Isfjorden del 4 Qoornoq og hjemkomst

Efterhånden som der blev længere og længere mellem iskosserne, nåede vi til bygden Qoornoq. Vi gik i land med hjælp fra kaptajnens kollega, som gav os den korte guidede tur rundt samt op til kirken, men så snart alle var i land, sejlede båden tilbage ud i vandet. Et øjeblik er jeg ret sikker på, at alle troede, den var på vej helt væk, men den blev selvfølgelig, hvor den var og ventede på os. 

Lige fra første skridt på fast land blev vi bare angrebet af sværme af små lortefluer, som vi også oplevede uden for Nuuk og ved Cirkussøen. Her fandt jeg ud af, at de kaldes knorter.

Der var ikke langt op til Qoornoq kirke, som var målet for den lille rundtur, og vi fik endda lov til at komme ind og kigge. Bag kirken var desuden en trappe, som ledte op på en 1.sal, der fungerede som minimuseum over bygdens historie. 

Det var her, jeg faldt i snak med en kvinde på vores alder ved navn Bianca, som viste sig at have boet i Nuuk de sidste to år pga. arbejde med et år tilbage på kontrakten. Vi snakkede sammen hele resten af turen hjem, hvor hun besvarede alle de spørgsmål, vi lidt har brændt inde med, fordi vi ikke har haft nogen at spørge. Hun gav os en masse tips til oplevelser og generelt livet på Grønland, og hun henviste Mathias til, at alt foregår på facebook og nævnte nogle grupper, der kunne være interessante for ham. Det er stedet, man møder folk, finder begivenheder og arrangementer og bare kan snakke med folk af samme interesser. Hun har virkelig været en kæmpe hjælp, for vores egen research har ikke fået de store resultater. Jeg ærgrer mig også over, at det først er nu, vi møder hende, for det ville have været fedt at have fået alle de informationer tidligere, men Mathias har fået hendes nummer, og jeg er bare glad for, at han har andre at henvende sig til uden for sit arbejde. Hun virkede virkelig sød!

Da vi kom tilbage til Nuuk, blev vi sat af ved Kolonihavnen, og straks spurgte Bianca os og to mænd, der kom sammen, om vi havde lyst til at spise en is sammen på cafeen og snakke lidt. Det sagde vi klart ja til og fandt et bord udenfor, så vi kunne nyde vejret fortsat. Her snakkede vi i over to timer om alt fra privatlivet til vores ophold på Grønland og videre færd. Vi endte med at bryde op ved ønsket om aftensmad, så vi fulgtes op til byens centrum og gik herefter hver for sig.

Hele dagen har været en kæmpe succes; alt fra vejret til turen til selskabet kunne ikke være bedre, og det var en rigtig god afslutning, at vi lige fik et par timers socialisering med jævnaldrende. 

Skal man nogensinde til Grønland, er en sejltur til isfjorden en obligatorisk aktivitet!

Vi lærte, at der stadig begraves med sten ovenpå lig, da man en stor del af året
ikke kan grave i jorden pga. frosten.

På vejen tilbage til Nuuk sejlede vi forbi et vandfald, vi lige skulle opleve.

Kaptajnen syntes selvfølgelig, at han ville drille os og sejlede helt tæt på.

Nuuk fra vands.

Isfjorden del 3 Frokost

Fra Fuglefjeldet sejlede vi så langt ind i isfjorden, vi kunne komme til i retning af den gletscher, al isen kommer fra. Vi skulle have så mange indtryk, vi kunne få, og så var formålet, at vi skulle spise frokost der. Det er helt ubeskriveligt smukt at sejle på de vande med iskosser overalt i former og farver, man ikke lige regner med findes, og kaptajnen var meget omhyggelig med at sejle langt rundt om (hvilket også gjorde turen sjovere). Hvis det alligevel skete, at vi sejlede over et lille stykke is, lød det pudsigt nok præcis, som hvis man kører noget over i bil!

Vi fik at vide, at den store gletscher foruden iskosserne også er skyld i, at vandets farve overordnet var turkis, da isens bevægelse ud mod vandet sliber sandet ekstremt fint, inden det kommer med ud i vandet. Nogle gange kan det også gå så hurtigt, at der er sand og sten ovenpå iskosserne.

Da iskosserne befandt sig for tæt på hinanden til, at kaptajnen ville fortsætte, slukkede han motoren, og så fik vi en halv times frokostpause. Vi skulle selv have madpakke med, og den indtog Mathias og jeg forrest på båden, hvor vi kunne sidde i fri luft og nyde udsigten. Her fik vi selskab af bedsteforældrene i den store familie og hyggesnakkede i de skønne omgivelser. Der var helt stille foruden vandets klukken, men pludselig hørte vi en lang, dyb rumlen i baggrunden og et dump plask, og selvom vi ikke så noget, måtte det være noget is, der knækkede af noget større is. Det understreger bare, hvor vild og utæmmelig naturen er, når noget er så langt væk, at man ikke kan se det, men stadig kan høres så højt og tydeligt.

På tilbagevejen passerede vi Fuglefjeldet igen og satte kursen mod Qoornoq, en lille bygd forvandlet til sommerhusområde. Mange bygder ligger øde af den årsag, at den grønlandske stat i stigende grad afviser at sejle proviant ud, da det er meget omkostningsfuldt, så derfor oplever de bosiddende i bygderne dilemmaet om, hvorvidt de selv skal sejle til de større byer efter proviant, eller om de skal flytte ind til byerne. De fleste finder det nemmere at flytte, og så bliver bygderne et sommerhusområde i stedet. Det er rigtig synd for kulturen, men man kan også godt se, at tiderne forandrer sig, og færre mennesker forbliver selvforsørgende, omend vi ved, mange stadig er det. 

Næste indlæg bliver det sidste om vores tur på isfjorden, så nyd billederne indtil da!

Vi sejlede i denne retning, hvor gletscheren ligger helt inde.

Isfjorden del 2 Fuglefjeldet

Vi ankommer til Fuglefjeldet og kan allerede fra lang afstand høre skræppen fra utallige fugle. Kaptajnen nævnte 6-7 forskellige fugle, der yngler her, men han sagde også, at der er mange flere. De anlægger rede alle steder, der bare er den mindste mulighed for, at den sidder fast. Det ligner umiddelbart et umuligt arbejde, når fjeldet er så stejlt, men de kan åbenbart godt sætte reder fast. Fuglefjeldet er 1200m højt, og hele fjeldsiden fra top til bund har reder strategisk placeret, og mågerne ynglede for to uger siden, så ungerne var små, grå, pjuskede og overraskende svære at få øje på. Selvom vi sejlede helt tæt på, var de ikke nemme at se. Det er også en fordel mod rovfugle, sagde kaptajnen. 

Da vi nåede frem, slukkede kaptajnen motoren, så vi rigtig kunne høre alt, der foregik, og så vi ikke forstyrrede fuglene for meget. Vandet havde en naturlig stille og rolig fremdrift i den rigtige retning, så båden skulle ikke engang styres væk fra kollisionsfarer. 

I det fjerne ses gletscheren som det meget lyse stykke i midten.

Herinde findes den gletscher, som producerer al den is, der findes i fjorden!

Fuglene og deres mange, mange reder!

Fuglefjeldet, som vi forlader det i kursen mod gletscheren.

Isfjorden del 1 Afgang

 Vejret denne uge har ikke været noget at råbe hurra for. Det er ærgerligt, da Mathias kun har ferie denne uge, indtil om to uger igen, hvor han har taget endnu en uge. Vi havde håbet, at vi kunne komme ud på en masse eventyr og få en masse oplevelser, men vejret har bare ikke været til det. Det var et vilkår, vi ofte har hørt heroppe, og vi vidste det også godt. Det var bare ærgerligt. Vi tænkte dog, at vi mindst skulle én gang op på bjerget Lille Malene og mindst én gang have en guidet sejltur. Endnu en udfordring har været, at der denne uge har været et større udbrud af corona i Nuuk, så de har med ingen varsel krævet vaccination eller coronapas til nærmest alt inklusiv offentlig transport, og vi skal have mundbind på, når vi opholder os indendørs uanset hvor.

Vi bestilte billetter i mandags (før restriktionerne) til en sejltur til isfjorden onsdag og krydsede fingre for, at de ikke ville aflyse turen pga. dårligt vejr eller corona. Da vi stod op onsdag morgen og trak gardinet fra, stod solen dog ind som fra et fyrtårn fra en helt klar, blå himmel. Vi var enige om, og er stadig i dag enige om, at det var den heldigste dag at planlægge sådan en tur! 

Vi skulle møde kl 10 nede på Tidevandstrappen, som er forholdsvist tæt på lejligheden, og hele turen skulle vare til kl 16, så det ville blive en god, lang, grundig oplevelse! 

Mens vi ventede, kom to mænd, en kvinde og en familie bestående af bedsteforældre, en mor og et barn, så båden ville blive fyldt op. Det var en fin, "lille" båd med 9 siddepladser, og Mathias og jeg endte med at sidde på første række med godt udsyn over det hele. Der var en kaptajn, som styrede båden og en kollega, som primært fortalte om det, vi passerede og skulle se; først ville vi sætte kursen mod Fuglefjeldet, hvor de fleste fugle i området kommer for at yngle, herefter ville vi sejle så langt ind i isfjorden, vi kunne, spise frokost, herefter sejle til bygden Qoornoq, og efter en lille tur op til kirken, skulle vi hjem. 

Jeg har taget rigtig mange billeder, som jeg gerne vil dele, så for ikke at gøre det for uoverskueligt, har jeg valgt at dele oplægget om isfjorden op i fire dele. De vil blive lagt op i den rigtige rækkefølge. 

Noget, jeg fandt fascinerende og overraskende var, at efterhånden vi kom længere ind i fjorden, kom der naturligvis flere "iskosser", som er det rigtige ord for de små og kæmpestore isklumper i vandet. (Det udtales "isgosser", for jeg har lært, at k udtales som g på Grønland.) Men jo længere ind i fjorden jo flere iskosser, og det overraskende var, at når vi kiggede fremad, lignede det altid, at havet var helt tæt af is, og det så slet ikke ud, som om vi kunne sejle derind, men efterhånden som vi kom længere frem, opdagede vi, at der alligevel var langt mellem iskosserne. Der var gerne 10m eller længere imellem dem, og det viser bare, hvor nemt det snyder herude. Man skal være rigtig forsigtig. 

Helt til venstre stikker et lille bjerg op - det er Fuglefjeldet, som vi sejlede til først.

Fuglefjeldet er det, der rager op i midten. Der er godt 40 km dertil fra bådens lokation her.