tirsdag den 12. september 2017

Sommer til efterår

Jeg indser, at det nu er længe siden, jeg sidst har skrevet herinde. Jeg flyttede til Hellerup i juni, og jeg kan ikke sige, at jeg er utilfreds. Det er et trygt område, og jeg føler mig godt tilpas der.
Jeg fik jo også et opkald i samme periode, at mit firma var nødt til at lukke ned, fordi vi ikke havde opgaver nok, så jeg fik et tilbud om at flytte direkte over i vores søsterfirma Tolketid, som manglede hænder grundet et højt antal tolke, der skulle og allerede er på barsel. Dette tilbud takkede jeg ja til ligesom mine kolleger Mads og Sofia. Vores to andre kolleger takkede nej til tilbuddet og fandt anden beskæftigelse. Vi tre startede så pr 1. august, så jeg har været der i godt 6 uger nu. Jeg var meget skeptisk i starten, fordi der er så mange i firmaet (jeg tror, at inklusiv alle er vi 18 tolke mod 5 i Teksttolk), og jeg trives som regel ikke så godt i større grupper. Jeg må så indrømme, at jeg har givet mig selv en lang næse, for jeg har det utrolig godt både i firmaet og i fællesskabet. Vi er jo ikke sammen hver dag allesammen, så vi er kun sammen i mindre grupper skiftende oppe på kontoret, hvis vi ikke tæller personalemøderne med. Jeg synes, mine nye kolleger har taget rigtig godt imod os, og så hjalp det selvfølgelig også, at Teksttolk, Tolketid og vores tredje søsterfirma 12k deler kontor, så jeg havde jo mødt dem alle i forvejen og stiftet bekendtskab med dem i løbet af foråret. Jeg har det rigtig godt! Nu hvor efteråret er kommet over os, er der også mere og mere arbejde til os, idet vi har fået flere opgaver, så jeg føler mig desuden sikker i min stilling.

Ellers er der ikke så meget nyt at fortælle om livet herovre.
Jeg var selvfølgelig også på ferie i tre uger i juli, hvor jeg besøgte min søster i Brighton, tog til Toscana med min mormor og så slappede jeg af den sidste uge i Jylland hos familie, så jeg har rigtig nydt ferien! Jeg regner bestemt også med, at jeg på et tidspunkt tager mig sammen og lægger billeder fra ferien op her på bloggen!
Men fremover vil jeg virkelig prøve at opdatere oftere. Jeg har bare ikke haft så meget at fortælle - udover om min fantastiske ferie, men det er nemmere at fortælle, når der også er billeder at se på samtidig.

Jo, så har vi også haft DHL på arbejde! Det er en begivenhed, hvor alle firmaer kan melde sig til og skal gå eller løbe 5 km, hvorefter der er hygge og grill. Der bliver bestilt firmatrøjer til alle, så der bliver noget sammenhold, og i år var vi et stort hold i alt! Tolketid og 12k slog sig sammen, så vi løb/gik sammen i blandede grupper - både blandet i firmaer men også hørende og døve, ansatte tolke og chefer. Jeg er lidt usikker på formålet med begivenheden, men der var i hvert fald mange tusinde mennesker samlet i Parken, hvor det blev afholdt. Udover DHL var der samme aften en stor fodboldkamp på stadion lige ved siden af, så der var en del politi rundt omkring. Det var rigtig hyggeligt at opleve det!
Nedenfor lægger jeg to holdbilleder op fra dagen, så I kan se. Nedenunder kommer mere generelle billeder, som jeg selv tog i løbet af det hele.

Det samlede hold til gåturen. Os fire til venstre er fra Tolketid, og pigen til højre er vores døve veninde,
som trådte til, da vi manglede en ekstra "mand".

Organisationens aktive deltagere + kameramand og en tolk, som kom 2 minutter efter, billedet blev taget.
Startskuddet hørtes og vi maste os fremad
Min sektion med gå-holdet
En flot rute i Parken
Jeg sneg mig lige til at tage et billede her
Vi gik forbi stadion (tror jeg det her er), hvor der blev spillet kamp

Der var forskellige mennesker, der underholdte forskellige steder på ruten
Der var virkelig enormt mange mennesker
Vores tid (men da vi nåede igennem buen, var der allerede gået 8 minutter)
Min hold som hepper på den anden side!

Andre hold
Superhygge om aftenen

Rigshospitalet




lørdag den 10. juni 2017

Ny bolig!

Nu har jeg så virkelig gode nyheder! Jeg har allerede fundet et nyt sted at bo, og jeg kan allerede flytte ind d. 20 i denne måned, altså om 10 dage.
Boligen er faktisk to værelser i en privat villa på tre etager i Hellerup. Det er tre minutter fra s-tog og busser, området er helt roligt og stille, og der er faktisk virkelig smukt. Villaen har en køn lille have og terrasse, og der er en utroligt hyggelig stemning indenfor og i værelserne. Det er simpelthen så hjemligt, og jeg har virkelig mulighed for at skabe et godt hjem der. Huslejen er ganske rimelig, så jeg kan også få sparet godt op.
Jeg ved godt, at jeg havde lovet at sætte billeder op af min tidligere lejlighed, men denne gang skal jeg nok gøre det! Jeg tror også bare, at jeg blev ved med at glemme det, fordi det ikke føltes som mit ægte hjem. Jeg syntes, at det var fint, da jeg var i det, for det var jo en dejlig lejlighed og placeret et dejligt sted, men det har selvfølgelig ikke været mit helt eget. Selvom jeg "kun" får nogle værelser for mig selv, er det alligevel mine, som jeg ikke skal ud af eller dele. Jeg skal så dele køkken og badeværelse, men udlejeren er rimelig struktureret og er lige så glad for at planlægge som mig, så jeg tror, det kan fungere godt.
Villaen har som sagt tre etager, og udlejeren udlejer faktisk to værelser på både 1. og 2. sal. Begge står ledige, og jeg har så fået lov til at vælge først. Da jeg først besluttede at leje to værelser hos hende, var det faktisk ret svært at beslutte mig for, hvilken sal jeg helst ville bo på. De øverste to værelser er rigtig godt arrangeret pladsmæssigt, der er en kanon udsigt, der er masser af opbevaringsplads i form af to skunke, og der er godt med skabsplads. Anden sals værelser var smalle og lange, men der var helt nye skabe og en dejlig stor altan! Jeg tænkte egentlig mest på altanen i første omgang, fordi jeg kunne have mine planter derude, men min udlejer har ikke noget problem med, at nogle af planterne kan være udenfor på terrassen/i haven, og jeg kan jo bare sidde udenfor i haven/terrassen, så altanen er ikke så nødvendig. Og så er der oven i købet en lille niche i det ene værelse med et par skabe, køkkenbord over og en håndvask, så der er mulighed for et tekøkken; jeg behøver altså ikke gå nedenunder, hver gang jeg vil have popcorn eller te. Så jeg glæder mig bare virkelig til at flytte ind og få lavet det rigtig hyggeligt!
Jeg lover at tage billeder denne gang, når jeg får indrettet og fået det hele på plads!
Men jeg ville bare dele hurtigt, at jeg ikke står uden tag over hovedet, og at det hele nok skal gå.

søndag den 4. juni 2017

Lejeopsigelse

Der er desværre sket det kedelige, at jeg er blevet opsagt af min lejlighed tidligere på ugen. Da vi indgik aftalen om at underskrive kontrakten, vidste jeg godt, at min udlejer kiggede efter en ny lejlighed, som kunne rumme hele hans familie, og at jeg i den sammenhæng skulle overtage lejemålet efter ham. Jeg fik så et opkald af ham tidligere på ugen, hvor han så havde den gode nyhed for ham, at han havde fundet en ny lejlighed... men han havde så fundet ud af, at jeg ikke lovligt ville kunne overtage lejemålet, fordi der er en lang venteliste hos boligforeningen, som håndterer lejlighedskomplekset. Dem kan jeg ikke bare springe over. Så jeg må starte forfra igen.
Jeg snakkede i den her sammenhæng med min chef, fordi min prøveperiode fra 1. juni er afsluttet, og jeg ville høre, hvordan min status var i firmaet; om de stadig overvejede mig, eller om jeg nu er fast inventar. Min chef sagde, at hun snart ville indkalde mig og Mads (som også arbejder for Teksttolk men startede en måned før mig) til en samtale om vores ansættelse, hvilket jeg ser frem til. Jeg ringede så til hende (det gør vi via video/Skype) dagen efter min samtale med min udlejer, da jeg lige ville nævne, hvordan min situation var, og for at få et praj om min status i firmaet. Mit formål med at ringe, var fordi jeg tænkte, at hvis jeg ikke var sikret på arbejde, kunne det nok påvirke, hvor grundigt  jeg kommer til at lede efter et nyt lejemål. Men min chef var bare virkelig positiv; hun sagde, at hun var rigtig glad for min indsats og mine kompetencer, og hun håbede meget, at vi kunne fortsætte vores samarbejde. Så sådan jeg opfattede det, har jeg en meget fast plads i firmaet, og det er jo bare en kæmpe lettelse!

Men nu har jeg så modtaget min udlejers opsigelse af vores lejekontrakt, hvor jeg har indtil d. 31. juli til at finde et nyt sted at bo. Vores kontrakt har faktisk kun én måneds opsigelsesvarsel, men jeg har fået to måneder, så jeg ikke skal ræse igennem boligmarkedet og/eller ende på gaden. Jeg har så været rimelig aktiv lige fra min samtale med udlejeren, og allerede i torsdags så jeg en kælderlejlighed i Valby, i morgen skal jeg se en kælderlejlighed i Vanløse, og på onsdag skal jeg muligvis til Brøndby Strand, men lige det syn har jeg ikke fået et tidspunkt på endnu.
Kælderlejligheden i Valby var bare slet ikke god; den stod til 50 km2, men 2/3 af den var badeværelse, værelset var ubehageligt småt, og "køkkenet" var et tekøkken med 1 meter bordplads, 2 elektriske kogeplader, en håndvask, skabsplads under vasken, og ingen plads til hverken ovn/komfur eller køleskab. Der var slet ikke plads til bare en tiendedel af mine ting. Så det bliver bare et nej på alle punkter. Jeg er meget fleksibel, når jeg er så presset af tid, for jeg kan jo kigge efter en mere ideel lejlighed, mens jeg bor et mindre permanent sted. Men det skal også kunne lade sig gøre, at jeg bor der - jeg kan jo ikke sove oven i bogreolen. De to kælderlejligheder, jeg skal se på i morgen og onsdag, virker faktisk gode på papiret. Jeg er ret spændt på at se, hvordan de er i virkeligheden, men hvis de er lige så okay i virkeligheden som på papiret, kunne jeg sagtens bo der på ubestemt tid. Begge lejligheder er også billige i husleje og forbrug, så jeg ville have mulighed for at spare meget op på siden.

Så kryds fingre for mig! Jeg skal nok holde jer opdateret.
Hav det godt!

mandag den 22. maj 2017

Nye briller

Jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg lørdag morgen fik en e-mail om, at mine briller var færdige og klar til afhentning. Det har kun taget dem 3 dage, hvor jeg havde fået et estimat på 2 uger. Jeg fik besøg af min far og papmor denne weekend, så da vi alligevel skulle ned i byen, smuttede jeg lige hurtigt ind i Louis Nielsen for at hente dem. Jeg vedhæfter billeder nedenfor, så I kan se. Det er helt mærkelig at kunne se ordentligt igen! Nu venter jeg kun på de stærkere linser :)
En lille bonusinfo er, at stellet er designet af den danske haute couture designer, Jørgen Simonsen!



onsdag den 17. maj 2017

Nye briller, nyt tegnnavn..nyt nyt nyt

Nu er det ved at være tid igen! Jeg kan slet ikke forstå, at tiden går så hurtigt! Jeg arbejder jo bare, og selvom jeg kan kigge på mit skema for en uge og tænke, at pyha den ser godt nok hård og lang ud.. så pludselig er det fredag, ugen er overstået, og jeg har fået mit nye skema..
Vi er nu også over mors dag - den gik også hurtigt. Der kom ingen blomster på bordet denne gang (som vi ynder at gøre), men jeg lovede i stedet at hjælpe med at klippe hækken, når det bliver aktuelt. Det tror jeg også vil blive sat mere pris på, end en dusk døende planter i mange farver. Men glædelig mors dag til jer derude!

Jeg synes umiddelbart, at arbejde går godt! Jeg har nogle yndlingsopgaver, og på langt de fleste opgaver kommer jeg rigtig godt ud af det med de døve - og med de hørende for den sags skyld, men jeg har nu mere kontakt med de døve. Jeg synes, at det er rigtig hyggeligt at møde nye mennesker, selvom det er socialt udmattende for mig sidst på dagen. Det giver mig stadig hemmelig-agent-følelsen, når jeg er på arbejde, fordi jeg er den eneste i lokalet, som kan begge sprog, og fordi jeg springer fra opgave til opgave.
Så idag havde jeg halvanden time at tilbringe i byen mellem to opgaver, hvor jeg så valgte at gå i Louis Nielsen for at få en ny synsprøve og kigge på brillestel. Det er længe, at jeg har ønsket mig nye briller, for mine nuværende er fra 2011, og jeg føler ikke, at de rigtig klæder mig. Selv hvis jeg ikke skulle have nye stel, skulle jeg i hvert fald snart have nye glas i, så jeg kunne lige så godt slå to fluer med ét smæk. Det har bare tidligere været enormt svært at finde stel, som jeg både kunne lide, og som klædte mit ansigt, men idag fik jeg altså en rigtig sød optiker, som havde god erfaring og kunne finde ud af at matche folk med de rigtige briller. Vi tog først synstest til både linser og briller, og bagefter rendte vi rundt i forretningen og prøvede stel. I starten var jeg noget skeptisk over de briller, hun valgte til mig, men det har sandsynligvis også noget og gøre med, at jeg er vant til meget anerledes stel, end dem hun viste mig. Efterhånden kunne jeg dog godt se, at de flere af dem faktisk var rigtig gode, omend helt forskellig fra den stil jeg ville have valgt til mig selv, hvis jeg var alene om at vælge. Og de her briller er meget bedre til mig end de andre. De dækker heller ikke for mine øjne, som de andre gør, så derfor vil jeg kunne arbejde med de nye briller på - det er jo vigtigt, at de døve kan se mine øjne, fordi halvdelen af mimikken sker omkring øjnene (og mimikken er en utroligt vigtig del af tegnsprog - det svarer til vores toneleje samt videreformidling af stemning). Så jeg er utroligt tilfreds med det endelige valg, og de er klar omkring slutningen af måneden. Det tager et par uger, fordi jeg valgte at få fortyndet glassene tre gange samt få hærdning (mod ridser) og antirefleks (så mine omgivelser ikke genspejles i brillerne). Jeg fik desuden halv pris på glassene, tilbud på den samlede pakke og flere rabatter pga. mit abonnement hos dem, så jeg endte med alt i alt 2000 kr. - og stellet i sig selv bestod af 75% af prisen. Så jeg synes, det har været en rigtig god handel. Jeg skal nok lægge et billede op, når jeg får dem! Jeg glæder mig altså til at få dem og de nye linser; så kan jeg rent faktisk se ordentligt! Jeg bruger primært kontaktlinser på arbejde, fordi det bare er nemmere at se mine øjne, og så risikerer jeg ikke at rive brillerne af, hvis mine hænder laver en uheldig bevægelse...men hvis jeg nu har rygende travlt og ikke når at tage kontaktlinser i, er det dejligt at kunne bruge brillerne i stedet, og det ikke er et problem.

En anden ting, jeg har været lidt utilfreds med i et stykke tid, er det vi i døveverdenen kalder et tegnnavn. I stedet for at skulle stave navne hele tiden, får vi tildelt et tegn, som passer til os, og det bruger vi som vores navn på tegnsprog. Man vil altid blive spurgt, hvorfor man har det tegnnavn, man nu engang har. Visse navne har faste tegn f.eks. Morten (som er tegnet for "hare"), Peter (som er tegnet for Rusland), Matilde (som er tegnet for chokolade - pga. kakaomælken) osv. Andre med navne som ikke har et fast tegnnavn skal selv finde på eller få et tegnnavn. En af mine klassekammerater fra uddannelsens tegnnavn er "kreativ", fordi hun er dygtig til håndarbejde. En anden klassekammeraters tegnnavn er "fletning" over den ene skulder, fordi hun altid går med en lang fletning. Mine døve lærere på uddannelsen har henholdsvis tegnnavnene "radio" og "grine", da den ene taler hurtigt og som et vandfald, og den anden er altid glad og griner meget. Så tegnnavne kan både passe til en på en fysisk, mental, interessemæssig og vanemæssig måde. Det kan også være et tegn, hvor de ændrer håndformen til deres navns forbogstav. Der er ingen regler, men tegn som kun udføres med 1 hånd er foretrukne, da det er nemmere at udføre. Men i løbet af uddannelsen har mit tegnnavn været en sammenfletning af to tegn, som sammen betyder "talefejl", fordi jeg nemt glemmer vigtige detaljer, når jeg fortæller historier, hvilket som konsekvens kan få historierne til at lyde helt forkert. Det har været fint nok, fordi jeg ikke havde andre ideer til bedre tegnnavne, men jeg har aldrig følt, at det var det helt rigtige. Så foreslog min kollega Sofia for godt en måned siden, at mit tegnnavn kunne være "at passe på" - det kan både betyde hensyn, at passe på nogen, pas på, at sørge for nogen, at passe nogen, at holde øje, og kan bruges i kontekst af at drage omsorg for nogen. Jeg kan være forfærdeligt asocial, men ofte sørger jeg for, at folk har, hvad de har brug for, sørger for de er mætte, glade, og især hvis de er hjemme hos mig. Så nu skal jeg huske at præsentere mig fremover med det nye tegnnavn! Men jeg er gladere for det end for det andet.

Jeg håber. at I har det rigtig godt!

fredag den 5. maj 2017

Hård uge med succesoplevelser

Denne her uge har været ret presset - det har været en ret atypisk uge for mig, men den har ikke været så unormal for et tolkeskema generelt. Vores skemaer er meget varierede nogle gange. Jeg har haft en rimelig normal mandag og tirsdag - udover at min opgave mandag aften blev forlænget med lidt over to timer, fordi de to døve på den opgave skulle være to steder på forskudt tid, og den døve med den seneste opgave havde glemt at bestille tolk. Han spurgte mig selvfølgelig pænt, om jeg kunne forlænge min tid, men så måtte jeg ellers skynde mig hen det andet sted.
Så skulle jeg tolke tirsdag, onsdag morgen, onsdag aften, torsdag eftermiddag og hele fredag. Så blev jeg spurgt tirsdag, om jeg kunne tolke en kirkebegivenhed lørdag formiddag - jeg var så ved at regne sammen på, hvor mange timer jeg ville have til rådighed, for vi må ikke arbejde mere end 45 timer om ugen. Det ville være lige knebent nok - jeg ved godt, at der ikke har været mange opgaver, men to af opgaverne skulle jeg bruge rigtig meget tid til at forberede mig. Det skrev jeg så tilbage, men også at hvis der kunne laves lidt om i mit skema, ville jeg gerne tage tolkningen om lørdagen. Så blev det så lavet om til, at min opgave onsdag morgen og torsdag eftermiddag blev fjernet (og givet til en anden tolk). Det betød så, at jeg kunne bruge hele onsdag, indtil jeg skulle afsted på opgaven om aftenen, til at forberede mig til den opgave, og så hele torsdag havde jeg fri, så jeg kunne forberede mig til fredag og kirketolkningen lørdag. Det kræver rigtig meget forberedelse til især kirketolkning, for tegnsproget er helt specielt i den sammenhæng. Der er en speciel rytme, tegn, og der skal generelt være et større tegnrum (det område foran kroppen, hvor vi udfører tegnene - hvis man har et lille tegnrum og små tegn, kan dem nede på bagerste række i princippet ikke se).
Så det har været en helt vildt speciel uge, men det er gået virkelig godt på alle opgaverne, selvom jeg har været nervøs - men det har betydet rigtig meget, at jeg også har haft tid til at forberede mig det, jeg har haft behov for. En af grundene til at jeg har været nervøs for især onsdag aften, fredag (idag) og lidt lørdag, er fordi niveauet generelt er højere på de opgaver, end jeg normalt tolker. Men jeg havde så en sjov opdagelse idag, hvor jeg på opgaven i starten sad og svedte, mens min co-tolk (tolken man arbejder på skift med) tolkede det første stykke tid - puha hvor var det altså højt niveau, det kunne jeg slet ikke overkomme! Jeg fik det bare mere og mere skidt, mens jeg ventede, for jeg kunne slet ikke se mig selv arbejde på det niveau. Så satte jeg mig i stolen ved min tur.... og så gik det faktisk enormt godt! Jeg havde lidt en oplevelse, som om jeg mentalt tænker på mig selv som på praktikant-niveau, men at jeg i virkeligheden allerede har udviklet mig vildt meget de sidste to måneder. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg har haft primært tegnsprogstolkninger denne uge (ikke så mange skrivetolkeopgaver, som jeg plejer at have), og jeg kan virkelig mærke, at jeg har haft tegnsprog meget mere i hænderne på det seneste, og så har det også noget at gøre med, at jeg havde en kanon god co-tolk, som var klar, hvis jeg manglede et tegn. For selvfølgelig manglede jeg tegn af og til, og selvfølgelig kunne jeg også mærke, at denne opgave var ud over min egen paratviden... men hold da fast, hvor gik det bare meget bedre, end jeg havde forventet. Det var bare en kæmpe succesoplevelse!
Så ja.. jeg vil sige det igen - det har været en speciel uge, men det har været så fedt at prøve.
Jeg kan også mærke, at der er sket rigtig meget i min generelle attitude i forbindelse med denne type arbejde; de første par uger var jeg indirekte stresset over alt det her med, at jeg skulle fare fra det ene sted til det andet flere gange om dagen med varierede dage og varierede uger. Det var spændende at prøve, og jeg var glad for at prøve det, men jeg følte det ikke så "behageligt" (af mangel på bedre ord), og jeg havde svært ved at se, at jeg skulle blive vant til det. Det er gået forholdsvist hurtigt, for jeg føler allerede nu 9 uger inde i karrieren, at det er blevet en "selvfølgelighed" at skulle rende rundt. Jeg har allerede vænnet mig til det, og jeg er faktisk blevet så glad for det nu, at jeg er begyndt at tænke på almindelige 8-16 jobs som helt uden for min interesse - jeg kan slet ikke forestille mig at have et almindeligt arbejde længere. Det er et liv med konstant nye oplevelser, hvor man lærer rigtig meget og mange nye ting hver dag. Det kan absolut føles trættende og en anelse rodløst til tider, men langt de fleste dage er det en positiv ting for mig. Og noget af det bedste er, at jeg begynder at få tættere relationer herovre. Jeg begynder at lære flere på kontoret at kende, selvfølgelig mine kolleger, og så har jeg yndlings døve brugere allerede! Vi kommer ikke ud og tolker med det formål at skabe personlige relationer, men det sker rigtig mange steder alligevel, hvis en tolk kommer ud på en fast/regelmæssig opgave, og hvis den døve bruger er socialt indstillet. Nu vil jeg lige understrege, at det ikke er fordi vi ses uden for arbejdstiden, men vi snakker rigtig godt sammen, når jeg er ude på opgaven, og jeg er rigtig glad for den opgave generelt.
Så det var bare en hurtig lille opdatering på livet herovre. Som det er lige nu, stortrives jeg med både arbejde, socialt og i København. Jeg nyder også, at jeg har mulighed for at tilpasse mit liv uden problemer til de ting, der sker.
Jeg håber også, at I har det godt allesammen! Rigtig god weekend!

onsdag den 26. april 2017

Tolkeskilt

Hej allesammen! Jeg har bare en lille nyhed, men som jeg har ventet længe på; jeg har endelig fået mit tolkeskilt! Alle tolke har et skilt, som de har på, når de er ude på opgave, så folk kan se, at tolken ikke er en del af hvad end situation, man befinder sig i - det er ligesom en læges kittel eller en hvilken som helst anden uniform eller skilt. Det har tolkens navn og logoet for firmaet på. Tolke har ikke deciderede uniformer, som gør, at vi skiller os ud, men det er mest udbredt at have mørke farver og konservativt tøj på, som ser generelt professionelt ud. Hvordan vi klæder os og opfører os, kan reflektere tilbage på firmaet, som vi arbejdet for, så derfor er det vigtigt at vise et godt ansigt udadtil. Mit skilt blev bestilt umiddelbart efter, jeg blev ansat, men det blev sendt til afdelingen i Jylland, og jeg har ventet siden på, at chefen i den afdelingen skulle komme til København. Det fik jeg i går! Det er en forholdsvist lille forskel, men nu føler jeg mig faktisk 100% som en rigtig tolk i stedet for en vikar eller praktikant. Det giver et helt skridt op på professionalitetsstigen.