tirsdag den 9. august 2016

Billeder fra første arbejdsdag i DR Byen

Her vil jeg vise jer en masse billeder, jeg har taget i løbet af min første dag. I kan trykke på billederne for at forstørre dem. Selve indlægget med mine fortællinger om første dag findes under dette indlæg med billederne.

DR Byen fra metroen















Hovedindgangen



Foyeren. Vi skal bruge vores ID kort for at komme ind gennem dørene.


Overalt i DR Byen er der forskelligt designede hyggeområder. Her er 2. sals hyggeområde.



Jeg går forbi mange rodede skriveborde på vej til mit kontor.

Døren til mit kontor med dagens plan, et kort over etagel og telefonnumre i tilfælde af ulykker.



Mit skrivebord! To stationære computere til venstre og et tv til højre.


Skrivetolkenes hyggeområde på 5. sal.





Så skal jeg i gang med dagens arbejde!



Et stort bibiotek i den anden side af bygningen. Jeg ser det, hver gang jeg skal i køkkenet.




Vores køkken på 5. sal.

En udmærket kaffemaskine til fri brug.

Hovedkontoret på 5. sal, hvor vi skal henvende os, hvis vi har brug for hjælp eller vil tale med chefen.

Fri frugt til os alle.


Første dag vel overstået!



Atriumgården, som har kontorer hele vejen rundt om.





Første dag som skrivetolk i DR Byen, 7. august

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at jeg er totalt ødelagt oppe i knolden. Det kunne godt være værre, men jeg er meget taknemmelig for, at jeg ikke har arbejdet mere end 8 timer!
Jeg har været rundt i det meste af de områder i DR Byen, som jeg tør vove mig ud i samtidig med at være sikker på, at jeg kan finde tilbage igen - for at tage billeder, som I kan kigge på.


Jeg bør nok beskrive, hvad det egentlig er, jeg skal lave. Jeg er hyret under titlen skrivetolk - det er en del af min uddannelse, at jeg er i stand til at skrive ned på computeren, mens jeg hører en taler. Jeg skal så komme under OL perioden og skrivetolke for DR Byen, og det kommer til at fungere sådan, at jeg sidder i mit eget lille kontor (eller i et to-personers kontor), mens der vises OL discipliner på mit eget lille tv på skrivebordet, og så har jeg to computere ved siden af tv'et til rådighed, hvor jeg skal skrive det ned, som kommentatorerne siger, til den pågældende disciplin. Det, jeg skriver, kommer ud på tv som undertekster, og det hele fungerer "live", altså direkte. Jeg laver undertekster til både DR1 og DR3, og vi arbejder i turnusordninger, hvor vi enten har to- eller tremandsgrupper, og vi skiftes internt i grupperne til at skrive undertekster i løbet af vores vagt. Turnusordningen fungerer således, at vi skiftes til at skrivetolke 30 min hver, fordi det er så anstrengende et arbejde (jeg ved godt, det ikke umiddelbart lyder svært, men det kræver rigtig meget af hjernen at have så meget kørende på én gang), og så har vi tid til at forberede os og lave autokorrekturlister til næste disciplin i tiden, hvor de andre skriver. Autokorrektur er mega smart - alle computere har et program installeret, som giver mulighed for at erstatte ord med andre ord. Hvis jeg f.eks. har en dårlig vane med at skrive et ord forkert, kan jeg få computeren til at rette ordet automatisk.
Nogle af mine autokorrekturer går mest til fremmedord, f.eks. navnene på de olympiske stadioner i Rio de Janeiro, bestemte sportsudtryk og så til navnene på de forskellige atleter. Jeg kan vise nogle eksempler, som jeg konkret har installeret på min arbejdsstation:
Hvis jeg skriver "rdj", laver computeren det om til "Rio de Janeiro".
Hvis jeg skriver "woz", laver computeren det til "Wozniacki".
Hvis man så er rigtig god til at huske sine forkortelser, kan man bruge det system i det uendelige, og det er en kæmpe hjælp, for den der skal skrive - især hvis der er mange fremmedord, og man har mulighed for at undersøge dem på forhånd. Man skal også bare passe på, at det ord, der skal erstattes, ikke giver mening i sig selv! Jeg kender en pige, som skulle bruge udtrykket "Silent Eye" og havde angivet initialerne som autokorrekturen....foredraget handlede om en kunstudstilling, så I kan nok regne ud, hvor mange gange, hun havde brug for at skrive ordet 'se', men hvor computeren rettede det til 'Silent Eye'. Det var noget af et gedemarked at finde synonymer for at undgå autokorrekturen de uhensigtsmæssige steder...hehehe.

Men nu har jeg haft min første arbejdsdag som skrivetolk for DR. Dagens arbejde gik på DR3 i disciplinerne beachvolleyball, svømning og landevejscykling. Jeg ankom 2 timer før min første omgang tolkning, så jeg havde tid til at sætte mig ind i systemet igen, varme op til selve skrivetolkningen, og planlægge mine autokorrekturer. Det skal også lige siges, at med en begivenhed til OL er alt meget ustabilt. De kan lige pludselig vælge at vise en anden disciplin (evt. fordi vejret ikke er til den planlagte sportsgren), pludselig indskyde et uventet program som f.eks, i dette tilfælde det korte program "Lige ved og næsten", eller et program kan forlænges, hvis turneringen/konkurrencen ikke bliver færdig til tiden. Så vi skal alle være meget fleksible og omstillingsparate, og det kan desværre betyde, at en times grundig forberedelse flyver ud af vinduet. Men sådan er det altså med begivenheder som OL :) Jeg tager det som en del af oplevelsen, og det er netop fleksibilitet, jeg kan blive bedre til! Så hurra for det!

Min første omgang skrivetolkning var meget nervepirrende! Hjertet sad heeeeelt oppe i halsen! Jeg kan slet ikke beskrive, hvor nervøs jeg var, de fem minutter før og ti minutter inde i selve tolkningen. Efter ti minutter faldt min hjerterytme dog til normalt, og jeg begyndte at kunne tænke igen. Jeg var absolut dybt koncentreret, og der var intet overskud til noget som helst andet end tolkeprocessen (det at lytte, mens man producerer på tegnsprog eller skrift) - heller ikke til at græmmes, hvis der kom en stavefejl eller en sætning lød lidt spøjs. Men jeg kunne virkelig mærke forskel gennem mine omgange, hvor jo mere jeg skrev, jo mere rolig blev jeg. Jeg kunne også helt generelt mærke en forskel på kvaliteten fra første til sidste omgang, for med den slags arbejde rykker man sig fra dag til dag - det var så fedt!
Allerede 5 minutter efter min første omgang var færdig, blev der kaos på etagen. Wozniackis kamp mod Hradecka på DR1 blev udskudt pga. vejret, så DR3's program blev vist både der og på DR1, og så skulle vi jo finde ud af, hvem der skulle tolke det, for DR1 og DR3 har hver deres hold af skrivetolke, og de kunne jo ikke skrive på samme tid. Arbejdet gik så til DR1, så vi andre fik en midlertidig pause. Lige pludselig fik DR1 så deres egen udsendelse, og jeg skulle springe på, men så virkede mit tastatur ikke! I min nybegynderpanik kunne jeg ikke andet end råbe "PROBLEMEEEER!!!", hvor den erfarne i vores skrivegruppe kom springende og fandt ud af problemet, og så måtte en af de andre på mit hold overtage, mens jeg hentede et andet tastatur. Det var et meget spændende øjeblik, skulle jeg lige hilse og sige.
Men oplevelsen har også lært mig, at i skrivegrupperne skal vi virkelig være fleksible og være klar hele tiden på at skulle overtage, hvis et problem opstår.

Alle er virkelig søde herude. Jeg har snakket meget med de andre tolke, og det er sjovt at høre de forskelliges baggrunde. Vi er f.eks. 4 personer i samme situation som mig (studerende på tegnsprogstolkeuddannelse, som er blevet godkendt til dette arbejde i forbindelse med praktik), flere TVA-tekstere, en journalist som til dagligt arbejder med fremmedsprogsoversættelser af bøger, og almindelige skrivetolke som arbejder i tolkebureauer. Det er dem, jeg indtil videre har snakket med. DR har faktisk sat et lille beløb til side til slik og snacks til os skrivetolke under OL - det er noget særligt og ikke en sædvanlig gode. Der var både chips, Malaco-slik, chokoladekiks og gifler (kanelsnegle) på bordet i fællesområdet ude foran kontorerne, som vi alle samledes om i pauserne.

Allerede anden omgang tolkning var jeg mærkbart mere rolig. Godt nok sneglede de første fem minutter sig afsted, fordi man bare tænker "AAAARH!", men derefter falder man ind i koncentrationen. Så går tiden ret hurtigt. Taget i betragtning at jeg havde en arbejdsdag på 8 timer, gik tiden rigtig hurtigt, men der var mange indtryk, megen fokus og bare et generelt hurtigt tempo.
Hen ved 20 tiden (halvanden time fra fyraften) begyndte jeg at kunne mærke det hele i hovedet. Det var en rigtig god øvelse i udholdenhed både i hoved og i hænder, men jeg ville ikke være det foruden!
Inden min sidste omgang tolkning brugte jeg næsten hele min forberedelsestime på at undersøge svømning, som var disciplinen i min kommende omgang. Ti minutter før skal jeg på, får jeg at vide, at Wozniackis kamp mod Hradecka er sat på DR3, og den planlagte udsendelse med svømning blev sat over på DR1, så jeg havde ti minutter til at finde ud af alt det, jeg kunne, om tennis og den konkrete turnering. Jeg fik sat deres navne på autokorrektur samt et par andre tennisspillere, som måske ville blive nævnt af kommentatorerne (man ved jo aldrig), og så gik det ellers derudaf. Jeg vil så sige, at tennis indtil videre er min yndlingsdisciplin at tolke! Kommentatorerne har en anelse mere ro på, og det var spændende at følge med i.

Jeg var dybt taknemmelig over, at jeg ikke skulle tolke landevejscykling alligevel - jeg endte jo med at tolke tennisturneringen i stedet. Jeg hørte fra nogle af de andre skrivetolke, at cykling er ren 'name dropping', altså at kommentatorerne kaste navne ud fra højre og venstre (hvilket dog giver mening, når cyklisterne overhaler hinanden så rapidt). I en af mine kommende vagter skal jeg tolke det, ifølge planen, men på det tidspunkt vil jeg have lidt mere rutine. Vi havde undersøgt længden på typiske tennisturneringer, og der stod på google, at tennis kan vare 2-5 timer, så vi havde indstillet os på tennis resten af vores vagt, men kun et kvarter efter min omgang var slut, vandt Wozniacki, og så stillede DR3 om til landevejscykling.

En anden variation i vores arbejde er programmet "Lige ved og næsten"/"Applaus", som bliver sendt, når det lige falder belejligt. Det bliver kastet ind umiddelbart uanmeldt, så det handler bare om at holde fast i hat og briller, når det kommer. Det går lynende hurtigt i en ping-pong facon mellem værterne, som taler om hvad som helst relateret til sport og OL. Tolke (uanset sprog og tolkeform) foretrækker forberedelse så vidt, det er muligt, men det er der som I nok kan forstå ikke mulighed for her. Vi skal bare lægge os i selen i sådanne øjeblikke, men det giver jo lidt farve i rutinen :)

Jeg har oplevet, at suppe er det allerbedste og min favorit mad at have ved hånden i løbet af en arbejdsdag. Det er hurtigt, nemt og beroligende på samme måde som en kop te.

Her til sidst vil jeg bare understrege, at jeg på intet tidspunkt ønsker at give et indtryk af brok eller ynk. Jeg har prøvet at give et realistisk indtryk af, hvad der sker på en typisk arbejdsdag i DR Byen under OL, og hvad jeg har oplevet. Det har været udfordrende, hårdt og krævet alt, hvad jeg har, men det har også været en vild, spændende og fantastisk oplevelse!
Jeg ser allerede frem til næste vagt, som bliver en nattevagt. For første gang har jeg en undskyldning for at gå sent i seng og stå sent op hehe.

Må I alle have en god dag, og jeg skulle hilse (fra mig selv)!

søndag den 7. august 2016

Skema for vagter i DR Byen

Hej alle sammen,


Jeg sidder nu ved min arbejdsstation og forbereder min første arbejdsdag som skrivetolk hos DR Byen under OL 2016. Woohoo!
Jeg skal hurtigt videre, men jeg ville lige oplyse jer om mine konkrete arbejdstider, hvis I skulle have lyst til at se mig i aktion - jeg kommer til at skrive undertekster på DR3 og DR1 på følgende tidspunkter og sportsgrene:



07. august:

    Konkrete tidspunkter: DR3 beachvolley, svømning og cykling. 15.30-16.00,

    17.00-17.30, 18.30-19.00, 20.00-20.30, måske 21.00-21.30 men ikke sikker.


10. august:
    Konkrete tidspunkter: DR3 tennis og svømning finaler. 23.45-00.15,
    01.15-01.45, 02.45-03.15, 04.15-04.45

11. august:
    Konkrete tidspunkter: DR1 badminton og svømning finaler. 00.55-01.25,
    02.25-02.55, 03.55-04.25

12. august:
    Konkrete tidspunkter: DR3 Applaus, Beachvolley og atletik. 00.15-00.45, 01.45-02.15,
    03.15-03.45

13. august:
Konkrete tidspunkter: DR1 atletik. 00.55-01.25, 01.55-02.25,
02.55-03.25, 03.55-04.15

17. august:
    Konkrete tidspunkter: DR1 badminton. 13.55-14.25, 15.25-15.55, 16.55-17.25
    18.25-18.30

18. august:
Konkrete tidspunkter: DR3 svømning, Applaus, udspring, hockey, badminton.
20.20-20.50, 21.50-22.20, 23.20-23.50, 00.50-01.00

20. august:
    Konkrete tidspunkter: DR3 taekwondo, håndbold, Applaus, håndbold.
    13.55-14.25, 15.25-15.55, 16.55-17.25

mandag den 11. august 2014

Genforening i Fayetteville

Som nævn tidligere er jeg virkelig glad for at være tilbage i Fayetteville. Der er ret meget ro på i løbet af dagen, så jeg kan slappe af og tage ting i mit tempo, og så er der god tid til at gøre mig klar til aftenplaner.

Så onsdag d 23 juli fløj jeg fra Little Rock til Charlotte, og det var hårdt at sige farvel til familien. Carrie og jeg kørte allerede ved syv-tiden, fordi hun havde et morgenmøde på arbejde, så jeg fik sagt farvel til pigerne aftenen inden, og Tim stod op for at kramme mig farvel. Carrie arbejder jo på den skole, jeg gik på for fem år siden, så jeg fik brugt en halv time på at gå rundt i skoleområdet. Jeg fik set mit gamle gymnasie udefra, gik ned på tribunen og kiggede ud over football-banen, inden jeg sad og læste lidt.
Carrie satte mig bare af foran lufthavnen, for hun havde en aftale i byen en time senere, og så kom jeg ellers afsted mod stat nr. 2! Flyturen gik fint. Jeg kom til at sidde ved siden af en stor bedstefar, som var meeeeget snakkesalig! Det og en utydelig sydstats-mumlen gjorde min tur lidt frustrerende, men heldigvis lænede han sig tilbage og faldt i søvn. Jessica ventede mig nede ved bagagebåndene, og det var bare så dejligt at se hende igen! Vi faldt bare i snak med det samme, og selvom det tog næsten tre timer at køre til Fayetteville (ja....vi for lidt vild på vejen ud af Charlotte......), snakkede vi bare så godt sammen, og det var en fornøjelig tur! Vi havde aftalt at tage i kirke til onsdagsgudstjeneste, som startede kl. 18.30, men vi blev nødt til at tage hjem til hendes og Adams lejlighed først, for han havde glemt sin husnøgle og havde indkøbsvarer i bilen. Det var lige så vidunderligt at se ham! Vi kom tyve minutter for sent i kirke, men vi sneg os bare ind på de bagerste rækker. Det hele havde ændret sig lidt siden sidste år - sidste år havde vi bibelstudie i teatersalen i Jessica og Adams lejlighedskompleks tirsdag aften, gudstjeneste i kirken onsdag kl. 18 og bagefter diskussionsbaseret bibelstudie i Jessica og Adams lejlighed, og søndag havde vi Sunday School 9.30, gudstjeneste 10.45 og igen kl 18.30. Nu er der stadig bibelstudie om tirsdagen, men onsdagens diskussioner er aflyst, og gudstjenesten onsdag aften er afløst af gruppeopdelte bibelstudier. Man må selv bestemme, hvor man vil hen egentlig - opdelingerne er mere for at regulere, at der ikke er for mange ét sted og for lidt et andet. Ricardo og flere fra vores Singles Ministry går ind i en mindre sal til en pastor Joey, som jeg ikke har mødt før, mens Jessica og Adam er til pastor Sturms studie i auditoriet. De sidste tre onsdage har jeg været inde i auditoriet, fordi jeg ikke ved, hvor Ricardos er, men jeg håber, jeg kan komme med til hans næste gang. Men denne første onsdag fik jeg i hvert fald en god velkomst! Vi havde sat os med vores fælles venner Christian og Jimmy (som er Jessicas lillebror), og da pastor Sturm var færdig, blev jeg overfaldet med kram. Da jeg gik hen for at sige hej til Jessicas mor Kathy, blev jeg prikket på skulderen og hørte et glad "Hi Dana!!" (Jeg hedder jo Dana her, så jeg ikke skal høre bedstemor-vittighederne), og bag mig stod Jake! Han var en af mine bedste venner, da jeg var her, og han giver de bedste kram. Jeg tror, jeg fik 10 af slagsen, inden vi tog hjem igen. Jeg mødte også Jared og Kirsten, som er blevet gift i april, og naturligvis flere andre, men ikke nogle, jeg var specielt tætte med. Ricardo kom desværre ikke, hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt. Da vi kom hjem, havde Jessica aftensmad klar. Vi fik chili med kødboller, og der gik ikke længe, før Kirsten og Jared kom over og fik en bid med. Vi sad og snakkede om bordet og senere i køkkenet, men det blev ikke alt for sent, før de smuttede igen. Jeg skrev til Ricardo og spurgte, hvorfor han ikke kom i kirke, og han havde det åbenbart ikke så godt, men han ville gerne komme og hente mig dagen efter, så jeg kunne møde hans mor, som var på besøg. Det stillede jeg mig så tilfreds med.

Torsdag stod jeg tidligt op, så jeg kunne spise morgenmad og hygge med Jessica og Adam, inden de tog på arbejde. Efter de tog afsted, lavede jeg en liste over aftensmad, jeg gerne ville lave, og en indkøbsliste, og så gik jeg ellers i Food Lion, som er lidt ligesom Brugsen. Det var meget tæt på, og det hele gik fint! Da jeg kom hjem, lavede jeg jordbærsorbet og nogle specielle frikadeller med persille, muskat og oksekød, hvilket blev godt modtaget, og jeg sad sammen med Jess og Adam, mens de spiste. Ricardo kom ikke for at hente mig torsdag alligevel, for han kom alt for sent hjem fra arbejde. Jeg blev naturligvis rigtig skuffet, og jeg blev hjemme for at se film, da Jess og Adam smuttede til deres ugentlige date-aften, som de som regel har om torsdagen. De kom hjem igen ved 21.30 tiden, og vi gik bare alle i seng der, så vi kunne komme tidligt op. Adam skal møde ved 8 tiden på arbejde, og inden da har de tid sammen, hvor de læser i Bibelen eller beder, og der ville jeg gerne være med. Det endte ikke så meget med Bibellæsning i Adams tilfælde, for han har altid så meget at fortælle. Jessica havde dog fri, så hun blev hjemme sammen med mig, efter Adam tog afsted. Vi snakkede faktisk bare det meste af dagen, lavede ferskensorbet, for hun ville også prøve at lave det, og ellers skete der ikke så meget. Jessicas forældre havde inviteret os til spilleaften, fordi de lige var flyttet ind i et større hus og gerne ville have lidt selskab. Ricardo kom og hentede mig, efter de tog afsted, for det blev endelig sat fast og koordineret. Jeg var enormt nervøs. Et år er lang tid ikke at have set hinanden. Men han kom, og jeg ved ikke engang, hvor lang tid vi bare stod og holdt om hinanden.
Da vi ankom hjemme ved ham, sagde vi først hej til hans underbo Lilly, som jeg havde mødt flere gange sidste sommer, og Ricardo har fortalt flere gange, at hun har spurgt ind til mig, hver gang hun så ham over det sidste år. Vi kom indenfor og sad og snakkede lidt med hende, inden vi gik op for at møde hans mor. Hun hedder Marie, er meget lille og har et rundt ansigt med smilehuller. Jeg var blevet advaret om hendes accent, men jeg havde godt nok ikke regnet med, at den var så tyk! Accenter er normalt ikke et problem for mig, men det var rigtig svært at finde på noget at sige! Vi blev mødt med aftensmaden parat, en stor salat, ovnbagte krydrede kyllingelår og stegte madbananer, som er klassisk tilbehør på Haiti. Det var rigtig spændende at prøve maden. Ricardo har ofte sukket ved mindet om de madbananer. Vi kom igennem det klassiske læren-hinanden-at-kende med grundlæggende spørgsmål om dagligliv, familie og den slags, men hun fortalte ikke så detaljeret, og nogle gange hørte/forstod hun ikke, hvad jeg sagde, og jeg ville ikke være den person, der bare snakker løs om sig selv, så det var en lidt vanskelig situation. Og jeg ville så gerne have givet et godt første indtryk! Jeg kan bare håbe på at møde hende igen (og resten af familien) og håbe på, at det vil gå bedre der. Jeg sørgede selvfølgelig for at komplimentere maden grundigt, og jeg prøvede at hjælpe med at tage af bordet, men hun insisterede på, at Ricardo og jeg bare skulle sætte os hen i sofaen. Han satte nyheder på, og da Marie var færdig, kom hun hen og satte sig på sofaen. Og der var stille. Jeg kunne ikke komme i tanke om en eneste ting at sige. Hun spurgte, om jeg godt kunne lide at se nyheder, og jeg prøvede at holde en samtale kørende, men det gik bare ikke. Lidt efter kommenterede hun på, at jeg ikke sagde så meget, og om jeg kedede mig? Det gjorde jeg såmænd ikke, men jeg spekulerede, så det knagede, over, hvad jeg ellers kunne sige. Men hen ved 19.30 tiden tog vi afsked og kørte til spilleaftenen, hvor de andre var. Vi var Jess og Adam, Jessicas forældre Kathy og Bob, hendes lillebror Jimmy, Kirsten og Jared, og en fælles ven Casey, som var udstationeret i Korea, mens jeg var her sidste år. Han var rigtig venlig, og vi har samme humor, så der blev pjattet lidt. Jeg lavede chocolate chip cookies med Kirsten og Kathy, som blev kørt ned, så snart jeg tog dem op til drengene - spilleaftenen bestod mest af drengene, der spillede Call of Duty (et spil hvor man skyder zombier), mens Kathy og Bob sad nedenunder og så tv og snakkede med pigerne. De havde to små hunde, den ene en usædvanligt fed hvid chihuahua ved navn Steve. Steve var racistisk. Jeg kunne uden problemer kæle med ham, men han begyndte at knurre ækelt, når han så Ricardo. Han er forresten heller ikke så glad for hunde, men han gik da over for at sige hej. På et tidspunkt kom Ricardo ud i køkkenet, mens Steve var på vej ud, og hunden gik fuldstændig amok og spænede hen for at bide. Ricardo sprang op og hægtede sig fast i dørkarmen, indtil Kathy jog hunden ud. Alle skreg af grin, og han tog det da med et smil, men jeg kunne se, at han var lidt rystet. Det viste sig også, at hunden havde fået fat i hans ankel, så hans syn på hunde er nok ikke forbedret. Men ellers var det en ganske hyggelig aften.

onsdag den 30. juli 2014

Første uge i Fayetteville

Der var lidt problemer med min elektronik. Jeg har ikke haft en stikdåse, der konverterede den europæiske ledning til den amerikanske stikkontak, så jeg har ikke kunnet bruge min computer eller min iPad særlig længe. Jeg har været afhængig af, at bruge Jessicas mobiloplader til min iPad, fordi det er samme type, og det har været svært at kombinere. Men idag fik jeg en lille pakke fra Carrie, fordi stikket, jeg havde bestilt, som skulle konvertere mine ledninger, kom dagen efter jeg rejste til Fayetteville, og hun var så sød at sende den herhen. Så nu kan jeg komme i gang med bloggen igen! Der er i hvert fald sket meget, jeg vil fortælle om! Det meste er bare mit samvær med Ricardo, men også mine venner og hvad jeg får tiden til at gå med i hverdagen. Jeg har været ude at spise is, mens vi (Ricardo og jeg) sad på en bænk i solnedgangen, vi har set film sammen og spist sammen og ellers bare nydt, at vi kun er en halv time fra hinanden. Jeg har fået en fantastisk velkomst i kirken, og jeg slapper meget af i løbet af dagen. Jeg nyder virkelig at være her! Jeg fortæller detaljer senere. Jeg ville bare lade jer vide, at det kommer! I morgen har Jessica fri fra arbejde, så vi hygger os sammen frem til aften, og så laver hun og jeg middag, fordi vi har arrangeret en dobbeltdate! Jeg glæder mig rigtig meget! I må høre om det senere.
Jeg håber i alle har det godt!
Knus

mandag den 21. juli 2014

Dauphin Islands billeder

Nu kommer der flere billeder fra min ferie med familien! Jeg fik dem først sendt her til aften, og så håber jeg, at I også vil glæde jer over dem.






Taylor fangede sgu en haj!


Jeg fangede en 'catfish'!


Efter hajfangsten sad jeg helst i vandkanten...


De andre spillede gerne frisbee ude i vandet




Emily Grace og jeg byggede et sandslot sammen








All-you-can-eat snow crab legs!








Taylor demonstrerer sværhedsgraden af tørst med fedtede fingre


Taylor og Nanny

Lejlighedens poolområde


Taylor ville se, om hun kunne passe en badering til børn




Krabbespor på størrelse med min hånd!!!


Stien fra lejlighedskomplekset til havet


Udsigten fra lejligheden


Krabbe i døren!





Beadean's


Taylor, Nanny, Cailyn og mig

Tim og Carrie

Cailyn og jeg ved Rainbow Island (hvor vi fik shaved ice)




Lejlighedskomplekset


4. juli fyrværkeri

4. juli fyrværkeri

Terrassen

Poolen i mørke

Stuen

Køkkenet

Stuen

Stuen

Nanny og Cailyn sov i den store seng, jeg i nederste køje og Taylor i øverste