fredag den 6. januar 2017

Semesterslut

Jeg vil bare skrive et hurtigt indlæg - de fleste af jer ved det jo allerede.
Jeg blev færdig med min praktik - alle 150 timer - d. 10 december, hvorefter jeg over juleferien skrev det, vi kalder praktikopgaven, som er en refleksionsopgave over min udvikling gennem praktikperioden. Det fik jeg besked på forleden, at opgaven og mit praktikforløb er bestået, så det er bare en kæmpe velsignelse og lettelse!

Jeg afleverede min Bachelor-opgave d. 9. december seks minutter før afleveringsfristen. Det var et vanvittigt stresset døgn, da min skrivepartner Benita kom dagen før kl. 12, og så besluttede vi at arbejde, indtil vi var helt færdige og afleverede, inden vi ville gå i seng. Det endte så med, at vi havde undervurderet, hvor længe det ville tage for mig at rette opgaven igennem og for os til generelt at skrive det sidste på opgaven. Så vi kom slet ikke i seng, før vi afleverede 23 timer og 54 minutter senere. Men vi er tilfredse med opgaven!
Så skal vi forsvare opgaven i den endelige eksamen d. 18. januar kl. 15.

Så det eneste, jeg har tilbage, før jeg bliver 100% færdiguddannet tegnsprogstolk, er at bestå min eksamen, og så kan jeg dimittere d. 26. januar. Det bliver helt vildt! Jeg har brugt de sidste 3½ år af mit liv på at studere, og nu står jeg foran mållinjen. Puha! Jeg glæder mig!

Men jeg vil også gerne her på falderebet takke for alle jer, der har støttet mig! Det betyder rigtig meget, at jeg har familie og venner, som opmuntrer til at fortsætte og komme igennem det hele, når der både er gode og svære perioder. Så tak for det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar