Uha der er sket en masse igen igen! Jeg ved slet ikke om mine fingre kan holde til at skrive det hele ned! Jeg har både set en masse OG smagt en masse.
Men lad os tage det fra begyndelsen...
Vi havde aftalt i går, at der skulle ske noget i dag, så da vi var klar ved 10 tiden i morges, satte vi os ud i bilen og kørte ud af Torshavn. "O" ville vise mig nogle bygder uden for Torshavn og noget udsigt, og jeg skal lige love for, at jeg fik en masse at se. Jeg har prøvet at tage så mange billeder som muligt, men vi befandt os mest i bilen pga. vejret. Det var ret tåget og støvregnede, så det var ikke så spændende at skulle gå rundt for børnene. Jeg lægger billeder i et nyt oplæg, da dette oplæg ellers ville blive aaaaaalt for langt.
Først kørte vi til bygden Kirkjubøur, som hedder Kirkebø på dansk, men den færøske udtale lyder noget i retning af "Tjisjubøø". Deres udtalelser er generelt sådan, at hvis man forestiller sig, hvordan deres ord/navne/bygder skal udtales, så er det slet ikke sådan... Men tæt på Kirkjubøur var der en lille havn ved navn Gamlarætt, hvor der både var lystbåde og en lille færge, som sejler til øerne Sandur og Hestur (udtalt Sandøy/Sanduj og Hestøy/Hestuj), som vi kunne se fra kyststrækningen.
Dernæst kørte vi til bygden Velbastaður, hvor jeg fik anvist en lillebitte skole (så lille at der kun er et par børn pr årgang, så de ofte bliver slået sammen, og fra 7. klasse bliver de nødt til at tage til Torshavn) samt en masse andre bygninger og steder. Begge bygder var meget små. De lignede hinanden, hvorfor jeg ikke vil beskrive dem enkeltvist. Desuden vil jeg lægge billeder op i næste indlæg, så jeg ser ingen grund til at beskrive, når jeg bare kan vise jer i stedet - det er alligevel helt ubeskriveligt. Men noget jeg har lagt mærke til, er at deres huse er meget høje og smalle frem for én etage over en større overflade. Det undrer mig meget, når de oplever generel hård vind og hyppige storme, men de må jo være kanondygtige byggemestre! Jeg så også nogle små stenhuse spredt omkring i bygderne - jeg må indrømme at være totalt fordomsfuld, men jeg troede, at folk boede derinde omend på meget lidt plads... men nej, det er hvor fårene bor, når de ikke vader rundt alle steder. Hold nu fast, hvor går de bare ude, hvor det passer dem. De er også meget glade for vejen, så vi skulle køre i fåre-tempo. Bonusinfo: på hver side af bygderne kørte vi hen over nogle steder på vejen, som lignede rør, som larmede, når vi kørte over dem - jeg troede, at det var ligesom vores ting, der sørger for at vi sætter farten ned, men det er ting, som sørger for at fårene ikke render for langt væk - de kan simpelthen ikke gå på dem.
Her til aften skulle omma og appa passe lille O og R (børnene), så O ville tage i byen med nogle veninder. De har været rigtig søde og inviteret mig med i byen flere gange, men jeg har sagt pænt nej. Jeg er bare ikke by-mennesket på den måde, og jeg bryder mig ikke om at drikke. Udover det ved jeg at O ikke har set de her veninder siden i sommers, og når jeg er til stede generelt, bliver de nødt til at snakke dansk, så jeg kan være inkluderet i samtalen. Det har alle været rigtig søde til, men jeg føler også bare, at det ville være lidt til besvær. Men jeg har virkelig ikke lyst til at komme med. Jeg har mere brug for alenetid, og så kan O hygge sig med sine veninder. Men inden de tager i byen, kom to af O's veninder hjem til os for at gøre sig klar og hygge sig. Her snakkede jeg rigtig meget med især den ene (lad os kalde hende "K"), da hun havde gjort sig klar hjemmefra, og hun er så rig på historier om Færøerne, kulturen, folket osv.
K kommer fra bygden Kirkjubøur, hvor kun én familie bor. Det plejede at være en hel bygd, men tilbage i 1600-tallet var der en snelavine, som ryddede bygden med jorden - kun ét hus forblev. Kirkjubøur er den ældste bygd på Færøerne og stammer helt tilbage fra før 1100-tallet. Mon ikke bygdens historie står på wikipedia eller lignende, så jeg vil ikke skrive det hele ned. Men K fortalte en spændende historie om en kvinde, som boede i det ene forblevne hus, men før lavinen (så det stadig på den tid var en hel bygd), og hvordan hun havde en affære med den norske konge Olav og fik den uægte søn Sverre, som hun var nødt til at gemme i klipperne uden for bygden, så hun ikke blev slået ihjel for at være blevet gravid udenfor ægteskab (hulen hun gemte Sverre i er desuden en meget populær seværdighed). En mand fandt så ud af hendes hemmelighed, men han pressede hende til at gifte sig med ham i bytte for hans stilhed, og så tog han Sverre til sig som sin egen. Så kom der krig i Norge, da Olav døde, og de kunne ikke beslutte sig for en ny konge/leder, da Olav ikke efterlod sig arvinger, og her måtte kvinden stå frem og indrømme sin hemmelighed. Herefter kom Sverre til Norge og blev konge - så det er lidt en joke her på Færøerne, at den norske kongelinje faktisk er færøsk.
Så fortalte K om, at færinge har tre emner, de taler allermest om; vejret, får og havet. De går op i vejret med en næsten komisk alvor - men selvfølgelig, når man tænker over det; de er helt afhængige af fisk og får, og hvis vejret er for dårligt til at fiske eller klippe/slagte får, så sulter de....og vejret er ofte det, vi kan definere som dårligt. Deres madvarer og husleje er så dyre herovre, at de stadig i dag (navnligt de unge) er afhængige af at få et stykke kød eller nogle fisk af familiemedlemmer. Så sent som forældregenerationen gik højt op i, at man altså spiser alt på et får; hovedet, øjnene og det hele.
Men færinger snakker altså meget seriøst om vejret, og ikke kun hvis de ikke ellers ved, hvad de skal snakke om (som det er typisk for danskere). De har også en del at snakke om på det emne, da vejret kan være meget voldsomt. Jeg fik desuden at vide, at temperaturen typisk svinger mellem 5-7 og 15 grader om henholdsvist vinteren og sommeren. Det kan godt komme ned i minus 5 grader, men det er ikke så ofte. Men det er simpelthen fordi, at Færøerne er lige midt i Golfstrømmen, som bevarer temperaturerne. Blæsten er ekstrem, men temperaturen er meget mild hele året. De dage jeg har været her, har temperaturen været omkring de 7-8 grader.
Får går de også højt op i - under min samtale med K, O og den tredje veninde (lad os kalde hende "S") fik jeg et indtryk af, at de omtaler får, som om de var mennesker! Der er forsikring på fårene, de går frit omkring i bygderne (som før beskrevet), og hvis man kommer til at køre et får ned, skal man betale omk. 20.000 kr, for det er ikke kun dét får, man skal betale for, men fordi at fårebønderne kan regne ud, om det overkørte får ville producere ét eller to lam (altså tvillinger) om året, så regner han ud, hvor mange lam, der ville være kommet ud af det får over de næste generationer - og det er dét tab, som man skal erstatte, hvis man kommer til at køre det over. Det er selvfølgelig alvorligt, når får stadig spiller så stor en rolle i deres liv.
K fortalte desuden noget meget interessant om slægterne på Færøerne; efternavne viser, hvor man kommer fra. Folk kan simpelthen regne ud, i hvilket område en person kommer fra ud fra deres efternavn. Hele slægten i Kirkjubøur hedder Patursson (K's fætter er 17. generation. der bor der). I bydelen i Torshavn, hvor S bor, starter deres efternavn med "Lundes--" (sådan lød det, men deres udtale er helt vanvittig). Det er fordi, at land nedarves i slægterne. Derfor er det også sådan, at der har boet så mange Patursson'er i Kirkjubøur, for at nævne et eksempel.
Men jeg fik rigtig mange spændende historier om ellers deres kultur og mentalitet herovre. Det kommer jeg nok også til at berøre i næste oplæg.
Så fik jeg smagt det famøse ræst kød og blodpølse! I går fik jeg smagt skærpekød, og det var jeg ikke så vild med. Ræst kød er bare noget, man SKAL smage, når man besøger Færøerne! Jeg ved ikke, om det var fordi at jeg var der, eller om de alligevel skulle have det, men da vi afleverede børnene hos omma og appa, blev vi længe nok til at blive til aftensmad. Det her er en del af den færøske kultur - de er enormt velkommende og åbne. Hvis man kender folk og skal besøge dem, går man bare ind. Hvis man befinder sig i andres huse til aftensmadstid, er man automatisk "inviteret" til at spise med. Hvis man dog kommer sådan lige ved spisetid er det dog almindeligt at medbringe noget, og/eller servere brød og pålæg, så der er nok til alle. Men vi blev altså hos omma og appa og spiste. Mosteren, som også hedder Nanna, var også på besøg, da vi kom, og hendes x-antal-børn var der også. Jeg kender nu børnenes fars søster og bror (søsteren kan vi kalde "A", og broren kalder vi "gubba", som betyder gudfar). Pludselig dukkede læng-appa (oldefar) op, og pludselig var der et par teenagedrenge også (jeg ved virkelig ikke, om det var gubbas venner, eller om det var Nannas drenge), så vi blev pludselig et helt selskab. Det virkede dog, som om omma havde forudset det, for hun lavede blodpølse som mad til dem, som ikke spiser ræst kød (primært børnene og mig) men også til dem, der havde lyst til det, for det er en meget typisk ret her. Jeg skriver senere et oplæg om deres specielle mad herovre.
Jeg kunne faktisk rigtig godt lide blodpølse. Det eneste, der generede mig, var mængden af fedt, som det havde suget til sig under stegningen, og at jeg kunne se noget af talget, som hakkes i. Men det smagte kanon godt. Efter det kom ræst kødet på bordet.
Nu er det sådan, at både skærpekød og ræst kød stinker helt ubeskriveligt. Det er fermenteret kød, altså råddent til en vis grad. Jeg vil som sagt skrive et oplæg senere om maden. Men det stinker simpelthen så meget, at de er nødt til at koge/bage ræstkødet i et andet rum, for ellers går der op til en måned, inden lugten er ude. De havde heldigvis et sted, hvor de kogte kødet. Jeg var bare slet ikke i tvivl overhovedet, når de så meget som åbnede døren ud til gryden for at kigge til kødet, og da det var færdigt, tog de kødet ud af suppen (de koger det med samme grøntsager og i bouillon som til bollesuppe) og tog det ind i køkkenet. Da bordet var dækket og alt var klart, kom også kødet ind. Jeg stod i køkkenet og snakkede med læng-omma (oldemor), da de bragte det ind, og jeg var simpelthen nødt til at gå ud af rummet, fordi det lugtede så meget. Det blev grint rigtig meget af. Færingerne er helt vant til det, men jeg kunne mærke, hvordan min ellers tolerante gane fik et ordentligt spark. De voksne (jeg inklusiv) satte os om bordet - vi var 9 i alt, og så kom kød, suppe og grøntsager ind. De dyrker selv kartofter, gulerødder og roer, som de havde kogt til at spise sammen med kødet. Suppen skulle også spises ved siden af enten for sig selv, eller hvor man skærer kødet og grøntsagerne ud og så hælder suppen over. Det var individuelt, hvad de foretrak. Jeg kunne næsten ikke holde ud at sidde derinde, og færingerne sad ellers rundt om bordet, som om de fik julefrokost! I skal virkelig ikke tro, at jeg overdriver! Jeg stoppede helt med at trække vejret gennem næsen for at overleve det. Læng-omma skar et "mildt" stykke kød (smagen er skarpere ude ved overfladen, tror jeg) til mig, og så spiste jeg ellers ræst kød med de indfødte. Jeg må være helt ærlig og indrømme, at jeg havde sommerfugle i maven, inden jeg tog den første bid af kødet. Smagen var ikke så forfærdelig, fordi jeg holdt op med at trække vejret gennem næsen. Jeg spiste endda hele portionen og suppen, selvom suppen smagte af kødet. Det var bare så hyggeligt ellers! De snakkede for det meste færøsk, men hvis de mente, at deres samtaler kunne have interesse for mig, slog de over i dansk. Men jeg havde det faktisk rigtig godt med, at de var afslappede nok til bare at snakke deres eget sprog. De er ellers virkelig dygtige til dansk. Langt de fleste af dem har boet i Danmark på et eller andet tidspunkt i deres liv, så udover en anelse accent, taler de ofte lige så flydende dansk som danskere. Børnenes tante "A" kom ned midt i måltidet efter at have gjort sig fin til at komme i byen - hun sagde egentlig, at hun ikke skulle have noget at spise, men hun endte alligevel med at blive fodret fra ommas tallerken, så hun ikke behøvede få grattede fingre. Lugten bliver jo også i hår, tøj og hud, hvis man ikke passer på.
Da vi var færdige med at spise, sagde jeg pænt tak for mad og tusind tak for en fed kulinarisk oplevelse - selvom jeg ikke er vild med det, er jeg alligevel totalt begejstret for, at jeg har prøvet det; allerede nu har jeg fået tre at de mest typiske retter her (skærpekød, ræst kød og blodpølse). Jeg ved godt, at jeg har beskrevet maden som knap så lækker, men det har været en kæmpe oplevelse, som jeg er meget taknemmelig for, og jeg har 100% respekt for at nogle kan lide det. Jeg er egentlig ret benovet over, at de har smag for sådan noget i sådan en grad, at det bliver betragtet som lækkerier og livretter.
Det var herefter, at O og jeg mødte S og K, og de kom hjem til os for at hygge, inden de skulle i byen.
Bonus: hver gang jeg så meget som lugtede en øl eller vin, kunne jeg smage ræstkødet bagerst i munden. Jeg tror, det er gæringsprocessen.. det var næsten ekstremt! Det er dog stadig det værd!
Indlægget er nu ved at være jævnt langt, så jeg vil stoppe for nu og gå i seng. Så fortsætter jeg med at fortælle om flere indtryk i morgen og sætte billeder op.
Stort knus til jer!
