Campingtur og picnic

Så er det blevet mandag, tirsdag og hverdag igen. Jeg sværger, den her telttur har været som en alt for kort miniferie, hvor jeg har skubbet alle mine bekymringer ud og bare hygget mig grænseløst. Det var virkelig fantastisk! Og der var faktisk en masse problemer, som ville have givet alle andre en lortetur, men... det betød bare ikke noget i længden. Nu til turen!
Fredag havde jeg alt i alt en god arbejdsdag. Jeg skulle først arbejde fra omkring halv ti, da Svend skulle til læge, så Henning tog ham. Vi havde en meget afslappet dag, ham og jeg, og jeg glædede mig både til at se mine venner igen (min ven Ea holdt tøsehygge, hvor vi havde aftalt, at vi skulle ringe over skype) og til turen. Pigernes hyggeaften startede kl. 18, hvilket jo passer fint med middag hos mig, og det kunne ikke passe bedre, at Svend faldt i søvn fem minutter før! Eas mor havde dækket op til mig med egen plads, hvor computeren sad på bordet, og så sad vi alle og snakkede. Lyden hoppede lidt af engang i mellem, men det var, hvad der kunne ske.
Henning kom hjem kvart i to, hvor Svend stadig sov, så han lod mig snakke videre, og da Svend vågnede fem minutter senere, lå Henning med ham endnu et kvarters tid, inden jeg tog over, så vi kunne gøre os klar til at hente pigerne. Henning skal tabe 12 pund på 12 dage (i fredags), så han har motioneret meget - han må kun veje en bestemt vægt til sin højde for at arbejde i militæret her.
Vi hjalp hinanden med at passe ungerne og gøre Vivianna klar til gymnastik, inden de tog af sted halv fem. Jeg fik lange krammere af børnene, og så gik jeg op for at slå tiden ihjel på værelset. Jessica og Adam kom og hentede mig kl 18, hvor vi kørte hen foran Josh's lejlighed i nærheden af deres, og her samledes vi alle, inden vi kørte efter hinanden. Vi var os tre, Kirsten og Christine, Josh, Justin, Jared og Jimmy (som er Jessicas lillebror på 21). Vi holdte ind og kørte gennem KFC på vejen, inden vi fortsatte. Jessica og Adam er helt fantastisk gavmilde, jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gøre gengæld - de vil ikke tage benzinpenge eller for maden til turen, og de har betalt min mad på KFC, og søndag gav Jessica mig et par flotte sko til kirke og en trøje, som hun egentlig bruger til hyggetøj, men hun sagde at hun havde andre magen til, og den så desuden bedre ud på mig, sagde hun. Jeg må finde en måde at give dem tilbage på. Vi kørte i fire biler, og Josh kørte forrest for at navigere. Der gik ikke lang tid, før det begyndte at øse ned, og det tog godt en halv time længere at køre derud. Heldigvis var det almindelig regnvejr, da vi endelig nåede derud, og de andre begyndte at sætte deres telte op med risiko for, at det kunne blive vådt. Jessica havde lånt ting til mig fra sin far (han er stor camping type), men det viste sig, at der ikke var noget dække over inderteltet (vi fandt så ud af søndag, at 'inderteltet' var vandtæt, så det behøvedes ikke), og hun havde ikke tænkt over et liggeunderlag, så jeg havde lidt et problem, men så kom Kirsten over og spurgte, om jeg ikke ville sove hos hende og Christine, for hun havde medbragt et ekstra stort telt med tanke på mig, og hun havde endda taget en ekstra sovepose med!
Da regnen næsten havde lagt sig, satte Adam og Jessica deres telt op med mig, og vi hjalp med at sætte Jimmys og Jareds hængekøjer op. Jimmys havde et smart dække over, så han lå øverst, og der var en masse barduner til dækket, som vi blev nødt til at sætte knæklys på, fordi vi blev ved med at vade ind i dem (læs: mest mig). Os piger gik på toilettet henne ved indgangen til pladsen, og da vi kom tilbage, havde Justin og Josh allerede lavet et kæmpe bål. Vi stegte et par skumfiduser på pinde, Josh skar til i enden, og sad længe oppe og snakkede. Jessica gik desværre tidligt i seng, fordi hun blev sur på Kirsten, da der var lidt uenighed over, hvorvidt vi skulle være stille eller ej (det var ret dumt, men vi var jo også trætte). Adam går meget op i at tage hensyn, da der var to andre campister godt ti meter fra os, mens Josh syntes, vi kunne gøre, hvad vi ville, siden vi havde betalt for at være der (15 dollars pr. nat). Adam, Jared og Jimmy var også gået til køjs, efter jeg, Kirsten og Christine gik på toilet igen for at gøre os natteklar, og så sad vi andre og snakkede op til, at jeg gik i seng kl. 1. Vi delte tumpe-historier med brækkede knogler, operationer efter bilulykker, og så fortalte jeg om, hvordan jeg besvimer, når jeg krammer en høj person, som klemmer til. Det var lidt svært at komme til at sige noget, og jeg har ikke rigtig nogle sjove/dramatiske historier at fortælle (udover da jeg havde kræft, men det er jo en helt anden kategori), så jeg havde ikke forventet den reaktion, jeg fik; de virkede meget forskrækkede, men jeg fik en mulig forklaring, da Josh sagde, at det lød som det, de kalder 'blood choke'. Han er jo i militæret, og der lærer de vidst den slags. Han forklarede, at man kan blive kvalt ved at få afbrudt tilførslen til luft (den som vi alle kender med kvælertag og det hele) og så ved afbrydelse af blodtilførsel. De kunne heller ikke forstå, hvorfor det skete, men de mente, at det var muligt, da jeg forklarede, at jeg havde et stort ar på halsen. Men de sagde, at jeg burde få det undersøgt. Jeg har bare aldrig tænkt over det som noget alvorligt. Det er kun sket 3 gange, men det har været samme position (jeg vil ikke forklare, da det jo kommer på internettet, og jeg vil ikke give hvem end, der læser dette, en så stor fordel over mig) - første gang med min far, anden gang med min værtsfar i Arkansas, og der har også været en gang med min ex Morten, hvor jeg ikke helt nåede at besvime, da jeg stoppede krammet i tide. Det er komplet med tunnelsyn, en bedøvelse af sanser, og næste øjeblik vågner jeg op på gulvet. Jeg har også sørget for at undgå den position siden. Men ja, da jeg gik i seng, begyndte de andre også at bryde op og gå i seng. Da Kirsten, Christine og jeg alle lå i poserne, spurgte Kirsten os begge, om vi havde 'prayer requests' (baptister beder meget, hvor de siger tak for de ting, de er taknemmelige for, og beder Gud tage hånd om problemer, som de selv og andre har - så de beder også til, at andre får løst deres problemer, så når de spørger, om nogen har en prayer request, spørger de, om nogen har problemer, de skal hjælpe med at bede til), hvorefter hun bad en lang bøn på vegne af os alle. Jeg syntes, at soveposen, Jessica havde taget med til mig, virkede lidt tynd, men hun sagde, at den kunne tage ned til frysegrader (det var Adams, så jeg tvivlede ikke på hende), så jeg tog bare nattøj på og lagde mig. Som altid er det bare himmelsk at komme ned i soveposen (liggeunderlag eller ej) de første 20 minutter, men så begyndte kulden fra jorden at krybe op gennem teltdugen og soveposen. Og den bed bare til resten af natten! Der var ingen bånd til at lukke åbningen til soveposen, så jeg krøllede mig sammen nede i bunden af posen, mens resten lå hen over mit hoved med siderne af åbningen folden under puden, der fulgte med, så jeg midt i min elendighed mest følte mig som en forårsrulle! Og jeg råfrøs hele natten, så jeg ikke kunne sove. Jeg kan ikke huske, at jeg vågnede på noget tidspunkt, hvilket jo er tegn på, at man ikke er faldet i søvn, men Christine og Jessica fortalte om morgenen, at de havde hørt mig snorke lidt og mumle, så jeg må jo have fået lidt søvn alligevel. Men det var en frygtelig nat, hvor jeg bare ventede på, at det blev morgen.

Lørdag morgen hørte jeg folk så småt stå op mellem syv og halv ni, men i det tidsrum var jeg endelig begyndt at slappe af på trods af kulden, så jeg blev liggende, indtil jeg skulle tisse for meget. Jeg opdagede, at mit venstre øre var blokeret, da jeg sover bedst på venstre side, så det var lidt svært at høre, om folk snakkede til mig. Jeg var dog godt olm, da jeg stod op, så da Adam sagde godmorgen, kiggede jeg bare blankt på ham (for at holde mig selv fra at rase på ham) og gik videre med min bh og toilettaske under armen. Jeg hørte dog Jessica sige, at jeg ikke var helt vågen. Jeg gik den lange tur til toiletterne i smukke, frodige, lysegrønne omgivelser, så min morgensurhed forsvandt, inden jeg nåede tilbage til lejren. Her var de begyndt så småt at lave morgenmad. Et par af drengene stegte pølser på pinde, nogen piskede æg sammen til røræg, der blev fundet ting frem, og Kirsten stegte små pølser på sølvpapir på risten over bålet. Jeg fik morgenkram og fortalte Jessica og Adam om mit nat, hvorefter Adam prompte rakte sin nylavede kaffe direkte over til mig med en stor undskyldning. Han mente, at jeg havde brug for den mere end mig. Det var ganske acceptabelt, er du gal, han kan lave kaffe! Den var næsten på niveau med min fars, og det var endda bare pulverkaffe, som man køber i små aflange poser!
Josh og Jared lavede røræggene efter pølserne var spist, og da det også var væk, lavede Josh og Jessica pandekagedej med banan, som jeg lavede på en aflang, rund pande med to håndtag, da jeg havde kontaktlinser i, så røgen generede mig ikke. Det er egentlig ret fantastisk, hvad kontaktlinser kan beskytte øjnene mod; bålrøg, løgsaft, regn.. det er det mest normale ting, jeg kan komme i tanke om. Den sidste pandekage, jeg lavede, var pr anmodning en, som dækkede hele panden i stedet for to små, og den endte overraskende godt! Jeg kunne bare ikke vende den selv, så Jared tog en dejskraber og hjalp til. Den pandekage gik alle og brækkede stykker af med fingrene, og da vi til sidst ikke kunne spise mere, tog Jessica (hun er en stor dyreven) resterne og smed ud til de bittesmå fugle, som hoppede rundt i nærheden. Vi så squ en kardinal! Det er North Carolinas statsfugl! Det er en helt rød fugl med sorte mærker omkring øjnene og næbbet, og så har den en sjov spids på hovedet! Den kom helt tæt på! Det var en stor oplevelse, da vores fugle i Danmark jo stort set alle er grå, sorte eller brune.
Efter en halvhjertet omgang opvask ved pumpen i kanten af vores plads (som skød vand op både ud af hanen og op af toppen, så vi er næsten alle sammen på et tidspunkt blevet overrasket af den, når vi stod hen over den! Hver gang ville vi drille hinanden, om de var kommet op at slås med pumpen haha!), gik vi en tur ned mod søen lige i nærheden. Adam ville blive på pladsen, da han ikke ville have 'uønskede gæster', og Jessica blev hos ham, da hun ikke ville have ham til at være alene med det hele. Så alle os andre gik, drengene kastede en frisbee frem og tilbage, mens vi gik, og efter fem minutter kom vi til søen. I ugevis op til turen havde Josh gået og snakket om, at han ville hoppe i søen med Adam (nogen gange blev der snakket om nøgenbadning) og skubbe Jimmy i også, men der har som sagt været koldt, selvom der var høj solskin resten af weekenden, så han var lige ved at springe fra. Han brugte endda skruerne i sit tidligere brækkede ben som undskyld, da han var 'bange for at de ville fryse fast', men efter lidt gruppepres og kommentarer, smed han endelig tøjet og hoppede i. Han kom hurtigt op igen og indrømmede så, at det ikke var så koldt, som han havde frygtet. Jeg gik selv i op til knæene, og ganske rigtigt var det næsten lige så varmt som Danmarks sommerstrande ude på det dybe vand. Jeg ville nok have hoppet helt i selv, hvis der havde været mere tid, men jeg samlede mod for længe. Vi fulgte søen lidt, snakkede med en fisker på vores alder, og skød så gennem skoven, hvor vi fandt en gammel svinet lejr, et shelter ligesom Æsels i Peter Plys, og en indhegning med geder, som vi kun kunne høre. Christine klagede over alle edderkopperne, som hendes falkeblik skuede på lang afstand, og Kirsten gik også forsigtigt mellem træerne, men jeg havde mine vandrestøvler på og mosede igennem med drengene. Og på magisk vis (og lidt hjælp fra GPS'en fra Josh's telefon), brød vi gennem skovbrynet, gik et par meter og opdagede vores egen lejr lige fremme. Det var ret imponerende! I løbet af dagen spillede drengene meget bold, hvor de stillede sig rundt omkring på pladsen og kastede en amerikansk fodbold til hinanden og kom op med forskellige regler, så det ikke blev så ensformigt. Jeg ville selv prøve at kaste, da der var planer for at spille rigtigt senere (hvilket ikke kom til at ske alligevel), så Jared smed bolden over til mig, og jeg kastede videre til Jimmy, og jeg må have gjort noget rigtigt, for Jared udbrød "Oh, she's got a canon! She's gonna be on my team!" Jeg forstod ham ikke først, men Jessica forklarede, at 'canon' bliver brugt både om piratvåbnet og den måde, man bevæger armen rigtigt på, så bolden bliver kastet hårdt. Så jeg blev da lidt stolt, at jeg blev valgt først af pigerne, også selvom det alligevel ikke blev til noget.
Hele lørdag ristede jeg skumfiduser med jævne mellemrum, spiste masser af melon og startede en trend med at riste min frokost (sandwich med ost og skinke) direkte på risten over bålet. Jeg var alt for træt til at lave noget hen på eftermiddagen, så da de andre gik endnu en tur, blev jeg tilbage med Josh, Kirsten og Christine, hvor vi snakkede og slappede af. Jeg brugte en del energi på at holde mig vågen, så jeg prøvede at holde mig i gang ved at lave noget (læs: spise). Mest riste skumfiduser, som jeg kan lave til perfektion! Der gik lige knap en time, inden de andre kom tilbage, hvilket var god timing, for jeg var begyndt at lede efter kaffen. Vi sad sammen og spiste melon, halvslumrede, hyggede og snakkede, mens nogle af os ville stege et eller andet på en pind med jævne mellemrum, og drengene spillede bold igen. Jeg begyndte at lege med Jessicas hår, da hun har det her lange, tykke, smukke brune hår, og når jeg har været på lejr med spejderne, har jeg altid sat alle pigernes hår i sirlige fletninger helt ind til hovedbunden, som kunne holde en hel uge. Det var hyggeligt at lave og nemmere at holde, når man ikke havde mulighed for bad. Først lavede jeg en fletning fra hendes højre side i panden, der gik skråt ned til modsatte side i nakken. Da jeg gav udtryk for at prøve at lave en fletning, som zigzaggede hen over hendes hovedbund, fik jeg besked på at løsne fletningen op og prøve. Det tog ikke så lang tid, som jeg havde troet, og det blev faktisk flot! Bag mig hørte jeg Jimmy sige; "That's the coolest looking brade I've ever seen!", og Jessica var også rigtig begejstret for den. Hun beholdt den hele aftenen, og da jeg pillede den op, inden vi gik i seng, havde hun nogle store, flotte krøller fra top til bund. Hun begyndte så småt at lave hamburgerbøffer med krydderier i, som faktisk smagte rigtig godt trods min skepticisme, for jeg prøver at holde mig fra den slags mad. Jeg fik stegetjansen, da jeg stadig havde kontaktlinser i, og der var rigtig god stemning rundt om bålet. Der var så meget fedt i kødet, at vi ikke engang behøvede smør på den aflange pande. Mens vi spiste, fortalte Jimmy om nogle fjollede lege, som jeg ikke ved, hvor han har fra. Han hintede til det hele lørdag, men når man får reglerne at vide, SKAL man åbenbart lege med, og det er en endeløs leg, så man skal konstant være på vagt. Han lege kalder han 'drink punch' og 'sandwich punch' (punch betyder 'slag'). Mens vi spiste, kunne han dog ikke holde det ud mere og MÅTTE bare dele det med os:

Drink punch:
Man må ikke blive vred
Man skal være med, når man hører reglerne
Man skal være udenfor
En person kan bare komme hen og slå den ud af hænderne på en eller hvis den står på bordet
Drikken er sikker hvis:
Man er ved at drikke af koppen/glasset
Den er dækket helt ting (selv sugerørsåbning gælder som ikke-dækket)
Hvis man har en finger over åbningen

Sandwich punch:
Man må ikke blive vred
Man skal være med, når man hører reglerne
Hvis noget er over sandwichen, men personen-som-slår ikke ser det, skal han købe en ny sandwich til ejeren
Man må gøre hvad som helst - nikke den en skalle, slå, albue den, søndersmadre den osv.
Sandwichen er sikker hvis:
Der er noget over den - hvilket som helst
Man spiser af den
Man har den i hånden

Adam havde også et par lege at fortælle om, fra da han var i træning til at blive Green Beret

Legen uden navn:
De kalder det ikke noget specielt, for de mener, at de ikke har fundet et værdigt navn endnu. Legen går ud på at Person 1 kommer hen og slår en snack ud af Person 2s hånd, hvor en tredje person kan komme og tage den og smide den væk, hvorefter en fjerde person kan sparke den væk osv, og hele gruppen kan slå Person 2, indtil han går hen og samler sin snack op. Han må ikke blive sur. Det skulle åbenbart være skidesjovt, men jeg synes, det er lidt meningsløst.

Snatchies:
En person kan bare tilfældigt komme hen, snuppe en anden persons snack og æde den foran personen, uden personen kan blive gal. Og personen må ikke blive sur. Det er også lidt meningsløst for mig, men jeg synes da, det er sjovt at gemme en drik eller en snack fra en person med ryggen til, og så se deres reaktion, når de tror, de har forlagt det. Men jeg giver det altid tilbage, hvis de ikke finder det.

Drengene kastede meget bold i løbet af dagen, og jeg er mere end en gang blevet overrasket af Justins sportslighed, da han mere virker som en flad-ud-på-sofaen-med-tv'et type. Jeg har dog senere fundet ud af, at han spillede mange sportsgrene både i gymnasiet og universitetet, så selvom han er lidt blød, er han både hurtig og stærk. Han var fx den, der kunne kaste bolden længst og mest præcist.
Christine og jeg blev overraskende tætte. Hun har virket som en meget privat person før, men vi gik og krammede hele tiden, og Kirsten var også puttet fredag, fordi hun var så glad for at være af sted, så jeg følte mig virkelig elsket med alle de kram, jeg fik. Men jeg havde generelt langt bedre kontakt og omgang med dem alle. Tidligere har jeg desuden følt mig lidt akavet, når jeg har haft noget at gøre med Josh (Jessica har jo fortalt, at han er vild med Kirsten, så han har prøvet at holde andre piger på afstand for at vise hende, at hun er den eneste for ham), men vi snakkede ret meget i løbet af lørdag. Han ville høre, om jeg havde det sjovt, hvilket jeg jo kun kunne bekræfte. Han krammede mig faktisk farvel, da Jessica, Adam og jeg kørte lørdag aften (Josh og Justin var de eneste, der blev til søndag), selvom han var noget forsigtig efter afsløringen af mit nemme 'blood choke', men det var alligevel et kæmpe fremskridt. Da jeg svarede sarkastisk på en kommentar, troede han dog, at jeg blev sur, hvilket Jessica fangede og bortforklarede, men jeg må åbenbart skrue lidt ned for sarkasmen. Det er bare et fantastisk skjold.
Efter aftensmaden havde vi vores egen lille Worship (hvilket faktisk havde været meningen vi skulle gøre mere ud af og oftere i løbet af turen), hvor vi sad alle sammen rundt om bålet og sagde tak til Gud og Jesus, for hvad vi var taknemmelige for, og bad til at egne og andres problemer blev løst eller gjort nemmere at bære. Man sagde bare noget, når en anden person var færdig, men jeg er ikke rigtig inde i bøn endnu, så jeg lyttede bare. Det tog en lille halv time, hvorefter vi ryddede op, delte overskydende ting, og så kørte vi hjem. Vi ankom i Adam og Jessicas lejlighed ved 22 tiden, hvor vi tog bad, vaskede alt, der lugtede af røg, og gjorde os klar til seng. Jeg sov på en sovesofa, som var himmelsk efter min hårde nat, men desværre lagde jeg mig ikke før 23. De tog sig rigtig godt af mig. Jeg ville ønske, jeg kunne overnatte noget oftere! Kattene hoppede rundt i min seng og jagtede hinanden en stor del af natten, men jeg sov som en sten.

Søndag var altså også god! Jessica og Adam stod op ved 8 tiden, da hun skulle møde kl. 9, men jeg slumrede helt til halv ni, inden jeg fik slæbt mig op og gjort mig klar på et kvarter. Adam lavede kaffe (som var næsten lige så god som lørdag morgen), og Jessica fandt en pæn mørk-hudfarvet lang trøje til mig, som jeg kunne have på, da jeg ikke havde tænkt over at pakke noget pænt. Vi spiste en banan på vejen med vores kaffe, og vi var der godt nok en halv time før Sunday School startede (da Jessica skulle øve til orkestret inden Worship), så jeg passede på vores pladser, mens Adam gik på toilet. Mr. Hawk (vores lærer) kom ind umiddelbart efter, hvor han virkede helt glad for at se mig. Jeg fik også at vide, at han havde spurgt til mig sidste søndag, da jeg ikke dukkede op. Der kom også en ny til Sunday School, en sort fyr ved navn Marquis (udtales Markis men jeg ved ikke, hvordan det staves).
Inden vi starter undervisningen, spørger Mr. Hawk altid, om vi har nogle prayer requests, som der altid er en del af. Denne gang gav jeg min første. Den gik til morfar, at lægerne skulle finde noget, der kunne hjælpe ham. Bagefter så vi en film med forfatteren til bogen Radical, som vi stadig er i gang med. Jake var kommet med sin søster Anna, og hun var rigtig sød. Det blev igen rigtig tæt på bænken til Worship, da vi er så mange, men ingen vil jo sidde et andet sted, så vi klemte os så tæt, at vi gnubbede lår mod hinanden igen. Jeg sad mellem Adam og Jake, så det gjorde ikke noget for mig. Mens Jake snakkede med en anden, snakkede jeg med Anna om hendes weekend, om at Jake trænger til smæk (bare for sjov selvfølgelig, men han er squ så kæphøj nogen gange!), og hun forsikrede mig, at hun havde givet ham en omgang til en hel måned. Hver søndag bliver der altid sendt mintbolscher rundt til vores række (jeg tror, de kommer fra Jessicas mor Kathy, som sidder for enden af vores række med Jessicas far), og ens taske virker så godt til at gemme mindre skrald, til man finder en skraldespand, så jeg lagde bolchepapiret i min taske, og ved siden af mig imiterer Jake mig, men lægger sit omhyggeligt i søsterens taske, mens han giver mig et smørret grin, og Anna sendte mig et mildt bebrejdende blik. Vi skubbede også til hinanden ret ofte, og da jeg begyndte at pille hår af mine bukser, fandt han et af mine på sine egne bukser, som han lagde over på mit ben, jeg sendte det tilbage, og så kæmpede vi en stædighedskamp med det ene hår, indtil jeg smed det på gulvet til sidst. Så tog han da bare et hår direkte fra søsterens hoved og lagde over på mig, men jeg sendte det i stedet tilbage til Anna, som endte vores leg med et strengt blik. Efter Worship fik vi desuden et par slag ind på hinanden. Jake gik til brydning i hele sin skoletid, så han er helt frisk på den slags. Lørdag fik jeg faktisk at vide, at kirken holdt en picnic (frokost efterfulgt af spil som softball og volleyball, som man bare kunne deltage i), så Jessica skaffede mig en billet til frokosten, og jeg fik her overtalt Jake til også at komme med. Jeg ved aldrig, om han rent faktisk kommer, men han virkede meget begejstret for det. Han tog dog med sine forældre og søsteren til frokost ude, så jeg kørte tilbage med Jessica og Adam sammen med Michael Griffin, hvor de skiftede fra deres fine kirketøj til noget mere dagligt, og jeg fik selv shorts på, inden vi kørte til parken, hvor picnicen var. Som sagt er alt bare sprunget ud nu, så selvom der var en kølig vind, var det virkelig det værd bare at komme derud med de lysegrønne omgivelser. Vi så først en horde af unger under 10 år på en større legeplads, og vi blev alle lidt chokerede, for vi troede, at vi skulle være her, og der ingen andre af vores omgangskreds var. Adam kørte dog videre, hvor vi hurtigt spottede parkeringsplads efter parkeringsplads fyldt med biler og holdte ind på den nærmeste plads. Vi kom dog forholdsvist sent (omkring kl. 13, men de fleste var bare taget direkte derover efter kirke), hvor vi bare spiste sammen og derefter ledte efter de andre. Danielle og Ernest kom dog over med Ernests mors lille hund (en dværgcollie sagde han vidst), som var totalt sød, og Kathy kom for at snakke med Jessica om noget. Vi fandt de andre i gruppen midt i et spil volleyball, så vi sluttede os til dem. Jessica og Adam gik over på det andet hold (med bl.a. Justin), mens jeg spillede sammen med bl.a. Kirsten, Michael Griffin, Josh og senere Jimmy og hans ven Finley, som jeg synes virker bekendt. Nøj, hvor var mit hold dårligt! I hvert fald i starten, men det gjorde mig lidt arrig. Jeg er så konkurrerende, og selvom jeg ikke selv var specielt god i starten, stod Michael fx bare ude på banen og gjorde intet for at ramme bolden - han svingede måske sin arm i retning af bolden, men han stod der bare, og hvis Kirsten endelig ramte, fløj den ad h til. Men snart lærte vi at spille som et hold, og derefter gav vi de andre kamp til stregen. Det hjalp selvfølgelig også, at der kom endnu flere fra gruppen, som ville spille, så vi til sidst havde for mange og måtte have udskiftninger, og hen ved 15 tiden kom Jake og Anna. Jake sluttede sig til mit hold, men Anna sad bare på bænken og kiggede og legede med sin telefon. Det kunne ellers have været sjovt, hvis hun spillede med. Marquis fra Sunday School kom også for at spille, og hvis vi var udskiftninger på samme tid, drillede vi hinanden på fuld tryk. Det var egentlig mig, der startede, fordi jeg kedede mig, men næste gang kom han styrtende mod mig, så jeg ikke så ham, før han var en meter fra mig, og så satte han af, plantede hænderne på min skulder og hoppede over mig! Det var ret imponerende, for jeg stod helt oprejst... men jeg blev simpelthen så forskrækket, at jeg skreg som en lille pige! Men jeg snakkede mest med Jake, siden Jessica, Adam og Danielle spillede på det andet hold, og vi kunne ikke så godt holde en samtale på tværs af banen. Vi skubbede, drillede og opmuntrede hinanden gennem spillet, og på et tidspunkt faldt han næsten oven på mig og væltede os begge, fordi han bare var over alt på banen! Lige meget hvor han skulle stå, endte han altid med at springe frem og tilbage mellem os for at redde bolden, og han faldt næsten mere, end han stod på. Han er endnu mere konkurrerende end mig og lynende hurtigt, så vi spillede nogle rigtig gode kampe. Heldigvis var der ikke score på. Jessica, Adam og jeg spillede fra kl. 14, Jake og Anna kom ved 15 tiden og tog hjem kl. 17, og vi andre brød op en halv time senere. Lidt før folk begyndte at tage hjem, holdt Jake og jeg pause på en bænk, hvor der i løbet af hele vores spil havde siddet masser af tilskuere - mest pårørende til dem, der spillede, men vi sad og snakkede. Jake rejste sig efter noget, og da han kom tilbage, dumpede Marquis frem af ingenting og tog pladsen ved siden af mig. Jeg har hidtil moret mig stort, når vi har drillet hinanden, men han er lidt speciel, når man bare snakker med ham. Fx troede han, at jeg kun drillede ham, fordi han var sort..hvilket jo giver ingen mening.. Da vi så pakkede sammen, kom han over for at sige farvel og insisterede på et kram, og da jeg krammede igen, kom vores præsts søn Austin (som havde spillet med os siden Jake tog hjem, og jeg har aldrig snakket med ham før) over og spurgte uden videre, om jeg kunne lide ham. Jeg svarede for sjov (og for at komme lidt væk fra Marquis) at nej, jeg kunne lide ham og gav ham et kram. Og jeg kunne bare se en kontakt inde i ham tænde og interessen lyste ham ud af øjnene. Jeg føler mig så dum nogen gange, for jeg fangede det ikke med det samme - jeg var sarkastisk og jokede, men han tog mig seriøst, så jeg er i en lidt dum situation, da jeg gav ham mit nummer. Heldigvis bombarderer han mig ikke med beskeder men alligevel. Og inden jeg smuttede, begyndte han bare at tage billeder af mig, som Michael sagde ville ende op på facebook. Endnu en gang må jeg dog klappe mig selv på skulderen; jeg går under navnet Dana her i offentligheden (hvor træls ville det være at være kendt som Nanna the Nanny?), så han finder mig aldrig på facebook. På vejen tilbage til lejligheden fortalte Jessica og Adam mig, at Austin har et eller andet, om det er let autisme/Aspergers eller svær ADHD kan de ikke huske, men jeg har bare i bund og grund været ret uheldig og dårlig til at bedømme situationen. Jeg håber bare, at han fatter et hint. Men hver gang nu, når jeg ser hans far præsten/pastoren, som er ham, der går helt amok i sine prædikener, ser han bare altid så arrig ud (synes jeg), og jeg går næsten i panik, når han går i min retning! Jeg er så bange for, at Austin måske har fortalt sin familie om mig (hvem ved med de skøre amerikanere?), og.. ja.. jeg tror bare, at han kommer for at skælde mig ud, hver gang jeg ser ham komme i min retning. Så jeg stikker altid af eller gemmer mig bag folk som den kylling, jeg er.

Men det var min weekend! Det har 'kun' taget et par dage at skrive, forhåbentlig tager det ikke så længe at læse! Som I kan høre, har jeg haft det helt fantastisk. Det er de her minder, jeg vil holde fast i, når jeg kommer hjem igen.
Jeg håber, at I alle har det godt!
Stort knus og glade tanker.