Bedstebesøg og prøveperioder

Så er det vidst ved at være tid til endnu et indlæg!

Der er godt nok sket en masse siden sidst, men lad mig starte med det dårlige/negative og så arbejde mig op til en glad slutning!
Jeg har haft en længere periode med hjemve, fordi jeg ikke har følt mig så godt tilpas her - jeg har haft det indtryk, at familien kun havde brug for en arbejder, og ikke så meget et familiemedlem, som jo er en del af oplevelsen. Så derfor har jeg ofte efter aftensmaden og efter hjælp med oprydning gået ind på mit værelse for at se en film (mest Far til fire, de gamle danske klassikere, som jeg altid får det godt af at se). Valerie kom så ind mandag aften i sidste uge og bad mig komme nedenunder for at snakke med hende og Henning. Her kom de ud med en del frustrationer; at jeg smsede for meget (hvilket jeg ikke gør mere, fordi de skiftede min mobil til en pre-paid, så det er ikke decideret nemt at skrive mere fordi det tager så lang tid), at jeg ikke gjorde mine pligter (fejning og tørre støv af hver dag - hvilket ikke var rigtigt, det har jeg gjort hver eneste dag, siden de bad mig om det, men ungerne er jo ligeglade med at rende rundt indenfor med sko på, så det bliver næsten lige så beskidt som før jeg gjorde det), at de ville tage bilen fra mig, fordi jeg ikke passede den (læs: gjorde den ren. Men på det tidspunkt havde de, pånær mens de var på stranden på ferie, arbejdet mig hver eneste dag i en lang periode, og jeg havde ikke lyst til at gøre bilen ren kl. 19-20 stykker!), men det var rigtigt nok trods alt, så jeg har ikke kunnet tage nogen steder hen siden, og så sidst men ikke mindst at jeg ikke var nok sammen med ungerne. Rigtigt nok er det vigtigt at være sammen med sin familie, men siden jeg følte, de opfattede mig som hjælp frem for familie, ville jeg opføre mig dersom og holde fri, når jeg havde fri. Men ikke nok med det, mente de at jeg var mere fokuseret på mit socialliv end ungerne. Det er både sandt og falskt. Forskellen fra den første måned og nu er, at jeg rent faktisk har et socialliv og venner, og jeg har det godt, når jeg er ude. Da jeg fortalte, at jeg havde haft hjemve (og forsvaret mit synspunkt med rengøringen og mobilen), sagde de, at jeg skulle have snakket med dem om det, så de kunne prøve at hjælpe. Sagen er bare også det, at når de kommer hjem, har de absolut ikke overskud til andet end deres børn. Hvilket jeg til dels godt kan forstå, og de er grunden til at jeg er her, men hvordan skal jeg gå hen til en af dem, når de ser ud, som om de har båret verden på deres skuldre siden kl. 6 om morgenen, og sige at jeg ikke har det godt? Skal jeg lægge mere på dem? Desuden har jeg altid foretrukket at ordne mine problemer selv.
Men da vi var færdige med at snakke, gav Valerie mig et knus (lidt akavet men alligevel), hvilket bare betød alt i verden. Og det gjorde, at jeg ikke gav helt op over for det hele. Jeg havde egentlig forventet, at de ville fyre mig. På det tidspunkt havde jeg mistet alt for min situation her - så hvis de ville sende mig hjem, ville jeg ikke engang blive ked af det, jeg tror bare, at jeg ville glæde mig til at komme hjem. Men jeg fik at vide, at jeg var på en 'probation period', som er en prøveperiode, hvor, hvis jeg ikke gjorde mit bedre, ville jeg nok blive fyret. Jeg valgte dog at tage udfordringen op og forbedre mig.
Jeg har også opdaget, at jeg har fået det bedre siden. Det er ikke så sur en pligt for mig mere at spille bold med pigerne efter skole eller spille kort ved sofabordet. Eller tage dem til gymnastik og vente med Svend. Det har alt sammen mindet mig om min kørelærer Kurt, som lagde mærke til, at grunden til jeg havde svært ved den praktiske kørsel i starten, mest var min psyke. At jeg talte mig selv ned og sagde til mig selv, at det var træls. Så jeg har gjort mit bedste siden for at tale mig selv op i stedet og nyde, når jeg laver noget sjovt med børnene. Jeg tror mest, at jeg holdt op med at opfatte det som arbejde. Hvis jeg gjorde, arbejder jeg fr 7.45 til 21-22.
Det mest trælse har været ikke at have bilen. Jeg har heller ikke turdet spørge i sidste uge, om jeg kunne tage til mine møder med mine venner, så jeg har ikke set dem i næsten to uger (første uge var sygdom). Jeg kunne heller ikke kommer i kirke på Berean, så jeg måtte tage med familien til deres, hvilket jeg umiddelbart ikke har noget imod, for jeg har også fået venner der. Her i søndags fik jeg endelig taget mig sammen til at tage til de forløb for dem på min alder. Jeg har været med familien til deres kirke tre gange før, hvor jeg blev sammen med Valerie til hendes damemøder, men for et par uger siden fik jeg besøg af to missionærer fra Utah (Vivianna fik lektioner hver uge af to fyre på min alder, Hershal og Steele, men disse to var tøser på min alder, og de var rigtig søde!), så da jeg kom med denne gang, så jeg pigerne (Asay og Estes er deres efternavne, de går jo med at blive kaldt Sister Asay og Sister Estes) og gik hen for at snakke, og de tog mig til Sunday School for dem på min alder, og så bagefter til deres version af Singles møde. Mormoner har umiddelbart tre forløb i kirke - først en samlet tjeneste, så Sunday School og så noget andet. De har selvfølgelig nogle mærkelige navne, som jeg slet ikke kan huske! Det er meget forvirrende.. Den samlede tjeneste starter kl. 9, og varer oftest lidt over en time, og det er virkelig kedeligt! Så tog Sister Estes mig til noget de kaldte Gospel et-eller-andet, som er mormonernes version af Sunday School. Der hyggede jeg mig faktisk rigtig meget! Vi var 10-12 stykker med et gift par sidst i 30erne som lærere, og de vælger et emne ud fra en bog, som vi skulle diskutere. Vi sad allesammen rundt om et bord, eller i hvert fald på stole rundt om dem, som sad om bordet, og de havde valgt 'talent' som dagens emne. Vi læste lidt op og diskuterede, og det var hyggeligt og hjemligt og bare så afslappet. Missionæren Hershal var der også, men Asay og Estes var et andet sted desværre. Bagefter tog Estes mig til ungdomssamlingen, som også var virkelig kedeligt, for det var bare et par beskeder, og bagefter kunne hvem som helst bare komme op til podiet og fortælle om et eller andet. Jeg sad ved siden af en stor pige, hvis navn er smuttet fra mig, men hun var bare det gladeste menneske i verden, og vi hviskede lidt under det hele. Til sidst kom Estes til mig igen og vi udvekslede numre. Den store pige fortalte mig om endnu et møde, de unge har efter dette, men jeg var jo bundet af mit lift hjem. Desuden er jeg stadig ved at finde en balance med, hvor ofte jeg kan tillade mig at være væk fra familien. Men det var en positiv oplevelse alt i alt.

I tirsdags kom Valeries forældre Donna og Lewis. Deres fly var forsinket, så jeg havde børnene helt frem til ved 21 tiden, mener jeg, og da de kom, blev ungerne pludselig mega generte. Hvilket var underligt, for de havde boet hos familien, indtil jeg kom i januar. Det var jo ikke, fordi de ikke havde set hinanden i årevis. Men ja, bedstefaren skulle være lidt senil - om dagen virker han normal og leger med ungerne og hygger sig for sig selv, men jeg hører, at han tager på nattevandring i huset, så han har været oppe og gå rundt udenfor dørene ovenpå, hvor mit værelse er, men jeg har selv sovet som en sten og ikke lagt mærke til noget. Jeg har desuden fået et rigtig godt forhold til dem, især til Donna. Hun er bare den rareste gamle dame, og jeg føler ikke rigtig nogen stress med at vise, at jeg er overskudsagtig og kan klare det hele. Hun har altid travlt med rengøring og madlavning og tøjvask osv., og jeg skal have fart på, for at kunne lave det før hende. Jeg føler mig altid lidt skyldig, hvis hun laver noget, som jeg egentlig burde lave, især fordi hun har stok og smerter i ryggen, så jeg kan ikke lide, at hun føler trang til at lave så meget, når det normalt er mig, der skal. Men jeg har fået et mere afslappet syn på det, for selv hvis alt i huset er pletfri, har hun alligevel travlt med noget, så.. jeg tilbyder bare min hjælp, og hvis hun siger nej, finder jeg bare på noget selv. Hun har konstant rengøringsvanvid, men jeg har alligevel fundet ud af, at vi har en del til fælles. Fx essentielle olier og hvis vi lige har fejet, og nogen kommer ind med sko på, må vi begge bekæmpe vores indre Hulk. De to tager hjem i dag, og Valerie har fri, og Henning er hjemme syg, så jeg har fejet og tørret støv af, og ellers virker det ikke, som om jeg skal lave noget, inden Henning og Valerie tager Donna og Lewis til lufthavnen. Der skal jeg passe ungerne og nok også fodre dem og smide dem i bad. Vi hygger dog os altid, når det er badetid. De kommer alle tre i karret, og så har jeg en plastikkande, som vi leger jeg enten laver vandfald eller tisser med, jeg sætter på på kanten af karret med fødderne i vandet (så jeg skal også være så afklædt som muligt), og de bliver helt vilde, når jeg derefter smider fødderne op på den anden kant, så de fungerer som en bro. Og ekstra sjovt er det jo, når jeg bruger kanden samtidig. Så vi skal nok få det hyggeligt :)

I lørdags var Viviannas baptisme. Det er amerikanernes version af konfirmation. Lige meget hvilket gren inden for kristendommen, synes jeg, de virker ens. Barnet skal selv sige, at nu vil de gerne vedkende sig den kristne tro (ofte i 8 års alderen), og så vælger de en dato, hvor barnet kommer i kirke, skal bekræfte deres tro, og så bliver de dyppet i et kar med vand. I Arkansas så jeg en baptisme, da jeg tog i kirke med min veninde Jane Ann, hvor pigen havde eget tøj på, og præsten dyppede hende. Jeg kendte ikke til andet end det, jeg så - så jeg ved ikke, hvordan de forberedte det, eller hvordan festen var bagefter. Her havde Valerie forberedt en billedvisning, som blev koblet til et tv, det startede kl. 18, og vi sang nogle sange, inden omkring 5 personer kom op for at fortælle noget til begivenheden. Så blev Vivianna dyppet af Henning, flere snakkede, og så var der isbuffet til alle, der kom. Jeg fik snakket med en ven af familien, som var højgravid med sit fjerde barn. Hun havde sin 17 årige søster med, som skulle hjælpe til, når barnet blev født. Vi hyggede os, og søsteren og jeg fik opmuntret hinanden til at tage endnu en portion is, og jeg blev simpelthen så dårlig, da vi ikke havde fået aftensmad, og jeg har ikke spist slik/sukker i ugevis. Vi kom hjem ved 20 tiden, hvor vi mest bare ryddede op, og så gjorde os klar til seng.

I går var første gang, jeg så mine venner, siden tirsdagsmødet for to uger siden. Jeg har virkelig savnet dem, især fordi jeg mere eller mindre har været bundet til huset siden snakken, jeg havde med forældrene. Jeg hørte fra Jessica i sidste uge, hvor hun spurgte, hvordan jeg havde det, siden jeg ikke kom mere. Efter jeg fortalte om min situation med manglende bil, sagde hun, at hun med glæde kunne hente mig og køre mig hjem igen, og hun var rimelig sur over, hvordan familien behandler mig. Jeg skrev så i går morges og spurgte, om jeg kunne holde hende til tilbuddet, hvilket hun var mere end glad for. Hun ville hente mig kl. 18, så vi kunne gøre klar til mødet sammen. Donna hentede pigerne fra skole, jeg lavede lektier med Vivianna, og så hev de mig med udenfor for at spille baseball. Jeg har spillet med dem tre gange, og det er helt vildt at se deres fremskridt! Første gang var Henning med de første ti minutter, og han fortalte, at han havde prøvet at træne dem i at ramme med battet, når han kastede, men han mente ikke, at de forstod konceptet. De havde dog en plade med en pind på, som de kunne sætte bolden på og ramme derfra. Så gik han ind, fordi Svend ville se en film, og jeg prøvede alligevel at se, om de kunne ramme, når jeg kastede, og de ramte da et par gange! Vores spil består mest af mig, der kaster, mens de skiftevis svinger battet, og den anden står bag mig og render efter bolden, når den flyver. Jeg spillede igen med dem for et par dage siden, og så i går, som var tredje gang, kom Valerie og Henning hjem, mens vi var i gang, og de så begge til i forundring, mens begge piger ramte den ene bold efter den anden! Jeg tror, det har givet mig et plus i deres bog. Især Vivianna kan skyde bolden fra den ene ende af haven til den anden. Ironisk nok er jeg god til at træne dem, mens jeg selv stinker til spillet. I mandags var jeg med til min første softball kamp nogensinde. Sidste mandag var der også kamp, men der var jeg stadig syg. Jeg blev brugt som '12. position', hvilket er den laveste rang overhovedet. Man kommer ikke ud på banen til forsvar, men man er den sidste, som skyder, når det er vores tur. Jeg nåede at komme ud to gange. Første gang var jeg rystende nervøs, både pga. presset fra forventninger af holdkammerater og modstandere, men også fordi rigtig mange familier var mødt op til støtte. Bolden blev kastet, og jeg ramte ikke. Så blev den kastet igen, men den kom ikke så langt og nåede hen til 1. base, inden jeg kunne nå derhen. Anden gang ramte jeg heller ikke i første forsøg, men andet forsøg ramte jeg, jeg løb, og så så jeg kasteren med bolden i handsken, og jeg troede, at jeg var blevet grebet ud, så jeg stoppede midt i mit løb. Stor var min forvirring dog, da mine holdkammerater skreg, at jeg skulle løbe, og så så jeg kasteren smide bolden til 1. base. Så bolden havde åbenbart ramt jorden, inden kasteren greb den. Stor var min ydmygelse ved den opdagelse. Jeg var så flov over mig selv, men dem jeg snakkede med bagefter tog det pænt alligevel. Det er 'bare et spil' som de siger, men alligevel. Til kampen havde jeg fået et lift af Rita, fordi jeg ikke har fået bilen tilbage endnu. MEN anyway, jeg kom fra, at Jessica skulle hente mig kl 18, og jeg spillede udenfor med ungerne.
Her fandt hun mig, og jeg blev bare så glad for at se hende. Vi kørte hen til teatersalen, hvor vi snakkede, indtil folk begyndte at drysse ind, for vi havde ingen af tingene at gøre klar med. Hun fortalte mig, at en masse folk havde spurgt til mig, bl.a. Danielle, Kirsten, Jake og flere andre. Danielle havde godt skrevet på min facebook profil, og Kirsten skrev en sms, så jeg går og føler mig ret værdsat :)
I modsætning til Danielle er Jessica rigtig god til sladder! Jeg kan intet få ud af Danielle, men jeg fandt ud af fra Jessica, at Josh er helt vild med Kirsten (så meget at han tager lidt afstand fra andre piger for at vise hende, at han ikke har noget med andre), men Christine har været vild med Josh, siden hun flyttede til Fayetteville fra Alaska, og Kirsten og Christine er noget nær bedste veninder, så det er noget af en situation. Men jeg elsker den slags sladder - jeg giver det ikke videre, men det føles bare mere, som om jeg har en plads her, når jeg også kender til det indbyrdes. Adam var også glad for at se mig, og jeg fik det største kram af Jake.
Kan I huske, da jeg fortalte om festen, jeg var til i anledning af Super Bowl? Om hvordan jeg havde snakket med en fyr ved navn Devan Ramos hele aftenen? Jeg så ham endelig første gang siden da! Han spiller guitar til tirsdagsmøderne, når vi synger i starten. Og Jake tager snart af sted igen. Han smutter på endnu en 3-4 ugers træningstur omkring d. 29. april, og hans familie kommer på besøg fra fredag til mandag nu her, så han kommer desværre ikke med på campingturen. Det havde jeg ellers glæder mig til. Jeg glæder mig stadig, bevares, men hvis jeg finder mig selv et sted, hvor alle andre snakker på nær mig, kan jeg altid gå til ham. Vi snakkede lidt om det i går til mødet, hvad de planlagde at lave på turen; bade i søen selvom den er 'iskold', spille amerikansk fodbold pigerne mod drengene (der kommer vidst flere piger end drenge) og snakke religion. Der bliver bål, sang, fælles madlavning og måske et par gåture. Men det skulle blive meget afslappet. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg får et lift af Jessica og Adam, som desværre tager hjem engang lørdag, fordi Jessica jo spiller klaver i kirkeorkestret, men mens hun og jeg sad i bilen på vej hjem, aftalte vi, at jeg kunne overnatte hos dem og tage med i kirke, så jeg kan være lidt mere ude. Jeg kunne selvfølgelig blive og få et lift af en anden, men jeg vil hellere være sammen med de to. Det skal virkelig blive godt med en friweekend! Jeg glæder mig helt vildt!