Monte Palace Tropical Garden og en aften i byen

Denne gang var det Mathias' tur til ikke at have sovet så godt. Han begyndte at blive lidt snottet igår, og vi mistænker, at det nok bare er for meget aircondition både i bilen og i løbet af natten. Vi hyggede os derfor bare på værelset til formiddag, og så gik vi ned i byen og tog svævebanen op til Montes tropiske have, som er berømt for dens natur. Inden afgang smurte vi os begge godt ind i solcreme for ikke at lide en solskoldet skæbne. Svævebanen op til Monte går fra havnen i Funchal, og det koster 18 euro retur. Man kan tage banen op, og så er Monte desuden også kendt for noget, der hedder toboggans, som er store, flettede kurve, som folk kan sidde i som en kælk, og så styrer to store mænd toboggaen ned til Funchal. Denne tur var dog ikke mulig i dag. Vi fik ikke at vide hvorfor, bare at der ved skranken til svævebanen var et skilt med et kryds over et billede af en toboggan. Montes tropiske have lå lige ved siden af svævebanen, og billetterne var smådyre, hvilket jeg ikke havde set på forhånd, men det virkede lidt som et must at komme derind af andre turister og besøgende. Det var også en meget smuk have, og vi kunne se skilte på alle planterne i den 70.000 m2 have, hvor de kom fra, og det var vidst hele verden. Vi så dog ikke noget fra Skandinavien eller Grønland, men ellers var alle kontinenter repræsenteret. Alle dage på ferien havde vi taget en ekstra trøje med, hvis det skulle blive koldt, og alle dage har det været unødvendig vægt, fordi der har været så varmt, så i dag lod vi dem blive på hotellet - og selvfølgelig var det også i dag, det var småkoldt, så vi kunne have haft glæde af et ekstra lag. Selvfølgelig var vi også halvvejs oppe af et bjerg, og der var overskyet, men da vi var helt oppe på Pico do Arieiro, var det stadig varmt, så vi regnede ikke med, at det skulle blive et problem. Mathias gik og pudsede næse hele dagen, så efter 2-3 timer vendte vi tilbage til Funchal.

Vejen op til Monte i svævebanen

Der var flere udstillinger i haven; bl.a. en afrikansk udstilling med statuer og figurer og (som her) en udstilling med juveler og ædelsten fra hele verden

Mange eksotiske planter

Montes palads i den tropiske have

I haven var en lille niche med en japansk have

Der var koi-fisk og karper i alle vandhuller i haven

Uden for den tropiske have var kirken Paróquia Nossa Senhora do Monte, som fejrede 100 år siden begravelsen af Karl 1. af Østrig, hvis gravkammer ligger inde i kirken. Da jeg var for let påklædt, kunne vi desværre ikke komme ind og se den. 

Resten af dagen gik vi bare rundt i byen og hyggede os, og i anledning af at vi har afleveret bilen, ville vi smage poncha. Kl 16.30 fik vi første ponchas ved A Poncharia tæt ved kabelbanen. De mest populære ponchatyper står på barbordet, og når de skal skænkes, pisker de med en træpind (på den gammeldags måde man prøver at lave flammer med en træpind mod brænde uden tændstikker), så det bliver blandet rundt. Det kostede 3euro pr glas, og vi prøvede varianterne pescador og maracuja. Den originale poncha er en blanding af appelsin- og citronsaft, honning og sukkerrørsrom. Pescador, som betyder fisker, er kun med citronsaft, hvilket var Mathias' favorit, og maracuja betyder passionsfrugt, som de bruger til næsten af mad, dessert og drikkevarer. Derfra gik vi rundt og så de steder af byen mod øst, vi stadig ikke havde set, hvor vi fandt kirken Ingreja de Santiago Menor og kiggede ind. Herefter en lille sidegadecafé hvor vi fik sangria og en mega stærk poncha med limpets, fordi de er mega lækre. Vi begyndte at lede efter rigtig aftensmad, men det var lidt svært, når gader med mange restauranter har tjenere udenfor, der prøver at råbe os ind i stedet for at lade menuen tale for sig selv, og vi bryder os ikke om den krejlerkultur. Vi endte med at gå rundt i en stor cirkel tre gange, før vi fandt et lille sted Tartaruga med en sød tjener tæt på et torv med live musik. Her fik vi limpets igen, god lokal øl, espatadas og blæksprutte i en løg- og tomatsovs, som smagte rigtig godt. 

 Ingreja de Santiago Menor

Vores blæksprutte og espatada

Idet vi skulle prøve ponchas rundt i byen, havde jeg fundet særligt ét godt anmeldt sted ved navn Madeira Rum House med speciale i rom, hvilket jo også er i poncha, og heldigvis lå det lige for enden af den lille gade, vi spiste aftensmad, så der sluttede vi aftenen. I anledning af andensidste dag, vi er her, gav vi os selv frie tøjler, så vi startede med en romsmagning, der bestemt ikke skuffede. For 15 euro fik vi fire varianter fra fire forskellige destillerier. Den første var produceret i år i Santa Cruz, klar i farven da den ikke havde ligget på fad og havde 50% alkohol - de andre tre havde omkring 40% alkohol. Aromaen var sød og lækker, men smagen var lidt mere sprittet. Den anden havde lagret i 3 år, var produceret i Calheta og havde en sød kvalitet. Den tredje var en 3-årig tør rom produceret i den nordlige del af øen, som er kendt for at lave god, tør rom, og den sidste havde lagret i 9 år og produceret i Calheta. Jeg smagte kun lige for at smage, og der var tydelig forskel på den 9-årige og de andre, og Mathias hyggede sig med resten. Mens solen gik ned og nattelivet kom frem i den lille gade, nød vi den bedste, frisklavede poncha, vi hidtil havde fået. På Madeira Rum House havde de kun pescador-ponchaen, som var den kun med citronsaft, og den var perfekt afstemt mellem citron, honning og rom. Vi fik lidt flere, end vi burde, og vi prøvede også en særlig rom med sukkerrørshonning, som smagte mest som en intens, blød karamelrom, og den gled meget nemt ned. Vi var der næsten tre timer og så det skiftende klientel, mens mørket faldt på, og stemningen var helt enormt hyggelig. Ved bordet ved siden af vores sad der pludselig en gruppe sønderjyder, som vi faldt i snak med og delte oplevelser med, inden vi gik tilbage til hotellet ved midnatstid. 

Romsmagning

Funchals bedste pescador poncha

Vi faldt lige på hovedet i seng og glædede os over, at vi stadig havde en dag i morgen!

Pico do Arieiro og Santana

Dagen begyndte lidt tidligere idag, så vi kunne køre kl 10.30 mod bjerget Pico do Arieiro. Alle anbefalinger går egentlig på, at man skal opleve bjergtoppen ved solopgang, fordi det skulle være en særlig oplevelse, men når det tager 40 min i bil derhen samt parkeringstid (hvis alle vil derhen samtidig, forestillede vi os, det nok ville tage lidt tid), så ville vi hellere prioritere søvnen og så nyde turen i vores eget tempo. Vejen derop, som de fleste andre steder på Madeira, var meget snoet og stejl, og flere steder blev vi faktisk næsten bekymrede for at vippe bagover med bilen. Vi oplevede også mod slutningen af køreturen, at der var fritgående får på vejen, så vi måtte passe lidt på. 

Pico do Arieiro bød på en café, souvenirshop og smukt udsyn, men efter lidt konferering blev vi enige om kun at gå den første lille km ud til udsigtspunktet “Ninho da Manta”, da vi må erkende, at vi har brugt for meget at vores energi de sidste par dage, og vi ville hellere nyde det første stræk og kunne noget resten af dagen end slide os helt ned og være færdige resten af ferien. Det har skuffet mig at måtte erkende ikke at være tiptop frisk, for det var netop denne tur, jeg havde set så meget frem til, men det dur bare heller ikke at ligge vandret resten af vores ferie. Så vi nød den første strækning og lovede hinanden, at hvis vi nogensinde kommer tilbage til Madeira, skal vi gå hele vejen til Pico do Ruivo.

Starten på vandreturen mellem Pico do Arieiro og Pico do Ruivo.

Her ses Pico do Arieiro fra Ninho da Manta

Ved det første udsigtspunkt Ninho da Manta

Hvis vi skulle fortsætte, skulle vi gå på bjergryggen her i al sin stejle pragt

Her var direkte nedgang fra begge sider af en flere meter lang trappe, og man skal ikke se ned, hvis man er højdeskræk!

Mathias besluttede, at vi resten af dagen skulle til Santana og se de tradtionelle huse, og på vejen hjem skulle vi se Kristus statuen Cristo Rei i Canico. På vejen fulgte jeg med på kortet og fandt små smukke afstikkere, hvor vi kunne få nogle fantastiske billeder - bl.a Miradouro Ribeiro Frio og Miradouro de Nossa Senhora dos Bons Caminhos, to udkigspunkter tæt på Santana.

Miradouro Ribeiro Frio

Miradouro de Nossa Senhora dos Bons Caminhos

Vi ankom ved 14 tiden i Santana og fandt parkering på en sidevej, hvor vi kunne gå op til de traditionelle huse. På vejen kunne vi se, at der var enkelte af husene spredt rundt i byen, og der boede faktisk nogen i dem (fandt jeg ud af, da husfar gik forbi og vinkede, da jeg tog et billede), men de mest velholdte er samlet og bruges også til handel, da der sidder nogen indeni og sælger poncha, postkort, souvenirs, is og andre småting, men der var også et traditionelt væveri inden i et af husene, som solgte færdigvævet stof, og et hus med en stor, smuk blomsterhave foran, som solgte blomster, planter og frø. De traditionelle huse daterer tilbage til Madeiras opdagelse, var lavet af strå og træ, som både var billigt men også afhjalp de varme temperaturer. Tagenes trekantede form var naturligvis for at lede regnen væk, så huset forblev tørt, og indeni fandtes kun opbevaringsrum på loftet til fødevarer, og køkken og soveværelse i stueetagen. De var højst dobbelt så høje som mig og mellem 10 og 20 kvadratmeter.

Huset med blomsterforretningen

Husene var omkranset af brolagte stier og smukke haver

Vi købte en hjemmelavet, madeiransk is hver, en med acai og banan og en med citron, ingefær og basilikum. Særligt den sidste var frisk, og den med acai smagte mest af banan. På den anden side af vejen var et marked med frugt og planter, men det var ikke så spændende andet end for et blomsterophæng fra lygtepælene ind mod en stang i midten, som så rigtig fint ud. Jeg har læst mig til, at markedet kun er rigtigt levende i weekenderne.

Ved 15 tiden kørte vi mod Cristo Rei-statuen i Canico. Statuen var med ryggen til øen, så vi skulle gå rundt om og ned ad en stejl trappe, for at se den forfra.

Til aftensmad ville vi udnytte sidste aften med bilen og kørte til restauranten Abrigo do Pastor i Camacha nord for Funchal, som havde rigtig gode anmeldelser. Den lå halvvejs oppe af et bjerg, og på det tidspunkt begyndte tågen at sætte ind. Vi bestilte en pebersteak med salat og pommes og kaningryde. For første gang valgte vi også dessert; traditionel karamelbudding og noget som minder om fragilite iskage. Buddingen var slet ikke, som jeg havde forestillet mig - det var faktisk mest som en kold æggestand med tynd karamelsauce på, og selvom jeg ikke nød den som håbet, kunne jeg da krydse det af listen.

Det begyndte at tåge udenfor restauranten

Min kaningryde samt salat og kartofler

Efter måltidet var vi enige om, at vi var godt trætte efter en masse gode oplevelser, så vi tog bare tilbage til hotellet, hyggede os, drak et glas rosé og så noget fjernsyn.

Dragens hale

 Jeg har ikke sovet så godt og faldt sent i søvn sandsynligvis forskyldt af overstimulering af de mange gode oplevelser. Idag aftalte vi at tage den mere med ro. Vi satte kursen mod det allerøstligste punkt på øen med dertilhørende vandretur ude på “Dragens Hale”, vandreturen Vereda da Ponta de São Lourenco. Vi kørte 11.50 efter en god snak med personalet i receptionen om anbefalinger til resten af turen. Hvis vi blev færdige i god tid med vandreturen på halen, ville vi til Santana, hvor der bibevares de traditionelle madeiranske trekantede huse. 

Formiddagen var overskyet, men vi håbede, at vejret ville blive bedre ved ankomst - vi har hidtil oplevet, at formiddagen og aftenen blev overskyet og kedelig, men så snart vi vovede os ud, kom sol og himmel frem. Vi fulgte kysten østpå de meste af vejen, og vi kunne se, hvordan det eksotiske, grønne, frodige Madeira, vi har set hidtil, blev mere og mere goldt og ørken-agtig, efter vi passerede lufthavnen i øst. Da vi nåede parkeringspladsen og fik tilkæmpet os en plads blandt de andre eventyrlystne turister, fik vi glæden af følgende billede.

Jeg har naturligvis brugt mange timer både inden vores tur og inden hver af vores enkelte ture på at undersøge, hvad vi gerne ville, hvor vi skulle hen, hvor man parkerer, hvor de bedst anmeldte restauranter er osv osv, så vi ikke skulle kæmpe med upraktisk uforudsete ting, og den største overraskelse, jeg har fået indtil videre, var denne vandretur. De billeder, jeg har set af området, har godt nok været ovenfra, men jeg havde fået indtrykket af, at det var forholdsvist fladt... og det var bare alt andet end fladt. Vi skulle have haft en rolig, hyggelig vandretur uden for meget op og ned, men det er ved at gå op for os, at sådan noget fladt noget ikke findes på Madeira. Men nu var vi der jo, og så skulle det da udforskes. 

De første par meter gik nogenlunde ligeud.. herefter blev vores lår assasineret 

Farverne var meget intense i det røde, orange og sorte

Vi synes, udformningen på hullerne i klippen her var interessante

Stien var meget sikker med reb for sikkerhed

Turen var utroligt smuk på en anderledes måde, og det var hårdt for benene af utallige trapper og stejle stier, men det var hvert et skridt værd for at være der. Vi endte med at ende dagens eventyr her og ikke tage videre, var hjemme 16.45, og eftersom vi ikke have været ved poolen overhovedet, ville Mathias gerne først derned og få en dukkert og slappe af, inden vi skulle ud og spise. Vi endte med ret sen aftensmad på en restaurant nede i det hyggeligste område i Funchal, der var puttet ind bag de turistede gader. Her fik vi espatadas igen, fordi stedet havde et godt tilbud på en menu med alt inklusiv, og det var lækkert, men det kunne ikke sammenlignes med igår. 

I morgen står turen på vandreturen over dem alle; den mest berømte vandretur på Madeira mellem to bjergtoppe, Pico Arieiro til Pico Ruivo. Den har jeg glædet mig til!

De 25 vandfald

Vi har sovet enormt godt efter så begivenhedsrig en dag igår. Vi kom ned til lækker morgenmad kl 9, aftalte dagens program, gjorde os klar og satte afsted kl 11 mod den berømte vandretur med de 25 vandfald “Levada das 25 Fontes”. Rygsækken er fuld af vand, kiks, frugt og praktiske ting som førstehjælpskasse, regnponchoer og en ekstra trøje. Mathias er blevet rigtig god til at køre her, og jeg prøver at assistere med google maps og mere uddybene vejforklaringer - det giver ikke meget mening med vejnavne på GPSén, hvis der enten ikke er vejskilte, eller hvis de (som vi har set hernede) er farvet grønne med metalfarvet tekst.

Formiddagen startede overskyet, og oppe på bjergene kørte vi i tåge.

Parkeringspladsen var egentlig bare vejsiden og jordarealer ved siden af vejen og nem nok at finde, selvom bilen skulle arbejde sig helt op i højderne. Det var tydeligt markeret, hvilken vej man skulle gå - det var ned. Det gik ned og ned i en voldsom hældning, ned og ned, og så mere ned. 

Udsigten til levadaen. Man kan se vejen, vi skulle gå, herfra,

Smukt var det at se bjerge rejse sig omkring os, jo længere ned vi kom.

Nogle steder havde levadaen en lav mur.

Da det efter ca 2,5 km endelig gled ud i plant underlag, var der en lille café og toilet, Casa Rabacal……og derfra gik det bare NED! Da læggene begyndte at brokke sig og sitre, gik det endelig ligeud. Herfra fulgte vi levadaen langs stien, som varierede mellem at man kan gå to ved siden af hinanden, til man kun lige præcis kunne gå mellem levada-muren og rebet, som var sat op mod frit fald over klippekanten, stien flugtede med. Hvis der kom modgående, var enten vi eller de nødt til at sætte sig på levada-muren eller stå på den. Fra parkeringspladsen skulle der være 4,3 km ned til de 25 vandfald med meget stejl hældning langt det meste af vejen.

Der var reb sat op, hvis stien flugtede et frit fald.

Det var en utroligt smuk oplevelse, at gå langs levadaen med bjergene i baggrunden.

Nogle steder havde levadaen en høj mur.

Flere skilte var sat op ved afbræk i vejen eller sammenfletning, og de viste x antal km frem til de 25 vandfald, og måske var det fordi, jeg havde læst, vi skulle gå i en dal, men jeg havde hele tiden forestillet mig, at de 25 vandfald ville komme løbende, og at vi skulle følge levadaen for at se dem en efter en. Det viser sig så, at de 4,3 km vi har gået, gik ned til ét sted med de samlede 25 vandfald, som dannede en sø. 

Udsigten fra parkeringspladsen; i bunden ses en by med havet ud for sig. Der er altså langt ned.

Efter en lang og slidsom optur fra vandfaldene, kunne vi glade skifte vandrestøvlerne ud med sandaler og snakke om, hvor vi skulle spise aftensmad. Jeg fandt en hjemmeside af en privat person, som anbefalede de bedste restauranter rundt på øen, og særligt én restaurant, Santo Antonio, udmærkede sig på den lokale ret espetadas, som er grillet oksekød på laurbærspyd. De har i det hele taget kun retter unikke for øen, som de så har specialiseret sig i, og det er tydeligt på baggrund af anmeldelserne på nettet, at det skulle være et kanon godt sted. Til vores glæde lå den på vejen tilbage til Funchal, og da vi ankom kl 18.20 på Santo Antonio, var der rigtig god plads til os, og vi fik lov at sidde i hjørnet for os selv med udsigt over den nordlige del af Funchal og havet. Vi bestilte Bolo do Caco (brødet af sød kartoffel med hvidløgssmør), to oksekødsspyd på laurbærtræ med godt med hvidløg og salt og saften dryppende, en stor salat og milho frito, som er noget stegt majsblanding. Det smagte helt vanvittigt godt! Vi fik maden inden for 10 minutter, og betjeningen er nok det bedste, nogen af os har oplevet; jeg skulle blot kigge på tjeneren og smile, og så kom han direkte over, uanset hvad han ellers lavede, og da Mathias bad om at få et gennemstegt kødspyd, fik vi det leveret prompte og perfekt tilberedt. Han var snakkesalig og fortalte glad om området og restauranten. Det må være det bedste måltid indtil videre, og det bliver svært at toppe. Det var en perfekt afslutning på dagen.

Her på grillen blev alt tilberedt

Det ene spyd i al sin lækkerhed. De blev hængt fra en stander med to "arme" til hver side med plads til et spyd på hver.

Vi ankom lidt før 20 på hotellet og har siden fået et velfortjent bad. Udsigten over byen bliver nydt fra altanen, og snart hedder det sengetid. Jeg kan kun konkludere, at jeg får alt det ud af ferien, jeg ønskede mig og håbede på, og jeg kan forstå på Mathias, at han har det på samme måde.