Fjeldtur på tredjedagen

I dag har jeg været så heldig at komme en tur op i fjeldene! Det var bare den vildeste oplevelse! Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set noget lignende!
Dagen startede ellers med at "O" sov længe efter sin bytur, da børnene nu var ude hos omma og appa (altså deres fars forældre). Ved middagstid kørte vi så ud til dem for at hente ungerne, hvor vi lige blev og legede lidt, inden vi skulle ud til læng-omma og læng-appa (altså oldeforældrene) til oksesteg. Det var en meget lækker frokost, og vi sad både os (O, børnene, mig og oldeforældrene), og så O's fætter, hans kæreste og deres baby. Vi blev til ved 15-tiden, hvorefter vi kørte ud i fjeldene/bjergene. Altså jeg kan slet ikke beskrive det.

Vi kørte langs dalen Mjørkadalur, som har en fantastisk udsigt over bugten og omkringliggende fjelde. For enden af bugten midt på et fjeld er en bygning, som i gamle dage var en kommandocentral, men som siden er blevet til det eneste fængsel på Færøerne (før blev fangerne holdt på politistationen, men nu kommer de altså derud). Der er laaaaangt til den nærmeste bygd, så jeg underholder lidt tanken om, hvad fangerne ville gøre, hvis de slap ud. Hehe. Det ville være noget af en overlevelsestur! Men vi kørte på vejene oppe i selve fjeldende vest for fængslet, nord for bygden Norðradalur (som faktisk kun i dag består af ét hus nede i en dal) og ned i selve Norðradalur. Det var desværre ved at blive tusmørke, og der begyndte også at blive tåget, så billederne blev ikke så gode, som udsigten i virkeligheden var. Men hold nu fast! Jeg synes næsten, at I skal prøve at google stederne, jeg har nævnt, hvis I vil se bedre billeder. Nu vil jeg imidlertid lægge mine egne op!

På vej mod Mjørkadalur

"Et vand", som færingerne kalder vandsamlinger.

Beklager kvaliteten, men I kan se en rislende bæk/vandfald samt bugten og en bygd på den anden side af bugten (de hvide prikker).

Mjørkadalur - det lignede næsten Grand Canyon nogle steder!

Mjørkadalur

Vandfald/bæk i sprækkerne midt på billedet og klatter af sne på toppen af fjeldet

Mjørkadalur-dalen

Mjørkadalur-dalen

Bare for at vise, hvor smalle vejene er i fjeldene - og det er lidt øv, når der kommer modkørende biler..

Tågen begynder at lægge sig + vi er højt oppe nu!

Ved godt det er et dårligt billede MEN det trekantede skilt viser advarsel om stenskred..videre vej virker også lidt faretruende..

Mjørkadalur-dalen helt oppe fra fjeldet!

Udkigssted oppe på fjeldet

Der er klumper af sne, selvom der ikke har været frostgrader..

 De næste par billeder er udsigten oppe fra fjeldet. Jeg kom lidt til at gå længere ud mod kanten, end egentlig anbefalet...men det hegn, som var sat op, var i forvejen blevet rykket op i hjørnet, så det var jo meget nemt lige at smutte den vej! Men jeg lover, at jeg var forsigtig! Jeg gik slet ikke ud til kanten, som I kan se i bunden af billedet, for jeg ville ikke risikere noget.
Hoooold nu op, hvor var det smukt! Jeg havde sommerfugle i maven både af skønheden men også af højden. Der var en frisk vind, og tåge begynde at snige sig tættere ind i dalen på billederne. Jeg var lige over toppen af tågen, og jeg kunne direkte se, hvordan vinden vævede tågen i luften.

Jeg kan godt LIGE love jer for, at der var langt ned! Mit hjerte sad helt oppe i halsen!

Det er vendt på siden - jeg kan ikke finde ud af at vende det rigtigt, beklager, men det er absolut toppen af fjeldet.

Videre igen til næste fjeld og ned mod Norðradalur - vi kørte nede på vejen, I kan se på billedet nedenfor.

Her er vi i selve Norðradalur - bygden med ét hus og nogle stenhuse til fårene. Mens jeg stod ude og tog billeder, sagde "O" pludselig til mig, at der var en hund. Det var en sort collie, som de bruger som hyrdehund, og hun advarede mig mod, at de godt kunne være aggressive. Færingerne holder mest hund som hyrdehund (selvom de i Torshavn har dem som rigtige kæledyr), og de anbefaler derfor at passe lidt på. Det viste sig dog, at den var totalt glad for at se et menneske, for den snusede bare til mit lår, og da jeg begyndte at snakke til den, logrede den med halen og livede helt op. Mens jeg gik rundt og tog billeder, fulgte den efter mig og blev ved med at snuse til mig og søge kontakt, og den gav mig et chok flere gange, fordi den kom bagfra, og så mærkede jeg pludselig en snude bore sig ind i mine ben. Men den var rigtig sød. Jeg kælede ikke med den, for jeg var lidt usikker på den, men den virkede i hvert fald glad for selvskab. Men følgende billeder er fra Norðradalur.

Et stenhus til fårene.

Hvorfra vi kom

Huset i Norðradalur

 Det var så det! Det var virkelig en kanon flot tur! Jeg er så glad for, at jeg fik mulighed for at opleve det! På vejen ned af fjeldene begyndte det faktisk at "blobbe" i mine ører, altså det der pres ligesom når man flyver. Jeg havde slet ikke indset, at vi var så højt oppe!
På vejen hjem spurgte jeg ind til muligheden for vandreture, for fjeldene virker som et kanon smukt sted at vandre og være på overlevelsestur. "O" sagde dog, at det ville være uansvarligt, hvis man ikke havde en stedkendt med, for vejret er uforudsigeligt og skifter lynhurtigt, og hvis det er tåget, kan det blive så tæt, at man ikke kan se mere end et skridt foran sig. Hun fortalte, at mange er døde, fordi det pludselig blev tåget, og de trådte ud over kanterne. Det har mest været hyrder, som går op i fjeldene for at tjekke fårene. Men der er faktisk mange, som er skvattet ud ned og døde af det.
På vejen ned lagde jeg virkelig mærke til, hvor smalle og snoede vejene er oppe i fjeldene! Nogle steder skulle man helt ned i 10-15 km/t for at kunne dreje sikkert nok, og lige på den anden side af kanten af vejen går det laaangt langt ned, så indtil vi kom ned på hovedvejen, sad jeg totalt stiv med sommerfugle i maven og fødderne boret ned i bunden af bilen. Puha det var lige stramt nok.
Men jeg håber, I kan lide billederne, og ellers prøv at finde nogle ordentlige billeder på Google!