Det er godt nok helt mærkeligt at gå fra hverdagsvanviddet med tre unger og alt for lange arbejdsdage til fire hele dage i et stort hus kun med hunden til selskab. Det har været godt! Men jeg fandt ud af, at jeg ikke føler mig helt hjemme alligevel. Jeg ved ikke, om det er husets størrelse, at det ikke er 'mit' hus eller om det er mit forhold til familien, der gør det lidt underligt at være alene.
Den første dag vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde faktisk lidt skyldfølelse over ikke at lave noget. Og jeg var også lidt rastløs. Men dag to og tre har været rigtig gode. Jeg fik vænnet mig til roen og stilheden, og jeg lavede næsten ikke andet end at se film/serier og snakke med folk. Jeg gad ikke engang lave mad - jeg sprang morgenmaden over for så ved 14 tiden at køre to minutter væk til restauranten Captain Jerry's, som har 'seafood' menu. Jeg har været der før en gang, og det er virkelig lækkert der! Portionerne er desuden så store, at jeg får nok både til frokost og være i stand til at gemme resten til en tilfredsstillende aftensmad. Så jeg ville købe det kl. 14, bringe det hjem, spise hvad jeg kunne, og så spise resten inden jeg tog til mine møder. Det var været så nemt, for jeg svinede ikke huset/køkkenet til (jeg var virkelig ikke været oplagt til husarbejde). Jeg ville også have gjort det i dag, men jeg vidste ikke, hvornår familien ville komme hjem, og jeg er desuden blevet syg. Den slags syg, hvor enhver form for lyd skurrer ens trommehinder, huden er for følsom og øm til både fysisk berøring (jeg har knapt nok kunnet røre mig selv, når jeg fx har taget tøj på) og temperaturer som at sætte sig på toiletbrættet (det, der normalt har en normal kølig følelse, blev isnende koldt og har gjort fysisk ondt at sidde på), mit hoved føles, som om det er ved at blive splittet i to, mit hals er for øm selv til væsker, og appetitten er fuldstændig forsvundet. Øv hvor har det bare været en træls dag. Det har selvfølgelig været ideelt at familien har været ude, så ungerne ikke har forstyrret eller gjort det værre med deres skrigeri og whatnot. Jeg tror, det kom af at jeg sover med vinduet åbent, og det har ikke været helt lunt de sidste par dage. Det var bare ikke et problem i Danmark. Anyway. Jeg ved godt, jeg lyder som et mandfolk med al mit klageri. Høhø.
Der er heller ikke så meget at fortælle - jeg har bare hygget mig i stilheden, set film og serier, spist ude og taget til mine møder. I morgen begynder jeg nok at arbejde igen, men hvem ved, når jeg aldrig får noget at vide.
Jeg håber, I har det godt!
Knus
Ingen kommentarer:
Send en kommentar