselokale i en bygning separat fra kirkebygningen. Berean Akademiet har pre-school til 8. klasse (middle school) på den ene side af vejen, mens kirken og high school'en er på den anden side. Hun ledte mig udenfor og ind i et lokale, der øjensynligt bliver undervist spansk i. Lige fra vi blev introduceret til vi nåede klasselokalet, hilste folk på Kirsten og spurgte, hvordan hun havde det, og spurgte ind til mig, hvem jeg var, hilste osv. Der er sådan en god stemning i baptistiske kirker. Alle er søde, og det er derfor, jeg gerne ville af sted. Det var ufatteligt ensomt i München! Det er meget nemmere at få en omgangskreds i USA, for hvis man ikke klikker med nogen i skolen (jeg skal jo studere på et universitet i løbet af året), kan man altid falde tilbage på kirken. Der sad allerede 3-4 piger samt Darren og Laura Hawk (Mr. og Mrs. Hawk), som underviser College and Career gruppen. De bød mig allesammen velkommen, og Mr. Hawk havde et skema på sin iPad, som indeholdt informationer om personerne i hans Sunday School. Han bad mig skrive mit navn, telefonnummer, email adresse og fødselsdag. ....og det slår mig lige, at min fødselsdag i år er en søndag...de hiver folk op foran alle til Worship og i Sunday School på den søndag, der er tættest på deres fødselsdag.. puh, jeg begynder allerede at svede! Jeg sad sammen med Kirsten og de andre piger, Heather (en stor pige med regnbuefarvet sweater, som ligner min veninde Michelle fra Arkansas), Joletta eller i hvert fald et navn hen efter Joletta (også en stor pige, som ligner min veninde Jane Ann fra Arkansas), og så en pige, jeg ikke kan huske, hvad hedder. Fem minutter kom Kristine, som også var rigtig sød, og fem minutter inde i 'timen' strømmede folk ind, som jeg går ud fra kom lige fra den tidlige Worship. Der var flest piger, et par nye ligesom mig, men næsten hver eneste af fyrene var enormt lækre! Vi var omkring 20 med Mrs. Hawk, som også bare sad og lyttede til Mr. Hawk. Vi havde et afsluttende emne i verdenssyn, men jeg syntes ikke, vi snakkede om så meget. Det var mest om, hvorfor det var vigtigt at kende andres synspunkter, og hvordan man kan sprede baptismen til dem. Da det sluttede, fortalte Mr. Hawk også om upcoming events, som hans fødselsdag, som drengene var inviterede til (meget underligt må jeg give ret i), og om at nogen oprettede et softball team (ligesom rundbold med flere regler og kun for kvinder) uden optagelsesprøve, så hvis vi ville være med, skulle vi bare melde os. Da vi blev 'dismissed' (givet fri), spurgte Joletta, om jeg havde nogen at sidde med til Worship, og om jeg ville sidde med dem. Det ville jeg jo mægtigt gerne, så jeg fulgtes med hende. Hun fortalte også mere om kirken og om, at der var en event for College and Career gruppen. De kaldte det en fest, men det er en årlig hyggedag, hvor de tager mad med til frokost og gaver, de har fået til jul eller sidste års fest, som de ikke kunne lide/gad have, som blev pakket ind igen og givet videre her. Dem, der ville være med, skulle bare troppe op i cafeteriet efter Worship. Er du gal, det var hyggeligt. der var omkring 10 piger og 4 fyre begge inkluderet Mr. og Mrs. Hawk. Her mødte jeg Sheryl, Sarah og alle de andre. 6-7 af pigerne er alle lærere! De underviser på Berean Academy. Sarah, Kirsten og jeg underviste ikke, selv Mrs. Hawk er lærer på Berean! Jeg tror så også, at jeg var den yngste der. En af de unge fyre laver noget para-juridisk i militæret, og så var der en fyr fra Korea, som boede hos familien Hawk. De snakkede mest internt, da jeg foretrak bare at lytte, men de kom jævnligt med spørgsmål til mig, og da jeg var oppe efter frokosten, kom Mr. Hawk op for at snakke også. Amerikanere er meget involverede i deres omgangskreds i kirken og interesserer sig for alle. Aldersforskel og stand er ingen hindring. Folk begyndte at drysse hjemad ved 14 tiden, og jeg havde egentlig tænkt mig at tage ud til centeret lige i nærheden, så jeg spurgte Kirsten, om jeg kunne få de ting, jeg manglede, der. Hun tilbød mig et lift, da hun fandt ud af, at jeg ikke havde et derud (jeg havde sagt til Henning, at jeg sagtens kunne gå selv, da der kun er et par kilometer, og der er omkring 15 minutters kørsel bare ud til kirken fra vores hus). Kirstens mor og lillesøster sad i bilen, og vi snakkede alle på vej til centeret. Jeg fik Kirstens nummer, og vi snakkede om at finde ud af noget engang snart. Så jeg vil sige, at min første tur i kirke var rimelig vellykket! Det var lige præcis det, jeg ville have ud af det. En chance for at være social med folk på min egen alder! - og der går som regel ikke psykopater rundt i baptistiske kirker. Alle kender jo hinanden rigtig godt.
Selve Worship var lidt kedeligt. Det var rigtig sjovt at se præsten (baptistiske præster går ikke i kjoler og krave, men i jakkesæt) gå helt i selvsving i sin prædiken. Jeg tror, at gruppepres var hovedemnet, hvor Pilatus gav efter for folket, da han dømte Jesus, selvom han godt vidste, at han var uskyldig. Men han blev så fyret op, at han smed jakken til sit fine jakkesæt og tørrede panden i et lommetørklæde flere gange. Han mindede mig virkelig om min historielærer Henrik fra gymnasiet! Haha! Alle de store armbevægelser og vandren frem og tilbage når han gik op i noget. Det var 'priceless'! De havde et kor i røde dragter, og vi sang generelt rigtig meget. Det varede frem til omkring 11.45.
Jeg brugte omkring to timer ude i centeret. Jeg var dog ikke videre begejstret, enten var det nogle uspændende butikker, eller også var moden bedre i Arkansas for tre år siden.. Men jeg købte noget makeup, siden jeg efterlod langt det meste på mit værelse i Ulstrup, og en ny håndtaske, som rent faktisk kan indeholde de ting, jeg tager med rundt - min nye Bibel om søndagen, en ekstra t-shirt, solbriller, håndcreme, vådservietter, lommetærklæder, pung, mobil, vandflaske, en myslibar, nøgler osv. osv. Det er bare meget nemmere at komme med på spontane ture, når tasken er stor nok til at indeholde alt, så jeg ikke behøver bruge tid på at pakke.

Hvis man er forhindret i at komme i kirke om søndagen, er Berean så dedikeret, at de faktisk filmer hver enkel Worship og lægger dem online på deres hjemmeside! Det er ret sjovt.
I behøver naturligvis ikke se det, men hvis I vil se, præcis hvordan præsten kan fyre sig selv op under sin prædiken, kan I se det her!

Aftenen brugte jeg sammen med familien, som så amerikansk fodbold. Jeg ved bare, at Baltimore spillede og vandt, men jeg ved ikke, hvem NE er.. Vivianna sad det meste af tiden på min højre hofte i sofaen - de har en hjørnesofa, hvor den ene side har inddelte pladser, som egentlig fungerer som lænestole. Man kan hive i et håndtag under armlænet, hvor en støtte kommer op til benene, og jeg har så adopteret den yderste plads. Vivianna sad så på min hofte klemt inde mellem den og armlænet. Det var virkelig hyggeligt, og det er ikke første gang, vi sad sådan.

Jeg håber, at alle har det godt!