fredag den 6. januar 2017

Første dag på Færøerne

Jeg har været rigtig dårlig til at kommunikere den her tur, jeg har skullet på. Det har også været en forholdsvist spontan beslutning, men jeg befinder mig altså på Færøerne nu. For tre uger siden var jeg til et evalueringsmøde med min klasse og vores lærer, og efter mødet snakkede vi mere afslappet sammen om løst og fast. En af mine klassekammerater (lad os kalde hende "O") manglede på daværende tidspunkt stadig en del praktiktimer, hvilket hun var blevet lovet på Færøerne - hun kommer fra Færøerne, og hun havde altså taget den beslutning at flytte derop. Der er desuden garanteret arbejde deroppe for tegnsprogstolke, da der er rigtig mange døve til meget få tolke. Hun kunne så få sine praktiktimer efter nytår, og hun ville flytte d. 5. januar, men der var så opstået det problem, at hun har to børn, hvor den ældste lige er fyldt 3 år, og hun kunne ikke få plads til dem i børnehave og vuggestue før d. 15. januar, og ingen kunne passe dem i løbet af dagen. Her halv-jokede jeg med, at jeg da kunne tage med og passe dem indtil da, men joken bliver til alvor, da jeg begynder at overveje det. Så vi midlertidig-besluttede, at hvis rejsen kunne gøres forholdsvist billigt, og at jeg kunne få tid til at forberede mit forsvar af Bacheloren, så ville jeg faktisk gerne med. Det ender med, at "O" fandt billetter til 2500 kr, hvor vi så delte udgifterne, og lejligheden hun og børnene bor i har et gæsteværelse, så jeg kunne bo hos dem. Så alle forholdene passede jo sammen, og jeg skal være afsted fra d. 5. altså i går, og så til næste torsdag d. 12. januar. Det passer også helt perfekt med, at jeg får 6 dage til at fokusere på min eksamen, og jeg kan være hjemme på min mors fødselsdag to dage efter.

Nu har jeg så naturligvis en masse at berette!
Jeg starter med i går. Det var den lækreste flyveplan, jeg nogensinde har set! Jeg skulle flyve kl 15 og ankomme kl 16. Jeg møder "O" på Billund lufthavn, og det er et godt første møde med børnene (lad os kalde dem "lille O" og "R"). Vi kommer igennem ganske fint og sætter os ind i flyet.
Jeg skal lige sige, inden jeg fortsætter, at jeg har læst på internettet, at landingspladsen på Færøerne er meget kort, hvorfor der ved dårligt vejr opstår problemer for landingen; nogle gange flyver man rundt oppe i luften, til der er mulighed for at lande, eller også flyver man helt til Bergen i Norge for at vente til uvejret er ovre eller i nogle tilfælde helt til næste dag.
Først fløj vi altså, og der var ingen problemer. Vejret var skønt, og udsigten var herlig! Der gik dog lidt over halvanden time, før jeg spurgte "O", hvorfor vi ikke var landet endnu, for tidsplanen sagde jo fra kl. 15 til 16. Det viser sig så (som jeg egentlig selv burde have tænkt mig frem til), at der er en times tidsforskel - hvilket også forklarer, hvorfor turen hjem tager tre timer.... men vi flyver altså i længere tid, og så siger piloten over højtalerne, at der er dårligt vejr på Færøerne, og at vi ville flyve rundt i luften, indtil det blev bedre. Det strakte sig 1½ time over tid, og så fik vi at vide, at vi var nødt til at flyve til Bergen for at fylde benzin på og vente. Der var vejrudsigter, som lovede, at uvejret var på vej væk. Der var vi ca. en time, mens vi var nødt til at blive i flyet. Da vi endelig landende på Færøerne, havde vi været undervejs fra afgang i Billund i 7½ time! Det er lige så lang tid, det tager at flyve til USA! Jeg har prøvet det før, og det generede heldigvis ikke for meget, men det var hårdt for "lille O" og "R". De var virkelig gode det meste af tiden, men det var selvfølgelig ikke altid lige sjovt, hvilket er helt forståeligt i deres aldre og vores omstændigheder. Da vi landede, brød alle i flyet også ud i klapsalver!
"O" havde bestilt en shuttlebus fra lufthavnen til lejligheden i Torshavn, og vi var lidt i tvivl om, om den stadig ville vente på os, når forsinkelsen var så stor, men chaufføren stod trofast i modtagelsesområdet. Vi fik læsset unger og kufferter i bilen, og så kom vi endelig hjemad. Chaufføren var rigtig venlig - han var villig til at fortælle om Færøerne og Torshavn, og han slog internettet på i bilen, som vi kunne koble os på - "O" bestilte en pizza til os (klokken var 23, inden vi kom hjem), og jeg ville gerne sende en besked til mine forældre, så de ikke blev bekymrede.
Vi kørte lige knap en time. Lufthavnen ligger på øen Vágar, som ligger vest for hovedøen, og jeg vidste, at vi kørte igennem et pragtfuldt landskab, men det var for mørkt til at kunne se det!!! Det generede mig helt vildt meget! Af og til kunne jeg se omrids af bjerge omkring vejen, men alt var sort og gråt. Til gengæld kørte vi forbi omkring 15 vandfald, som var lige ved siden af vejen! Det var noget af en oplevelse, og chaufføren og "O" fortalte om, at der i store, vilde stormvejr sker det, at vandet løber opad! Det lyder jo helt vildt.
Jeg kom ret sent i seng. I dag er jeg også ret træt.

Men i dag havde jeg så min første, rigtige dag på Færøerne. Det er helt enormt, så mange indtryk jeg har fået! Det er imponerende for mig at tænke på, at denne øgruppe hører under det danske rige, men både naturen, kulturen, sproget og deres mentalitet er helt anderledes! Det kommer jeg nok også til at berøre i de næste par blogindlæg.
Noget af det første jeg hørte heroppe, var at busserne er gratis. Den tanke alene er virkelig overraskende - det er for at prøve at få folk til at køre mere i bus. "O" fortalte, at før hun kom til Danmark for seks år siden, var der absolut næsten ingen, der tog bussen på Færøerne. Så man stiger bare af og på, som det passer en. Bussen kører hver halve time frem til kl 18, og frem til kl 21 kører den kun en gang i timen. Om søndagen kører den slet ikke. Men det er alligevel dejligt at have fri transport!
Deres vand er desuden også gratis - det er fordi det kommer direkte fra kilderne udenfor. Jeg skulle også lige hilse og sige, at man virkelig kan smage forskel! Det er så friskt og rent og næsten sødt på en måde. Jeg kan godt forstå, at færinger snakker om vandet i Danmark, når de er vant til sådan noget her!
Vi bor ret tæt på centrum i Torshavn, men udsigten er bare fortræffelig. Der er bjerge ud fra alle vinduerne, og husene ligger i alle lagene mellem havnen og halvt oppe på bjergene, og det er flot i sig selv, men når det bliver mørkt, er udsigten helt ubeskrivelig med alle lysene spredt, som de er!
Vores morgen var stille og rolig, men kl. 15 tog vi bussen længere ind i byen, hvor vi skulle besøge børnenes farmor (som hedder "omma" på færøsk) og farfar ("oppa") samt deres fars andre søskende. Her på vejen fik jeg mere at se af området. Uanset hvor man befinder sig, selv midt inde i centrum, er der klipper og sten og græs. Der er helt gamle huse fra for flere hundrede år siden, og jeg har bare fået et helhedsindtryk som en blanding af typisk nordisk natur og Machu Picchu - det er helt ubeskriveligt! Jeg har prøvet at tage nogle billeder, men kvaliteten er ikke nær så god som virkelighedens udsyn.

En anden ting som overraskede mig, var priserne her! Alting er frygteligt dyrt! En liter mælk koster mindst 10 kr, en pakke skiveskåret rullepølse på 90g koster 29,95 kr, men en stor pakke leverpostej koster 24,95 kr. Jeg var meget chokeret over rullepølsen! Men er I helt gale, den er meget bedre end i Danmark! Jeg regner med at tage noget med hjem trods prisen.
Jeg fik også smagt skærpekød (jeg ved ikke lige, hvordan det staves, men det lyder som "skærpekød"). Det er i bund og grund råddent kød, ofte får, som bliver hængt ud til tørre. Bum. Jeg har hørt meget om det fra en færing, jeg blev ven med på mit første år af uddannelsen. Jeg er totalt frisk på at prøve alt det "mærkelige"/fremmede, som jeg kun kan få her. Men skærpekød er altså ikke min kop te. For mig smagte det af gæret lammekød, og lugten bliver hængende i lang tid, men "O" er helt tosset med det, og jeg så også ungerne spise det med største velbehag.

Besøget hos omma og oppa var også meget hyggeligt! Vi kom for at hente en bil, som "O" skal bruge, samt legetøj til børnene og en klapvogn til gåture. De var meget søde, og omma fortalte om alt det typisk færøske mad - hvordan man laver det, og hvad det er. Klokken er næsten 1 om natten nu, så jeg vil til at runde af med, men jeg vil fortælle om det i næste (eller næste igen) oplæg samt om de færøske ord, jeg har lært, om den kultur, de har og lægge billeder op.
Hav det godt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar