Au Pair møde

Så blev det tid til endnu et indlæg! Der er sket en hel masse, men jeg vil prøve at styre min skrivediarre!

Jeg skrev i fredags sidst, men jeg sprang over et par begivenheder fra samme uge, som jeg nu vil fortælle om!
Så tirsdag i sidste uge havde vi missionærerne Sister Estes og så en ny pige, Sister Hardy, da Asay åbenbart flytter til Raleigh. De bliver ikke det samme sted hele tiden, Steele (en af de mandlige missionærer) flyttede også et andet sted hen for nogle uger siden, så der er en ny en (knap så lækker) med Hershal nu. Anyway, Estes og Hardy kom og spiste med, men kl. 19 havde Charlotte og Vivianna en optræden på skolen (det blev holdt i kirkens sal), så vi spiste kl. 17, og de tog af sted igen godt en time efter. Tirsdag aften har jeg jo normalt et Bible Study møde med Singles gruppen, men i stedet for Bible Study tog vi også til skolens optræden. Jessica og Adam kom og hentede mig kl. 18, hvor planen var at tage til restauranten Chik-fil-a, hvor vi ville spise sammen i gruppen. Vi kom som de sidste, så vi blev mødt af Jake, Michael, Jessica Rouleau og hendes kæreste Nathaniel Leet ("Nate"), Justin og en af de ældste, som jeg aldrig kan huske, hvad hedder. Jeg havde dog spist med familien, så jeg snakkede bare med de andre. Jake var stadig sulten, så trods tidspres gik han alligevel op og bestilte mere mad, Adam gik med ham, og så stod de deroppe og ventede. Tyve minutter i syv havde vi regnet med at være i salen, men de stod stadig og ventede, så jeg gik op for at herse med dem, og pludselig stod hele gruppen oppe ved os for at se, hvad der foregik (bare rolig, jeg lavede ikke en scene, jeg drillede dem bare, men når nogen står sammen, kommer resten jo også), så jeg blev lidt nervøs for min taske, som jeg havde ladet blive på min stol. Da jeg gik tilbage, så jeg dog Justin stå og holde vagt ved den, så jeg fortsatte for at give ham et knus som tak, og vi gled bare sammen i det mest fantastiske knus nogensinde! Krammenes Gud havde sammensat det perfekt med fyrværkeri og det hele. Jeg kan normalt godt lide hårde, stærke kram, som kan mærkes helt ind i lungerne og rygraden, men det her var helt modsat. Og nej, jeg har ikke følelser for ham eller noget, bare så vi er på samme side. Jeg er bare så glad for kram, og jeg har også været der, så snart jeg har set ham, og det er lige godt hver gang! Her fik jeg også sagt undskyld for næsten at have sendt en bold i hovedet på ham, da vi spillede volleyball til picnicen, men han havde heldigvis bare haft det sjovt. Så kom gruppen tilbage, og Jake spurgte mig, om jeg kendte vejen til kirken, da han op til nu havde været afhængig af lift fra andre, men hans forældre kom jo med en bil den weekend (årsagen til at de kom i første omgang, så han ikke kunne komme med på teltturen), så han var først nu begyndt at lægge mærke til vejene osv. Jeg fik lige sikret mig ruten af Jessica, inden jeg bekræftede, og han spurgte, om jeg ville køre med ham. Vi havde det rigtig sjovt i bilen, og det var første gang, vi var helt alene sammen, hvilket var lidt mærkeligt, men turen var alligevel for kort. Jeg sad også ved siden af ham i kirken. Adam havde købt en masse småkager fra Chik-fil-a, som han gav mig en af. Det var af den slags, som man tager et halvt kilo på af bare af at kigge på den, så jeg kunne ikke spise det hele. Da Adam tilbød Jake en småkage, takkede han dog nej med intentionen om at dele med mig, så det var jo helt perfekt. Lidt efter tilbød jeg Adam og Jessica tyggegummi, men Jake sneg et stykke fra pakken først, tog en lille bid og tilbød mig det så tilbage. Jeg havde selvfølgelig i sinde at give ham et stykke også, så han kunne beholde det, jeg holdt min hånd ud for at tage papiret, da drenge jo ikke har de her smarte håndtasker som os, så han lagde det i min hånd, krøllede min hånd om det og sagde, at det var en gave kun til mig. Drenge er så underlige. Forestillingen var faktisk fantastisk! Den ældste klasse var 6., og alle klasserne havde en sang at fremføre, nogen gange kom alle ungerne mellem 4 og 12 år op på scenen for at synge, og nogen gange var der en modig lille enkelt en, som opførte noget. Jeg var allermest imponeret af en tiårig lille asiatisk dreng, som spillede Sonata 1st movement, Kochel no. 545 af Mozart helt fejlfrit. Det var bare SÅ fantastisk! Charlotte stod selvfølgelig og lavede spilopper, mens hun stod på scenen, og løftede op i yderste lag af kjolen, lavede ansigter (ikke for at være 'sjov', men fordi hun altid laver ansigter, når hun keder sig) og stod generelt meget uroligt. Forestillingen var til ære for soldater og veteraner, så der var også deres nationalsang, deres Pledge of Allegiance i sangform og små dialoger, som handlede om landet og folket. Efter forestillingen snakkede jeg med Loretta og de andre lærere, som jeg ikke har set i et stykke tid, inden jeg gik over til dem, jeg snakker mest med i Singles gruppen. Der var tale om at tage hjem til Josh for at hygge, så Kirsten, Christine, Jessica, Adam, Justin og jeg fortsatte over til ham. På vejen stoppede Adam dog ved Food Lion, så vi kunne tage nogle snacks med over til ham. På vejen i bilen spurgte han og Jessica, om jeg havde set Brokeback Mountain, da de havde deres interne joke, som jeg stadig ikke forstår. Brokeback Mountain er jo den film om Jack Twist og Dennis el Mar, som tager op på det bjerg om sommeren sammen for at hyrde geder - og de ender med at få et forhold. Her er de kristne bare så meget imod homoseksualitet, da det åbenbart er meget tydeligt i Biblen, at det er imod Gud. Jeg gav dog udtryk for min mening, at jeg synes, folk skal have lov til at være sammen med dem, de vil, og i stedet for et skænderi, som jeg havde halvt forventet, snakkede Adam og jeg stille og roligt om moraler og værdier, og jeg tror, vi begge fik et godt indtryk af hinandens synspunkter (med forståelse). Så kom vi hjem til Josh, hvor vi hyggede og snakkede, men deres valg af emner havde jeg meget lidt, hvis overhovedet nogen, forstand på, så jeg lyttede mest. De snakkede bl.a. om en af deres spil, som mest bliver brugt til idræt, men som er kendt over hele landet; kick ball, og hvordan de ville prøve at samle gruppen engang og spille det sammen. Det lyder pisse skægt, og jeg glæder mig til at lære et nyt spil. Især fordi det lyder som et spil, man bruger benene til, som jeg bestemt er bedre end til spil med fokus på armene haha. Men vi havde det hyggeligt! Jeg kom desværre sent hjem (efter 23), så jeg var ikke så frisk den følgende morgen.

Onsdag hjalp jeg Henning om aftenen (åh, jeg har glemt at sige, at Valerie arbejder nattevagter, så jeg har hjulpet meget til i aftenenerne), inden jeg fik lov til at gå. Jeg ankom til mødet 21.15, hvilket er lige lovlig sent, men jeg vil jo gerne være så meget sammen med Jake som muligt, inden han smutter. Efter diskussionen fandt Adam en stor papkasse frem fra gæsteværelset og gav os alle sammen bogen '30 days to understand the Bible'. De havde holdt det helt hemmeligt, og glæden var øjensynlig. Jeg blev også selv rigtig glad for den. Måske kan den hjælpe mig til at finde ud af det hele, for jeg føler mig altid lidt dum, når Pastor Sean nævner vers, som vi skal finde, og jeg kan aldrig finde dem. Jeg er først nu begyndt lidt at kunne finde rundt i Biblen. Men alle andre i kirken kan jo rækkefølgen af kapitlerne udenad, så det går skide stærkt. Og inden vi gik satte Jessica en sang på fra youtube af en gruppe, som kalder sig Pentatonix (lad jer ikke narre af navnet). De synger A Capella, har en sort fyr til beatet og laver ellers alle lydene med munden - foruden at de alle har en forrygende vokal. Jeg er især begejstret for sangen Carol of the Bells og Evolution of Music (hvor de har sat et par linjer af sange fra det 11. århundrede, 1600 tallet, og så op gennem 1900 tallet og nutidens musik). Det er helt formidabelt! Jeg har nok hørt Carol of the Bells tyve gange på under et døgn.

Lørdag skrev Christine på facebook om nogen havde lyst til at komme og have spilleaften med hende, hvor jeg svarede, at jeg nok skulle arbejde til sent, men jeg ville komme over, når jeg var færdig. Jeg sad så i bilen og prøvede at taste hendes adresse ind på min GPS, men den ville ikke finde den! Jeg måtte så ringe og få en beskrivelse af, hvordan jeg skulle komme derhen (hvilket jeg ikke var så begejstret for, for når folk prøver at fortælle mig en rute, ender jeg altid et helt andet sted! Lige meget hvor simpel ruten er!), men jeg for slet ikke vild eller noget og huskede hele beskrivelsen i hovedet og alt muligt! Jeg kom lidt over 21, hvor Kirsten, Jake, Justin, Josh og Arlene sad på gulvet i en rundkreds og skulle lige til at starte et spil Phase 10, som jeg lærte at spille i Arkansas! Jeg blev mødt med et kram af Christine, hvorefter Kirsten udbrød: Are you wearing Wonder Woman pants?! Jeg købte dem, da jeg var i Rugged Wearhouse og går i dem hele tiden. Jeg kunne ikke se på facebook, hvem der havde takket ja til at komme, så jeg gik ikke ud fra, at nogen fyre ville komme, så jeg trak bare mine meget gennemtrængende blå Wonder Woman knæbukser og en bordeaux trøje på, som overhovedet ikke matchede - jeg havde ingen makeup på eller noget.. øv, hvor skal jeg altså lære at gøre noget ud af mig selv, selvom jeg bare skal noget afslappet. Men Jake var på min side og sagde, at vi alle burde gå med Superhelte-tøj.Vi fik at vide, at vi ville blive smidt ud ved 23 tiden, da hun skulle have sin skønhedssøvn, men vi spillede til kvart i tolv! Jake tog hjem ved 22 tiden (han omtaler sig selv som en 'sleepy little baby') og kort efter også Kirsten, men vi fortsatte alligevel. Vi rottede os sammen på kryds og tværs for så at skifte side, drillede, og opførte os bare fjollet. Justin er meget konkurrerende, når det gælder spil, så den sidste times tid sad han og småhoppede på gulvet af frustration, smed med sine kort og beklagede sig groft (selvfølgelig bare for sjov), når det ikke gik godt for ham, hvilket vi andre morede os grundigt over! Christine og jeg var meget tætte fysisk i løbet af aftenen; der var ikke mange minutter, vi ikke havde kontakt, enten med at læne os op ad hinanden, læne os ryg mod ryg, have hovedet på den andens lår, osv. På et tidspunkt gav jeg hende også en kort massage, mens Josh kiggede misundeligt på os og sagde 'I want a massage too!'. Han kunne da bare komme over, men han sagde, at han også var doven. Så jeg havde en rigtig hyggelig aften. Jeg blev nødt til at følge efter Justin på vej ud til den store vej, da jeg ikke havde lagt mærke til de veje, jeg kom ad, og da vi holdt for rødt ved siden af hinanden for at skilles, vinkede han, inden jeg kørte. Ej han er altså bare det sødeste. Da jeg kom hjem, blev jeg oppe (jeg var nok overtræt, for jeg havde ikke nok ro i kroppen til at lægge mig) for at skrive et brev til Jake. Sidst han var af sted, fortalte han, at han havde haft det rigtig træls, så jeg ville bare skrive, at vi savnede ham og glædede os, til han kom tilbage, samt gav et par råd, som jeg gør brug af, når jeg er nede. Jeg vedlagde også en tegning af et kram, som jeg håber vil huske ham på dem, der venter ham, når han kommer hjem.

Søndag vågnede jeg overraskende frisk, selvom jeg havde fået så lidt søvn de sidste par dage. Jake dukkede ikke op til Sunday School, så jeg begyndte at svede over, om han ikke kom alligevel. Jeg fandt så ud af, at han gik til en anden Sunday School time, men han sad ved mig til Worship. Han snakkede om at tage ud og spise frokost med os alle sammen, men Adam og Jessica kunne ikke, så det blev kun ham og Jared, som spiste sammen i sidste ende. Så måtte jeg jo give ham brevet her. Da jeg gav ham konvolutten, udbrød han 'Oh, I love notes!', hvorefter jeg gav ham strenge ordrer på ikke at åbne den, før han var i en frustrerende situation. Så håber jeg bare, at han overholder det. Ellers vil det ikke opmuntre så meget. Derefter sagde han farvel til os alle sammen. Jeg var slet ikke klar til at sige farvel, så krammet sluttede, før jeg nåede at opfatte, at det var begyndt. Det tog også hårdere på mig at sige farvel, end jeg havde regnet med. Christine blev og snakkede og inviterede mig så på frokost hjemme hos hende. Hun bor kun fem minutter fra kirken, så jeg kørte med hende, og vi hørte Celtic Thunder, som er ny for mig men rigtig gode. Vi fandt nemlig ud af, at vi begge godt kan lide Celtic Woman (hun var ved at smide mig ud i jalousi, da jeg fortalte, at jeg havde set deres koncert i Hamborg for et år siden) og Hayley Westenra, så da vi kom hjem, satte hun en koncert med Westenra på fjernsynet, som vi hørte, mens vi spiste de pizzasnegle, jeg havde bagt lørdag og efterladt hos hende til spilleaftenen. Det var rigtig hyggeligt, og kvart i to kørte hun mig tilbage til kirken, så jeg kunne komme til mit Au Pair møde kl. 14.
Det er kun mit andet møde (det er fint nok, men jeg bliver ikke skuffet, hvis jeg ikke kan komme. Jeg vil hellere være sammen med mine venner), men her så jeg faktisk frem til det, da Amy Watson havde hyret en veninde, som er kunstlærer, til at give os en malerlektion. Mit GPS kunne heller ikke finde Amys adresse, så igen måtte jeg ringe for at få instruktioner. Her kørte jeg lidt forkert, men jeg fandt det da og kom et par minutter for sent. Læreren var helt fantastisk! Jeg synes ofte, at kunstlektioner er kedelige, fordi jeg har tegnet så lang tid, og jeg ender altid med at høre om, hvordan man laver skygger osv, altså alt det, jeg lærte mig selv, da jeg var 12, men hende her gik bare lige på og hårdt. Hun havde forberedt et motiv af en himmel, et hav og to palmetræer, hvilket var rigtig flot! Ingen kedelig frugtskål! Lektionen var mest, hvordan man blender farverne og laver nogle fede palmetræer! Jeg var rigtig begejstret for det hele, og hun hjalp mig præcis, som jeg havde brug for (råd og måske et enkelt strøg, men hun lavede ikke noget på mit kanvas). Det er vidst kun mit 3. maleri, og jeg kæmpede med at få penslen til at gøre, som jeg ville have den til, men det blev faktisk okay! De andre piger kom hen med jævne mellemrum og roste det, og læreren var også imponeret. Hun var specielt imponeret over, at jeg gjorde det selv og ikke kaldte hende over for at hjælpe hele tiden - hun kaldte det freestyle (jeg kiggede heller ikke på lærerens færdige maleri, da de andre piger brugte det, men jeg huskede bare på hendes instruktioner, og det var rigtig sjovt!). Jeg vil sætte et par billeder i bunden af indlægget.
Jeg kom hjem en del gladere, hvor Valerie spillede vendespil med Vivianna, som jeg kom med i.
Jeg fik lov til at smutte til aftenens Service. Jeg havde besluttet at give mit maleri til Jessica og Adam, da jeg ikke kan hænge ting op på mit værelse, det ville være svært at tage med tilbage til Danmark, og de har været så gavmilde ved mig, så det var bare en lille ting, men jeg håbede, at de ville have det.
Jeg mødte Jessica ved indgangen til kirken sådan helt tilfældigt, men jeg gik ind for at holde vores bænk. Jeg var kommet alt for tidligt, men familien var taget ud for at hente Ranger tilbage fra et bad, så jeg kunne lige så godt bare tage af sted. Jeg sad og legede med min iPad, hvor jeg pludselig hører Austin bag mig sige hej. Jeg vendte mig hurtigt om og håbede, at han ville lade mig være, men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Jeg begyndte rigtig at svede, for han blev bare alt for pågående. Ville snakke om mit kærlighedsliv (som jeg så mig undskyldt til at lyve om), og jeg prøvede at sige, at jeg ikke var interesseret, men han er som sagt lidt underlig i hovedet, så det sank altså ikke ind. Jeg begyndte at sidde uroligt i sædet (han havde også sat sig så tæt op ad mig (på en tom bænk!) som han kunne komme uden at sidde på mig!) og kigge mig om efter de andre fra Singles gruppen, og efter en pinefuld lang samtale så jeg endelig Jared stå og snakke med Jimmy, og da han satte sig, sprang jeg bare op med det samme og sagde, at jeg havde ventet på ham, så han måtte have mig undskyldt. Austin spurgte så, om han var min kæreste (FOR FANDEN!!!!!), hvilket jeg fik undgået at svare på, men det var en kæmpe lettelse at kunne sætte mig på den anden side af Jared. Jeg fortalte ham om Austin og fik god støtte, men så så vi ham begge rejse sig, gå rundt om bænkene og ned ad gangen, som jeg sad lige ud til. Vi åndede begge lettet op, da han bare gik forbi, og så snakkede vi ellers bare normalt, mens jeg prøvede at gasse ned. Jeg satte mig igen over på den anden side af Jared men blev hos ham, skulle Austin beslutte at vende tilbage, og så begyndte aftenens Worship. Arlene kom lidt senere, så vi sad sammen alle tre, men da sangene var slut, kom Jessica, Adam, Jimmy, Kathy og Jessicas far og satte sig, så jeg rykkede over til dem. Jessica tilbød mig på et tidspunkt et stykke chokolade med citron og sort peber. Ellers tak, jeg havde heldigvis et bolsje i munden som undskyld, men så tilbød hun Jimmy, som meget mistroisk tog en bid - hvor jeg måtte bide mig selv for ikke at grine højlydt. Det er altså noget mærkelig noget at putte i chokolade!
Efter aftenens Worship om søndagen er der altid et kort møde for medlemmerne i kirken (jeg er ikke medlem, for man skal gennem et forløb som hedder First Class, som varer 2 måneder, og jeg har ikke lyst til at gå gennem det, da jeg elsker at være i College and Career og ikke vil have, at folk glemmer mig der). Jeg blev nødt til at gå ud, men det var fint nok, jeg havde min iPad, som jeg kunne læse på....troede jeg, men da jeg gik ud, så jeg Austin komme mod mig igen, så jeg satte farten op, men han indhentede mig og begyndte at snakke til mig igen. Heldigvis blev hans opmærksomhed taget fra mig et øjeblik af nogen på hans alder, så jeg spænede ind på toiletterne, hvor jeg fik børstet mit hår, gået på toilet og alt muligt som trak tiden ud. Da jeg endelig stak hovedet ud, var han ingen steder at se, så jeg begyndte at gå op og ned af gangen for at vente på Adam og Jessica. Der er en cafe lige uden for salen, som altid er proppet med high school elever, og denne aften var ingen undtagelse, men da jeg så Austin igen, smuttede jeg derind, så Christian (Serenity's høje, ranglede bror på min alder) og gik over for at lade som om, jeg var beskæftiget. Han stod og drillede sin lillebror foran lillebrorens venner (som storebrødre jo skal), og bagefter snakkede han så til mig og forklarede at det bare var for sjov. Jeg fortalte ham om Austin, så han kunne være forberedt, hvis jeg lige pludselig blev virkelig engageret i samtalen. Jeg har ikke rigtig snakket med Christian før, da han mest har holdt sig for sig selv til møderne, men han var rigtig sød! Han fortalte, at hans bror (jeg kan simpelthen ikke huske, hvad han hedder!) er meget fysisk ligesom mig, mens han ikke selv er den, der tager initiativ til berøring. Og ganske rigtigt kom hans bror så over, komplimenterede Christians skjorte og gav ham et stort kram, mens Christian gav mig et hvad-sagde-jeg blik. Det var bare så sødt alligevel, hele situationen generelt. Jeg snakkede lidt med hans lillebror (han er 15, så I skal ikke tro noget forkert!) og fik også et kram af ham, inden jeg så, at dørene til salen var åben, så jeg gik ind for at snakke med mine venner derinde. Det var mest Christine, jeg sad med, men vi gik alle sammen ud på parkeringspladsen sammen. Jeg havde fortalt Jessica på forhånd, at jeg havde noget til dem, så jeg gik med Christine hen til min bil for at hente maleriet. Christine var virkelig begejstret for det, især da jeg fortalte, at det kun var mit tredje rigtige maleri. Jessica og Adam gik helt amok over det. De gav udtryk for en forkærlighed for malerier på væggene, men at de altid er så dyre, når man køber dem, så de var ret begejstrede for det. Adam ville hænge det på sit 'kontor' (et område bagerst i stuen, hvor han har sit skrivebord og computer), så han kunne ønske sig et sted hen, hvor det så sådan ud. Jeg er rigtig glad for, at de blev glade for det og ville beholde det. Jeg er ikke så vild med, hvis det kommer til at hænge et offentligt sted, men jeg skrev jo så mit rigtige navn, så måske lægger folk ikke mærke til, at det er mig - hvis de overhovedet kigger på det. Her kommer billederne så fra vores Au Pair møde. Husk at I kan forstørre ved at klikke på det!

Frihed, malelektion og ægte venner

Klokken er næsten halv elleve, så jeg burde egentlig gå i seng. Jeg har ikke fået så meget søvn de sidste par nætter (min egen skyld), men jeg har ikke lyst til bare at lægge mig. Så jeg vil dele et par begivenheder, som er sket og vil ske.
Jeg har fået bilen tilbage, så længe jeg husker at gøre den ren en gang om ugen. Det er virkelig fantastisk at have den frihed igen. Jeg har ikke haft overmåde brug for den, da jeg har de her fantastiske venner, som tilbyder lift osv, men det er nu rart at kunne gøre tingene selv igen!
Jake tager på endnu en træningstur med militæret igen og tager af sted på mandag, hvilket jeg naturligvis er rigtig træt af. Jeg ved ikke, hvor lang tid præcis, for han har ikke helt selv styr på det (han har sagt 3-4 uger), men jeg har tænkt mig at spørge på søndag, når vi ses i kirke. Jeg er ved at lave noget til ham, som han kan tage med, hvis han får lov til det (jeg ved jo ikke, hvad de må tage med); en lille besked med en tegning bag på af et kram, til hvis han føler sig nede - for han har ofte givet udtryk for, at han ikke har det helt sjovt sidst på turene. Jeg kommer godt nok til at savne ham! Det er også helt mærkeligt at tænke på, at det er sidst i maj, når han kommer tilbage.
Så samler min områderepræsentant Amy Watson os til endnu et Au Pair møde hjemme hos hende selv, hvor hun har ringet til en kunstlærer, som vil give os en lektion i maleri på kanvas, hvilket jeg ser frem til, for jeg elsker at male, men det er squ ikke så 'nemt' som tegning. Det er lidt mere klodset så at sige. Jeg arbejder bedre med min fine motorik. Men det bliver sjovt at se, hvad jeg kan få ud af det. Læreren vil vidst skaffe kanvas og maling, så vi skal kun betale 15 dollars, og Amy vil sørge for snacks og drikke. Jeg er sikker på, det nok skal blive hyggeligt!
Og det sidste, jeg vil dele med jer, er en samtale over sms, jeg havde med min bedste ven Jessica tidligere i dag. Jeg vil lige nævne, at da jeg var til Bible Study (møde) i onsdags, havde Jessica og Adam købt en masse eksemplarer af en bog, som vi følger i vores tirsdagsmøder. De har givet os en hver, så vi selv kan læse på det også, og jeg har læst to kapitler nu. Bogen hedder "30 days to understand the Bible", hvilket går ud på, at man ikke behøver læse mere end et kvarter om dagen (svarer groft til et kapitel om dagen, så der er som I kan regne ud 30 kapitler), og når man er færdig, burde Biblen være letforståelig. Det er ikke engang tung eller kedelig læsning, for sproget er mere snakke-sprog, så det fanger, og man skal have en blyant ved hånden, for man får forskellige opgaver - fx er der et kapitel om geografien, hvor der er et kort, og så får man beskrivelsen af stederne, hvor vi skal skrive navnene på kortet. Det er faktisk ret sjovt. Men anyway, vi fik den bog altså. Efter jeg hentede Vivianna fra skole (Charlotte var helt uregerlig i morges, så Henning gav op og efterlod hende hjemme), ville jeg have dem til at rydde op på deres værelse, men de legede mest og jeg blev vred, så jeg valgte i stedet at hente bogen og læse, mens de selv kunne håndtere deres værelse (jeg tog den med op på deres værelse, så de ikke gik helt i baglås). Nu til samtalen mellem Jessica og jeg:
Mig: So I'm already through 2 chapters :) I was looking at the front of the book and it just hit me how much I love you guys, I almost started to cry.. Thank you for the book and everything else, I don't even know where to start.
Jessica: Dana that's awesome we love you so much and will do anything for you :) never ever hesitate to ask us for anything
Mig: And I appreciate it, you can also come to me for anything! It means the world to me to have such good friends!
Jessica: Aw Dana :) I love that God brought you into our lives!
Mig: Me too! I love you!
Og så snakkede vi om, om de havde tid lørdag aften efter pigerne gik i seng, så vi evt. kunne være sammen og jeg kunne sove hos dem, så jeg kunne køre med dem direkte i stedet for, at de skulle hente mig, men jeg skal stadig have spurgt min værtsfamilie. Men to minutter efter jeg spurgte, kom Henning og sagde, at jeg måtte få bilen tilbage, så.. men ja, jeg ville lige dele en stump af, hvor godt jeg har det her med mine venner. Jeg føler mig ikke som udlændingen mere, men som en helt fast del af gruppen med egen stemme og plads. Hvis jeg ikke har fortalt det før, kalder jeg mig Dana i offentligheden, da Nanna jo betyder enten barnepige eller bedstemor, så det er bare et lidt mere normalt navn her. Men Adam er begyndt at kalde mig Nanna her på det sidste. Jeg tror, det er hans måde at være tættere på mig, hvis det giver mening. Jeg har kun en enkelt gang nævnt mit rigtige navn, og det var engang i februar, da jeg stadig kun var et bekendtskab. Men det føltes helt overraskende godt at blive kaldt Nanna af en af mine bedste venner. Som om der er mere intimitet. Men han, Jessica, Jake og Danielle er nok de eneste, jeg vil lade slippe af sted med at kalde mig det, netop på grund af intimiteten, for hvis andre siger det, lyder det mere som... ja, det amerikanske ord for det.. når Adam siger det, lyder det som mit navn, ikke ordet.. jeg håber, jeg giver mening. Men ja, jeg har nogle helt fantastiske venner her. Jeg har virkelig været heldig!

Jeg håber, I alle har det godt derhjemme!
Stort knus!

Campingtur og picnic

Så er det blevet mandag, tirsdag og hverdag igen. Jeg sværger, den her telttur har været som en alt for kort miniferie, hvor jeg har skubbet alle mine bekymringer ud og bare hygget mig grænseløst. Det var virkelig fantastisk! Og der var faktisk en masse problemer, som ville have givet alle andre en lortetur, men... det betød bare ikke noget i længden. Nu til turen!
Fredag havde jeg alt i alt en god arbejdsdag. Jeg skulle først arbejde fra omkring halv ti, da Svend skulle til læge, så Henning tog ham. Vi havde en meget afslappet dag, ham og jeg, og jeg glædede mig både til at se mine venner igen (min ven Ea holdt tøsehygge, hvor vi havde aftalt, at vi skulle ringe over skype) og til turen. Pigernes hyggeaften startede kl. 18, hvilket jo passer fint med middag hos mig, og det kunne ikke passe bedre, at Svend faldt i søvn fem minutter før! Eas mor havde dækket op til mig med egen plads, hvor computeren sad på bordet, og så sad vi alle og snakkede. Lyden hoppede lidt af engang i mellem, men det var, hvad der kunne ske.
Henning kom hjem kvart i to, hvor Svend stadig sov, så han lod mig snakke videre, og da Svend vågnede fem minutter senere, lå Henning med ham endnu et kvarters tid, inden jeg tog over, så vi kunne gøre os klar til at hente pigerne. Henning skal tabe 12 pund på 12 dage (i fredags), så han har motioneret meget - han må kun veje en bestemt vægt til sin højde for at arbejde i militæret her.
Vi hjalp hinanden med at passe ungerne og gøre Vivianna klar til gymnastik, inden de tog af sted halv fem. Jeg fik lange krammere af børnene, og så gik jeg op for at slå tiden ihjel på værelset. Jessica og Adam kom og hentede mig kl 18, hvor vi kørte hen foran Josh's lejlighed i nærheden af deres, og her samledes vi alle, inden vi kørte efter hinanden. Vi var os tre, Kirsten og Christine, Josh, Justin, Jared og Jimmy (som er Jessicas lillebror på 21). Vi holdte ind og kørte gennem KFC på vejen, inden vi fortsatte. Jessica og Adam er helt fantastisk gavmilde, jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gøre gengæld - de vil ikke tage benzinpenge eller for maden til turen, og de har betalt min mad på KFC, og søndag gav Jessica mig et par flotte sko til kirke og en trøje, som hun egentlig bruger til hyggetøj, men hun sagde at hun havde andre magen til, og den så desuden bedre ud på mig, sagde hun. Jeg må finde en måde at give dem tilbage på. Vi kørte i fire biler, og Josh kørte forrest for at navigere. Der gik ikke lang tid, før det begyndte at øse ned, og det tog godt en halv time længere at køre derud. Heldigvis var det almindelig regnvejr, da vi endelig nåede derud, og de andre begyndte at sætte deres telte op med risiko for, at det kunne blive vådt. Jessica havde lånt ting til mig fra sin far (han er stor camping type), men det viste sig, at der ikke var noget dække over inderteltet (vi fandt så ud af søndag, at 'inderteltet' var vandtæt, så det behøvedes ikke), og hun havde ikke tænkt over et liggeunderlag, så jeg havde lidt et problem, men så kom Kirsten over og spurgte, om jeg ikke ville sove hos hende og Christine, for hun havde medbragt et ekstra stort telt med tanke på mig, og hun havde endda taget en ekstra sovepose med!
Da regnen næsten havde lagt sig, satte Adam og Jessica deres telt op med mig, og vi hjalp med at sætte Jimmys og Jareds hængekøjer op. Jimmys havde et smart dække over, så han lå øverst, og der var en masse barduner til dækket, som vi blev nødt til at sætte knæklys på, fordi vi blev ved med at vade ind i dem (læs: mest mig). Os piger gik på toilettet henne ved indgangen til pladsen, og da vi kom tilbage, havde Justin og Josh allerede lavet et kæmpe bål. Vi stegte et par skumfiduser på pinde, Josh skar til i enden, og sad længe oppe og snakkede. Jessica gik desværre tidligt i seng, fordi hun blev sur på Kirsten, da der var lidt uenighed over, hvorvidt vi skulle være stille eller ej (det var ret dumt, men vi var jo også trætte). Adam går meget op i at tage hensyn, da der var to andre campister godt ti meter fra os, mens Josh syntes, vi kunne gøre, hvad vi ville, siden vi havde betalt for at være der (15 dollars pr. nat). Adam, Jared og Jimmy var også gået til køjs, efter jeg, Kirsten og Christine gik på toilet igen for at gøre os natteklar, og så sad vi andre og snakkede op til, at jeg gik i seng kl. 1. Vi delte tumpe-historier med brækkede knogler, operationer efter bilulykker, og så fortalte jeg om, hvordan jeg besvimer, når jeg krammer en høj person, som klemmer til. Det var lidt svært at komme til at sige noget, og jeg har ikke rigtig nogle sjove/dramatiske historier at fortælle (udover da jeg havde kræft, men det er jo en helt anden kategori), så jeg havde ikke forventet den reaktion, jeg fik; de virkede meget forskrækkede, men jeg fik en mulig forklaring, da Josh sagde, at det lød som det, de kalder 'blood choke'. Han er jo i militæret, og der lærer de vidst den slags. Han forklarede, at man kan blive kvalt ved at få afbrudt tilførslen til luft (den som vi alle kender med kvælertag og det hele) og så ved afbrydelse af blodtilførsel. De kunne heller ikke forstå, hvorfor det skete, men de mente, at det var muligt, da jeg forklarede, at jeg havde et stort ar på halsen. Men de sagde, at jeg burde få det undersøgt. Jeg har bare aldrig tænkt over det som noget alvorligt. Det er kun sket 3 gange, men det har været samme position (jeg vil ikke forklare, da det jo kommer på internettet, og jeg vil ikke give hvem end, der læser dette, en så stor fordel over mig) - første gang med min far, anden gang med min værtsfar i Arkansas, og der har også været en gang med min ex Morten, hvor jeg ikke helt nåede at besvime, da jeg stoppede krammet i tide. Det er komplet med tunnelsyn, en bedøvelse af sanser, og næste øjeblik vågner jeg op på gulvet. Jeg har også sørget for at undgå den position siden. Men ja, da jeg gik i seng, begyndte de andre også at bryde op og gå i seng. Da Kirsten, Christine og jeg alle lå i poserne, spurgte Kirsten os begge, om vi havde 'prayer requests' (baptister beder meget, hvor de siger tak for de ting, de er taknemmelige for, og beder Gud tage hånd om problemer, som de selv og andre har - så de beder også til, at andre får løst deres problemer, så når de spørger, om nogen har en prayer request, spørger de, om nogen har problemer, de skal hjælpe med at bede til), hvorefter hun bad en lang bøn på vegne af os alle. Jeg syntes, at soveposen, Jessica havde taget med til mig, virkede lidt tynd, men hun sagde, at den kunne tage ned til frysegrader (det var Adams, så jeg tvivlede ikke på hende), så jeg tog bare nattøj på og lagde mig. Som altid er det bare himmelsk at komme ned i soveposen (liggeunderlag eller ej) de første 20 minutter, men så begyndte kulden fra jorden at krybe op gennem teltdugen og soveposen. Og den bed bare til resten af natten! Der var ingen bånd til at lukke åbningen til soveposen, så jeg krøllede mig sammen nede i bunden af posen, mens resten lå hen over mit hoved med siderne af åbningen folden under puden, der fulgte med, så jeg midt i min elendighed mest følte mig som en forårsrulle! Og jeg råfrøs hele natten, så jeg ikke kunne sove. Jeg kan ikke huske, at jeg vågnede på noget tidspunkt, hvilket jo er tegn på, at man ikke er faldet i søvn, men Christine og Jessica fortalte om morgenen, at de havde hørt mig snorke lidt og mumle, så jeg må jo have fået lidt søvn alligevel. Men det var en frygtelig nat, hvor jeg bare ventede på, at det blev morgen.

Lørdag morgen hørte jeg folk så småt stå op mellem syv og halv ni, men i det tidsrum var jeg endelig begyndt at slappe af på trods af kulden, så jeg blev liggende, indtil jeg skulle tisse for meget. Jeg opdagede, at mit venstre øre var blokeret, da jeg sover bedst på venstre side, så det var lidt svært at høre, om folk snakkede til mig. Jeg var dog godt olm, da jeg stod op, så da Adam sagde godmorgen, kiggede jeg bare blankt på ham (for at holde mig selv fra at rase på ham) og gik videre med min bh og toilettaske under armen. Jeg hørte dog Jessica sige, at jeg ikke var helt vågen. Jeg gik den lange tur til toiletterne i smukke, frodige, lysegrønne omgivelser, så min morgensurhed forsvandt, inden jeg nåede tilbage til lejren. Her var de begyndt så småt at lave morgenmad. Et par af drengene stegte pølser på pinde, nogen piskede æg sammen til røræg, der blev fundet ting frem, og Kirsten stegte små pølser på sølvpapir på risten over bålet. Jeg fik morgenkram og fortalte Jessica og Adam om mit nat, hvorefter Adam prompte rakte sin nylavede kaffe direkte over til mig med en stor undskyldning. Han mente, at jeg havde brug for den mere end mig. Det var ganske acceptabelt, er du gal, han kan lave kaffe! Den var næsten på niveau med min fars, og det var endda bare pulverkaffe, som man køber i små aflange poser!
Josh og Jared lavede røræggene efter pølserne var spist, og da det også var væk, lavede Josh og Jessica pandekagedej med banan, som jeg lavede på en aflang, rund pande med to håndtag, da jeg havde kontaktlinser i, så røgen generede mig ikke. Det er egentlig ret fantastisk, hvad kontaktlinser kan beskytte øjnene mod; bålrøg, løgsaft, regn.. det er det mest normale ting, jeg kan komme i tanke om. Den sidste pandekage, jeg lavede, var pr anmodning en, som dækkede hele panden i stedet for to små, og den endte overraskende godt! Jeg kunne bare ikke vende den selv, så Jared tog en dejskraber og hjalp til. Den pandekage gik alle og brækkede stykker af med fingrene, og da vi til sidst ikke kunne spise mere, tog Jessica (hun er en stor dyreven) resterne og smed ud til de bittesmå fugle, som hoppede rundt i nærheden. Vi så squ en kardinal! Det er North Carolinas statsfugl! Det er en helt rød fugl med sorte mærker omkring øjnene og næbbet, og så har den en sjov spids på hovedet! Den kom helt tæt på! Det var en stor oplevelse, da vores fugle i Danmark jo stort set alle er grå, sorte eller brune.
Efter en halvhjertet omgang opvask ved pumpen i kanten af vores plads (som skød vand op både ud af hanen og op af toppen, så vi er næsten alle sammen på et tidspunkt blevet overrasket af den, når vi stod hen over den! Hver gang ville vi drille hinanden, om de var kommet op at slås med pumpen haha!), gik vi en tur ned mod søen lige i nærheden. Adam ville blive på pladsen, da han ikke ville have 'uønskede gæster', og Jessica blev hos ham, da hun ikke ville have ham til at være alene med det hele. Så alle os andre gik, drengene kastede en frisbee frem og tilbage, mens vi gik, og efter fem minutter kom vi til søen. I ugevis op til turen havde Josh gået og snakket om, at han ville hoppe i søen med Adam (nogen gange blev der snakket om nøgenbadning) og skubbe Jimmy i også, men der har som sagt været koldt, selvom der var høj solskin resten af weekenden, så han var lige ved at springe fra. Han brugte endda skruerne i sit tidligere brækkede ben som undskyld, da han var 'bange for at de ville fryse fast', men efter lidt gruppepres og kommentarer, smed han endelig tøjet og hoppede i. Han kom hurtigt op igen og indrømmede så, at det ikke var så koldt, som han havde frygtet. Jeg gik selv i op til knæene, og ganske rigtigt var det næsten lige så varmt som Danmarks sommerstrande ude på det dybe vand. Jeg ville nok have hoppet helt i selv, hvis der havde været mere tid, men jeg samlede mod for længe. Vi fulgte søen lidt, snakkede med en fisker på vores alder, og skød så gennem skoven, hvor vi fandt en gammel svinet lejr, et shelter ligesom Æsels i Peter Plys, og en indhegning med geder, som vi kun kunne høre. Christine klagede over alle edderkopperne, som hendes falkeblik skuede på lang afstand, og Kirsten gik også forsigtigt mellem træerne, men jeg havde mine vandrestøvler på og mosede igennem med drengene. Og på magisk vis (og lidt hjælp fra GPS'en fra Josh's telefon), brød vi gennem skovbrynet, gik et par meter og opdagede vores egen lejr lige fremme. Det var ret imponerende! I løbet af dagen spillede drengene meget bold, hvor de stillede sig rundt omkring på pladsen og kastede en amerikansk fodbold til hinanden og kom op med forskellige regler, så det ikke blev så ensformigt. Jeg ville selv prøve at kaste, da der var planer for at spille rigtigt senere (hvilket ikke kom til at ske alligevel), så Jared smed bolden over til mig, og jeg kastede videre til Jimmy, og jeg må have gjort noget rigtigt, for Jared udbrød "Oh, she's got a canon! She's gonna be on my team!" Jeg forstod ham ikke først, men Jessica forklarede, at 'canon' bliver brugt både om piratvåbnet og den måde, man bevæger armen rigtigt på, så bolden bliver kastet hårdt. Så jeg blev da lidt stolt, at jeg blev valgt først af pigerne, også selvom det alligevel ikke blev til noget.
Hele lørdag ristede jeg skumfiduser med jævne mellemrum, spiste masser af melon og startede en trend med at riste min frokost (sandwich med ost og skinke) direkte på risten over bålet. Jeg var alt for træt til at lave noget hen på eftermiddagen, så da de andre gik endnu en tur, blev jeg tilbage med Josh, Kirsten og Christine, hvor vi snakkede og slappede af. Jeg brugte en del energi på at holde mig vågen, så jeg prøvede at holde mig i gang ved at lave noget (læs: spise). Mest riste skumfiduser, som jeg kan lave til perfektion! Der gik lige knap en time, inden de andre kom tilbage, hvilket var god timing, for jeg var begyndt at lede efter kaffen. Vi sad sammen og spiste melon, halvslumrede, hyggede og snakkede, mens nogle af os ville stege et eller andet på en pind med jævne mellemrum, og drengene spillede bold igen. Jeg begyndte at lege med Jessicas hår, da hun har det her lange, tykke, smukke brune hår, og når jeg har været på lejr med spejderne, har jeg altid sat alle pigernes hår i sirlige fletninger helt ind til hovedbunden, som kunne holde en hel uge. Det var hyggeligt at lave og nemmere at holde, når man ikke havde mulighed for bad. Først lavede jeg en fletning fra hendes højre side i panden, der gik skråt ned til modsatte side i nakken. Da jeg gav udtryk for at prøve at lave en fletning, som zigzaggede hen over hendes hovedbund, fik jeg besked på at løsne fletningen op og prøve. Det tog ikke så lang tid, som jeg havde troet, og det blev faktisk flot! Bag mig hørte jeg Jimmy sige; "That's the coolest looking brade I've ever seen!", og Jessica var også rigtig begejstret for den. Hun beholdt den hele aftenen, og da jeg pillede den op, inden vi gik i seng, havde hun nogle store, flotte krøller fra top til bund. Hun begyndte så småt at lave hamburgerbøffer med krydderier i, som faktisk smagte rigtig godt trods min skepticisme, for jeg prøver at holde mig fra den slags mad. Jeg fik stegetjansen, da jeg stadig havde kontaktlinser i, og der var rigtig god stemning rundt om bålet. Der var så meget fedt i kødet, at vi ikke engang behøvede smør på den aflange pande. Mens vi spiste, fortalte Jimmy om nogle fjollede lege, som jeg ikke ved, hvor han har fra. Han hintede til det hele lørdag, men når man får reglerne at vide, SKAL man åbenbart lege med, og det er en endeløs leg, så man skal konstant være på vagt. Han lege kalder han 'drink punch' og 'sandwich punch' (punch betyder 'slag'). Mens vi spiste, kunne han dog ikke holde det ud mere og MÅTTE bare dele det med os:

Drink punch:
Man må ikke blive vred
Man skal være med, når man hører reglerne
Man skal være udenfor
En person kan bare komme hen og slå den ud af hænderne på en eller hvis den står på bordet
Drikken er sikker hvis:
Man er ved at drikke af koppen/glasset
Den er dækket helt ting (selv sugerørsåbning gælder som ikke-dækket)
Hvis man har en finger over åbningen

Sandwich punch:
Man må ikke blive vred
Man skal være med, når man hører reglerne
Hvis noget er over sandwichen, men personen-som-slår ikke ser det, skal han købe en ny sandwich til ejeren
Man må gøre hvad som helst - nikke den en skalle, slå, albue den, søndersmadre den osv.
Sandwichen er sikker hvis:
Der er noget over den - hvilket som helst
Man spiser af den
Man har den i hånden

Adam havde også et par lege at fortælle om, fra da han var i træning til at blive Green Beret

Legen uden navn:
De kalder det ikke noget specielt, for de mener, at de ikke har fundet et værdigt navn endnu. Legen går ud på at Person 1 kommer hen og slår en snack ud af Person 2s hånd, hvor en tredje person kan komme og tage den og smide den væk, hvorefter en fjerde person kan sparke den væk osv, og hele gruppen kan slå Person 2, indtil han går hen og samler sin snack op. Han må ikke blive sur. Det skulle åbenbart være skidesjovt, men jeg synes, det er lidt meningsløst.

Snatchies:
En person kan bare tilfældigt komme hen, snuppe en anden persons snack og æde den foran personen, uden personen kan blive gal. Og personen må ikke blive sur. Det er også lidt meningsløst for mig, men jeg synes da, det er sjovt at gemme en drik eller en snack fra en person med ryggen til, og så se deres reaktion, når de tror, de har forlagt det. Men jeg giver det altid tilbage, hvis de ikke finder det.

Drengene kastede meget bold i løbet af dagen, og jeg er mere end en gang blevet overrasket af Justins sportslighed, da han mere virker som en flad-ud-på-sofaen-med-tv'et type. Jeg har dog senere fundet ud af, at han spillede mange sportsgrene både i gymnasiet og universitetet, så selvom han er lidt blød, er han både hurtig og stærk. Han var fx den, der kunne kaste bolden længst og mest præcist.
Christine og jeg blev overraskende tætte. Hun har virket som en meget privat person før, men vi gik og krammede hele tiden, og Kirsten var også puttet fredag, fordi hun var så glad for at være af sted, så jeg følte mig virkelig elsket med alle de kram, jeg fik. Men jeg havde generelt langt bedre kontakt og omgang med dem alle. Tidligere har jeg desuden følt mig lidt akavet, når jeg har haft noget at gøre med Josh (Jessica har jo fortalt, at han er vild med Kirsten, så han har prøvet at holde andre piger på afstand for at vise hende, at hun er den eneste for ham), men vi snakkede ret meget i løbet af lørdag. Han ville høre, om jeg havde det sjovt, hvilket jeg jo kun kunne bekræfte. Han krammede mig faktisk farvel, da Jessica, Adam og jeg kørte lørdag aften (Josh og Justin var de eneste, der blev til søndag), selvom han var noget forsigtig efter afsløringen af mit nemme 'blood choke', men det var alligevel et kæmpe fremskridt. Da jeg svarede sarkastisk på en kommentar, troede han dog, at jeg blev sur, hvilket Jessica fangede og bortforklarede, men jeg må åbenbart skrue lidt ned for sarkasmen. Det er bare et fantastisk skjold.
Efter aftensmaden havde vi vores egen lille Worship (hvilket faktisk havde været meningen vi skulle gøre mere ud af og oftere i løbet af turen), hvor vi sad alle sammen rundt om bålet og sagde tak til Gud og Jesus, for hvad vi var taknemmelige for, og bad til at egne og andres problemer blev løst eller gjort nemmere at bære. Man sagde bare noget, når en anden person var færdig, men jeg er ikke rigtig inde i bøn endnu, så jeg lyttede bare. Det tog en lille halv time, hvorefter vi ryddede op, delte overskydende ting, og så kørte vi hjem. Vi ankom i Adam og Jessicas lejlighed ved 22 tiden, hvor vi tog bad, vaskede alt, der lugtede af røg, og gjorde os klar til seng. Jeg sov på en sovesofa, som var himmelsk efter min hårde nat, men desværre lagde jeg mig ikke før 23. De tog sig rigtig godt af mig. Jeg ville ønske, jeg kunne overnatte noget oftere! Kattene hoppede rundt i min seng og jagtede hinanden en stor del af natten, men jeg sov som en sten.

Søndag var altså også god! Jessica og Adam stod op ved 8 tiden, da hun skulle møde kl. 9, men jeg slumrede helt til halv ni, inden jeg fik slæbt mig op og gjort mig klar på et kvarter. Adam lavede kaffe (som var næsten lige så god som lørdag morgen), og Jessica fandt en pæn mørk-hudfarvet lang trøje til mig, som jeg kunne have på, da jeg ikke havde tænkt over at pakke noget pænt. Vi spiste en banan på vejen med vores kaffe, og vi var der godt nok en halv time før Sunday School startede (da Jessica skulle øve til orkestret inden Worship), så jeg passede på vores pladser, mens Adam gik på toilet. Mr. Hawk (vores lærer) kom ind umiddelbart efter, hvor han virkede helt glad for at se mig. Jeg fik også at vide, at han havde spurgt til mig sidste søndag, da jeg ikke dukkede op. Der kom også en ny til Sunday School, en sort fyr ved navn Marquis (udtales Markis men jeg ved ikke, hvordan det staves).
Inden vi starter undervisningen, spørger Mr. Hawk altid, om vi har nogle prayer requests, som der altid er en del af. Denne gang gav jeg min første. Den gik til morfar, at lægerne skulle finde noget, der kunne hjælpe ham. Bagefter så vi en film med forfatteren til bogen Radical, som vi stadig er i gang med. Jake var kommet med sin søster Anna, og hun var rigtig sød. Det blev igen rigtig tæt på bænken til Worship, da vi er så mange, men ingen vil jo sidde et andet sted, så vi klemte os så tæt, at vi gnubbede lår mod hinanden igen. Jeg sad mellem Adam og Jake, så det gjorde ikke noget for mig. Mens Jake snakkede med en anden, snakkede jeg med Anna om hendes weekend, om at Jake trænger til smæk (bare for sjov selvfølgelig, men han er squ så kæphøj nogen gange!), og hun forsikrede mig, at hun havde givet ham en omgang til en hel måned. Hver søndag bliver der altid sendt mintbolscher rundt til vores række (jeg tror, de kommer fra Jessicas mor Kathy, som sidder for enden af vores række med Jessicas far), og ens taske virker så godt til at gemme mindre skrald, til man finder en skraldespand, så jeg lagde bolchepapiret i min taske, og ved siden af mig imiterer Jake mig, men lægger sit omhyggeligt i søsterens taske, mens han giver mig et smørret grin, og Anna sendte mig et mildt bebrejdende blik. Vi skubbede også til hinanden ret ofte, og da jeg begyndte at pille hår af mine bukser, fandt han et af mine på sine egne bukser, som han lagde over på mit ben, jeg sendte det tilbage, og så kæmpede vi en stædighedskamp med det ene hår, indtil jeg smed det på gulvet til sidst. Så tog han da bare et hår direkte fra søsterens hoved og lagde over på mig, men jeg sendte det i stedet tilbage til Anna, som endte vores leg med et strengt blik. Efter Worship fik vi desuden et par slag ind på hinanden. Jake gik til brydning i hele sin skoletid, så han er helt frisk på den slags. Lørdag fik jeg faktisk at vide, at kirken holdt en picnic (frokost efterfulgt af spil som softball og volleyball, som man bare kunne deltage i), så Jessica skaffede mig en billet til frokosten, og jeg fik her overtalt Jake til også at komme med. Jeg ved aldrig, om han rent faktisk kommer, men han virkede meget begejstret for det. Han tog dog med sine forældre og søsteren til frokost ude, så jeg kørte tilbage med Jessica og Adam sammen med Michael Griffin, hvor de skiftede fra deres fine kirketøj til noget mere dagligt, og jeg fik selv shorts på, inden vi kørte til parken, hvor picnicen var. Som sagt er alt bare sprunget ud nu, så selvom der var en kølig vind, var det virkelig det værd bare at komme derud med de lysegrønne omgivelser. Vi så først en horde af unger under 10 år på en større legeplads, og vi blev alle lidt chokerede, for vi troede, at vi skulle være her, og der ingen andre af vores omgangskreds var. Adam kørte dog videre, hvor vi hurtigt spottede parkeringsplads efter parkeringsplads fyldt med biler og holdte ind på den nærmeste plads. Vi kom dog forholdsvist sent (omkring kl. 13, men de fleste var bare taget direkte derover efter kirke), hvor vi bare spiste sammen og derefter ledte efter de andre. Danielle og Ernest kom dog over med Ernests mors lille hund (en dværgcollie sagde han vidst), som var totalt sød, og Kathy kom for at snakke med Jessica om noget. Vi fandt de andre i gruppen midt i et spil volleyball, så vi sluttede os til dem. Jessica og Adam gik over på det andet hold (med bl.a. Justin), mens jeg spillede sammen med bl.a. Kirsten, Michael Griffin, Josh og senere Jimmy og hans ven Finley, som jeg synes virker bekendt. Nøj, hvor var mit hold dårligt! I hvert fald i starten, men det gjorde mig lidt arrig. Jeg er så konkurrerende, og selvom jeg ikke selv var specielt god i starten, stod Michael fx bare ude på banen og gjorde intet for at ramme bolden - han svingede måske sin arm i retning af bolden, men han stod der bare, og hvis Kirsten endelig ramte, fløj den ad h til. Men snart lærte vi at spille som et hold, og derefter gav vi de andre kamp til stregen. Det hjalp selvfølgelig også, at der kom endnu flere fra gruppen, som ville spille, så vi til sidst havde for mange og måtte have udskiftninger, og hen ved 15 tiden kom Jake og Anna. Jake sluttede sig til mit hold, men Anna sad bare på bænken og kiggede og legede med sin telefon. Det kunne ellers have været sjovt, hvis hun spillede med. Marquis fra Sunday School kom også for at spille, og hvis vi var udskiftninger på samme tid, drillede vi hinanden på fuld tryk. Det var egentlig mig, der startede, fordi jeg kedede mig, men næste gang kom han styrtende mod mig, så jeg ikke så ham, før han var en meter fra mig, og så satte han af, plantede hænderne på min skulder og hoppede over mig! Det var ret imponerende, for jeg stod helt oprejst... men jeg blev simpelthen så forskrækket, at jeg skreg som en lille pige! Men jeg snakkede mest med Jake, siden Jessica, Adam og Danielle spillede på det andet hold, og vi kunne ikke så godt holde en samtale på tværs af banen. Vi skubbede, drillede og opmuntrede hinanden gennem spillet, og på et tidspunkt faldt han næsten oven på mig og væltede os begge, fordi han bare var over alt på banen! Lige meget hvor han skulle stå, endte han altid med at springe frem og tilbage mellem os for at redde bolden, og han faldt næsten mere, end han stod på. Han er endnu mere konkurrerende end mig og lynende hurtigt, så vi spillede nogle rigtig gode kampe. Heldigvis var der ikke score på. Jessica, Adam og jeg spillede fra kl. 14, Jake og Anna kom ved 15 tiden og tog hjem kl. 17, og vi andre brød op en halv time senere. Lidt før folk begyndte at tage hjem, holdt Jake og jeg pause på en bænk, hvor der i løbet af hele vores spil havde siddet masser af tilskuere - mest pårørende til dem, der spillede, men vi sad og snakkede. Jake rejste sig efter noget, og da han kom tilbage, dumpede Marquis frem af ingenting og tog pladsen ved siden af mig. Jeg har hidtil moret mig stort, når vi har drillet hinanden, men han er lidt speciel, når man bare snakker med ham. Fx troede han, at jeg kun drillede ham, fordi han var sort..hvilket jo giver ingen mening.. Da vi så pakkede sammen, kom han over for at sige farvel og insisterede på et kram, og da jeg krammede igen, kom vores præsts søn Austin (som havde spillet med os siden Jake tog hjem, og jeg har aldrig snakket med ham før) over og spurgte uden videre, om jeg kunne lide ham. Jeg svarede for sjov (og for at komme lidt væk fra Marquis) at nej, jeg kunne lide ham og gav ham et kram. Og jeg kunne bare se en kontakt inde i ham tænde og interessen lyste ham ud af øjnene. Jeg føler mig så dum nogen gange, for jeg fangede det ikke med det samme - jeg var sarkastisk og jokede, men han tog mig seriøst, så jeg er i en lidt dum situation, da jeg gav ham mit nummer. Heldigvis bombarderer han mig ikke med beskeder men alligevel. Og inden jeg smuttede, begyndte han bare at tage billeder af mig, som Michael sagde ville ende op på facebook. Endnu en gang må jeg dog klappe mig selv på skulderen; jeg går under navnet Dana her i offentligheden (hvor træls ville det være at være kendt som Nanna the Nanny?), så han finder mig aldrig på facebook. På vejen tilbage til lejligheden fortalte Jessica og Adam mig, at Austin har et eller andet, om det er let autisme/Aspergers eller svær ADHD kan de ikke huske, men jeg har bare i bund og grund været ret uheldig og dårlig til at bedømme situationen. Jeg håber bare, at han fatter et hint. Men hver gang nu, når jeg ser hans far præsten/pastoren, som er ham, der går helt amok i sine prædikener, ser han bare altid så arrig ud (synes jeg), og jeg går næsten i panik, når han går i min retning! Jeg er så bange for, at Austin måske har fortalt sin familie om mig (hvem ved med de skøre amerikanere?), og.. ja.. jeg tror bare, at han kommer for at skælde mig ud, hver gang jeg ser ham komme i min retning. Så jeg stikker altid af eller gemmer mig bag folk som den kylling, jeg er.

Men det var min weekend! Det har 'kun' taget et par dage at skrive, forhåbentlig tager det ikke så længe at læse! Som I kan høre, har jeg haft det helt fantastisk. Det er de her minder, jeg vil holde fast i, når jeg kommer hjem igen.
Jeg håber, at I alle har det godt!
Stort knus og glade tanker.

Camping og glæde

Så har jeg lige et par minutter, inden jeg skal i seng.
Min dag i dag har været meget blandet. Lad mig starte med i går i hvert fald; jeg passede pigerne, fordi Henning og Valerie skulle køre Donna og Lewis til lufthavnen efter en uges besøg, så jeg fodrede dem og vi legede i badekarret helt til de kom hjem, hvorefter jeg lagde mig ind til dem på deres luftmadras, som de stadig sover på, siden bedsteforældrene havde deres senge. Men så blev det sengetid, og Henning kom ind og sagde, at det var tid til at sove, og han ville tjekke til dem lidt senere - hvilket jeg tog som at han ville komme og putte dem, så jeg gjorde mig klar til seng selv og satte mig så ind igen. Pludselig hørte jeg så Valerie bag mig at klokken var langt over 9, og de skulle være i seng allerede. Og helt ærligt var jeg gået ind til dem for at vise dem, at jeg rigtig godt kunne lide at være med ungerne, så meget at jeg er sammen med dem deres sidste minutter af deres aften.. så jeg smuttede ind på mit værelse, og bagefter kunne jeg høre (for det var meningen at jeg skulle høre det, for ellers ville hun have sænket stemmen, men hun næsten råbte det) ude på gangen Valerie rase at 'den eneste voksen i lokalet ikke havde lagt dem i seng' og bla bla bla.. og jeg var rædselslagen for at hun ville komme ind på værelset og skælde mig ud.. men hun gik ind på sit eget værelse med Henning og Svend.
Så spoler vi frem til i dag! Jeg stod op halv otte som sædvanlig og overtog Svend, da Henning kørte pigerne i skole. Der gik dog ikke længe derefter, før jeg fik den frygteligste følelse. Jeg kunne simpelthen ikke slappe af, det var en gruende, rastløs følelse, som om noget forfærdeligt ventede mig. Uro og nervøsitet kravlede rundt i min mave. Det er latterligt, for det var jo bare en misforståelse i går aftes, og ingen bad om en forklaring.
Men jeg fortsatte min dag, og hen over middag efter mange timers logisk, objektiv tænkning, begyndte jeg at kunne kontrollere den angst. Umiddelbart inden jeg skulle hente pigerne, slog det mig så; det er torsdag - jeg havde glemt at tage Svend til gymnastik! Og idet jeg indså det, forsvandt langt det meste af min uro og nervøsitet! Grunden til at jeg huskede det, var fordi jeg kom til at tænke på, om Henning ville nå hjem til at tage Charlotte til hendes gymnastik, eller om jeg skulle tage alle ungerne. Da Henning så kom hjem, fortalte jeg, at jeg havde haft det dårligt, så jeg ikke kunne tage Svend til sin time. Det er jo ikke engang løgn, selv hvis jeg havde husket det, ville jeg jo stadig have haft den tumult i maven, og jeg er jo lige kommet over et hårdt sygdomsforløb. Anyway, Vivianna og Svend blev hjemme hos mig, mens Henning var af sted med Charlotte. Vi hyggede os oppe på legeværelset sammen, inden jeg kom i tanke om en dåse bønner i skabet, som jeg gerne ville lave min black bean chili med. Henning hader bønner (fordi han og Valerie levede af det, da de var unge og fattige), men han er på kur, så han drikker protein shakes i stedet, og derfor kan jeg frit lave mad med bønner! Svend har været rigtig puttet i dag - han har rendt mig i hælene hele dagen og fortalt mig nok 20 gange, at han elsker mig (det varmer rigtig meget!), og mens jeg ventede på at spaghettien kogte færdig, holdt jeg ham, mens han hvilede hovedet på min skulder. Og så faldt han i søvn! Og der følte jeg bare en dyb ro i mig. Jeg var helt affattet med alt. Ungerne elsker mig (det fortæller de mig dagligt), jeg kender dagligdagens rutine og hjælper til med det meste, og den lille faldt lige i søvn hos mig. Henning kom hjem (Valerie havde Charlotte, da hun kører derhen efter arbejde i stedet for hjem) og virkede virkelig glad og tilbød at tage ham, så jeg kunne få lidt alenetid, men det afslog jeg. Han tog så sin motorcykel ud og kørte en lille tur, inden han kom hjem til at jeg fodrede Svend. De sidste uger har jeg ikke snakket så meget med forældrene, men der var en rigtig god stemning, og han fortalte om en side på telefonen (en 'app'), som har sjove billeder - hvilket jeg ofte kigger på inden jeg skal sove, og han deler hjemmesider, hvor man kan se gode serier, anbefaler ting til mig og har bare været rigtig glad de sidste par dage. Hvilket gør mig glad!
Han og Valerie gik så en tur med Charlotte, og Svend sad i en rygsæk beregnet til det, på Hennings ryg, hvor jeg fik Vivianna i bad og gjort hende klar til seng, inden de kom hjem. Så snakkede jeg med Henning, mens Valerie badede Svend og fik Charlotte i bruseren, hvor han gav mig en smag på sin protein shake (jeg var bare nysgerrig), og han fortalte mig om, hvor frygteligt de smagte for bare et par år siden, men de er blevet bedre. Så her til aften har jeg været rigtig glad. Jeg har haft et godt overskud, som nu er blevet brugt (hehe) og jeg er træt, jeg glæder mig helt ustyrligt til i morgen, når jeg skal på caaaaaaamping med mine venner. Det skal bare blive så godt! Jeg har en del ting at lave - det meste er pakket, men jeg vil jo gerne have barberet benene, opladet min iPad og den slags inden. Jeg kommer af gode grunde ikke på computeren, mens jeg er af sted, men jeg prøver at se, hvornår jeg kommer hjem på søndag.
Jeg håber, alle har det godt!
Stort knus herfra!

Bedstebesøg og prøveperioder

Så er det vidst ved at være tid til endnu et indlæg!

Der er godt nok sket en masse siden sidst, men lad mig starte med det dårlige/negative og så arbejde mig op til en glad slutning!
Jeg har haft en længere periode med hjemve, fordi jeg ikke har følt mig så godt tilpas her - jeg har haft det indtryk, at familien kun havde brug for en arbejder, og ikke så meget et familiemedlem, som jo er en del af oplevelsen. Så derfor har jeg ofte efter aftensmaden og efter hjælp med oprydning gået ind på mit værelse for at se en film (mest Far til fire, de gamle danske klassikere, som jeg altid får det godt af at se). Valerie kom så ind mandag aften i sidste uge og bad mig komme nedenunder for at snakke med hende og Henning. Her kom de ud med en del frustrationer; at jeg smsede for meget (hvilket jeg ikke gør mere, fordi de skiftede min mobil til en pre-paid, så det er ikke decideret nemt at skrive mere fordi det tager så lang tid), at jeg ikke gjorde mine pligter (fejning og tørre støv af hver dag - hvilket ikke var rigtigt, det har jeg gjort hver eneste dag, siden de bad mig om det, men ungerne er jo ligeglade med at rende rundt indenfor med sko på, så det bliver næsten lige så beskidt som før jeg gjorde det), at de ville tage bilen fra mig, fordi jeg ikke passede den (læs: gjorde den ren. Men på det tidspunkt havde de, pånær mens de var på stranden på ferie, arbejdet mig hver eneste dag i en lang periode, og jeg havde ikke lyst til at gøre bilen ren kl. 19-20 stykker!), men det var rigtigt nok trods alt, så jeg har ikke kunnet tage nogen steder hen siden, og så sidst men ikke mindst at jeg ikke var nok sammen med ungerne. Rigtigt nok er det vigtigt at være sammen med sin familie, men siden jeg følte, de opfattede mig som hjælp frem for familie, ville jeg opføre mig dersom og holde fri, når jeg havde fri. Men ikke nok med det, mente de at jeg var mere fokuseret på mit socialliv end ungerne. Det er både sandt og falskt. Forskellen fra den første måned og nu er, at jeg rent faktisk har et socialliv og venner, og jeg har det godt, når jeg er ude. Da jeg fortalte, at jeg havde haft hjemve (og forsvaret mit synspunkt med rengøringen og mobilen), sagde de, at jeg skulle have snakket med dem om det, så de kunne prøve at hjælpe. Sagen er bare også det, at når de kommer hjem, har de absolut ikke overskud til andet end deres børn. Hvilket jeg til dels godt kan forstå, og de er grunden til at jeg er her, men hvordan skal jeg gå hen til en af dem, når de ser ud, som om de har båret verden på deres skuldre siden kl. 6 om morgenen, og sige at jeg ikke har det godt? Skal jeg lægge mere på dem? Desuden har jeg altid foretrukket at ordne mine problemer selv.
Men da vi var færdige med at snakke, gav Valerie mig et knus (lidt akavet men alligevel), hvilket bare betød alt i verden. Og det gjorde, at jeg ikke gav helt op over for det hele. Jeg havde egentlig forventet, at de ville fyre mig. På det tidspunkt havde jeg mistet alt for min situation her - så hvis de ville sende mig hjem, ville jeg ikke engang blive ked af det, jeg tror bare, at jeg ville glæde mig til at komme hjem. Men jeg fik at vide, at jeg var på en 'probation period', som er en prøveperiode, hvor, hvis jeg ikke gjorde mit bedre, ville jeg nok blive fyret. Jeg valgte dog at tage udfordringen op og forbedre mig.
Jeg har også opdaget, at jeg har fået det bedre siden. Det er ikke så sur en pligt for mig mere at spille bold med pigerne efter skole eller spille kort ved sofabordet. Eller tage dem til gymnastik og vente med Svend. Det har alt sammen mindet mig om min kørelærer Kurt, som lagde mærke til, at grunden til jeg havde svært ved den praktiske kørsel i starten, mest var min psyke. At jeg talte mig selv ned og sagde til mig selv, at det var træls. Så jeg har gjort mit bedste siden for at tale mig selv op i stedet og nyde, når jeg laver noget sjovt med børnene. Jeg tror mest, at jeg holdt op med at opfatte det som arbejde. Hvis jeg gjorde, arbejder jeg fr 7.45 til 21-22.
Det mest trælse har været ikke at have bilen. Jeg har heller ikke turdet spørge i sidste uge, om jeg kunne tage til mine møder med mine venner, så jeg har ikke set dem i næsten to uger (første uge var sygdom). Jeg kunne heller ikke kommer i kirke på Berean, så jeg måtte tage med familien til deres, hvilket jeg umiddelbart ikke har noget imod, for jeg har også fået venner der. Her i søndags fik jeg endelig taget mig sammen til at tage til de forløb for dem på min alder. Jeg har været med familien til deres kirke tre gange før, hvor jeg blev sammen med Valerie til hendes damemøder, men for et par uger siden fik jeg besøg af to missionærer fra Utah (Vivianna fik lektioner hver uge af to fyre på min alder, Hershal og Steele, men disse to var tøser på min alder, og de var rigtig søde!), så da jeg kom med denne gang, så jeg pigerne (Asay og Estes er deres efternavne, de går jo med at blive kaldt Sister Asay og Sister Estes) og gik hen for at snakke, og de tog mig til Sunday School for dem på min alder, og så bagefter til deres version af Singles møde. Mormoner har umiddelbart tre forløb i kirke - først en samlet tjeneste, så Sunday School og så noget andet. De har selvfølgelig nogle mærkelige navne, som jeg slet ikke kan huske! Det er meget forvirrende.. Den samlede tjeneste starter kl. 9, og varer oftest lidt over en time, og det er virkelig kedeligt! Så tog Sister Estes mig til noget de kaldte Gospel et-eller-andet, som er mormonernes version af Sunday School. Der hyggede jeg mig faktisk rigtig meget! Vi var 10-12 stykker med et gift par sidst i 30erne som lærere, og de vælger et emne ud fra en bog, som vi skulle diskutere. Vi sad allesammen rundt om et bord, eller i hvert fald på stole rundt om dem, som sad om bordet, og de havde valgt 'talent' som dagens emne. Vi læste lidt op og diskuterede, og det var hyggeligt og hjemligt og bare så afslappet. Missionæren Hershal var der også, men Asay og Estes var et andet sted desværre. Bagefter tog Estes mig til ungdomssamlingen, som også var virkelig kedeligt, for det var bare et par beskeder, og bagefter kunne hvem som helst bare komme op til podiet og fortælle om et eller andet. Jeg sad ved siden af en stor pige, hvis navn er smuttet fra mig, men hun var bare det gladeste menneske i verden, og vi hviskede lidt under det hele. Til sidst kom Estes til mig igen og vi udvekslede numre. Den store pige fortalte mig om endnu et møde, de unge har efter dette, men jeg var jo bundet af mit lift hjem. Desuden er jeg stadig ved at finde en balance med, hvor ofte jeg kan tillade mig at være væk fra familien. Men det var en positiv oplevelse alt i alt.

I tirsdags kom Valeries forældre Donna og Lewis. Deres fly var forsinket, så jeg havde børnene helt frem til ved 21 tiden, mener jeg, og da de kom, blev ungerne pludselig mega generte. Hvilket var underligt, for de havde boet hos familien, indtil jeg kom i januar. Det var jo ikke, fordi de ikke havde set hinanden i årevis. Men ja, bedstefaren skulle være lidt senil - om dagen virker han normal og leger med ungerne og hygger sig for sig selv, men jeg hører, at han tager på nattevandring i huset, så han har været oppe og gå rundt udenfor dørene ovenpå, hvor mit værelse er, men jeg har selv sovet som en sten og ikke lagt mærke til noget. Jeg har desuden fået et rigtig godt forhold til dem, især til Donna. Hun er bare den rareste gamle dame, og jeg føler ikke rigtig nogen stress med at vise, at jeg er overskudsagtig og kan klare det hele. Hun har altid travlt med rengøring og madlavning og tøjvask osv., og jeg skal have fart på, for at kunne lave det før hende. Jeg føler mig altid lidt skyldig, hvis hun laver noget, som jeg egentlig burde lave, især fordi hun har stok og smerter i ryggen, så jeg kan ikke lide, at hun føler trang til at lave så meget, når det normalt er mig, der skal. Men jeg har fået et mere afslappet syn på det, for selv hvis alt i huset er pletfri, har hun alligevel travlt med noget, så.. jeg tilbyder bare min hjælp, og hvis hun siger nej, finder jeg bare på noget selv. Hun har konstant rengøringsvanvid, men jeg har alligevel fundet ud af, at vi har en del til fælles. Fx essentielle olier og hvis vi lige har fejet, og nogen kommer ind med sko på, må vi begge bekæmpe vores indre Hulk. De to tager hjem i dag, og Valerie har fri, og Henning er hjemme syg, så jeg har fejet og tørret støv af, og ellers virker det ikke, som om jeg skal lave noget, inden Henning og Valerie tager Donna og Lewis til lufthavnen. Der skal jeg passe ungerne og nok også fodre dem og smide dem i bad. Vi hygger dog os altid, når det er badetid. De kommer alle tre i karret, og så har jeg en plastikkande, som vi leger jeg enten laver vandfald eller tisser med, jeg sætter på på kanten af karret med fødderne i vandet (så jeg skal også være så afklædt som muligt), og de bliver helt vilde, når jeg derefter smider fødderne op på den anden kant, så de fungerer som en bro. Og ekstra sjovt er det jo, når jeg bruger kanden samtidig. Så vi skal nok få det hyggeligt :)

I lørdags var Viviannas baptisme. Det er amerikanernes version af konfirmation. Lige meget hvilket gren inden for kristendommen, synes jeg, de virker ens. Barnet skal selv sige, at nu vil de gerne vedkende sig den kristne tro (ofte i 8 års alderen), og så vælger de en dato, hvor barnet kommer i kirke, skal bekræfte deres tro, og så bliver de dyppet i et kar med vand. I Arkansas så jeg en baptisme, da jeg tog i kirke med min veninde Jane Ann, hvor pigen havde eget tøj på, og præsten dyppede hende. Jeg kendte ikke til andet end det, jeg så - så jeg ved ikke, hvordan de forberedte det, eller hvordan festen var bagefter. Her havde Valerie forberedt en billedvisning, som blev koblet til et tv, det startede kl. 18, og vi sang nogle sange, inden omkring 5 personer kom op for at fortælle noget til begivenheden. Så blev Vivianna dyppet af Henning, flere snakkede, og så var der isbuffet til alle, der kom. Jeg fik snakket med en ven af familien, som var højgravid med sit fjerde barn. Hun havde sin 17 årige søster med, som skulle hjælpe til, når barnet blev født. Vi hyggede os, og søsteren og jeg fik opmuntret hinanden til at tage endnu en portion is, og jeg blev simpelthen så dårlig, da vi ikke havde fået aftensmad, og jeg har ikke spist slik/sukker i ugevis. Vi kom hjem ved 20 tiden, hvor vi mest bare ryddede op, og så gjorde os klar til seng.

I går var første gang, jeg så mine venner, siden tirsdagsmødet for to uger siden. Jeg har virkelig savnet dem, især fordi jeg mere eller mindre har været bundet til huset siden snakken, jeg havde med forældrene. Jeg hørte fra Jessica i sidste uge, hvor hun spurgte, hvordan jeg havde det, siden jeg ikke kom mere. Efter jeg fortalte om min situation med manglende bil, sagde hun, at hun med glæde kunne hente mig og køre mig hjem igen, og hun var rimelig sur over, hvordan familien behandler mig. Jeg skrev så i går morges og spurgte, om jeg kunne holde hende til tilbuddet, hvilket hun var mere end glad for. Hun ville hente mig kl. 18, så vi kunne gøre klar til mødet sammen. Donna hentede pigerne fra skole, jeg lavede lektier med Vivianna, og så hev de mig med udenfor for at spille baseball. Jeg har spillet med dem tre gange, og det er helt vildt at se deres fremskridt! Første gang var Henning med de første ti minutter, og han fortalte, at han havde prøvet at træne dem i at ramme med battet, når han kastede, men han mente ikke, at de forstod konceptet. De havde dog en plade med en pind på, som de kunne sætte bolden på og ramme derfra. Så gik han ind, fordi Svend ville se en film, og jeg prøvede alligevel at se, om de kunne ramme, når jeg kastede, og de ramte da et par gange! Vores spil består mest af mig, der kaster, mens de skiftevis svinger battet, og den anden står bag mig og render efter bolden, når den flyver. Jeg spillede igen med dem for et par dage siden, og så i går, som var tredje gang, kom Valerie og Henning hjem, mens vi var i gang, og de så begge til i forundring, mens begge piger ramte den ene bold efter den anden! Jeg tror, det har givet mig et plus i deres bog. Især Vivianna kan skyde bolden fra den ene ende af haven til den anden. Ironisk nok er jeg god til at træne dem, mens jeg selv stinker til spillet. I mandags var jeg med til min første softball kamp nogensinde. Sidste mandag var der også kamp, men der var jeg stadig syg. Jeg blev brugt som '12. position', hvilket er den laveste rang overhovedet. Man kommer ikke ud på banen til forsvar, men man er den sidste, som skyder, når det er vores tur. Jeg nåede at komme ud to gange. Første gang var jeg rystende nervøs, både pga. presset fra forventninger af holdkammerater og modstandere, men også fordi rigtig mange familier var mødt op til støtte. Bolden blev kastet, og jeg ramte ikke. Så blev den kastet igen, men den kom ikke så langt og nåede hen til 1. base, inden jeg kunne nå derhen. Anden gang ramte jeg heller ikke i første forsøg, men andet forsøg ramte jeg, jeg løb, og så så jeg kasteren med bolden i handsken, og jeg troede, at jeg var blevet grebet ud, så jeg stoppede midt i mit løb. Stor var min forvirring dog, da mine holdkammerater skreg, at jeg skulle løbe, og så så jeg kasteren smide bolden til 1. base. Så bolden havde åbenbart ramt jorden, inden kasteren greb den. Stor var min ydmygelse ved den opdagelse. Jeg var så flov over mig selv, men dem jeg snakkede med bagefter tog det pænt alligevel. Det er 'bare et spil' som de siger, men alligevel. Til kampen havde jeg fået et lift af Rita, fordi jeg ikke har fået bilen tilbage endnu. MEN anyway, jeg kom fra, at Jessica skulle hente mig kl 18, og jeg spillede udenfor med ungerne.
Her fandt hun mig, og jeg blev bare så glad for at se hende. Vi kørte hen til teatersalen, hvor vi snakkede, indtil folk begyndte at drysse ind, for vi havde ingen af tingene at gøre klar med. Hun fortalte mig, at en masse folk havde spurgt til mig, bl.a. Danielle, Kirsten, Jake og flere andre. Danielle havde godt skrevet på min facebook profil, og Kirsten skrev en sms, så jeg går og føler mig ret værdsat :)
I modsætning til Danielle er Jessica rigtig god til sladder! Jeg kan intet få ud af Danielle, men jeg fandt ud af fra Jessica, at Josh er helt vild med Kirsten (så meget at han tager lidt afstand fra andre piger for at vise hende, at han ikke har noget med andre), men Christine har været vild med Josh, siden hun flyttede til Fayetteville fra Alaska, og Kirsten og Christine er noget nær bedste veninder, så det er noget af en situation. Men jeg elsker den slags sladder - jeg giver det ikke videre, men det føles bare mere, som om jeg har en plads her, når jeg også kender til det indbyrdes. Adam var også glad for at se mig, og jeg fik det største kram af Jake.
Kan I huske, da jeg fortalte om festen, jeg var til i anledning af Super Bowl? Om hvordan jeg havde snakket med en fyr ved navn Devan Ramos hele aftenen? Jeg så ham endelig første gang siden da! Han spiller guitar til tirsdagsmøderne, når vi synger i starten. Og Jake tager snart af sted igen. Han smutter på endnu en 3-4 ugers træningstur omkring d. 29. april, og hans familie kommer på besøg fra fredag til mandag nu her, så han kommer desværre ikke med på campingturen. Det havde jeg ellers glæder mig til. Jeg glæder mig stadig, bevares, men hvis jeg finder mig selv et sted, hvor alle andre snakker på nær mig, kan jeg altid gå til ham. Vi snakkede lidt om det i går til mødet, hvad de planlagde at lave på turen; bade i søen selvom den er 'iskold', spille amerikansk fodbold pigerne mod drengene (der kommer vidst flere piger end drenge) og snakke religion. Der bliver bål, sang, fælles madlavning og måske et par gåture. Men det skulle blive meget afslappet. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg får et lift af Jessica og Adam, som desværre tager hjem engang lørdag, fordi Jessica jo spiller klaver i kirkeorkestret, men mens hun og jeg sad i bilen på vej hjem, aftalte vi, at jeg kunne overnatte hos dem og tage med i kirke, så jeg kan være lidt mere ude. Jeg kunne selvfølgelig blive og få et lift af en anden, men jeg vil hellere være sammen med de to. Det skal virkelig blive godt med en friweekend! Jeg glæder mig helt vildt!

Den pludselige feriefred

Det er godt nok helt mærkeligt at gå fra hverdagsvanviddet med tre unger og alt for lange arbejdsdage til fire hele dage i et stort hus kun med hunden til selskab. Det har været godt! Men jeg fandt ud af, at jeg ikke føler mig helt hjemme alligevel. Jeg ved ikke, om det er husets størrelse, at det ikke er 'mit' hus eller om det er mit forhold til familien, der gør det lidt underligt at være alene.
Den første dag vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde faktisk lidt skyldfølelse over ikke at lave noget. Og jeg var også lidt rastløs. Men dag to og tre har været rigtig gode. Jeg fik vænnet mig til roen og stilheden, og jeg lavede næsten ikke andet end at se film/serier og snakke med folk. Jeg gad ikke engang lave mad - jeg sprang morgenmaden over for så ved 14 tiden at køre to minutter væk til restauranten Captain Jerry's, som har 'seafood' menu. Jeg har været der før en gang, og det er virkelig lækkert der! Portionerne er desuden så store, at jeg får nok både til frokost og være i stand til at gemme resten til en tilfredsstillende aftensmad. Så jeg ville købe det kl. 14, bringe det hjem, spise hvad jeg kunne, og så spise resten inden jeg tog til mine møder. Det var været så nemt, for jeg svinede ikke huset/køkkenet til (jeg var virkelig ikke været oplagt til husarbejde). Jeg ville også have gjort det i dag, men jeg vidste ikke, hvornår familien ville komme hjem, og jeg er desuden blevet syg. Den slags syg, hvor enhver form for lyd skurrer ens trommehinder, huden er for følsom og øm til både fysisk berøring (jeg har knapt nok kunnet røre mig selv, når jeg fx har taget tøj på) og temperaturer som at sætte sig på toiletbrættet (det, der normalt har en normal kølig følelse, blev isnende koldt og har gjort fysisk ondt at sidde på), mit hoved føles, som om det er ved at blive splittet i to, mit hals er for øm selv til væsker, og appetitten er fuldstændig forsvundet. Øv hvor har det bare været en træls dag. Det har selvfølgelig været ideelt at familien har været ude, så ungerne ikke har forstyrret eller gjort det værre med deres skrigeri og whatnot. Jeg tror, det kom af at jeg sover med vinduet åbent, og det har ikke været helt lunt de sidste par dage. Det var bare ikke et problem i Danmark. Anyway. Jeg ved godt, jeg lyder som et mandfolk med al mit klageri. Høhø.
Der er heller ikke så meget at fortælle - jeg har bare hygget mig i stilheden, set film og serier, spist ude og taget til mine møder. I morgen begynder jeg nok at arbejde igen, men hvem ved, når jeg aldrig får noget at vide.
Jeg håber, I har det godt!
Knus