Jeg havde sådan en lækker opgave her til aften. Jeg skulle ud med Høreforeningen på en skrivetolkning til et foredrag om kognitiv tilgængelighed holdt af en neuropsykolog. Der var kun én bruger, som havde bestilt os direkte, men vi skrev på storskærm, så de andre tilstedeværende også kunne læse med om nødvendigt.
Det var generelt et meget spændende foredrag, men det var også en god opgave at arbejde på. Det var en af de bedste præstationer, jeg har gjort i løbet af min praktikperiode, og det var så godt for selvtilliden!
Min primære vejleder var syg, hvilket jeg ikke havde fået at vide, så jeg dukkede bare op og så vores sædvanlige kollega (vi tager ud på to-tolkeopgaver sammen - jeg vil fremover kalde ham "B"), men han stod og snakkede med en anden tolk som ikke var min vejleder. Jeg var virkelig forvirret, for jeg kunne godt genkende hende, men jeg kunne simpelthen ikke huske, hvor jeg havde set hende før - jeg kunne kun regne ud, at hun hørte til Høreforeningen. Jeg blev også sådan i tvivl, om hun var min sekundære vejleder, som egentlig holder til i Sønderjylland, men det er så længe siden, jeg har set hende, at jeg netop blev i tvivl, om det var hende. Det var det dog ikke, jeg tolkede med hende her sammen med min primære vejleder for 1½ måned siden (jeg vil kalde hende "M").
Inden jeg kom, havde M og B aftalt, at vi bare skulle skiftes til at skrive alle tre - det er lidt forskelligt, hvordan det er foregået på mine andre opgaver, om vi skiftedes eller om jeg skiftedes med B, mens min primære vejleder sørgede for at være til stede, hvis jeg skulle få brug for hjælp. Hvis vi alle tre skiftedes til at skrive, betød det, at jeg skulle arbejde selvstændigt, for så skulle min vejleder jo fokusere på sin egen tur. Men det var sådan, vi kom til at arbejde denne gang, og jeg havde forberedt mig på emnet hjemmefra, for det er jo et rimelig avanceret emne - kognitiv tilgængelighed. Jeg fandt foredragsholderen på Youtube, hvor hun netop talte om dette emne, og derfra lavede jeg en liste over ord, som vi med fordel kunne lave autokorrektur på. Et af ordene var 'informationsbehandlingshastighed', som er definitionen for 'tempo', og når hun kaster de ord ud, er det en god ide at have autokorrektur, så vi ikke spiller Twister med fingrene.
I pausen kiggede den døve bruger lidt på mig, og så spurgte hun M; "Hvor har I fundet hende henne?", og så tænkte jeg bare "Ååååh nej, hun synes ikke, jeg gør det særlig god", og jeg ventede bare på, at hun ville sige, at hun ikke ville have mig til at tolke længere. M fortalte, at jeg var praktikant, hvorefter brugeren øjenbryn skød i vejret. Så vendte hun sig mod mig og sagde, at jeg havde betydeligt færre stavefejl en mine to kolleger, og at jeg var dygtig til det. Det lettede mig meget, og os tolke og brugeren fik så en kop kaffe og te sammen, indtil pausen var slut.
Anden omgang var lige så udfordrende og spændende som første omgang. Vi gik et kvarter over tid, og det fik jeg heldigvis på mit registreringsskema, som tæller mine praktiktimer.
Igen da det var slut, kom brugeren hen til mig og komplimenterede mig på mit arbejde, og det næste jeg ved, aede hun mig på kinden og siger, at jeg skal passe på min holdning, så jeg ikke får ondt i skuldrene og nakken. Hun var så enormt sød, men det var virkelig mærkeligt, at hun gjorde det. Det kan kun være min alder, der fremprovokerede hendes kindklapperi, for jeg så hende ikke gøre det mod de andre - og nu overvejer jeg, om jeg skal pusles om af brugerne, indtil jeg bliver 35... det må jeg finde ud af at finde en måde at håndtere på en professionel måde. Men for nu er jeg bare glad for, at hun var tilfreds med mit arbejde!
Jeg og min skrivepartner har en vejledende samtale med vores Bachelorvejleder på fredag. Så håber vi på, at vores opgave er på rette vej, så vi ikke skal til at skrive det hele om!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar