Vel overstået udskrab

Dette udlæg har jeg skrevet, da det skete, men jeg ventede med at udgive dem, fordi jeg ikke ville risikere, at noget familie på begge sider fandt ud af det gennem her. Nu udgiver jeg det godt et halvt år efter, da det er nok på afstand for os begge.

Mit forløb er ikke overstået endnu, men jeg har lige været igennem den mest "alvorlige" del af det. 

I fredags den 28.juni kl 12.40 havde jeg en lynhurtig konsultation efter henvendelse fra egen læge. Jeg skulle møde ved 537 Gynækologisk Ambulatorie og havde en tid med Annika og hendes kollega, som jeg ikke fangede navnet på. 

Efter konklusion om en molagraviditet sørgede Annika for, at jeg fik en tid til udskrab allerede mandagen efter, igår den 1.juli kl 10 (reelt tættere på kl 14), og jeg blev sendt videre til anæstesilæge og blodprøver. 

Jeg kan kun indrømme, at det var en chokerende nyhed for mig, og mens jeg sad og bearbejdede det, var der ingen ende på deres tålmodighed og venlighed, og de forklarede alt på en forståelig måde (også da de var nødt til at gentage et par ting). Anæstesilægen var også helt kanon og nede på jorden, og det var lige det, jeg havde brug for, for selv at komme ned på jorden. Til sidst sluttede jeg af ved den sødeste kvindelige blodprøvetager, som sluttede min dag af med at give mig et kram, og det var bare rigtig rart og beroligende. 

I går til udskrabningen på 414/438 var jeg ret presset, men jeg følte igen, at jeg blev taget rigtig godt hånd om - og i særdeleshed mit operationshold med bl.a anæstesisygeplejerske Rikke og to kvindelige sygeplejersker/læger og den mandlige anæstesilæge (ikke samme som i fredags). De gjorde alt, de kunne for at gøre mig godt tilpas og tryg. Jeg husker især, at jeg måtte holde en i hånden fra jeg lagde mig op på briksen, til jeg faldt i søvn, og at Rikke aede mig i panden og tindingerne. Det var SÅ rart og beroligende. Og så var det bare utroligt rart og værdigt, at jeg ikke skulle bringe mig i stilling, men at jeg både faldt i søvn og vågnede udstrakt liggende. Det er sådan nogle detaljer, der virkelig betyder noget, når det for mig føles som så grænseoverskridende et indgreb. 

Jeg synes, at hele forløbet indtil videre har været helt fantastisk. Jeg har simpelthen følt mig så hørt, set og behandlet med absolut værdighed og tryghed. Alle har været enormt søde og tålmodige (uden at virke pylrede for det har man heller ikke brug for), og jeg føler mig vejledt og taget hånd om hele vejen igennem. 

Jeg ved godt, jeg har været igennem et forholdsvist simpelt og "normalt" indgreb, men jeg har været maks presset mentalt, og så betyder alle deres indsatser så uendeligt meget.

Nu hvor det er overstået, fik vi at vide, at jeg skulle have en blodprøve ugentligt for at måle hcg, indtil niveauet er umåleligt. Efter to umålelige blodprøver i træk skulle jeg over til at tage blodprøver en gang månedligt fire gange, hvorefter vi så ville blive afsluttet. Jeg skulle ringe ind til afsnittet på Hvidovre, når svaret kom, så de kunne bestille en ny blodprøve til mig og sørge for, at alt var i orden. 

En mola graviditet

 Dette og det næste udlæg har jeg skrevet, da det skete, men jeg ventede med at udgive dem, fordi jeg ikke ville risikere, at noget familie på begge sider fandt ud af det gennem her. Nu udgiver jeg det godt et halvt år efter, da det er nok på afstand for os begge.

Lørdag 29.juni

Når nu statistikken er så høj for graviditeter, der går til, var jeg godt klar over, at jeg kunne komme ud for det. Når det nu skulle ske, er jeg nok meget glad for, at det var første graviditet, så jeg ikke havde et glad, lille første barn hjemme, som jeg skulle skåne for situationen og de mange følelser. Samtidig har jeg også en søster, som er indtil videre vellykket gravid med andet barn, og hun er rædselsslagen for at miste det, ligesom hun også var for at miste sin første graviditet. Jeg tager gerne én for holdet for at opfylde statistikken, så hun ikke skal igennem det. Jeg var ikke så bange for at miste, som hun har været. 

Jeg var til akutscanning på Hvidovre Hospital i går efter arbejde. Lige den dag (som i øvrigt var min sidste arbejdsdag hos mit nuværende firma, inden jeg bliver ansat i søsterfirmaet efter sommerferien), var jeg så enormt heldig at have en kort dag med tidlig fri, så det kunne lade sig gøre at være fleksibel med scanningstider. Jeg mødte kun søde mennesker hele processen igennem. Jeg blev hentet ind til tiden, og der var en kort samtale om årsagen til mit besøg, om jeg havde symptomer, blødning osv. Jeg er begyndt at få lidt kvalme om morgenen nogle dage, men det er kommet for nyligt, og jeg har ikke oplevet blødning overhovedet siden min menstruation for snart to måneder siden. Jeg fortalte også, at min eneste frygt faktisk var, at det var en graviditet uden for livmoderen. Hvis jeg skal have en abort, virker den medicinske mere tiltalende for mig, fordi den virker både mindre invasiv, og fordi vi kan gøre det hjemme. Den kirurgiske abort foregår under fuld narkose, og så suger de livmoderen tom. Jeg har været under narkose flere gange og er ikke bange for det, men det er bare tanken om den slags abort, jeg ikke er så tryg ved. 

Så kom jeg op på briksen og ringede til Mathias, så han kunne være med. Han er stadig i prøvetidsperioden på sit nye arbejde i Roskilde, så vi syntes ikke, han skulle tage fri. Lægen scannede mig vaginalt og snakkede meget lægesprog til den anden læge/sygeplejerske i rummet, og så kaldte de en overlæge ind for at snakke om det. Jeg forstod kun ordene biopsi og patologisk graviditet, hvilket ikke lover helt godt. Efter jeg fik bukser på igen, fortalte lægen mig så, at jeg har det, der hedder en mola-graviditet, som hun selv aldrig har set før i virkeligheden. Kun 80-90 kvinder får det om året i Danmark, og det er en vækst uden foster, der vokser i livmoderen, og kroppen opfører sig som om, den er gravid. Da de skal være helt sikker på, at alt bliver fjernet, skal jeg have en kirurgisk abort. De fandt en tid til mig allerede på mandag, og det vil blive en overlæge, der udfører indgrebet. De fortalte en masse ting om faste og andre forberedelser, men jeg fik det faktisk dårligt, så nogle ting har ikke helt sat sig fast, men de har givet mig alle de relevante papirer, som jeg kan læse over weekenden. Lægen sagde også, at en mola ikke forhindrer eller komplicerer fremtidige graviditeter, så jeg skal ikke være bange for min fertilitet fremover. 

Jeg blev sendt videre til en anæstesilæge og til sidst blodprøver. Anæstesilægen var en frisk mand i 30erne, som, både fordi vi snakkede om andre ting, og fordi han var så nede på jorden, fik beroliget mig lidt. Vi snakkede bare om, hvorvidt jeg havde været under narkose før, om jeg har allergi over for noget, og hvilken medicin jeg tager nu. Jeg skulle vise, hvor meget jeg kunne bevæge munden og tungen, og generelt virkede det meget stille og roligt. Han var bare rigtig venlig og frisk. 

Til sidst skulle jeg havde blodprøver, og det gik ret hurtigt. Det var en kvinde på min alder, der tog mine prøver, og hun var enormt sød. Her nåede jeg bare et punkt, hvor jeg ikke kunne rumme mere, så da hun smalltalkede, kunne jeg ikke tage mere information, og jeg blev ked af det over hele situationen. Hun gav mig et kram og var bare rigtig sød og ønskede mig held og lykke, og så tog jeg hjem. Jeg vil overordnet give 10 ud af 10 stjerner for helhedsoplevelsen på Hvidovre. Selvom det var en dårlig årsag til at være der, synes jeg bare, alle var enormt søde og dygtige. 

Jeg har ikke læst nogen af papirerne endnu, for jeg er ikke helt klar til at tage stilling til noget eller tænke for meget over, hvad jeg skal på mandag. Vi tilbringer weekenden hos min svigerfar, både fordi Mathias gerne vil gøre campingvognen klar til vores sommerferie næste søndag, for at få lidt fred fra byen, og så fordi der er Åbent Hus i vores lejlighed i morgen. Vi er blevet ret glade for, at vi har overladt det hele til en ejendomsmægler, så de kan sørge for det hele, og hvis/når der kommer flere fremvisninger, smutter vi ofte ud af byen i weekenderne og har i øvrigt snart sommerferie, hvor vi tager halvanden uge til Jylland i campingvogn. Så kan vi have ro i maven over, at vi ikke behøver tage hjem, hver gang nogen vil se lejligheden, og ejendomsmægleren har kontor 30 meter fra vores hoveddør, så det er nemt at aflevere nøglerne. 

Nu skal jeg bare slappe af og læse papirerne, når jeg kan rumme det. 

En ambivalent tid

Dette og de næste par udlæg har jeg skrevet, da det skete, men jeg ventede med at udgive dem, fordi jeg ikke ville risikere, at noget familie på begge sider fandt ud af det gennem her. Nu udgiver jeg det godt et halvt år efter, da det er nok på afstand for os begge.

 26.juni

Der er måske sket lidt for meget den seneste tid. Sidste gang jeg skrev, var Mini 5+0. I dag ved vi dårligt, om Mini lever. I torsdags var vi til tryghedsscanning, hvor jordemoderen ikke kunne finde noget i gestationssækken, hvor Mini skulle ligge, men hun kunne ikke se noget derinde. Den havde ikke den rigtige form, men tværtimod var den ujævne bønneform tegn på, at der klart var hcg-hormoner i min krop, men at livet derinde sandsynligvis var gået til. Det var en lidt træls weekend, hvor både jeg og Mathias lige skulle bearbejde nyheden, og jeg kunne klart mærke, at jeg var ved at gennemgå en sorgproces, hvilket undrer mig lidt, for jeg har ikke haft så stærke følelser om graviditeten eller en frygt for at miste den. Jeg har langsomt omstillet mig til, at det nok ville ende med en abort, men jordemoderen anbefalede, at jeg fik en blodprøve to dage fra hinanden for at se, om hcg niveauet steg eller faldt. Hun mente bare, at der var størst sandsynlighed for, at der ikke var noget inde i gestationssækken. Der er en lille sandsynlighed for, at vi bare er blevet scannet for tidligt, men hun lænede mest mod det andet udfald. 

Jeg ringede dagen efter og fik en tid ved lægen til i dag. Det var lidt en kamp, for lægehuset har sidste uge inden sommerferien, og der var ikke flere tider tilbage. De fik dog klemt mig ind, fordi det var så vigtigt, og jeg havde i forvejen en tid fredag morgen, som jo ville passe perfekt med de to anbefalede blodprøver. 

I mellemtiden fik vi en god kontakt til vores lokale EDC ejendomsmægler, som allerede inden for en uge af første telefonopkald havde arrangeret fotograf, billedredigering og boligopslag, og i dag præcis en uge efter første kontakt, ligger vores lejlighed ude på nettet. Mathias er primær kontakt, og vores mægler Michael har allerede ringet til ham og fortalt, at der er en henvendelse, som er på vej i banken. Så må vi se, om Michael kan gøre noget, eller om vi møder samme problem, som hele vores måned med selvsalg, hvor alle bankerne har afvist lejligheden grundet andelens økonomi. Vi krydser rigtig mange fingre!

I dag var jeg så ved lægen til første snak. Jeg vidste ikke helt på forhånd, hvad jeg kunne forvente af konsultationen, og det var også en for mig ukendt læge, der tog imod mig. Det kan være, han var afløser op til sommerferien. Han var egentlig rar nok, og han ville henvise mig til en gynækolog på hospitalet, som ville indkalde mig til en ny scanning. Da jeg dog fortalte om jordemoderens anbefaling om to blodprøver, stillede han sig helt uforstående over det og kunne ikke se, hvad de skulle bruges til. Jeg insisterede på, at det ville være en sikkerhed at kunne holde resultaterne op sammen med scanningen for at være sikker, og jeg kunne ikke forstå hans modstand mod det, når det var blevet anbefalet af en anden sundhedsfaglig person. Han gav sig til sidst og stikkede mig i total stilhed, og efter han var færdig, sagde han så nærmest trodsigt, at så måtte jeg jo finde ud af, hvordan jeg skulle få resultaterne, når de gik på ferie på fredag. Jeg gik derfra ret rystet og chokeret over, at jeg skulle forsvare et ønske om sikkerhed, som ville tage så lidt tid og ressourcer fra ham. Det er heller ikke rart, hvis der er noget ikke levende inden i mig. Alt i alt var det en rigtig dårlig oplevelse, og dem har jeg heldigvis ikke mange af, og så håber jeg, at jeg aldrig ser ham igen. Sandsynligheden er nok heller ikke så stor, når vi håber på snart at flytte i hus et godt stykke væk. 

Nu må vi se i hvert fald. Jeg skal til læge igen på fredag og håber på en ny blodprøve, og så bliver jeg indkaldt til scanning snarest på hospitalet. Vi krydser fingre. 

For at slutte positivt af så overraskede Mathias mig på vores årsdag sidste tirsdag den 18. juni. Han havde booket bord ved en italiensk restaurant, som havde afsindig lækker mad. Efter vi havde bestilt mad og drikke, trak han noget op af lommen og gik på knæ foran mig. Han havde simpelthen købt en forlovelsesring, og jeg blev så overrasket over hans frieri, at jeg gik helt i baglås. Jeg kan ikke engang huske, om jeg sagde ja, haha. Ringen passede helt perfekt, fordi han havde sneget sig til at måle den ring, som jeg normalt går med, og den er så smuk. Han har enormt god smag i smykker og rammer faktisk plet, når han køber noget til mig. Jeg er så glad for, at vi er blevet forlovet, og jeg har virkelig været klar til det længe. Datoen kommer vi til at snakke om på et senere tidspunkt, da vi vil fokusere på lejlighedssalg, forhåbentligt snart indflytning i hus og se, om Mini bliver til noget i denne omgang. 

Et lille nyt kapitel

Dette og de næste par udlæg har jeg skrevet, da det skete, men jeg ventede med at udgive dem, fordi jeg ikke ville risikere, at noget familie på begge sider fandt ud af det gennem her. Nu udgiver jeg det godt et halvt år efter, da det er nok på afstand for os begge.

Det er ganske nyt for os begge to, men i går den 6. juni 2024 fik jeg to svage positive graviditetstests. Alle steder, jeg har læst, siger, at en svag positiv stadig er positiv, da testen reagerer på hormonet hCG i min urin, og en lille mængde er stadig en mængde. Jeg tager en test igen i dag den 7., og hvis vi har behov igen, tager jeg en test igen senere. Mathias har svært ved helt at forstå det, og ærligt er det også totalt surrealistisk for mig. Vi har mest snakket om børn på et abstrakt niveau, men på Mathias' mormors fødselsdag den 31. marts stoppede jeg med minipiller. Vores beslutning var, at hvis noget skete, ville det ske, men vi ville ikke gå målrettet efter min ægløsning. Jeg ville dog stadig tracke min ægløsning for at følge med, for jeg har læst en del om, at når man stopper på hormonel prævention, kan kroppen bruge op til mange måneder på at vende tilbage til sin naturlige cyklus. 

Jeg fik min første menstruation efter 5 uger (mandag den 6. maj), som varede i 5 dage (kortere end mine menstruationer før minipillerne), og i de 5 uger nåede jeg ikke at detektere en ægløsning. Min ægløsning skulle i følge testene være faldet den 23. maj, og vi hyggede dagen før og dagen efter. Jeg tænker den 22. maj var udslaget, for værterne på podcasten Fødselskanalen siger, at man har mest sandsynlighed for at blive gravid to dage før og en dag efter. 

Så mere eller mindre med vilje er vi jo blevet gravide i første "forsøg", eller første sporbare cyklus. Det synes jeg er lidt vildt, for vi er begge fyldt 31 år, og jeg havde lidt forestillet mig, at det ville tage et stykke tid. Det sjove er, at Marlene og James i mandags ringede for at fortælle, at de er gravid med deres andet barn, og at de har termin omkring den 3. februar. Hvis man går efter den første dag i min sidste menstruation, kan jeg regne mig frem til, at vi har termin omkring den 10. februar. Det bliver et travlt vinterhalvår med fødselsdage! Jeg har selv fødselsdag i december, i januar har min mor, mormor, svigermorfar, svigeronkel og svigermor fødselsdag, og i februar har min svigerfar, Mathias, Marlene og min papsøster Anja fødselsdag. Til det kan vi tilføje vores og Marlenes kommende barn. Hvis Marlene dog skal have kejsersnit igen, som hun fik med Julie, plejer de at ville udføre kejsersnittet en uges tid før termin, og for mig er det jo første graviditet, så det kan meget vel gå over tid, før jeg føder - hvilket jeg overvejende vil gøre naturligt. 

Der kommer til at blive mange ting, vi skal tage stilling til - om vi vil have tidligere scanninger end tilbudt af det offentlige, om vi vil have kønnet at vide, om vi vil have barnet på hospitalet eller hjemme osv. Vi står også midt i huskøb og venter kun på at få solgt vores andelslejlighed, som desværre viser sig mere besværligt end først antaget. Vi regner med, at vi sidder i vores nye hus inden vinter, og så skal vi jo også beslutte, om vi skal have barnet på Roskilde eller Holbæk sygehus, som begge er tæt på. 

11. juni:

Nu er der gået nogle dage, hvor vi har kunnet summe lidt over vores lille nyhed. Vi synes begge, det er svært at helt forstå, at vi sandsynligvis bliver forældre om 8 mdr., men delvist er det også fordi, vi er klar over, at omtrent hver 4./5. graviditet går i vasken inden for de første tre måneder. Jeg tror også, det bliver nemmere at forholde sig til, når vi har scanningsbilleder, eller når jeg render rundt med en bule på maven. 

Hen over weekenden tog jeg to ekstra tests, som begge viste positiv, og især den sidste søndag eftermiddag var den slags tydelige streg, hvor man bare slet ikke er i tvivl om, at noget er derinde. Udover at min menstruation er udebleven, har jeg ikke så mange symptomer endnu, og hvis jeg ikke havde taget en positiv test, ville det måske ikke have faldet mig ind, at jeg var gravid, så jeg er glad for, at jeg var opmærksom. Jeg har hovedpine og halsbrand i perioder, og mine bryster er meget ømme, men jeg har hverken kvalme eller sanseforstærkning, hvilket jeg kun vil være glad for, hvis det udebliver, haha. Jeg kan også mærke træthed, men det er ikke på et overvældende niveau, og jeg ville ikke have tænkt over, at det var på grund af graviditet, hvis ikke jeg vidste det i forvejen. 

Siden sidste år begyndte Mathias og jeg at tage multivitamintabletter og andre tilskud, både fordi det ville gavne os selv, men også for at fylde mine depoter op, så når jeg engang ville blive gravid, så startede vi ikke med et underskud af visse vitaminer. Jeg så dog i går, som var 5+0, altså 5. fulde uge og begyndelsen af 6. uge, at der ikke var nok folsyre og kalk i vores multivitaminer - og der var faktisk lidt rigeligt af vitamin A, som ikke er så godt at få for meget af - så jeg bestilte nogle vitaminpiller målrettet graviditet med alle de rigtige mængder af de rigtige vitaminer. De hedder VitaCare Mama Gravid og pr. dag indeholder 1 multivitamin/mineral, 1 tablet calcium/magnesium og 2 kapsler omega-3. Jeg fandt først ud af, efter jeg bestilte dem, at de kun indeholder til 30 dage, hvor jeg faktisk troede, det var til 4 mdr., fordi der stod 120 stk., men når der er 4 tabletter om dagen, giver det rigtigt nok til 30 dage. Det var lidt mange penge for kun en måneds vitaminer, men jeg tager det som den perfekte næring til Mini, og så må vi finde ud af, om vi fortsætter med en ny pakke efter de 30 dage eller finder et alternativ.

Udover vitaminer tænker jeg faktisk meget mere over, hvad jeg spiser. Det har ikke været svært at gå kold tyrker på alkohol, og mit sukkerindtag er også faldet betydeligt. Jeg har undersøgt, hvad jeg må spise, ikke må spise, og hvad jeg må indtage i begrænsede mængder, og jeg kan mærke, at jeg automatisk vælger sunde madvarer at putte i munden nu frem for kalorieholdige måltider. Jeg og Mathias snakkede i går om, at vi skal spise mere fisk, broccoli, bælgfrugter og fuldkorn, og at avocado faktisk skulle være en supermad til Mini. Vi kan godt lide avocado, men det er ikke noget, vi har spist meget af, så det bliver noget, vi vil prioritere at have hjemme nu. 

Ellers har vi lært, at Mini nu ved 5+0 er 2mm, så på størrelse med et riskorn. Den har et hjerte med to kamre, som allerede slår, selvom det ikke kan registreres ved en scanning. Dens rygmarv begynder at tage form, da neuralrøret begynder at lukke sig, og hoved og hale og små arm- og ben-dutter er ved at forme sig. 

Sidste dag på Madeira og hjemtur

Kort resume af sidste dag, da det er længe siden. Følgende er det, jeg skrev originalt som udkast. 

Efter så mange ponchaer og romsmagning i går, havde Mathias lidt tømmermænd, så vi havde en rolig formiddag på hotelværelset. Jeg tog lidt morgenmad med op til ham, og over middag gik vi ned i poolen. Ved ankomst på hotellet fik vi to billetter, som ville give os gratis håndklæder til poolen, hvorefter vi skulle betale for at leje dem, men fordi vi har haft så meget drøn på oplevelserne, har vi villet gemme pooltiden til de sidste par dage. Jeg har også dårligt nået at strikke! Jeg har haft pindene i hænderne to gange på en uge nu, og det har været allersidst på aftenen, mens vi har set lidt tv. 

Vi fandt ud af vi havde gratis spa! Ved ankomst fik vi to billetter til poolhåndklæder, og de skulle hentes i “kælderen” af hotellet som var spaafdelingen. Da receptionisten registrerede vores værelsesnummer, sagde hun, at vi faktisk havde gratis adgang til spaen, som normalt koster 5 euro at komme ind til! Vi havde ellers tænkt at bruge udendørspoolen, som var til alle, men når vi bliver tilbudt gratis spa, er der da ingen tvivl om, hvor vi skulle tilbringe vores dag i stedet. Der var næsten menneskefrit, havde panoramavinduer ud til bjergene, byen og havet. Dampbad/tyrkisk bad, isfontæne, Four seasons shower med brusehoveder fra top til tå på de tre vægge, sauna, og i poolområdet var et stort bassin med mange funktioner som vandfald, en liggestol med boblebad langs midten, undervandssiddeplads også med boble, og en lækker jacuzzi. Der var stille musik i baggrunden. Vi følte os som konger og var helt ekstatiske over den uventede fornøjelse, der ventede os, og vi er meget glade for, at vi havde sat dagen af til det i stedet for at trave rundt i byen og så runde af i poolen, som vi egentlig havde snakket om. Vi kan også mærke at en afslapningsdag er tiltrængt efter så meget drøn på. 

Halv fire smuttede vi hurtigt op til poolbaren og fik en toast hver, så vi kunne holde til et par timers luksus mere, solbadede kortvarigt ved den udendørs pool, inden vi gik ned til spaen igen.

Kl 18 gik vi op på værelset til et bad, inden vi gik i byen til sidste måltid. Vi gik først over i det mere vestlige Funchal, som vi ikke har set før, men restauranten i målsigtet var allerede fyldt op, så vi gik tilbage til samme gade, vi spiste ved for et par dage siden, og her var en restaurant, som ikke så ud af meget på forsiden, men gennem porten bredte sig den hyggeligste terassehave ud foran os til åben himmel med kravleplanter langs både siderne og tagplankerne og små søde borde. De kunne lige præcis klemme os ind efter et par, der lige var færdige, og vi så flere par efter os, der blev afvist. Vi skulle naturligvis have espatadas på vores sidste aften med den lokale øl coral, en salat og Gato Marcel og creme brulee til dessert, som er den bedste, jeg nogensinde har prøvet! Vi var hjemme 22.30, pakkede kufferter og gik i seng.

Vi stod op igen kl 7.15, smed tøj på og gik direkte ned og tjekkede ud, så vi havde mest mulig tid til morgenmad, inden vi skulle afsted. Receptionisten var rigtig sød og tjekkede busplanen til lufthavnen for os, da bussernes hjemmesider er lidt forvirrende og mest står på portugisisk, og heldigvis for det, for det var åbenbart en helligdag på Madeira, og det kunne jo fuldstændig have ændret tidsplanen. Den skulle gå 8.45, som var den mest komfortable tid, når vi skulle flyve 12.05 med en halv times køretid til lufthavnen, og stoppestedet var lige på den anden side af hotellet, så det var dejligt nemt. Vi gik ned til bussen i god tid, men 8.45 passerede, 10 min ekstra passerede, og 20 min passerede, og vi blev rigtig bekymrede, for den skulle kun køre en gang i timen. Lige som jeg overvejede at kontakte hotellet, kom bussen, og vi ankom til lufthavnen mere end 2 timer før afgang. Vi gik en lille runde på terminalen for at fordrive tiden, og da vi gik udenfor på en terrasse, hørte vi pludselig “Hold kæft hvor er der mange sjællændere her!”, og pudsigt nok var det de sønderjyder, vi mødte forleden på Madeira Rum House! Vi fik en rigtig god snak om vores respektive rejser, og hvor vi ellers har været/kan anbefale at tage hen og fremtidige ferieplaner. Her fik vi en masse gode tips til ture til bl.a Kroatien, Kreta og Spanien. 

Flyet tog af rimeligt til tiden, og så kunne vi ellers slappe af de næste 4 timer og 40 min (så godt man ellers kan slappe af spærret inde med mange andre mennesker). Det var alt i alt en rigtig god tur!

Monte Palace Tropical Garden og en aften i byen

Denne gang var det Mathias' tur til ikke at have sovet så godt. Han begyndte at blive lidt snottet igår, og vi mistænker, at det nok bare er for meget aircondition både i bilen og i løbet af natten. Vi hyggede os derfor bare på værelset til formiddag, og så gik vi ned i byen og tog svævebanen op til Montes tropiske have, som er berømt for dens natur. Inden afgang smurte vi os begge godt ind i solcreme for ikke at lide en solskoldet skæbne. Svævebanen op til Monte går fra havnen i Funchal, og det koster 18 euro retur. Man kan tage banen op, og så er Monte desuden også kendt for noget, der hedder toboggans, som er store, flettede kurve, som folk kan sidde i som en kælk, og så styrer to store mænd toboggaen ned til Funchal. Denne tur var dog ikke mulig i dag. Vi fik ikke at vide hvorfor, bare at der ved skranken til svævebanen var et skilt med et kryds over et billede af en toboggan. Montes tropiske have lå lige ved siden af svævebanen, og billetterne var smådyre, hvilket jeg ikke havde set på forhånd, men det virkede lidt som et must at komme derind af andre turister og besøgende. Det var også en meget smuk have, og vi kunne se skilte på alle planterne i den 70.000 m2 have, hvor de kom fra, og det var vidst hele verden. Vi så dog ikke noget fra Skandinavien eller Grønland, men ellers var alle kontinenter repræsenteret. Alle dage på ferien havde vi taget en ekstra trøje med, hvis det skulle blive koldt, og alle dage har det været unødvendig vægt, fordi der har været så varmt, så i dag lod vi dem blive på hotellet - og selvfølgelig var det også i dag, det var småkoldt, så vi kunne have haft glæde af et ekstra lag. Selvfølgelig var vi også halvvejs oppe af et bjerg, og der var overskyet, men da vi var helt oppe på Pico do Arieiro, var det stadig varmt, så vi regnede ikke med, at det skulle blive et problem. Mathias gik og pudsede næse hele dagen, så efter 2-3 timer vendte vi tilbage til Funchal.

Vejen op til Monte i svævebanen

Der var flere udstillinger i haven; bl.a. en afrikansk udstilling med statuer og figurer og (som her) en udstilling med juveler og ædelsten fra hele verden

Mange eksotiske planter

Montes palads i den tropiske have

I haven var en lille niche med en japansk have

Der var koi-fisk og karper i alle vandhuller i haven

Uden for den tropiske have var kirken Paróquia Nossa Senhora do Monte, som fejrede 100 år siden begravelsen af Karl 1. af Østrig, hvis gravkammer ligger inde i kirken. Da jeg var for let påklædt, kunne vi desværre ikke komme ind og se den. 

Resten af dagen gik vi bare rundt i byen og hyggede os, og i anledning af at vi har afleveret bilen, ville vi smage poncha. Kl 16.30 fik vi første ponchas ved A Poncharia tæt ved kabelbanen. De mest populære ponchatyper står på barbordet, og når de skal skænkes, pisker de med en træpind (på den gammeldags måde man prøver at lave flammer med en træpind mod brænde uden tændstikker), så det bliver blandet rundt. Det kostede 3euro pr glas, og vi prøvede varianterne pescador og maracuja. Den originale poncha er en blanding af appelsin- og citronsaft, honning og sukkerrørsrom. Pescador, som betyder fisker, er kun med citronsaft, hvilket var Mathias' favorit, og maracuja betyder passionsfrugt, som de bruger til næsten af mad, dessert og drikkevarer. Derfra gik vi rundt og så de steder af byen mod øst, vi stadig ikke havde set, hvor vi fandt kirken Ingreja de Santiago Menor og kiggede ind. Herefter en lille sidegadecafé hvor vi fik sangria og en mega stærk poncha med limpets, fordi de er mega lækre. Vi begyndte at lede efter rigtig aftensmad, men det var lidt svært, når gader med mange restauranter har tjenere udenfor, der prøver at råbe os ind i stedet for at lade menuen tale for sig selv, og vi bryder os ikke om den krejlerkultur. Vi endte med at gå rundt i en stor cirkel tre gange, før vi fandt et lille sted Tartaruga med en sød tjener tæt på et torv med live musik. Her fik vi limpets igen, god lokal øl, espatadas og blæksprutte i en løg- og tomatsovs, som smagte rigtig godt. 

 Ingreja de Santiago Menor

Vores blæksprutte og espatada

Idet vi skulle prøve ponchas rundt i byen, havde jeg fundet særligt ét godt anmeldt sted ved navn Madeira Rum House med speciale i rom, hvilket jo også er i poncha, og heldigvis lå det lige for enden af den lille gade, vi spiste aftensmad, så der sluttede vi aftenen. I anledning af andensidste dag, vi er her, gav vi os selv frie tøjler, så vi startede med en romsmagning, der bestemt ikke skuffede. For 15 euro fik vi fire varianter fra fire forskellige destillerier. Den første var produceret i år i Santa Cruz, klar i farven da den ikke havde ligget på fad og havde 50% alkohol - de andre tre havde omkring 40% alkohol. Aromaen var sød og lækker, men smagen var lidt mere sprittet. Den anden havde lagret i 3 år, var produceret i Calheta og havde en sød kvalitet. Den tredje var en 3-årig tør rom produceret i den nordlige del af øen, som er kendt for at lave god, tør rom, og den sidste havde lagret i 9 år og produceret i Calheta. Jeg smagte kun lige for at smage, og der var tydelig forskel på den 9-årige og de andre, og Mathias hyggede sig med resten. Mens solen gik ned og nattelivet kom frem i den lille gade, nød vi den bedste, frisklavede poncha, vi hidtil havde fået. På Madeira Rum House havde de kun pescador-ponchaen, som var den kun med citronsaft, og den var perfekt afstemt mellem citron, honning og rom. Vi fik lidt flere, end vi burde, og vi prøvede også en særlig rom med sukkerrørshonning, som smagte mest som en intens, blød karamelrom, og den gled meget nemt ned. Vi var der næsten tre timer og så det skiftende klientel, mens mørket faldt på, og stemningen var helt enormt hyggelig. Ved bordet ved siden af vores sad der pludselig en gruppe sønderjyder, som vi faldt i snak med og delte oplevelser med, inden vi gik tilbage til hotellet ved midnatstid. 

Romsmagning

Funchals bedste pescador poncha

Vi faldt lige på hovedet i seng og glædede os over, at vi stadig havde en dag i morgen!

Pico do Arieiro og Santana

Dagen begyndte lidt tidligere idag, så vi kunne køre kl 10.30 mod bjerget Pico do Arieiro. Alle anbefalinger går egentlig på, at man skal opleve bjergtoppen ved solopgang, fordi det skulle være en særlig oplevelse, men når det tager 40 min i bil derhen samt parkeringstid (hvis alle vil derhen samtidig, forestillede vi os, det nok ville tage lidt tid), så ville vi hellere prioritere søvnen og så nyde turen i vores eget tempo. Vejen derop, som de fleste andre steder på Madeira, var meget snoet og stejl, og flere steder blev vi faktisk næsten bekymrede for at vippe bagover med bilen. Vi oplevede også mod slutningen af køreturen, at der var fritgående får på vejen, så vi måtte passe lidt på. 

Pico do Arieiro bød på en café, souvenirshop og smukt udsyn, men efter lidt konferering blev vi enige om kun at gå den første lille km ud til udsigtspunktet “Ninho da Manta”, da vi må erkende, at vi har brugt for meget at vores energi de sidste par dage, og vi ville hellere nyde det første stræk og kunne noget resten af dagen end slide os helt ned og være færdige resten af ferien. Det har skuffet mig at måtte erkende ikke at være tiptop frisk, for det var netop denne tur, jeg havde set så meget frem til, men det dur bare heller ikke at ligge vandret resten af vores ferie. Så vi nød den første strækning og lovede hinanden, at hvis vi nogensinde kommer tilbage til Madeira, skal vi gå hele vejen til Pico do Ruivo.

Starten på vandreturen mellem Pico do Arieiro og Pico do Ruivo.

Her ses Pico do Arieiro fra Ninho da Manta

Ved det første udsigtspunkt Ninho da Manta

Hvis vi skulle fortsætte, skulle vi gå på bjergryggen her i al sin stejle pragt

Her var direkte nedgang fra begge sider af en flere meter lang trappe, og man skal ikke se ned, hvis man er højdeskræk!

Mathias besluttede, at vi resten af dagen skulle til Santana og se de tradtionelle huse, og på vejen hjem skulle vi se Kristus statuen Cristo Rei i Canico. På vejen fulgte jeg med på kortet og fandt små smukke afstikkere, hvor vi kunne få nogle fantastiske billeder - bl.a Miradouro Ribeiro Frio og Miradouro de Nossa Senhora dos Bons Caminhos, to udkigspunkter tæt på Santana.

Miradouro Ribeiro Frio

Miradouro de Nossa Senhora dos Bons Caminhos

Vi ankom ved 14 tiden i Santana og fandt parkering på en sidevej, hvor vi kunne gå op til de traditionelle huse. På vejen kunne vi se, at der var enkelte af husene spredt rundt i byen, og der boede faktisk nogen i dem (fandt jeg ud af, da husfar gik forbi og vinkede, da jeg tog et billede), men de mest velholdte er samlet og bruges også til handel, da der sidder nogen indeni og sælger poncha, postkort, souvenirs, is og andre småting, men der var også et traditionelt væveri inden i et af husene, som solgte færdigvævet stof, og et hus med en stor, smuk blomsterhave foran, som solgte blomster, planter og frø. De traditionelle huse daterer tilbage til Madeiras opdagelse, var lavet af strå og træ, som både var billigt men også afhjalp de varme temperaturer. Tagenes trekantede form var naturligvis for at lede regnen væk, så huset forblev tørt, og indeni fandtes kun opbevaringsrum på loftet til fødevarer, og køkken og soveværelse i stueetagen. De var højst dobbelt så høje som mig og mellem 10 og 20 kvadratmeter.

Huset med blomsterforretningen

Husene var omkranset af brolagte stier og smukke haver

Vi købte en hjemmelavet, madeiransk is hver, en med acai og banan og en med citron, ingefær og basilikum. Særligt den sidste var frisk, og den med acai smagte mest af banan. På den anden side af vejen var et marked med frugt og planter, men det var ikke så spændende andet end for et blomsterophæng fra lygtepælene ind mod en stang i midten, som så rigtig fint ud. Jeg har læst mig til, at markedet kun er rigtigt levende i weekenderne.

Ved 15 tiden kørte vi mod Cristo Rei-statuen i Canico. Statuen var med ryggen til øen, så vi skulle gå rundt om og ned ad en stejl trappe, for at se den forfra.

Til aftensmad ville vi udnytte sidste aften med bilen og kørte til restauranten Abrigo do Pastor i Camacha nord for Funchal, som havde rigtig gode anmeldelser. Den lå halvvejs oppe af et bjerg, og på det tidspunkt begyndte tågen at sætte ind. Vi bestilte en pebersteak med salat og pommes og kaningryde. For første gang valgte vi også dessert; traditionel karamelbudding og noget som minder om fragilite iskage. Buddingen var slet ikke, som jeg havde forestillet mig - det var faktisk mest som en kold æggestand med tynd karamelsauce på, og selvom jeg ikke nød den som håbet, kunne jeg da krydse det af listen.

Det begyndte at tåge udenfor restauranten

Min kaningryde samt salat og kartofler

Efter måltidet var vi enige om, at vi var godt trætte efter en masse gode oplevelser, så vi tog bare tilbage til hotellet, hyggede os, drak et glas rosé og så noget fjernsyn.