Det er officielt nu; jeg er kommet hjem. Meningen med dette indlæg er at forklare, så godt jeg kan, hvad der gik galt, og grunden til min beslutning om at rejse hjem i stedet for at finde en ny familie.
Jeg tror, at problemet i en nøddeskal med familien Jensen var, at de havde urealistiske forventninger. Jeg havde det godt i starten, hvor de rent faktisk overholdt kontrakten, og jeg kun skulle passe ungerne i ti timer eller mindre om dagen. Jeg havde desuden kun den lille i løbet af dagen. Men lidt efter lidt begyndte de at smide flere og flere opgaver på mig. I starten var de overmåde taknemmelige, hvis jeg fik tid til at feje huset eller tage opvasken, men pludselig fik jeg skældud, hvis jeg ikke havde gjort det. Så skulle jeg gøre det hver dag. Så skulle jeg også tørre alle overflader af med en speciel klud og et specielt rengøringsmiddel. Snart skulle jeg vaske bilen både indvendig og udvendig samt støvsuge den hver uge. Bilen nåede knap at blive beskidt, men de holdt øje, om jeg gjorde det, og da jeg havde en travl periode og ikke fik det gjort et stykke tid, tog de den fra mig. Det var desuden sjældent, at jeg følte mig rigtig godt tilpas i huset, for jeg følte et konstant pres om at hjælpe til hele tiden, selvom jeg havde arbejdet i 10+ timer og bare ville slappe af. Jeg afskar mig ikke fra dem, når jeg havde fri, for sad jeg inde på mit værelse, kom børnene ofte ind og ville sidde og lave deres eget eller snakke med mig. Efterhånden som tiden gik, fik jeg flere venner og blev inviteret til hyggeaftener, Bible Studies, og den slags. Jeg fik jo endda en kæreste. Jeg var væk tirsdag fra 18.45 til 22-22.30, onsdag 19.30 til 22.30-23, og 09.15 til 13.00 søndag, når jeg gik i kirke i Berean. De sidste især to måneder fik jeg desuden invitationer næsten hver fredag og af og til lørdag (alt om aftenen så jeg ville kunne være sammen med ungerne, som forældrene ville have det, efter aftensmaden og så kunne jeg stikke af, når de skulle i seng). Jeg ville jo også gerne være sammen med Ricardo, så ham skulle jeg også flette ind i mit skema. Men hvis ikke jeg gik ud (med undtagelser hvor jeg virkelig havde brug for alenetid), arbejdede jeg fra jeg stod op til jeg gik i seng, selvom kontrakten kun siger 10 timer maks. Så trak Valerie mig til siden en dag i 2. måned tror jeg, hvor hun sagde, at hun havde bestilt lærebøger til børn i K-3 (en slags børnehaveklasse for 3-årige, hvor de lærer tal, farver, bogstaver osv. - eller, de starter der og fortsætter indtil de starter skole rigtigt som 5-6 årige), som jeg skulle undervise Svend i i løbet af dagen. Jeg skulle lære ham alle grundfarverne, og det lød, som om de også forventede, at jeg skulle lære ham alle bogstaverne og tallene op til 20. Han var lige fyldt 2 år to måneder, inden jeg ankom. Det er alt for tidligt at begynde med den slags, og det tog mig desuden et stykke tid for mig, at tage mig sammen til at begynde, for det var ikke noget, jeg havde sagt ja til ved at komme, og det var ikke noget, de spurgte mig om, om jeg ville. Jeg kom ikke for at lege skolelærer oven på at være barnepige og rengøringskone. Ifølge kontrakten skulle jeg ikke engang stå for rengøring; jeg skulle kun hjælpe til. Tøjvask kom også til at stå på mig med tiden, men da jeg ikke (ifølge Valerie) brugte de rigtige indstillinger på maskinerne, lavede jeg en aftale med en mopset værtsmor om, at jeg kunne lægge tøjet sammen, hvis hun vaskede.
Det var omkring denne tid (marts tror jeg), at jeg vendte mig mod Gud. Jeg ved godt, at det er noget usædvanligt i Danmark, men jeg kunne ikke klare det alene. Jeg vil ikke bruge tid på at 'forsvare' det eller noget. Bare vid, at jeg fik det langt bedre. Der er en helt unik sikkerhedsfølelse forbundet med tro. Det hjalp mig også igennem min hverdag.
Jeg kunne lige præcis klare det hele, da pigerne gik i skole. De fik ferie sidst i maj, og derfra havde jeg alle tre unger hele dagen mere end ti timer om dagen. For at det ikke skulle være nok, skulle jeg holde deres læsning og matematik ved lige, og jeg måtte ikke bare lade dem gøre, som de havde lyst til (med leg osv), jeg skulle jo også sætte en aktivitetskalender sammen. Udover at gøre huset rent hver dag, fodre dem ti gange om dagen (for selvfølgelig var de jo aldrig sultne på samme tid) og undervise.
Da jeg kom i starten, var det meget klart, at hvis en af forældrene var hjemme, havde jeg i bund og grund fri. Selvfølgelig kunne jeg hjælpe til, eller hvis de havde en lægeaftale, kunne jeg tage dem et par timer, men jeg havde sådan set fri. Det ændrede sig selvfølgelig. Der gik ikke længe, før jeg fik at vide, at (hvis Valerie havde fri) hun havde en tandlægeaftale eller bare en ukendt aftale, som jeg aldrig fik forklaring på, på hendes fridag, og at jeg skulle tage ungerne på uvis tid. Hun ville tage afsted ofte ved 9 tiden, og så endte det ofte med, at Henning kom hjem før hende, ved 16-16.30 tiden.....og han ville altid gerne have en lur efter arbejde, så jeg kunne værsgo tage dem endnu et par timer. Valerie kom altid hjem med en masse poser enten med mad eller tøj til ungerne eller hende selv. Oftest havde hun været ude at shoppe en 4-5 timer, og det på trods af at hun havde fået et cut i lønnen. Hvilket var grunden til, at jeg måtte sige farvel til min gode mobil og få en pre-paid mobil som minder om min mors, og gå fra betalt benzin på bilen til kun 10 dollars om ugen, hvorefter jeg skulle betale resten. Det var meningen, at de skulle spare, men det så ud til, at det kun var med hensyn til mig, de sparede. Et par uger inden jeg rejste hjem, var Valerie og Henning fire-fem dage på ferie, og de købte desuden en legetøjs-jeep til ungerne, fordi nabodrengen Evan havde en, som de var meget glade for at lege med. Sådan en er altså ikke billig. Og umiddelbart inden jeg tog hjem, hørte jeg dem snakke om at tage en uge på ferie i Virgin Islands (i den Dominikanske Republik i Caribien). Som om det ikke var ironisk nok, tog de jo også fire-fem dage til Washington DC, da Hennings mor Vivian var der.
De mente desuden ikke, at jeg var ansvarlig nok. De fik det indtryk, at jeg konstant var på min iPad, hvilket jeg også var, men det var fordi, ungerne altid bad mig spille musik på den! Det fik jeg ikke mulighed for at forklare, for lige meget hvad problemet var, anklagede de mig og var ikke interesseret i forklaringer. Måneden i juni havde jeg jo alle ungerne, fordi de havde sommerferie, og pga det kaos og alle de ting, jeg skulle nå, fik jeg ikke undervist Svend helt så meget, som jeg plejede, men travlhed var ikke noget, de havde sympati for. Den grund var ikke god nok. Af samme grund fik jeg ikke fejet eller støvet af hver dag så grundigt, som jeg plejede, og fordi alle tre unger gik hjemme, og som i øvrigt lukkede hunden ind hele tiden, blev der lige så beskidt som før, inden forældrene nåede at komme hjem, og derfor fik de indtrykket, at jeg slet ikke gjorde det. Der var mange andre ting og småproblemer, som jeg har nævnt, men jeg gider ikke gå i dybden med det. Det, der afgjorde, at især faren ville ringe til vores områderepræsentant, Amy, og høre om vores muligheder (de fyrede mig ikke direkte, men der var nok 50% chance for, at det ville ske), var et uheld. Jeg havde taget ungerne med til naboens pool, og Svend har aldrig villet i vandet, medmindre jeg var i også. Han insisterede dog på at komme i badebukser og 'noodle' (et langt skumgummirør, som jeg bandt i en knude om hans mave, ligesom svømmevinger), så jeg sad i en stol ved poolkanten, mens pigerne legede i vandet, og Svend rendte rundt om og legede. Vi fik lokket ham til at dyppe sig ved trappen i vandet (så han ikke blev for varm), hvor han så blev og legede, mens han sad på trappetrinet. Da han rejste sig, rendte han rundt om poolen igen, Charlotte gik efter ham og prøvede at få ham med i vandet igen. Han ville ikke, men hun tog ham op og kastede ham så i poolen. Det var fint nok, og han svømmede hen mod mig og trappen for at komme op igen. Så tog Charlotte ham igen for at smide ham i, men jeg lagde pludselig mærke til, at den 'noodle' omkring hans mave ikke sad ordentligt fast mere, og jeg skreg til hende, men hun hørte ikke. Hun hoppede i vandet med ham, nudlen røg af, og jeg kunne se, hvordan Svend sprællede i vandoverfladen. Jeg var allerede på vej op og klar til at springe i vandet, men så fik Vivianna løftet ham op og båret ham hen til mig. Situationen var under kontrol, og det hele varede ikke mere end 30 sekunder.
Problemet, siger de, var, at jeg glemte at fortælle dem det. Hvilket var lidt svært, for så snart Henning kom hjem, skulle han have en lur, og da Valerie kom hjem, tog de ud at købe ind. Uden unger. Da de så kom hjem, var det tid til at jeg skulle til Bible Study..og så glemte jeg det selvfølgelig, og de fik det at vide af ungerne om aftenen. Jeg ved godt, der ingen undskyldning er for sådan noget, og jeg var rigtig ked af det hele. Men lige meget hvad, var de aldrig tilfredse med mig. Vi havde en seriøs snak tre gange i løbet af mine 6 måneder, og de brugte dem alle til at fortælle mig, hvad de krævede af mig, og hvad jeg gjorde forkert. Hvis de endelig snakkede om, hvad jeg gjorde godt, sagde de bare 'It's not all bad and the kids love you..' Det var virkelig det eneste ros, jeg fik. Og selvfølgelig ved jeg, at jeg ikke skal forvente ros osv. for jeg er ikke et barn, og det var et rigtigt arbejde, men det ville have gjort en verden til forskel, hvis de gad bruge tid til at fortælle, hvad de var glade for, at jeg gjorde. Det er et personligt arbejde, og meningen med det hele var, at jeg skulle blive en del af familien. Og jeg kan nævne ikke engang en håndfuld gange, de har fået mig til at føle mig velkommen eller en del af familien. De havde bare for travlt med dem selv og deres unger, og ligesom hunden ignorerede de mig det meste af tiden. Jeg synes simpelthen ikke, at de behandlede mig ordentligt, og derfor besluttede jeg, at da de tog det første skridt mod en fyring, ville jeg ikke stå model til det mere.
De valgte at tage samtalen om lørdagen efter ungerne havde været til svømning. Det var omkring middag, og jeg havde gjort mig klar til Jessicas overraskelses-dimissionsfest, som hendes mand Adam arrangerede. Jeg var ved at pakke mine ting til at tage af sted, for det startede kl. 12, men så kom Henning og spurgte, om jeg kunne komme ned og snakke, for de havde nogle 'concerns' (bekymringer). De brugte så 20 minutter på at fortælle, hvor negative de var over mig og sluttede med, at de ville ringe til Amy og høre om vores muligheder. I mine ører lød det som en fyring, så jeg var sønderknust - ikke over at de ikke ville have mig mere, men fordi jeg sandsynligvis nu skulle forlade mine venner og Ricardo.
Jeg holdt masken, mens jeg kom ud i bilen og sat GPSen til restauranten, hvor vi skulle starte dimissionsfesten. Først da jeg kom ud på den store vej, begyndte jeg at græde. Jeg skjulte det for Jessica, så hun ikke skulle tænke på det i løbet af dagen, men jeg fortalte det om aftenen, inden vi tog hjem. Jeg fortæller om selve festen i et følgende indlæg. Jeg vil ud med al negativiteten og så fokusere på positive begivenheder fremover!
Uvisheden var det værste. Mit humør svingede meget den følgende tid mellem at have et koldt fuck-det-hele overblik og at føle et bundløst hul af tristhed og depression over at komme i den situation. Igen, jeg tænkte udelukkende på at forlade mine venner. At jeg ikke vidste, om jeg rent faktisk ville blive fyret, var slemmere, end hvis de havde gjort det. Så tog Valerie og Henning på ferie, og det tog lidt presset af overfladen, men jeg fortsatte min ængstelige tankegang.
Da vi endelig fik et møde med Amy til noget, de kalder 'mediation', var Valerie på arbejde, hvilket var en ubeskrivelig lettelse, da jeg sådan nogenlunde kunne snakke med Henning. Da han smed ungerne hen til naboen, så vi kunne snakke i fred, fortalte jeg Amy, at jeg havde besluttet bare at tage hjem, for jeg kunne ikke blive de næste seks måneder i skræk for at blive fyret, for i så fald ville jeg ikke kunne komme på universitetet før næste år, og jeg ville ikke vide, hvad jeg så skulle bruge min tid på. Og jeg var ikke interesseret i at finde en ny familie, for det ville betyde nyt område, jeg skulle finde rundt i, ny familie, jeg skulle lære at kende, ny rutine, nye tider, og så skulle jeg finde nye venner, for jeg nægter at lade mit arbejde blive min verden. Så ville jeg eksplodere. Det ville blive hele min verden og hele min tilværelse, som skulle vendes på hovedet og skiftes ud, og det ville jeg ikke kunne gøre, mens jeg savner mit liv i Danmark OG mine nye venner og kæreste. Så jeg sagde, at jeg bare gerne ville hjem. Da Henning kom, forklarede jeg det hele igen. Det accepterede han, og samtalen var overraskende behagelig.
Jeg var ikke længere dødsens ængstelig for noget, men alle mine følelser blev domineret af, hvor ked af det, jeg var, over at skulle forlade folk. Jeg glædede mig helt sindssygt til at komme ud og væk fra familien. Så det var en bittersød oplevelse. Det er standart, at man får 14 dage som au pair til at finde en ny familie, og hvis man ikke gør det, må man hjem. Jeg fik bestilt en flybillet hjem, da jeg fik skrabet pengene sammen (lånt af min papfar), og så tog jeg en dag af gangen. Det vil jeg så fortælle om i følgende indlæg, for det var en ret god tid på trods af melankoli. Men jeg er glad for, at jeg fik stoppet, og jeg er glad for at se folk herhjemme!
fredag den 12. juli 2013
torsdag den 13. juni 2013
Værtsforældre på ferie og Washington DC
Puh ha, jeg prøver at komme i tanke om alle de ting, jeg har lavet. Jeg har haft sindssygt travlt de sidste par uger.
Jeg kan starte med at fortælle, at Henning, Valerie, ungerne og Hennings mor Vivian tager til Washington DC fra i morgen aften efter Viviannas gymnastik, og så kommer de først hjem mandag aften. Jeg har virkelig mange planer i weekenden, og jeg tror desuden ikke, der ville være plads til mig i bilen, så vi blev enige om, at jeg bare kunne blive hjemme. Jeg ser virkelig frem til en hel fri weekend!
Fredag aften tager jeg hjem til Ricardo, hvor vi igen skal ud at svømme i poolen, som hører til hans lejlighedskompleks. Jeg vil 100% udnytte, at jeg ikke skal op tidligt lørdag, så det bliver nok sent.
Lørdag fra middag holder min Bible Study gruppe et Pool Party med barbecue, og vi reserverer poolen i Jessica og Adams lejlighedskompleks. Jeg overnatter nok hos dem, hvor jeg har lovet at lave dansk mad til dem. Jessica glæder sig helt vildt - Adam er lidt skeptisk, fordi han ikke er så frisk til nye ting, men jeg håber, jeg finder noget, han kan lide.
Søndag har vi et Au Pair møde, hvor vi tager i Botanisk Have og medbringer mad fra vores land. Jeg håber, at jeg kan være sammen med Ricardo igen bagefter.
Valerie og Henning tog til den Dominikanske Republik (i Caribien) fra torsdag til mandag aften. De tog afsted kl. 2 om morgenen og kom hjem samme tid mandag - som jo så var tirsdag morgen. Vivian kom tirsdag med formålet at hjælpe mig, for jeg kunne jo ikke have ansvaret for alle unger hele tiden. Jeg skal nok skrive snart mere detaljeret, hvad vi lavede, men de var ikke så slemme, som de kunne have været. De var for det meste rigtig søde, og Svend savnede ikke nogen af dem i løbet af dagen. Det var først, når han vågnede om natten, at han begyndte at græde. Men det var alligevel udmattende, for jeg ville ikke have, at Vivian følte, jeg udnyttede hende, så jeg havde ikke megen fritid - det blev først, når ungerne gik i seng, eller hvis jeg gik ud. Fredag tog jeg ud til ham, efter Vivian og ungerne gik i seng kl. 9. Vi så en ret grusom film med titlen The last king of Scotland, og vi endte med at..lege sugemaller. Jeg kom hjem rimelig sent, og jeg fik nok ikke mere end 5 timer søvn, før jeg skulle op og tage pigerne til svømning. Jeg lavede kartoffel-porre tærte og æbletærte med pigerne efter svømning, og jeg fik lov til at smutte ud til Ricardo igen ved 16 tiden. Det var meningen, vi skulle ud at købe ind, så jeg kunne lave stegeso-kylling til aftensmad, men han faldt i søvn og vågnede først, da jeg kom og bankede på, så vi endte med at spise på IHOP (International House of Pancakes), inden vi tog hjem til ham igen. Vi så filmen Limitless med Bradley Cooper i hovedrollen, og jeg var lidt cranky, men det skal jeg nok også komme ind på, når jeg får mere tid. Jeg kom også rigtig sent hjem der. Søndag skulle jeg tage ungerne i kirke, så jeg kørte os derud for at møde kl. 10, og jeg blev der og læste (jeg gik ikke ind der, jeg normalt er, når jeg er med familien i kirke), indtil de fik fri kl. 12. Jeg tog i kirke i Berean om aftenen, hvilket var rart, bare for at komme væk et par timer..
Jeg skal nok skrive mere detaljeret snart!
Jeg håber, I alle har det godt derhjemme!
Jeg kan starte med at fortælle, at Henning, Valerie, ungerne og Hennings mor Vivian tager til Washington DC fra i morgen aften efter Viviannas gymnastik, og så kommer de først hjem mandag aften. Jeg har virkelig mange planer i weekenden, og jeg tror desuden ikke, der ville være plads til mig i bilen, så vi blev enige om, at jeg bare kunne blive hjemme. Jeg ser virkelig frem til en hel fri weekend!
Fredag aften tager jeg hjem til Ricardo, hvor vi igen skal ud at svømme i poolen, som hører til hans lejlighedskompleks. Jeg vil 100% udnytte, at jeg ikke skal op tidligt lørdag, så det bliver nok sent.
Lørdag fra middag holder min Bible Study gruppe et Pool Party med barbecue, og vi reserverer poolen i Jessica og Adams lejlighedskompleks. Jeg overnatter nok hos dem, hvor jeg har lovet at lave dansk mad til dem. Jessica glæder sig helt vildt - Adam er lidt skeptisk, fordi han ikke er så frisk til nye ting, men jeg håber, jeg finder noget, han kan lide.
Søndag har vi et Au Pair møde, hvor vi tager i Botanisk Have og medbringer mad fra vores land. Jeg håber, at jeg kan være sammen med Ricardo igen bagefter.
Valerie og Henning tog til den Dominikanske Republik (i Caribien) fra torsdag til mandag aften. De tog afsted kl. 2 om morgenen og kom hjem samme tid mandag - som jo så var tirsdag morgen. Vivian kom tirsdag med formålet at hjælpe mig, for jeg kunne jo ikke have ansvaret for alle unger hele tiden. Jeg skal nok skrive snart mere detaljeret, hvad vi lavede, men de var ikke så slemme, som de kunne have været. De var for det meste rigtig søde, og Svend savnede ikke nogen af dem i løbet af dagen. Det var først, når han vågnede om natten, at han begyndte at græde. Men det var alligevel udmattende, for jeg ville ikke have, at Vivian følte, jeg udnyttede hende, så jeg havde ikke megen fritid - det blev først, når ungerne gik i seng, eller hvis jeg gik ud. Fredag tog jeg ud til ham, efter Vivian og ungerne gik i seng kl. 9. Vi så en ret grusom film med titlen The last king of Scotland, og vi endte med at..lege sugemaller. Jeg kom hjem rimelig sent, og jeg fik nok ikke mere end 5 timer søvn, før jeg skulle op og tage pigerne til svømning. Jeg lavede kartoffel-porre tærte og æbletærte med pigerne efter svømning, og jeg fik lov til at smutte ud til Ricardo igen ved 16 tiden. Det var meningen, vi skulle ud at købe ind, så jeg kunne lave stegeso-kylling til aftensmad, men han faldt i søvn og vågnede først, da jeg kom og bankede på, så vi endte med at spise på IHOP (International House of Pancakes), inden vi tog hjem til ham igen. Vi så filmen Limitless med Bradley Cooper i hovedrollen, og jeg var lidt cranky, men det skal jeg nok også komme ind på, når jeg får mere tid. Jeg kom også rigtig sent hjem der. Søndag skulle jeg tage ungerne i kirke, så jeg kørte os derud for at møde kl. 10, og jeg blev der og læste (jeg gik ikke ind der, jeg normalt er, når jeg er med familien i kirke), indtil de fik fri kl. 12. Jeg tog i kirke i Berean om aftenen, hvilket var rart, bare for at komme væk et par timer..
Jeg skal nok skrive mere detaljeret snart!
Jeg håber, I alle har det godt derhjemme!
torsdag den 6. juni 2013
Feriekaos og dates
Jeg fik udgivet sidste indlæg for bare et par minutter siden, da den var gemt som kladde. Jeg har blogger materiale nok samlet hen over de sidste to uger til at skrive en bog, så jeg vil i stedet være doven og sige, at jeg har haft travlt, og der er sket en masse.
Det mest spændende er nok, at jeg har fået et rigtig godt forhold til en haitiansk fyr ved navn Ricardo. Vi har været på to dates indtil videre; første date var lidt akavet. Lørdag aften. Vi skulle have mødtes ved 16 tiden ved Lake Rim, men som jeg fandt ud af, var han faldet i søvn, så han kom to timer for sent. Jeg var imidlertid taget til søen før tid for at nyde stilheden og lytte til en lydbog, men jeg endte jo med at stege i sydens sol, blev døs, og da han endelig kom, tog det et godt stykke tid, før min hjerne begyndte at virke igen, så jeg kunne føre en ordentlig samtale. Vi blev der en times tid, hvor vi sad ude på en fiskerbro og snakkede om kulturforskelle og interesser. Han er som sagt haitiansk, men han er født og opvokset i New Jersey (han har dog ikke deres accent - han snakker som de fleste sorte mennesker gør). Så tog vi på seafood restaurant, hvor vi virkelig kom godt ud af det med hinanden. Jeg følte mig rigtig godt tilpas i hans selskab, så jeg slappede helt af og sad i skrædderstilling på min plads - hvilket en af tjenerne kom og kommenterede på, hun var lidt misundelig på, at jeg kunne. Bagefter tog vi tilbage til søen, hvor han parkerede med bagagerummet ud mod søen (han har en jeep-agtig bil), åbnede bagtil og lagde bagsæderne ned, og så lagde vi os ved siden af hinanden for at nyde udsigten og snakke videre. Jeg vil ikke gå i detaljer, for så bliver jeg aldrig færdig, men han begyndte at fryse, og vi endte med at ligge og putte. Da vi kørte tilbage til min bil (for vi skulle alligevel samme vej, så vi blev enige om at tage hans bil) og sagde farvel, krammede vi bare. Jeg var ikke klar til mere. Jeg var først hjemme lidt over halv to om natten, og jeg var lidt chokeret, men det havde bare været så hyggeligt!
Fredag i sidste uge snakkede vi lidt om, om vi skulle lave mad sammen og se en sportskamp, for han elsker at se basketball på tv. Der var dog ikke tid til at købe ind (han har bogstavelig talt INTET i sit køleskab), så da jeg kørte over til ham efter Viviannas gymnastik, var aftalen at tage ud og svømme i poolen, som hører hans lejlighedskompleks til. Der var dog en stor gruppe sorte mennesker dernede, og selvom jeg absolut ikke er racist eller har noget imod dem, ville jeg alligevel føle det mærkeligt at være den eneste hvide blandt dem. Det har jeg aldrig prøvet før. Vi besluttede så at se filmen The Last King of Scotland (Den skal I holde jer fra, den er afskyelig!), indtil vi kunne komme derned. Klokken var over elleve, da vi endelig spottede en øde pool, så vi skyndte os at gøre os klar og rende derned. Han havde tidligere indrømmet, at han ikke kan svømme, så en del af vores tid gik med at prøve at lære ham det. Jeg viste ham i hvert fald hvordan, og han øvede, og vi skiftedes også til at sidde på hinandens ryg, mens den anden enten gik eller svømmede rundt. Der var en jacuzzi ved siden af den store pool (som var overraskende lun i forhold til dansk vand), som vi også sad lidt i, men når jeg dukkede hovedet under, føltes det, som om jeg havde sniffet chili og gnubbet tungen mod samme, så jeg skiftedes til at vænne mig til det varme vand og springe i det 'kolde'. Omkring 1 om natten havde han fået nok af vand og ville op, så vi gik tilbage til hans lejlighed og tog et bad (hver for sig naturligvis). Vi hørte haitiansk (kreolsk) musik og hyggede (i form af snak og kram), endnu en times tid, inden jeg slæbte mig selv ud lidt over to. Han fulgte mig ned til min bil, vi krammede og holdt om hinanden virkelig længe, for jeg vidste, at når jeg gav slip, ville der følge et kys, og jeg hyperventilerede næsten ved tanken. Det er ikke hver dag, man kysser en sort person! Hvad hvis jeg ikke kunne lide det? Det ville være super akavet! Men jeg fik endelig taget mig sammen, og det var ganske rart. Noget jeg skal vænne mig til (og nu efter et stykke tid kan jeg rigtig godt lide, hvor forskelligt det er). Jeg kom sikkert hjem, og efter min aftenrutine med at rense hud og børste tænder, kom jeg først i seng kl. 3. Den følgende dag var hård, men det var virkelig det værd.
Ricardo og jeg har kun set hinanden privat en gang om ugen, men vi har skrevet sammen over facebook hver eneste dag uden undtagelse, siden vores første date. Vores kemi er fantastisk. Jeg kan fortælle ham hvad som helst, og jeg lærer noget nyt hver gang, jeg snakker med ham - om det så er om mig selv, det virkelige liv (for jeg ved godt at jeg lever med ungdommens syn, som sandsynligvis er lidt naivt) eller ham og hans kultur. Jeg har også mistet min neutralitet til sorte mennesker. Før kunne jeg blive lidt nervøs, hvis jeg så grupper af dem snakke, og jeg ville gå i store buer om dem, men nu.. tja, det føles bare mere naturligt. Jeg kan også sagtens se mig selv blive gift med en sort fyr en dag. Jeg kan godt lide at se farvekontrasten, når Ricardo stryger mig over armen eller holder min hånd.
Han er den, jeg bliver mest ked af at rejse fra, når den tid kommer.
Vi skal være sammen igen lørdag fra senere eftermiddag og indtil jeg kan tage mig sammen til at køre hjem igen. Denne gang skal vi lave mad sammen (nok stegeso-kylling) og måske se en film bagefter eller gå en tur. Planer kan selvfølgelig ændres, men jeg er sikker på, vi nok skal hygge os!
Jeg håber, I alle har det rigtig godt!
Det mest spændende er nok, at jeg har fået et rigtig godt forhold til en haitiansk fyr ved navn Ricardo. Vi har været på to dates indtil videre; første date var lidt akavet. Lørdag aften. Vi skulle have mødtes ved 16 tiden ved Lake Rim, men som jeg fandt ud af, var han faldet i søvn, så han kom to timer for sent. Jeg var imidlertid taget til søen før tid for at nyde stilheden og lytte til en lydbog, men jeg endte jo med at stege i sydens sol, blev døs, og da han endelig kom, tog det et godt stykke tid, før min hjerne begyndte at virke igen, så jeg kunne føre en ordentlig samtale. Vi blev der en times tid, hvor vi sad ude på en fiskerbro og snakkede om kulturforskelle og interesser. Han er som sagt haitiansk, men han er født og opvokset i New Jersey (han har dog ikke deres accent - han snakker som de fleste sorte mennesker gør). Så tog vi på seafood restaurant, hvor vi virkelig kom godt ud af det med hinanden. Jeg følte mig rigtig godt tilpas i hans selskab, så jeg slappede helt af og sad i skrædderstilling på min plads - hvilket en af tjenerne kom og kommenterede på, hun var lidt misundelig på, at jeg kunne. Bagefter tog vi tilbage til søen, hvor han parkerede med bagagerummet ud mod søen (han har en jeep-agtig bil), åbnede bagtil og lagde bagsæderne ned, og så lagde vi os ved siden af hinanden for at nyde udsigten og snakke videre. Jeg vil ikke gå i detaljer, for så bliver jeg aldrig færdig, men han begyndte at fryse, og vi endte med at ligge og putte. Da vi kørte tilbage til min bil (for vi skulle alligevel samme vej, så vi blev enige om at tage hans bil) og sagde farvel, krammede vi bare. Jeg var ikke klar til mere. Jeg var først hjemme lidt over halv to om natten, og jeg var lidt chokeret, men det havde bare været så hyggeligt!
Fredag i sidste uge snakkede vi lidt om, om vi skulle lave mad sammen og se en sportskamp, for han elsker at se basketball på tv. Der var dog ikke tid til at købe ind (han har bogstavelig talt INTET i sit køleskab), så da jeg kørte over til ham efter Viviannas gymnastik, var aftalen at tage ud og svømme i poolen, som hører hans lejlighedskompleks til. Der var dog en stor gruppe sorte mennesker dernede, og selvom jeg absolut ikke er racist eller har noget imod dem, ville jeg alligevel føle det mærkeligt at være den eneste hvide blandt dem. Det har jeg aldrig prøvet før. Vi besluttede så at se filmen The Last King of Scotland (Den skal I holde jer fra, den er afskyelig!), indtil vi kunne komme derned. Klokken var over elleve, da vi endelig spottede en øde pool, så vi skyndte os at gøre os klar og rende derned. Han havde tidligere indrømmet, at han ikke kan svømme, så en del af vores tid gik med at prøve at lære ham det. Jeg viste ham i hvert fald hvordan, og han øvede, og vi skiftedes også til at sidde på hinandens ryg, mens den anden enten gik eller svømmede rundt. Der var en jacuzzi ved siden af den store pool (som var overraskende lun i forhold til dansk vand), som vi også sad lidt i, men når jeg dukkede hovedet under, føltes det, som om jeg havde sniffet chili og gnubbet tungen mod samme, så jeg skiftedes til at vænne mig til det varme vand og springe i det 'kolde'. Omkring 1 om natten havde han fået nok af vand og ville op, så vi gik tilbage til hans lejlighed og tog et bad (hver for sig naturligvis). Vi hørte haitiansk (kreolsk) musik og hyggede (i form af snak og kram), endnu en times tid, inden jeg slæbte mig selv ud lidt over to. Han fulgte mig ned til min bil, vi krammede og holdt om hinanden virkelig længe, for jeg vidste, at når jeg gav slip, ville der følge et kys, og jeg hyperventilerede næsten ved tanken. Det er ikke hver dag, man kysser en sort person! Hvad hvis jeg ikke kunne lide det? Det ville være super akavet! Men jeg fik endelig taget mig sammen, og det var ganske rart. Noget jeg skal vænne mig til (og nu efter et stykke tid kan jeg rigtig godt lide, hvor forskelligt det er). Jeg kom sikkert hjem, og efter min aftenrutine med at rense hud og børste tænder, kom jeg først i seng kl. 3. Den følgende dag var hård, men det var virkelig det værd.
Ricardo og jeg har kun set hinanden privat en gang om ugen, men vi har skrevet sammen over facebook hver eneste dag uden undtagelse, siden vores første date. Vores kemi er fantastisk. Jeg kan fortælle ham hvad som helst, og jeg lærer noget nyt hver gang, jeg snakker med ham - om det så er om mig selv, det virkelige liv (for jeg ved godt at jeg lever med ungdommens syn, som sandsynligvis er lidt naivt) eller ham og hans kultur. Jeg har også mistet min neutralitet til sorte mennesker. Før kunne jeg blive lidt nervøs, hvis jeg så grupper af dem snakke, og jeg ville gå i store buer om dem, men nu.. tja, det føles bare mere naturligt. Jeg kan også sagtens se mig selv blive gift med en sort fyr en dag. Jeg kan godt lide at se farvekontrasten, når Ricardo stryger mig over armen eller holder min hånd.
Han er den, jeg bliver mest ked af at rejse fra, når den tid kommer.
Vi skal være sammen igen lørdag fra senere eftermiddag og indtil jeg kan tage mig sammen til at køre hjem igen. Denne gang skal vi lave mad sammen (nok stegeso-kylling) og måske se en film bagefter eller gå en tur. Planer kan selvfølgelig ændres, men jeg er sikker på, vi nok skal hygge os!
Jeg håber, I alle har det rigtig godt!
Sidste skoleuge gået
Sidste skoledag:
Kl. 8.30 havde 1.-6. klasse en Award Ceremony, hvor de fik uddelt Bulldog Awards (skolens maskot er en bulldog - det er en award for kampånd (med lektier) og forbedring i karakterer), Service Award (venlighed, lydighed osv) og priser for bedste og andenbedste karaktergennemsnit i klassen. Vivianna er nu færdig med 2. klasse, så hendes klasse var der jo også, og det var hende, jeg, Valerie, Henning og Svend kom for at se - hun fik bare ikke noget. Det undrer mig ikke, men det er bare træls, når jeg stod ekstra tidligt op for det. Hun fik dog med sine karakterer en award for udelukkende A's og B's (karakterer) og for at være den anden bedste i spansk.
Jeg tog et hurtigt smut i Walmart med Vivianna, som insisterede på at køre hjem med mig. Valerie og Henning kørte hen på skolen (Award Ceremonien var holdt i kirken) for at vente på, at Charlotte blev færdig med skole. Hun havde ikke så lang tid igen.
Jeg slappede lidt af på mit værelse, inden Henning kørte Valerie på arbejde, hvorefter han tog direkte på arbejde selv. Jeg spillede med ungerne (nabodrengen Evan har været sammen med os hele dagen) med en basketball, inden de begyndte at kede sig, og så trak jeg mit es; jeg havde købt de store farvede kridt til at tegne på vejene med! Det var en kæmpe succes, og jeg tror, vi brugte 1½ time på at dekorere indkørslen. Ikke nok med at indkørslen blev flot og farverig; Svend tegnede også lidt på mine ben. Det var virkelig hyggeligt, og da det så blev kedeligt, og mine kridt var slidt ned til minimal størrelse, gik vi om i baghaven for at lege med bolde og på gyngestativet. Henning kom hjem lige i tid til at tage Vivianna til gymnastik, og kort tid efter ville Charlotte, Svend og Evan op og se en film på ungernes værelse. Lidt i syv var jeg ragende sulten, så jeg lavede pandekager med citronsaft (de blev faktisk rigtig gode, selv Evan som ALDRIG spiser noget af vores mad, spiste en hel pandekage), og umiddelbart efter kom Evans mor Olivia og sagde, at hun havde besøg af en familie med to yngre børn, som gerne ville lege, så Charlotte og Evan var i deres baghave resten af aftenen. Svend er meget krævende i øjeblikket. Han vil ikke dele, nægter at sige undskyld, og når han ikke får sin vilje, græder han helt hysterisk, indtil man enten får ham distraheret eller en forælder kommer hjem (hvis han græder over at faren eller moren er taget afsted for at købe ind eller udenfor for at slå græsset eller noget). Jeg kan virkelig mærke min tålmodighed blive slidt på - og så andre gange overrasker jeg mig selv med at være umenneskeligt blid og rolig. Det er ret underligt. Ikke at jeg går amok på noget af dem, men jeg kan mærke, at jeg i løbet af de sidste 5 måneder har fået en kant, jeg ikke havde før. Jeg havde svært ved at sige nej før, men nu kan jeg sige det, uden det rører mig det mindste, og jeg kan finde min skarpe tone frem på et splitsekund. Jeg har ofte hørt og læst, at det her arbejde kan forandre og udvikle en, men det overrasker mig, at det er sket så drastisk, at jeg selv har bemærket det.
Kl. 8.30 havde 1.-6. klasse en Award Ceremony, hvor de fik uddelt Bulldog Awards (skolens maskot er en bulldog - det er en award for kampånd (med lektier) og forbedring i karakterer), Service Award (venlighed, lydighed osv) og priser for bedste og andenbedste karaktergennemsnit i klassen. Vivianna er nu færdig med 2. klasse, så hendes klasse var der jo også, og det var hende, jeg, Valerie, Henning og Svend kom for at se - hun fik bare ikke noget. Det undrer mig ikke, men det er bare træls, når jeg stod ekstra tidligt op for det. Hun fik dog med sine karakterer en award for udelukkende A's og B's (karakterer) og for at være den anden bedste i spansk.
Jeg tog et hurtigt smut i Walmart med Vivianna, som insisterede på at køre hjem med mig. Valerie og Henning kørte hen på skolen (Award Ceremonien var holdt i kirken) for at vente på, at Charlotte blev færdig med skole. Hun havde ikke så lang tid igen.
Jeg slappede lidt af på mit værelse, inden Henning kørte Valerie på arbejde, hvorefter han tog direkte på arbejde selv. Jeg spillede med ungerne (nabodrengen Evan har været sammen med os hele dagen) med en basketball, inden de begyndte at kede sig, og så trak jeg mit es; jeg havde købt de store farvede kridt til at tegne på vejene med! Det var en kæmpe succes, og jeg tror, vi brugte 1½ time på at dekorere indkørslen. Ikke nok med at indkørslen blev flot og farverig; Svend tegnede også lidt på mine ben. Det var virkelig hyggeligt, og da det så blev kedeligt, og mine kridt var slidt ned til minimal størrelse, gik vi om i baghaven for at lege med bolde og på gyngestativet. Henning kom hjem lige i tid til at tage Vivianna til gymnastik, og kort tid efter ville Charlotte, Svend og Evan op og se en film på ungernes værelse. Lidt i syv var jeg ragende sulten, så jeg lavede pandekager med citronsaft (de blev faktisk rigtig gode, selv Evan som ALDRIG spiser noget af vores mad, spiste en hel pandekage), og umiddelbart efter kom Evans mor Olivia og sagde, at hun havde besøg af en familie med to yngre børn, som gerne ville lege, så Charlotte og Evan var i deres baghave resten af aftenen. Svend er meget krævende i øjeblikket. Han vil ikke dele, nægter at sige undskyld, og når han ikke får sin vilje, græder han helt hysterisk, indtil man enten får ham distraheret eller en forælder kommer hjem (hvis han græder over at faren eller moren er taget afsted for at købe ind eller udenfor for at slå græsset eller noget). Jeg kan virkelig mærke min tålmodighed blive slidt på - og så andre gange overrasker jeg mig selv med at være umenneskeligt blid og rolig. Det er ret underligt. Ikke at jeg går amok på noget af dem, men jeg kan mærke, at jeg i løbet af de sidste 5 måneder har fået en kant, jeg ikke havde før. Jeg havde svært ved at sige nej før, men nu kan jeg sige det, uden det rører mig det mindste, og jeg kan finde min skarpe tone frem på et splitsekund. Jeg har ofte hørt og læst, at det her arbejde kan forandre og udvikle en, men det overrasker mig, at det er sket så drastisk, at jeg selv har bemærket det.
tirsdag den 21. maj 2013
Legen Kindhest?
Som jeg før har nævnt, er Adam meget interesseret i danske udtryk og ordsprog, så når jeg har tænkt over noget, har jeg skrevet det ned, og jeg havde en lille liste her til aften, som jeg nu fremlagde for ham. Listen bestod af: 'løse håndled' (bøsse), 'at fatte brik' (ikke forstå noget), 'andre boller på suppen', 'tage benene på nakken', 'få en overhaling' (blive skældt ud), 'kindhest' (lussing), 'luk røven', og så fik jeg fortalt, at deres kælenavn Pat til Patrick betyder pat. Vi har fået en ny i gruppen ved navn Patrick, og de kalder ham netop Pat. Da jeg så fortalte Adam det, spruttede han af grin og ville fortælle det til omhandlende person. Det ville jeg ikke høre tale om, men han fortalte det alligevel, mens jeg snakkede med Christine og Kirsten, og så måtte jeg have hele historien ud.
Adam favoriserede ordet kindhest (og syntes, at oversættelsen var virkelig spøjs), og bare fra det ord, og betydningen af det, fik han lavet en helt ny leg. Det går åbenbart ud på, at man tilfældigt udbryder "Kindhest!" og så giver en person en lussing. Det minder lidt om hans militærlege, ikke? Han styrtede op til Jared, Patrick og en fyr ved navn Frederick for at fortælle dem om legen. Jeg kunne se, hvordan de fjollede rundt med legen, hvordan de ville sænke hånden helt ned til knæhøjde og så give en ordentlig lussing til en imaginær person foran dem. Eller komme bagfra og lade som om de slog hinanden. Men sådan skulle legen altså ikke være. Jeg fik selv givet nogle bløde lussinger til Justin, Jared og Adam, altid på tidspunkter, de ikke forventede det. Det fortsatte helt til vi gik udenfor for at tage hjem.
Jeg er desuden begyndt at tegne et af billederne fra Jessicas og Adams bryllup, og da jeg viste Jessica noget andet, jeg lavede, fik hun et glimt af bryllupsbilledet, og hun var helt vild med det. Så spurgte hun, om jeg kunne lave oliemalerier og forklarede, hvordan hun havde en ide om to specielle billeder, hun godt kunne tænke sig at få lavet som maleri. Vi kommer nok til at snakke mere om det.
Aftenens bible study var ledt af Mr. Hawk, som normalt underviser til Sunday School på Berean, men Adam havde fået ham til at komme. Det var faktisk rigtig godt, han fik os til at deltage og rent faktisk komme med svar. Ikke som en quiz, men mere som en gruppesamtale.
Vejret her er lidt underligt. I Danmark kan man nogen gange forudsige vejret som kommer om et lille stykke tid; fx når det er lummert og tungt og insekterne flyver lavt, er der næsten altid torden på vej. Og bagefter klarer det altid op og luften er frisk og let igen. Ikke her. Det har godt nok regnet det meste af dagen, men der var en pause mellem 14 og 16, hvor der ikke var alt for fugtigt, og det var desuden lidt køligt. Så begyndte torden og lyn og regn igen, som fortsatte, indtil jeg tog til Bible Study ved halv syv tiden. Og for fanden, hvor var det lummert! Det overdøvede ligesom udluftningen/airconditionen, så det også var sådan indenfor, og da jeg kom ud til bilen, var der et lag tåge omkring hele bilen! En masse dug og tåge, som ikke engang forblev væk, da jeg brugte vinduesviskerne. Jeg skulle simpelthen holde dem i gang for at kunne se ud af forruden. Det er helt vildt.
Min solskoldning er ikke så slem mere! Heldigvis! Nu ligner jeg bare en solbader i ansigtet sådan sidst på sommeren, og intet af det gør så ondt, at jeg ikke kan røre det. Jeg behøver heller ikke tage smertestillende for at kunne sove mere. Mine ben og arme er blevet flot brune, så jeg mangler bare min mave og brystet til at skifte nuance, og så er alt godt igen!
Jeg håber, I alle har det godt!
Stort knus!
Adam favoriserede ordet kindhest (og syntes, at oversættelsen var virkelig spøjs), og bare fra det ord, og betydningen af det, fik han lavet en helt ny leg. Det går åbenbart ud på, at man tilfældigt udbryder "Kindhest!" og så giver en person en lussing. Det minder lidt om hans militærlege, ikke? Han styrtede op til Jared, Patrick og en fyr ved navn Frederick for at fortælle dem om legen. Jeg kunne se, hvordan de fjollede rundt med legen, hvordan de ville sænke hånden helt ned til knæhøjde og så give en ordentlig lussing til en imaginær person foran dem. Eller komme bagfra og lade som om de slog hinanden. Men sådan skulle legen altså ikke være. Jeg fik selv givet nogle bløde lussinger til Justin, Jared og Adam, altid på tidspunkter, de ikke forventede det. Det fortsatte helt til vi gik udenfor for at tage hjem.
Jeg er desuden begyndt at tegne et af billederne fra Jessicas og Adams bryllup, og da jeg viste Jessica noget andet, jeg lavede, fik hun et glimt af bryllupsbilledet, og hun var helt vild med det. Så spurgte hun, om jeg kunne lave oliemalerier og forklarede, hvordan hun havde en ide om to specielle billeder, hun godt kunne tænke sig at få lavet som maleri. Vi kommer nok til at snakke mere om det.
Aftenens bible study var ledt af Mr. Hawk, som normalt underviser til Sunday School på Berean, men Adam havde fået ham til at komme. Det var faktisk rigtig godt, han fik os til at deltage og rent faktisk komme med svar. Ikke som en quiz, men mere som en gruppesamtale.
Vejret her er lidt underligt. I Danmark kan man nogen gange forudsige vejret som kommer om et lille stykke tid; fx når det er lummert og tungt og insekterne flyver lavt, er der næsten altid torden på vej. Og bagefter klarer det altid op og luften er frisk og let igen. Ikke her. Det har godt nok regnet det meste af dagen, men der var en pause mellem 14 og 16, hvor der ikke var alt for fugtigt, og det var desuden lidt køligt. Så begyndte torden og lyn og regn igen, som fortsatte, indtil jeg tog til Bible Study ved halv syv tiden. Og for fanden, hvor var det lummert! Det overdøvede ligesom udluftningen/airconditionen, så det også var sådan indenfor, og da jeg kom ud til bilen, var der et lag tåge omkring hele bilen! En masse dug og tåge, som ikke engang forblev væk, da jeg brugte vinduesviskerne. Jeg skulle simpelthen holde dem i gang for at kunne se ud af forruden. Det er helt vildt.
Min solskoldning er ikke så slem mere! Heldigvis! Nu ligner jeg bare en solbader i ansigtet sådan sidst på sommeren, og intet af det gør så ondt, at jeg ikke kan røre det. Jeg behøver heller ikke tage smertestillende for at kunne sove mere. Mine ben og arme er blevet flot brune, så jeg mangler bare min mave og brystet til at skifte nuance, og så er alt godt igen!
Jeg håber, I alle har det godt!
Stort knus!
søndag den 19. maj 2013
Wrightsville Beach og mountainbike uheld
Der er godt nok sket meget i denne uge! Der sker så meget, som stjæler min tid, at det føles som et helt andet liv, da jeg opholdte mig på mit værelse i Ulstrup flere uger i træk i efteråret.
Jeg fik ikke skrevet så mange notater i løbet af ugen, så der er ikke så meget, jeg kan huske... man kan så også sige, at hvis jeg ikke kan huske det, er det måske ikke så vigtigt.
Onsdag havde jeg en god dag med Svend. Vi satte det som et mål, at Svend skulle være pottetrænet inden juni, og han er virkelig ved at have fået sans for at holde sig og sige til. Det eneste, vi har svært ved, er at få ham til at lave stort på toilettet. Ingen af os - heller ikke forældrene - kan få ham til det. Men jeg håber, at det kommer snart.. Valerie var hjemme, da jeg kom hjem fra at hente pigerne fra skole, og Henning kom kort tid derefter. De tog så pigerne med på den mountainbike tur, de prøvede om søndagen, og de bad mig smide aftensmaden i ovnen (som Valerie gjorde klar, inden de tog afsted), hvis ikke de nåede hjem til halv seks. Missionærdrengene skulle over til middag kl. 18. Men til den tid var ingen af dem kommet. Jeg havde dækket bord og fået Svend til at sove (gik rundt med ham, hvor han sad på min arm og lænede op ad min skulder), og maden var klar, og tyve minutter senere var stadig ingen dukket op. Jeg tjekkede så min mobil, og der var en sms fra Valerie om, at Vivianna var væltet på cyklen og havde slået en tand ud, så de var taget til tandlægen med hende. De kom hjem lidt over en halv time senere, og jeg forventede en storflæbende pige blive båret ind af sin far, for hun er normalt meget pylret, men hun hoppede bare ud af bilen med blod ned af sin hvide trøje, gaze bag læben og grimme skrammer på armene og benene. Hun havde ingen tegn på tårer eller hysteri; hun gik bare hen til mig og åbnede munden, så jeg kunne se det klamme, blodige hul i overkæben. Det lignede bare, at hun endelig havde fået en rokketand ud. Og heldigvis var det bare en børnetand! Hun blev sendt op i badekarret for at rense sine sår, og jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe med noget, hvor jeg kunne gå op at snakke med hende. Der er større sandsynlighed for, at hun fortæller mig noget, og hun kunne måske være lidt i chok. Hun opførte sig helt normalt, hvilket jeg også syntes, var mærkeligt. Anyway, jeg satte mig på kanten af badekarret og hjalp hende med at rense sårene og sit hår. Vi snakkede rigtig hyggeligt sammen, hun fortalte mig spændt historien om sit fald, og vi aftalte at skrive et brev til tandfeen for at fortælle, hvor hun kunne finde tanden. Ikke en lyd gav hun, da jeg skrubbede hendes skrammer med en grov klud, for at få jorden ud af huden. Jeg endte med at komme sent til min Bible Study, hvilket dog ikke er noget problem. Jeg vil jo gerne være der for ungerne.
Torsdag morgen modtog jeg en email fra læreren til min Anatomi time, at jeg ikke havde gennemgået orientation og første lektions quiz for at virkelig blive optaget på kurset. Så da Henning kom hjem, skyndte jeg mig at logge på onlinelektionernes hjemmeside, så jeg kunne komme i gang. Der var en del sider, og jeg var rigtig træt, så det tog noget tid, og jeg gik i seng umiddelbart derefter.
Fredag gik jeg i gang med den første anatomi lektion. Jeg måtte tage det paragraf for paragraf, da jeg jo passede Svend imens, og han er meget aktiv i øjeblikket. Det er desuden rigtig meget information på meget lidt plads, så jeg skal rigtig koncentrere mig for at tage det hele ind. Pigerne havde fri 11.15, da Berean kirken havde et "ladies retreat" i weekenden. Jeg besluttede at tage dem til Mellow Mango med den betingelse, at de kunne holde kæft i bilen på vej derhen, fordi Svend var faldet i søvn, og jeg ville ikke have, han skulle vågne. De var alle rigtig begejstrede, og vi gik ind i et lidt separat rum, hvor der var tv med disney junior kanal på. Vi kom hjem ved 13 tiden, hvor jeg sendte dem op på deres legeværelse for at rydde op. Hvis jeg ikke har sagt det før, flyttede pigerne ind på legeværelset ved siden af mit, og alle deres legesager er nu på deres gamle soveværelse, og det lignede simpelthen et bombekrater derinde. De brugte lige knap to timer, for så skulle de lige lege lidt med tingene, så var den ene doven og den anden ville jo ikke arbejde mens den anden ikke gjorde, og omvendt.. og de elsker også at bringe ting over til mig og lege, at jeg fx er dronning og de er prinsesser, og så får vi alle kroner på, og de finder en tryllestav til mig og smykker og en taske (som alt sammen selvfølgelig lå på gulvet, men de ville hellere tage det hen til mig end faktisk stille det på plads). Jeg lavede toast på panden til sen frokost, og Henning kom hjem lige omkring da vi var færdige. Henning tog Vivianna direkte til tandlæge til et tjek, hvor jeg stadig havde halvanden time, inden jeg skulle tage Charlotte til gymnastik. Jeg havde kun et kapitel tilbage og så quizzen over den første lektion, som jeg gjorde i sengen på forældrenes værelse, mens Svend og Charlotte så en film derinde..og Charlotte var bare en pestilens.. hun var højlydt (som altid), dansede rundt i sengen, og da hun så prøvede at kysse mig på kinden (som hun ofte gerne gør), mistede jeg bare min selvkontrol og halvråbte, at hun skulle slappe af og lade mig være, mens jeg tager en quiz. Hun dæmpede sig en del derefter, og jeg havde det lidt skidt med at have mistet tålmodigheden på den måde, men jeg gjorde det færdigt og fik 100% rigtigt (amerikanere går efter procent med karakterer), og derefter kunne jeg nyde tiden med dem inden gymnastik. De var søde og stille i bilen, men vi kom alt for tidligt, så jeg skulle underholde dem et sted, der ingen underholdning var, i knap en halv time. Tiden sneglede afsted, men endelig havde jeg kun Svend, og jeg gav ham iPaden, jeg havde taget med til formålet, og så gik det lidt nemmere. Jeg var virkelig træt, da vi kom hjem, så jeg opholdt mig på værelset et par timer, indtil jeg gik ned i stuen og sluttede mig til familien, der så Sherlock Holmes. De snakkede lidt om at tage et sted hen lørdag, hvilket højst sandsynligt ville blive en strand, men det ville blive endeligt besluttet lørdag morgen.
Jeg stod op ved halv ti tiden og fik at vide af Henning, at vi ville tage til Wrightsville Beach i Wilmington om en times tid. Jeg blev virkelig spændt og fik gjort mig klar, pakket taske og spist morgenmad. Jeg droppede makeuppen, da jeg måske skulle i vandet, og i så fald ville jeg ikke ligne en panda. Vi kørte godt to timer med et par stop ved tankstationer til tissepauser og snacks (Henning købte corndogs til os allesammen lidt før vi ankom) og kom til Wilmington ved halv et tiden. På vejen så jeg en stor rovfugl (den svævede længe og ret tæt på), og ved samme tankstation som Henning købte vores corndogs, så jeg tre meget bekendte piger; det var Sihem, en pige fra Tyrkiet, og en ved navn Karry Oh.. og det var ret åbenlyst, at de skulle til stranden! Samtidig med Henning kom også to andre Au Pairs, Yolanda og en pige, jeg ikke har snakket med før.. jeg blev lidt fornærmet, for til Au Pair mødet bare for en uge siden, lovede Sihem mig at give informationer om turen, for jeg var inviteret med. Jeg kan selvfølgelig godt se, at der ikke var plads i bilen med alle fem piger, men hun kunne da i det mindste have sagt, at der ikke var plads! Omkring et kvarter efter kom vi til Wrightsville Beach, hvor vi parkerede i området og gik resten af vejen. Stranden var FYLDT, hvilket ikke er så underligt, men vi fandt snart et sted, hvor vi lagde vores ting. Pigerne smed hurtigt tøjet (havde badetøj under), jeg tog Svend på hoften, og så løb vi hen til vandet. Selve sandstranden var nok kun ti meter bred og meget stejl, så kom en lille fordybning, hvor de store bølger plaskede vand til, og de helt små børn rendte rundt der, så var der knap ti meter med vådt sand, hvor de unge strandløver og deres 90210 wannabe tøser spillede lækre, spillede op til hinanden og spillede bold. Vi rendte forbi dem og direkte ud i vandet, som ikke så så voldsomt ud fra sandskrænten, men de var skræmmende høje! et par skridt ude kom de gerne op til mine lår, og hvis jeg stod i vand til lårene, kunne de snildt komme over mit hoved! Vandet var endda så stærkt, at selv hvis jeg bare stod i vand til knæene, var det meget svært at stå stille og ikke blive revet med ud i vandet eller op på bredden. Der var endda en gang, hvor jeg faldt, og der blev jeg skubbet langt op på det våde sand af bølgen, og den efterfølgende bølge kom så hurtigt efter, at den rullede mig rundt på ryggen og så skubbede mig tilbage på måsen for så at skubbe mig længere op på det våde sand. Det lignede, at jeg havde skidt i shortsene, så meget sand havde jeg i dem - for ikke at tale om i min bh også! Jeg måtte så langt ud i vandet, så jeg kunne skylle det hele væk under vandoverfladen. Jeg og Henning skiftedes til at blive ved vores ting. Når jeg ville ud og bade (hvilket jeg gjorde næsten en time til at starte med og den sidste halve time, inden vi gik derfra), lå han på et håndklæde og solede, og ellers lå jeg og læste ved vores ting. Jeg havde taget solcreme både i ansigtet og på kroppen, så jeg bekymrede mig ikke over at være så længe i solen. Det endte med at være over to timer (som ikke føltes som så lang tid), og jeg nød det! Det var lige præcis varmt nok til at jeg kunne holde det ud, og der var en dejlig vind imens! Helt perfekt, Henning sagde, at der var omkring 85 grader (lige omkring 30 grader celsius). Ej, det var lækkert. Jeg havde et par meget korte, tynde shorts på og en tanktop over mit undertøj, som jeg både badede og solede i - og da jeg lå og læste, foldede jeg toppen helt op til brystet, så jeg rigtig kunne suge D-vitaminerne til mig! I kan tro, jeg bare hyggede mig! Der var generelt også rigtig god stemning hele dagen! Ungerne var lidt irriterende i bilen begge veje, men det havde jeg forudset. Ungerne legede rigtig meget i sandet, lavede sandslotte, skiftedes til at begrave mine fødder, mens jeg læste, og de rendte også rundt for at finde muslingeskaller at pynte det hele med. Svend var ikke så meget for at bade med os andre, naturligvis, pga de høje bølger. Når jeg var ude med pigerne, var de vilde med at sidde på min ryg eller skuldre, mens jeg svømmede, og jeg viste dem, hvordan man hopper eller flyder for at undgå at blive overvældet af bølgerne. Vandet var næsten perfekt også.. det havde en lækker turkis farve, der var ingen tang og ingen sten! Det var køligt men ikke ubehageligt.. det eneste lille problem for mig var, at jeg ikke kunne se gennem vandet. Men efter godt fem minutter i vandet var det klart, at der bare ikke var noget derude, så.. ja, det var bare lækkert! Der var bare ikke så mange ude at bade.. I skulle næsten også have set de andre unge mennesker! Det lignede en Beverly Hills strand, selvom der også var nogle 'normale' mennesker imellem. Der var så mange pumpede fyre derude i 20erne, unge fædre, fyre som opførte sig blæret for at få anerkendelse af pigerne, som lignede, de brugte al deres tid foran spejlet men til gengæld kun havde et tocifret IQ.. Bare ærgerligt, det blæste sådan, så deres to timers morgenforfængelighed gik i vasken, så snart man hoppede ud af bilen. Hæhæ. Og så kom jeg styrtende med en toårig på hoften og to tøser i hælene, så snart vi havde smidt vores ting.. I skulle have set deres ansigter! De kunne jo se, jeg var på deres alder.. måske har de bare aldrig set en børnevenlig jævnaldrene som giver klap om sit udseende og fremmedes mening.. anyway.. det var mega sjovt! Nok en af de bedste dage overhovedet her. Valerie og Henning var også glade og smilede og havde det sjovt! Ved 17 tiden gik vi fra stranden for at spise aftensmad. Vi skiftede hurtigt det tøj, vi kunne, og så smuttede vi på noget, der lignede en pub, hvor vi købte en pizza. Vi sad udenfor på en bænk, og der gik en rum tid, før pizzaen blev færdig. Den var kæmpestor, men vi var trods alt tre voksne og tre børn, så der var ikke meget til hver. Vi gik bagefter ind i en butik, der solgt alt muligt - både souvenirskrammel og tøj til sæsonen. Jeg har tænkt på at købe nogle vandballoner, så jeg kunne have vandkamp med pigerne, når de får sommerfri, og jeg så en bøtte med 500 vandballoner i den butik til ikke engang en dollar (på udsalg), så jeg købte to! Yes! Det skal nok give lang tids underholdning! Ej øv, jeg kom lige i tanke om rengøringen bagefter... der kommer til at være utallige små gummirester alle steder.. øv! Efter vi var færdige i butikken, tog vi hen til en isbod, som havde både kugleis (med et rigtigt vaffel-kræmmerhus, samt de typiske amerikanske 'cones' og bægre), italiensk is, lavede smoothies, samt nogle andre is-relaterede ting. De tog desværre ikke kreditkort, og jeg havde ikke taget andet end det med, så Henning gav også min is. Jeg ville gerne have den rigtige vaffelis, og jeg fik to store kugler med kaffe og chocolate-chip-cookie-dough-with-caramel. Ej, det var altså godt! Den var kæmpestor også, så jeg var længe mæt efter den. Den var rigtig god, men jeg indså, at jeg også savner dansk sommeris. Alle steder, hvor man kan få is i kugler, softice, flødeboller, guf (ååååårh guf! det har de altså ikke her!) og alt muligt krymmel. Det smager bare helt anderledes her..
På vejen hjem styrtede regnen ned! Det var dog en speciel oplevelse, for de har 'sun roof' både med glas og som et dække under glasset, og de rullede dækket væk, så vi kunne se regnen falde på glasset! Charlotte fik ondt i maven, og det fik vi at vide hvert 5. sekund de sidste tyve minutter hjem..og hun frøs også, men Vivianna havde det for varmt.. og jeg var træt, så min tålmodighed kunne ikke helt holde til det, men jeg bed det i mig for ikke at ødelægge stemningen. Vi kom først hjem kvart i ti, hvor vi alle tog et bad inden sengetid. Jeg besluttede at tage et koldt bad, for voila! Jeg var bare solbrændt! Jeg var hummerrød fra bh til kraveben, langt om på skulderbladene, fra bh til shortskanten, og på hele lårene, da jeg havde besluttet også at rulle mine shorts op. Jeg var forbrændt på hele panden, ned langs den ene kind til kæbelinjen, og mit højre øre er brændt og rødt hele inde i øret! Det ser noget så grusomt ud.. det der gør mest ondt er min pande og maven; resten er fint nok, men maven er altså slem! Solen var for det meste fra højre, så min venstre side er ikke så slem, og jeg sover heldigvis bedst på venstre. Og holder Svend på min venstre hofte..så der er da nogle lyspunkter! Men det var en rigtig god dag!
Søndag vækkede min alarm mig halv ni, hvor familien normalt lige er på trapperne til at tage i kirke, men der var meget stille i huset. Forældrene var stadig i sengen, selvom jeg så lidt til Henning, hvor han prøvede at få Charlotte til at være stille. Jeg gjorde mig klar til kirke, men jeg fik også Svend på toilettet, da han selv kom op til mig og sagde, at han skulle tisse, og som jeg gik hen til hoveddøren for at gå, så jeg Svend stå på en stol ved spisebordet og hælde en hel pose cornflakes i sin lille skål...jeg havde ikke tid til at hjælpe med det, for jeg var allerede sent på den efter at hjælpe Svend på toilettet. Jeg ankom ti minutter for sent, for det var også svært at finde en parkeringsplads! Der var kun fem andre i lokalet, og Adam stod ved tavlen i stedet for Mr. Hawk. Det så dog ikke ud, som om de var startet endnu, og Adam startede også ud med at spørge efter vores weekend. Jeg er stadig storforbrændt i ansigtet og på kroppen, så han kiggede også lidt bedrevidende på mig og spurgte, hvad jeg havde lavet. Jamen, jeg havde været på stranden, og så begyndte de andre at fnise. Ikke på en ond måde, det var bare åbenlyst, at jeg havde været ude et sted som stranden. Jeg var ret restløs gennem Sunday School, men så gik vi til Worship, og det bliver ofte lidt bedre der. Pastor Sean startede ud med noget, jeg ikke kan huske, men så gik han over i emnerne sex før ægteskab, affærer og hvad der er påkrævet at gøre, når den slags sker. Ja, ifølge Biblen skal man faktisk smide en person ud af kirkefællesskabet, hvis man hører ham/hende snakke om at fx have en affære. Det lyder lige voldsomt nok, synes jeg, men ideen er, at opførslen kan sprede sig, og så er det bedre, at lukke nogen ude, i håb om at de så indser deres forseelse og vil gøre bod for at komme tilbage. Jeg lagde mærke til, at han kiggede rigtig meget over på området, hvor vi unge ugifte sidder samlet, da han snakkede om sex før ægteskab, haha! Efter det går der ofte gerne en halv time, hvis ikke mere, hvor vi snakker sammen. Jeg gik over mod Danielle, som var ved den anden side af bænken, og på halvvejen gik jeg forbi Ricardo (kan I huske, jeg snakkede om ham for et stykke tid siden? Jeg snakkede først med ham til Michael Griffins Star Trek fest, og efterfølgende har vi hilst på hinanden, men her startede vi en samtale. Vi snakkede lidt om arbejde og ferie. Han arbejder med bilhjul åbenbart. Og så ville han høre, om jeg fik weekender fri i det mindste. Jamen det gjorde jeg jo hovedsageligt, men af og til vil forældrene gerne på date (hvilket ikke sker sååå ofte), og der er svømning lørdag formiddage osv. Og så spurgte han, om jeg havde lyst til at lave noget sammen, når jeg får weekend. Jeg vil altid gerne lave noget med mine venner, så jeg sagde ja, selvfølgelig vil jeg da det! Han reagerede halvt overrasket og halvt begejstret, og vi gik fra hinanden, efter jeg gav ham mit facebook navn. Ser I, (som jeg også forklarede ham) jeg har en pre-paid mobil, og beskeder og opkald tager absurd meget af kortet, så jeg er ikke den store sms'er. Vi vil snakke om, hvad vi skal lave, i løbet af ugen. Og vi endte med at aftale lørdag. Så gik jeg over til Danielle.
Vejret er helt vildt! Den sidste uges tid, måske længere, har der været mellem 25 og 34 grader i løbet af dagen, og nu de sidste par dage, har der været det samme, men det er begyndt at regne helt ustyrligt, når vi nærmer os aftenstid. Fra ved 17 tiden regnede det så kraftigt, at det løb som et vandfald langs tagrenden, sådan hele vejen langs hele vejen rundt om huset! Det har jeg godt nok ikke set før!
Jeg fik ikke skrevet så mange notater i løbet af ugen, så der er ikke så meget, jeg kan huske... man kan så også sige, at hvis jeg ikke kan huske det, er det måske ikke så vigtigt.
Onsdag havde jeg en god dag med Svend. Vi satte det som et mål, at Svend skulle være pottetrænet inden juni, og han er virkelig ved at have fået sans for at holde sig og sige til. Det eneste, vi har svært ved, er at få ham til at lave stort på toilettet. Ingen af os - heller ikke forældrene - kan få ham til det. Men jeg håber, at det kommer snart.. Valerie var hjemme, da jeg kom hjem fra at hente pigerne fra skole, og Henning kom kort tid derefter. De tog så pigerne med på den mountainbike tur, de prøvede om søndagen, og de bad mig smide aftensmaden i ovnen (som Valerie gjorde klar, inden de tog afsted), hvis ikke de nåede hjem til halv seks. Missionærdrengene skulle over til middag kl. 18. Men til den tid var ingen af dem kommet. Jeg havde dækket bord og fået Svend til at sove (gik rundt med ham, hvor han sad på min arm og lænede op ad min skulder), og maden var klar, og tyve minutter senere var stadig ingen dukket op. Jeg tjekkede så min mobil, og der var en sms fra Valerie om, at Vivianna var væltet på cyklen og havde slået en tand ud, så de var taget til tandlægen med hende. De kom hjem lidt over en halv time senere, og jeg forventede en storflæbende pige blive båret ind af sin far, for hun er normalt meget pylret, men hun hoppede bare ud af bilen med blod ned af sin hvide trøje, gaze bag læben og grimme skrammer på armene og benene. Hun havde ingen tegn på tårer eller hysteri; hun gik bare hen til mig og åbnede munden, så jeg kunne se det klamme, blodige hul i overkæben. Det lignede bare, at hun endelig havde fået en rokketand ud. Og heldigvis var det bare en børnetand! Hun blev sendt op i badekarret for at rense sine sår, og jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe med noget, hvor jeg kunne gå op at snakke med hende. Der er større sandsynlighed for, at hun fortæller mig noget, og hun kunne måske være lidt i chok. Hun opførte sig helt normalt, hvilket jeg også syntes, var mærkeligt. Anyway, jeg satte mig på kanten af badekarret og hjalp hende med at rense sårene og sit hår. Vi snakkede rigtig hyggeligt sammen, hun fortalte mig spændt historien om sit fald, og vi aftalte at skrive et brev til tandfeen for at fortælle, hvor hun kunne finde tanden. Ikke en lyd gav hun, da jeg skrubbede hendes skrammer med en grov klud, for at få jorden ud af huden. Jeg endte med at komme sent til min Bible Study, hvilket dog ikke er noget problem. Jeg vil jo gerne være der for ungerne.
Torsdag morgen modtog jeg en email fra læreren til min Anatomi time, at jeg ikke havde gennemgået orientation og første lektions quiz for at virkelig blive optaget på kurset. Så da Henning kom hjem, skyndte jeg mig at logge på onlinelektionernes hjemmeside, så jeg kunne komme i gang. Der var en del sider, og jeg var rigtig træt, så det tog noget tid, og jeg gik i seng umiddelbart derefter.
Fredag gik jeg i gang med den første anatomi lektion. Jeg måtte tage det paragraf for paragraf, da jeg jo passede Svend imens, og han er meget aktiv i øjeblikket. Det er desuden rigtig meget information på meget lidt plads, så jeg skal rigtig koncentrere mig for at tage det hele ind. Pigerne havde fri 11.15, da Berean kirken havde et "ladies retreat" i weekenden. Jeg besluttede at tage dem til Mellow Mango med den betingelse, at de kunne holde kæft i bilen på vej derhen, fordi Svend var faldet i søvn, og jeg ville ikke have, han skulle vågne. De var alle rigtig begejstrede, og vi gik ind i et lidt separat rum, hvor der var tv med disney junior kanal på. Vi kom hjem ved 13 tiden, hvor jeg sendte dem op på deres legeværelse for at rydde op. Hvis jeg ikke har sagt det før, flyttede pigerne ind på legeværelset ved siden af mit, og alle deres legesager er nu på deres gamle soveværelse, og det lignede simpelthen et bombekrater derinde. De brugte lige knap to timer, for så skulle de lige lege lidt med tingene, så var den ene doven og den anden ville jo ikke arbejde mens den anden ikke gjorde, og omvendt.. og de elsker også at bringe ting over til mig og lege, at jeg fx er dronning og de er prinsesser, og så får vi alle kroner på, og de finder en tryllestav til mig og smykker og en taske (som alt sammen selvfølgelig lå på gulvet, men de ville hellere tage det hen til mig end faktisk stille det på plads). Jeg lavede toast på panden til sen frokost, og Henning kom hjem lige omkring da vi var færdige. Henning tog Vivianna direkte til tandlæge til et tjek, hvor jeg stadig havde halvanden time, inden jeg skulle tage Charlotte til gymnastik. Jeg havde kun et kapitel tilbage og så quizzen over den første lektion, som jeg gjorde i sengen på forældrenes værelse, mens Svend og Charlotte så en film derinde..og Charlotte var bare en pestilens.. hun var højlydt (som altid), dansede rundt i sengen, og da hun så prøvede at kysse mig på kinden (som hun ofte gerne gør), mistede jeg bare min selvkontrol og halvråbte, at hun skulle slappe af og lade mig være, mens jeg tager en quiz. Hun dæmpede sig en del derefter, og jeg havde det lidt skidt med at have mistet tålmodigheden på den måde, men jeg gjorde det færdigt og fik 100% rigtigt (amerikanere går efter procent med karakterer), og derefter kunne jeg nyde tiden med dem inden gymnastik. De var søde og stille i bilen, men vi kom alt for tidligt, så jeg skulle underholde dem et sted, der ingen underholdning var, i knap en halv time. Tiden sneglede afsted, men endelig havde jeg kun Svend, og jeg gav ham iPaden, jeg havde taget med til formålet, og så gik det lidt nemmere. Jeg var virkelig træt, da vi kom hjem, så jeg opholdt mig på værelset et par timer, indtil jeg gik ned i stuen og sluttede mig til familien, der så Sherlock Holmes. De snakkede lidt om at tage et sted hen lørdag, hvilket højst sandsynligt ville blive en strand, men det ville blive endeligt besluttet lørdag morgen.
Jeg stod op ved halv ti tiden og fik at vide af Henning, at vi ville tage til Wrightsville Beach i Wilmington om en times tid. Jeg blev virkelig spændt og fik gjort mig klar, pakket taske og spist morgenmad. Jeg droppede makeuppen, da jeg måske skulle i vandet, og i så fald ville jeg ikke ligne en panda. Vi kørte godt to timer med et par stop ved tankstationer til tissepauser og snacks (Henning købte corndogs til os allesammen lidt før vi ankom) og kom til Wilmington ved halv et tiden. På vejen så jeg en stor rovfugl (den svævede længe og ret tæt på), og ved samme tankstation som Henning købte vores corndogs, så jeg tre meget bekendte piger; det var Sihem, en pige fra Tyrkiet, og en ved navn Karry Oh.. og det var ret åbenlyst, at de skulle til stranden! Samtidig med Henning kom også to andre Au Pairs, Yolanda og en pige, jeg ikke har snakket med før.. jeg blev lidt fornærmet, for til Au Pair mødet bare for en uge siden, lovede Sihem mig at give informationer om turen, for jeg var inviteret med. Jeg kan selvfølgelig godt se, at der ikke var plads i bilen med alle fem piger, men hun kunne da i det mindste have sagt, at der ikke var plads! Omkring et kvarter efter kom vi til Wrightsville Beach, hvor vi parkerede i området og gik resten af vejen. Stranden var FYLDT, hvilket ikke er så underligt, men vi fandt snart et sted, hvor vi lagde vores ting. Pigerne smed hurtigt tøjet (havde badetøj under), jeg tog Svend på hoften, og så løb vi hen til vandet. Selve sandstranden var nok kun ti meter bred og meget stejl, så kom en lille fordybning, hvor de store bølger plaskede vand til, og de helt små børn rendte rundt der, så var der knap ti meter med vådt sand, hvor de unge strandløver og deres 90210 wannabe tøser spillede lækre, spillede op til hinanden og spillede bold. Vi rendte forbi dem og direkte ud i vandet, som ikke så så voldsomt ud fra sandskrænten, men de var skræmmende høje! et par skridt ude kom de gerne op til mine lår, og hvis jeg stod i vand til lårene, kunne de snildt komme over mit hoved! Vandet var endda så stærkt, at selv hvis jeg bare stod i vand til knæene, var det meget svært at stå stille og ikke blive revet med ud i vandet eller op på bredden. Der var endda en gang, hvor jeg faldt, og der blev jeg skubbet langt op på det våde sand af bølgen, og den efterfølgende bølge kom så hurtigt efter, at den rullede mig rundt på ryggen og så skubbede mig tilbage på måsen for så at skubbe mig længere op på det våde sand. Det lignede, at jeg havde skidt i shortsene, så meget sand havde jeg i dem - for ikke at tale om i min bh også! Jeg måtte så langt ud i vandet, så jeg kunne skylle det hele væk under vandoverfladen. Jeg og Henning skiftedes til at blive ved vores ting. Når jeg ville ud og bade (hvilket jeg gjorde næsten en time til at starte med og den sidste halve time, inden vi gik derfra), lå han på et håndklæde og solede, og ellers lå jeg og læste ved vores ting. Jeg havde taget solcreme både i ansigtet og på kroppen, så jeg bekymrede mig ikke over at være så længe i solen. Det endte med at være over to timer (som ikke føltes som så lang tid), og jeg nød det! Det var lige præcis varmt nok til at jeg kunne holde det ud, og der var en dejlig vind imens! Helt perfekt, Henning sagde, at der var omkring 85 grader (lige omkring 30 grader celsius). Ej, det var lækkert. Jeg havde et par meget korte, tynde shorts på og en tanktop over mit undertøj, som jeg både badede og solede i - og da jeg lå og læste, foldede jeg toppen helt op til brystet, så jeg rigtig kunne suge D-vitaminerne til mig! I kan tro, jeg bare hyggede mig! Der var generelt også rigtig god stemning hele dagen! Ungerne var lidt irriterende i bilen begge veje, men det havde jeg forudset. Ungerne legede rigtig meget i sandet, lavede sandslotte, skiftedes til at begrave mine fødder, mens jeg læste, og de rendte også rundt for at finde muslingeskaller at pynte det hele med. Svend var ikke så meget for at bade med os andre, naturligvis, pga de høje bølger. Når jeg var ude med pigerne, var de vilde med at sidde på min ryg eller skuldre, mens jeg svømmede, og jeg viste dem, hvordan man hopper eller flyder for at undgå at blive overvældet af bølgerne. Vandet var næsten perfekt også.. det havde en lækker turkis farve, der var ingen tang og ingen sten! Det var køligt men ikke ubehageligt.. det eneste lille problem for mig var, at jeg ikke kunne se gennem vandet. Men efter godt fem minutter i vandet var det klart, at der bare ikke var noget derude, så.. ja, det var bare lækkert! Der var bare ikke så mange ude at bade.. I skulle næsten også have set de andre unge mennesker! Det lignede en Beverly Hills strand, selvom der også var nogle 'normale' mennesker imellem. Der var så mange pumpede fyre derude i 20erne, unge fædre, fyre som opførte sig blæret for at få anerkendelse af pigerne, som lignede, de brugte al deres tid foran spejlet men til gengæld kun havde et tocifret IQ.. Bare ærgerligt, det blæste sådan, så deres to timers morgenforfængelighed gik i vasken, så snart man hoppede ud af bilen. Hæhæ. Og så kom jeg styrtende med en toårig på hoften og to tøser i hælene, så snart vi havde smidt vores ting.. I skulle have set deres ansigter! De kunne jo se, jeg var på deres alder.. måske har de bare aldrig set en børnevenlig jævnaldrene som giver klap om sit udseende og fremmedes mening.. anyway.. det var mega sjovt! Nok en af de bedste dage overhovedet her. Valerie og Henning var også glade og smilede og havde det sjovt! Ved 17 tiden gik vi fra stranden for at spise aftensmad. Vi skiftede hurtigt det tøj, vi kunne, og så smuttede vi på noget, der lignede en pub, hvor vi købte en pizza. Vi sad udenfor på en bænk, og der gik en rum tid, før pizzaen blev færdig. Den var kæmpestor, men vi var trods alt tre voksne og tre børn, så der var ikke meget til hver. Vi gik bagefter ind i en butik, der solgt alt muligt - både souvenirskrammel og tøj til sæsonen. Jeg har tænkt på at købe nogle vandballoner, så jeg kunne have vandkamp med pigerne, når de får sommerfri, og jeg så en bøtte med 500 vandballoner i den butik til ikke engang en dollar (på udsalg), så jeg købte to! Yes! Det skal nok give lang tids underholdning! Ej øv, jeg kom lige i tanke om rengøringen bagefter... der kommer til at være utallige små gummirester alle steder.. øv! Efter vi var færdige i butikken, tog vi hen til en isbod, som havde både kugleis (med et rigtigt vaffel-kræmmerhus, samt de typiske amerikanske 'cones' og bægre), italiensk is, lavede smoothies, samt nogle andre is-relaterede ting. De tog desværre ikke kreditkort, og jeg havde ikke taget andet end det med, så Henning gav også min is. Jeg ville gerne have den rigtige vaffelis, og jeg fik to store kugler med kaffe og chocolate-chip-cookie-dough-with-caramel. Ej, det var altså godt! Den var kæmpestor også, så jeg var længe mæt efter den. Den var rigtig god, men jeg indså, at jeg også savner dansk sommeris. Alle steder, hvor man kan få is i kugler, softice, flødeboller, guf (ååååårh guf! det har de altså ikke her!) og alt muligt krymmel. Det smager bare helt anderledes her..
På vejen hjem styrtede regnen ned! Det var dog en speciel oplevelse, for de har 'sun roof' både med glas og som et dække under glasset, og de rullede dækket væk, så vi kunne se regnen falde på glasset! Charlotte fik ondt i maven, og det fik vi at vide hvert 5. sekund de sidste tyve minutter hjem..og hun frøs også, men Vivianna havde det for varmt.. og jeg var træt, så min tålmodighed kunne ikke helt holde til det, men jeg bed det i mig for ikke at ødelægge stemningen. Vi kom først hjem kvart i ti, hvor vi alle tog et bad inden sengetid. Jeg besluttede at tage et koldt bad, for voila! Jeg var bare solbrændt! Jeg var hummerrød fra bh til kraveben, langt om på skulderbladene, fra bh til shortskanten, og på hele lårene, da jeg havde besluttet også at rulle mine shorts op. Jeg var forbrændt på hele panden, ned langs den ene kind til kæbelinjen, og mit højre øre er brændt og rødt hele inde i øret! Det ser noget så grusomt ud.. det der gør mest ondt er min pande og maven; resten er fint nok, men maven er altså slem! Solen var for det meste fra højre, så min venstre side er ikke så slem, og jeg sover heldigvis bedst på venstre. Og holder Svend på min venstre hofte..så der er da nogle lyspunkter! Men det var en rigtig god dag!
Søndag vækkede min alarm mig halv ni, hvor familien normalt lige er på trapperne til at tage i kirke, men der var meget stille i huset. Forældrene var stadig i sengen, selvom jeg så lidt til Henning, hvor han prøvede at få Charlotte til at være stille. Jeg gjorde mig klar til kirke, men jeg fik også Svend på toilettet, da han selv kom op til mig og sagde, at han skulle tisse, og som jeg gik hen til hoveddøren for at gå, så jeg Svend stå på en stol ved spisebordet og hælde en hel pose cornflakes i sin lille skål...jeg havde ikke tid til at hjælpe med det, for jeg var allerede sent på den efter at hjælpe Svend på toilettet. Jeg ankom ti minutter for sent, for det var også svært at finde en parkeringsplads! Der var kun fem andre i lokalet, og Adam stod ved tavlen i stedet for Mr. Hawk. Det så dog ikke ud, som om de var startet endnu, og Adam startede også ud med at spørge efter vores weekend. Jeg er stadig storforbrændt i ansigtet og på kroppen, så han kiggede også lidt bedrevidende på mig og spurgte, hvad jeg havde lavet. Jamen, jeg havde været på stranden, og så begyndte de andre at fnise. Ikke på en ond måde, det var bare åbenlyst, at jeg havde været ude et sted som stranden. Jeg var ret restløs gennem Sunday School, men så gik vi til Worship, og det bliver ofte lidt bedre der. Pastor Sean startede ud med noget, jeg ikke kan huske, men så gik han over i emnerne sex før ægteskab, affærer og hvad der er påkrævet at gøre, når den slags sker. Ja, ifølge Biblen skal man faktisk smide en person ud af kirkefællesskabet, hvis man hører ham/hende snakke om at fx have en affære. Det lyder lige voldsomt nok, synes jeg, men ideen er, at opførslen kan sprede sig, og så er det bedre, at lukke nogen ude, i håb om at de så indser deres forseelse og vil gøre bod for at komme tilbage. Jeg lagde mærke til, at han kiggede rigtig meget over på området, hvor vi unge ugifte sidder samlet, da han snakkede om sex før ægteskab, haha! Efter det går der ofte gerne en halv time, hvis ikke mere, hvor vi snakker sammen. Jeg gik over mod Danielle, som var ved den anden side af bænken, og på halvvejen gik jeg forbi Ricardo (kan I huske, jeg snakkede om ham for et stykke tid siden? Jeg snakkede først med ham til Michael Griffins Star Trek fest, og efterfølgende har vi hilst på hinanden, men her startede vi en samtale. Vi snakkede lidt om arbejde og ferie. Han arbejder med bilhjul åbenbart. Og så ville han høre, om jeg fik weekender fri i det mindste. Jamen det gjorde jeg jo hovedsageligt, men af og til vil forældrene gerne på date (hvilket ikke sker sååå ofte), og der er svømning lørdag formiddage osv. Og så spurgte han, om jeg havde lyst til at lave noget sammen, når jeg får weekend. Jeg vil altid gerne lave noget med mine venner, så jeg sagde ja, selvfølgelig vil jeg da det! Han reagerede halvt overrasket og halvt begejstret, og vi gik fra hinanden, efter jeg gav ham mit facebook navn. Ser I, (som jeg også forklarede ham) jeg har en pre-paid mobil, og beskeder og opkald tager absurd meget af kortet, så jeg er ikke den store sms'er. Vi vil snakke om, hvad vi skal lave, i løbet af ugen. Og vi endte med at aftale lørdag. Så gik jeg over til Danielle.
Vejret er helt vildt! Den sidste uges tid, måske længere, har der været mellem 25 og 34 grader i løbet af dagen, og nu de sidste par dage, har der været det samme, men det er begyndt at regne helt ustyrligt, når vi nærmer os aftenstid. Fra ved 17 tiden regnede det så kraftigt, at det løb som et vandfald langs tagrenden, sådan hele vejen langs hele vejen rundt om huset! Det har jeg godt nok ikke set før!
søndag den 12. maj 2013
Shopping, bedstebesøg og golf
Jeg har haft en god, travl uge, som bare er fløjet af sted. Mandag havde jeg mine softballkampe, tirsdag var jeg ude at shoppe, onsdag var jeg ude at købe ind, torsdag var jeg med Svend til gymnastik, fredag arbejdede jeg til sent, inden jeg tog hjem til Christine og så en film, lørdag tog Henning og Valerie alle ungerne med sig til deres svømmetimer, inden... ja, jeg skal nok bare begynde at skrive om alle dagene.
Så tirsdag var jeg ude at shoppe. Jeg ringede ind ved halv ti tiden til Fayetteville Technical Community College for at høre om ansøgningsproceduren, så jeg ikke kørte derhen for at finde ud af, at jeg manglede noget, for så bare at køre hjem og hente det, inden jeg skulle tilbage igen med det. Midt i samtalen med den rare kvindelige person i telefonen afbryder hun og spørger: Can I ask you something..? Og jeg begyndte at svede lidt, for det lød som et begyndelsen på et personligt spørgsmål, og jeg vidste ikke, om jeg fik ballade for at ansøge så sent.. men hun fortsatte så: Are you Dana? Forbløffelsen tog et par sekunder at komme over, og det viser sig, at det var Stephanie fra mine Bible Study møder! Hun kunne genkende min stemme i telefonen, hvilket er ret imponerende, for vi har aldrig rigtig snakket sammen, siden hun holdt sin fest til Super Bowl. Jeg tog så Svend og kørte ind til skolen med halvt udfyldte ansøgningsskemaer, hvor jeg først holdt ind på den forkerte parkeringsplads men blev anvist i den rigtige retning af en gartner, og da jeg kom indenfor, kom en dame hen og spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Jeg bad hende pege mig i retning af kontoret, hvor man kunne ansøge til timer, og det tog utroligt lang tid at få hende til at forstå, for hun ville vide hvilke klasser (gør det virkelig nogen forskel??), og det kunne jeg ikke så godt svare på, da jeg jo ikke vidste, om timerne stadig var aktuelle. Jeg spurgte, om hun kunne følge mig til Stephanie, da hun arbejdede der, men gudhjælpemig om det ikke viste sig, at damen ikke kendte Stephanie, så hun spurgte en anden dame om det, og jeg var lige ved at give op, men heldigvis kendte den anden dame godt min ven, så vi gik alle tre derhen. Jeg havde Svend på min hofte, men han var lidt genert, så han kiggede bare op på dem, inden han gemte ansigtet i min skulder, og damerne dånede over, hvor blå hans øjne er og hvor sød han er. Så kom vi hen til Stephanie, som også fjollede lidt over Svend, som jeg satte på skranken. Vi fik udfyldt resten af mine ansøgningsskemaer, alt i mens jeg prøvede at underholde den lille - jeg gav ham en kuglepen og min tegneblok, men snart blev det jo kedeligt, så han fortsatte sine kunstneriske udskejelser først i min håndflade og dernæst op ad min underarm. Stephanie morede sig over min lille tatovør (øv, jeg burde have taget et billede, jeg havde tætte, blå streger på tværs helt op til albuen), inden vi så blev færdige, jeg betalte (65 dollars for et 24 timers anatomi kursus og 40 dollars for et vegetar madlavningskursus, som min værtsfamilie skal betale tilbage), og jeg satte os tilbage i bilen. Jeg tog en anden rute hjem, og mit blik landede på en stor butik ved navn Roses, som Jessica har fortalt mig om, og jeg tog en spontanbeslutning, vendte bilen og parkerede foran butikken. Svend kom i indkøbsvognen, fik iPad'en (familiens, ikke min) som jeg så smart havde taget med, og så finkæmmede jeg tøjafdelingen (ligesom Rugged Wearhouse med tidligere sæsoners modetøj og andet super billigt) fra ende til anden. Jeg fandt en masse shorts, et par toppe og jeg var super glad, MEN jeg måtte kun have to stykker tøj inde i prøverummet ad gangen.... suk. Det tog noget tid.. Bagefter tog jeg i centeret for at finde en bh (en af de tre medbragte bh'er gik i stykker), og det tog næsten en time, professionel hjælp (som viste sig at være unødvendigt, for hun målte mig til en forkert størrelse) og 50 dollars (hvilket er omk. 300 kr og bondegårdsdyrt her), men jeg fandt endelig en helt perfekt og smuk en! Den ligner en bikinitop. Både Svend og jeg var vildt trætte til sidst, så jeg bar ham på brystet ud til bilen (han faldt i søvn, allerede før jeg nåede ud af centeret!), hvor jeg bare kørte hen til pigernes skole og læste, til de fik fri. Det passede faktisk perfekt med, at den lille vågnede, lige som jeg gjorde mig klar til at gå ud efter Charlotte og Vivianna.
Om aftenen tog jeg til Bible Study, og det sluttede for en gangs skyld til tiden, og så faldt jeg i snak både med en forholdsvist ny pige, Brianna ("Bree"), og da hun smuttede hjem, kom den anden barnepige Heather over for at snakke. Hun havde en masse spørgsmål om Danmark.. jeg ved godt, at man siger, at der ikke findes dumme spørgsmål, men hun satte altså grænsen. Jeg tager det dog ikke ilde op, for hun var oprigtigt nysgerrig, men hun spurgte ind til bl.a. vores dyr. Har vi hunde? Får? Katte? Køer? Og til vores landskab, hvilket var okay spørgsmål - har vi bjerge? Har vi majs? Har vi sæsoner? Det er lidt trist, hvor lidt andre nationer ved om Nordeuropa.
Onsdag tog jeg i Walmart med Svend. Han har generelt været god denne uge, når jeg har taget ham med ud at shoppe. Han har snakket en masse, men der var ingen hysteriske anfald eller rigtig brok. Jeg brugte en del tid derinde, men jeg endte med kun at købe nogle bær (brombær og hindbær), og det slog mig hvor underligt, det egentlig er, at jeg skulle bruge penge på noget, jeg har kunnet køre i hovedet hele mit liv bare ved at gå ud i min mormor og morfars have. Det er den slags små ting, man tager for givet, hvis man har dem, men rigtig kommer til at savne, når man ikke har det mere.
Ved 18 tiden kom farmor Vivian og hendes egyptiske veninde Nayra, ungerne fik gaver (i form af små ting og bøger), og så bestilte vi pizza. Jeg legede lidt med ungerne, inden jeg tog til Bible Study. Hvis jeg ikke har sagt det før, så koncentrerer jeg mig bedre, når jeg laver noget med hænderne - og jeg har på det seneste genfundet glæden ved at tegne, så jeg skaffede mig en rigtig tegneblok, og nu tegner jeg konstant til mine møder. Jeg forklarede det tidligt til Adam, at det ikke var for at være ubehøvlet, så han tager det ikke ilde op. Det er dog ikke alle, der kender til den side af mig; da Josh gik op efter noget at drikke, ville han kigge på vejen tilbage, og hans øjne var ved at poppe ud af hans hoved. Det er den slags, der styrker selvtilliden. Og det var bare en avanceret krusedulle.. han er ellers begyndt at drille mig med mine 'blood chokes', som jeg fortalte om på teltturen, og han mener det udelukkende for sjov. Han rakte armene ud for at give mig et farvelkram, men da jeg lagde armene om ham, begyndte han at lave lyde, som om han blev kvalt. Jeg skubbede ham så voldsomt ud af døren. Næste gang giver jeg ham en røvfuld.
Inden da snakkede jeg med Jessica efter aftenens emne, om at jeg var lidt træt af, at Josh så noget, jeg ikke var nær så glad for, som nogle af mine andre tegninger (man vil jo altid helst have, at folk ser det bedste, man kan), og lige pludselig havde Jimmy sneget sig hen til os og hviskede skummelt; "Draw meee". Både Jessica og jeg kiggede underligt på ham og sagde "What?", og han gentog i samme skumle stemme. Han refererede så til et afsnit af serien How I Met Your Mother, hvor en af personerne vil have en af vennerne til at male ham nøgen med et sværd i hånden, og han havde vidst nok sagt det samme. Jeg viste Jessica de tegninger, jeg allerede havde lavet i blokken, hvoraf en af dem fangede hendes interesse, og hun spurgte, om jeg kunne lave vægmalerier. Jeg henviste så til maleriet af palmerne, som jeg lavede til sidste Au Pair møde, jeg havde givet til dem, og som nu hang på deres væg. Det er kun mit 3. maleri, men det kunne være fedt at prøve at male direkte på en væg. Måske bliver det aktuelt her til sommer, når Jessica dimitterer universitetet og får ferie.
Jeg har forresten nogle flere udtryk, som kommer fra Adam. Han siger ALTID 'shananigans', som i bund og grund betyder ballade. Eller 'sjov og ballade'. Jeg er ret vild med det ord, og det er åbenbart et kendt ord, men jeg har aldrig hørt det, før jeg hørte ham bruge det. Han kom pludselig i tanke om ordene 'pushu' og 'ababa', som begge beskriver, når man blotter et barns mave og puster med munden, så det giver en truttelyd. Ordene er navneord, og det første er brugt af voksne, mens det sidste er et børneord. Jeg synes, det er nogle søde ord!
Torsdag var jeg virkelig træt. Jeg begyndte først at arbejde halv ti, da jeg skulle tage Svend med til gymnastik. Vivian ville med igen som sidste gang, mens Nayra blev hjemme for at lave noget arbejdsrelateret. Denne gang fik jeg dog ikke nogen kritik på mit kørsel! Det var rigtig befriende. Svend gjorde det rigtig godt, han var lidt distraheret, men jeg kan se forbedring fra den ene gang til den anden. Henning havde været hjemme knap et par minutter, da jeg holdte ind i vores indkørsel, så jeg kunne slappe af med de almindelige huspligter. Der gik ikke længe, før jeg blev virkelig søvnig, og jeg kæmpede resten af dagen med at holde mig vågen, men ungerne var søde. Halv fem tog alle på nær Vivianna og jeg (og Valerie som skulle arbejde helt til kl. 21) til Charlottes gymnastik. Vi sad mest og tegnede eller spillede kort, for jeg kunne ikke mønstre energien til at være rigtig aktiv med hende. De kom først hjem halv otte (normalt kl. syv), da de havde købt mad fra KFC, og jeg gik i seng umiddelbart efter maden. Efter et spil Uno med dem alle.
Allerede tidlig fredag morgen tog Vivian og Nayra hjem, så jeg havde en normal, stille og rolig dag til Henning kom hjem. Jeg havde lidt tid til mig selv, da jeg virkelig trængte til stilhed og et bad. Vi spiste rester af pizza og hvad der ellers var, og jeg hyggede med ungerne til omk. ni, hvorefter jeg kørte ud til Christine. Hun havde inviteret mig over til en hyggeaften med film et par dage i forvejen, men jeg kan aldrig rigtig sige ja med sikkerhed, da jeg aldrig ved, hvad dagen byder på. Det var meningen, at jeg skulle have været ovre, så snart Henning kom hjem med Vivianna fra gymnastik, hvilket ikke blev før sent igen, men jeg havde ikke set, at Christine havde skrevet en sms og spurgt, om jeg ville komme (hun skrev lidt over 18), for hun havde købt pizza, men jeg så den ikke før halv otte, og jeg havde det frygteligt, for tænk, hvis hun havde siddet og ventet på et svar, mens pizzaen blev kold.. jeg skrev selvfølgelig hurtigt tilbage, hvor hun svarede, at Kirsten var kommet, og de ville tage ud og købe sko til Kirsten. Jeg var helt overbevist om, at hun var sur over mit sene svar, så jeg var rimelig trist. Så lidt i ni skrev hun, at de var færdige med skoindkøb og ville starte filmen snart, så jeg kunne komme og se med, og jeg greb selvfølgelig chancen. Der var lidt anspændt i starten for mig (hvilket jeg fortalte Kirsten, da vi gik, men hun fejede min bekymring til side, at ingen af dem havde været sure, så det er jeg lettet over), men så begyndte filmen. Vi så The Vow, og det var en rigtig god film, men slutningen var skuffende for mig. Det var ved at være sent, men så huskede Kirsten på, at hun ville have haft Christine til at tegne et anker på hendes håndled, fordi hun overvejede at få en tatovering. Det endte jo så med at blive mig (hvilket jeg syntes, var sjovt), så jeg tegnede efter et billede på computeren, som hun var tilfreds med. Kirsten tegnede så et hjerte bag min ankel (for det er åbenbart det eneste, hun kan tegne), og så skrev jeg så fint jeg kunne på Christines skulderblad "dell'amore non si sa", da det var hendes drømmetatovering. Vi hyggede os, og kom først hjem halv tolv.
Lørdag stod jeg træt op kl. 9, da jeg som regel tager ungerne, mens de på skift tager til svømning. Henning havde imidlertid i sidste uge ændret lidt på det, så pigerne kunne komme til svømning på samme tid, så vi kunne få mere ud af dagen, og Valerie ville med, så der var en chance for, at de ville tage Svend med. Det gjorde de heldigvis, så jeg fik et par timers fred at vågne rigtigt i. Jeg skulle holde øje med ungerne et par timer om eftermiddagen, da Henning og Valerie ville prøve en rute på deres mountainbikes. De kom hjem ved halv fire tiden, tog et bad og gjorde sig klar, og så tog vi alle sammen ud og spille golf. Det var kun en træningsbane, så der var ingen huller. Og for fanden, hvor jeg dog stinker til golf. Jeg føler mig så dum, når jeg svinger og ikke rammer! Vi hentede to kurve med bolde til 14 dollars (der var MANGE bolde), og så stillede vi os op og prøvede. Henning er pissedygtig, han har spillet i mange år, så han fyrede den ene bold efter den anden ud af syne. Det tog ikke så lang tid, som jeg havde troet. Vi var hjemme allerede halv seks, hvor jeg tog bad, gjorde mig klar, og godt en time efter tog jeg hen til deres kirke for at mødes med Sister Estes og Sister Hardy kl. 19. Vi har længe prøvet at lave en aftale, men jeg har bare SÅ travlt evig og altid. Vi vil gennemgå en masse om religionen, næsten ligesom Vivianna. Jeg er nysgerrig omkring deres synspunkter og tro, for jeg har været vant til baptismen fra min værtsfamilie i Arkansas, men det er overraskende anderledes i en mormonsk omgangskreds. Så jeg vil prøve at samle viden fra begge sider og sammenligne. Og det er også en gyldig grund til at komme lidt væk fra huset. Jeg kom først hjem lidt over ni, hvor hele familien sad i forældrenes seng og så Captain America (en superheltefilm), som lige var startet, så jeg blev inviteret med. Vi lavede flere popcorn - ej, det her skal I høre!
Jeg gik ned i køkkenet for at hjælpe Vivianna og Charlotte med at lave flere popcorn, og vi skimmede instruktionerne. Første trin, andet trin, og så udbryder Charlotte, mens hun kigger koncentreret på pakken; "..and third step is to give them to your children.." Jeg grinede så meget, at Ranger begyndte at gø udenfor! Det er første gang, jeg så Captain America, og jeg synes, den er god. Hvis man kan lide superheltefilm, skal man se den i hvert fald!
I dag, søndag, er det mors dag - Glædelig mors dag, alle mødre derude! Jeg håber, I havde en god dag og blev rigeligt forkælede! Jeg tog med familien i kirke, snakkede med Estes og Hardy, og tog så hjem igen med familien. De skiftede dog hurtigt tøj for så at tage ud og få en is. Jeg blev inviteret med, men jeg skulle til endnu et Au Pair møde, hvor vi skulle mødes på Mellow Mango, som også er et issted, så jeg blev hjemme og nød stilheden. Jeg tog af sted halv tre, da vi skulle mødes en halv time senere, men jeg tager helst altid af sted i god tid, når jeg ikke har været der før. Der var kun en anden Au Pair, da jeg kom, som jeg ikke har snakket med før. Hun hedder Sihem (udtales CM på engelsk) og kommer fra Frankrig. Hun var rigtig sød! Der kom flere dryssende lidt efter lidt, og godt en halv time efter var vi alle samlede (dem, der kom, i hvert fald), og så gik vi ind. Der var et bord med bægre, som vi bare kunne tage - så skulle vi selv komme den is i, som vi ville have (lidt ligesom når vi køber slushice i Danmark, hvor man kan blande og gøre det selv), derefter komme alverdens ting ovenpå (lige fra knuste chokoladebarer til slik og frugt), og så betaler man af vægten. Det var virkelig super lækkert (frossen yoghurt med lavt fedtindhold), og jeg skal helt sikkert derhen igen! Det var ret tæt på huset, så jeg kan evt. bare tage Svend med derind en dag, eller alle ungerne når pigerne får ferie. De andre piger er rigtig søde, men jeg foretrækker altså at være i selskab med mine venner fra Bible Study. Når de tager i byen eller har fridag eller bare laver noget generelt som shopping osv., gør de det jo med hinanden, mens min omgangskreds er de unge fra Berean kirken. Jeg synes, det er lidt dumt, at de kun hænger ud med hinanden; nogle af pigerne, som har været her siden sidste sommer, snakker med samme tykke accent, som de kom med, og det er bare ikke (i min mening) meningen, at vi skal holde os for os selv med vores egen kultur. Når man tager af sted på sådan et år her (og som udvekslingsstudent), er det jo meningen, at vi skal prøve at leve et amerikansk liv med amerikanske venner og det hele, så vi rigtig kan få en kulturudveksling. Jeg er måske ikke bedste venner med de andre Au Pairs, men jeg har fået en plads i andres hjerter, og det er jeg tilfreds med. Det er samtidig rart at mødes engang i mellem med dem, da vi kan relatere til hinanden og forstå situationer som hjemve og frustrationer med sprogbarrierer osv. Amy delte skrækhistorier fra sin første måned i deltidsjobbet som områderepræsentant - det skal lige siges, at to af de mest understregede og gennemgående punkter i vores kontrakt er, at vi ikke må blive gift, og vi må ikke blive gravid. Der var en pige fra Rusland, som lige var kommet til Fayetteville, lige var fyldt 18, og så blev hun gravid - hun blev sendt hjem. Der var en pige fra Mexico, som var der lige knap et par uger, hvor hun kørte den 5 årige pige i skole, og så kørte hun til lufthavnen i familiens bil og steg på et fly hjem. Hun efterlod et brev og bilen på lufthavnens parkeringsplads. Hun hadede åbenbart alt ved det hele. Der var en pige fra Thailand, som blev gift midt i året, og dermed annulleres arbejdskontrakten, og man får borgerskab (hvilket ikke nødvendigvis betyder, at myndigheder og regeringer fra begge lande lader en være). Der var et par flere historier, jeg har glemt, men hold da op, for en hård måned! Jeg synes bare, det er helt vildt, at sådanne ting sker. Man underskriver en kontrakt, man forbereder sig på at være væk i et helt år, og en familie er afhængig af en. Det er også et krav at have nogenlunde engelskfærdigheder og mindst 200 timers børneerfaring, så man ved, hvad man skriver sig op til. Jeg kan ikke forstå, at der så sker den slags.
Jeg kom hjem kort før fem, hvor Hershal og hans makker Snell (efternavn) var der på skype. Jeg var blevet informeret, at de ville være der. Missionærer får kun lov til at ringe hjem ved to begivenheder; til jul og på mors dag. Ingen fars dag, ingen fødselsdage. Kun jul og mors dag. De får også kun lov til at skrive emails osv. om mandage. Jeg synes, det er lige lovlig striks, men det er deres sag. De spiste også med, og som altid underholdte Henning og Valerie med historier om Hennings tid som udsendt, sjove ting som ungerne siger osv. Denne gang var de kommet på cykel. Jeg tog det meste af opvasken, hvorefter jeg så gik ind på mit værelse og lukkede døren. Det er ikke så tit, jeg lukker døren, for ungerne kommer ind alligevel, men indtil videre har de ikke forstyrret. Det er ret fantastisk.
Jeg skulle lige til at skrive, at fem måneder nu er gået, men jeg er kun begyndt på 5. måned. Det er alligevel ret vildt. Jeg kan mærke hver eneste dag, men tiden flyver, når jeg kigger tilbage.
Jeg håber, I alle har det godt!
Så tirsdag var jeg ude at shoppe. Jeg ringede ind ved halv ti tiden til Fayetteville Technical Community College for at høre om ansøgningsproceduren, så jeg ikke kørte derhen for at finde ud af, at jeg manglede noget, for så bare at køre hjem og hente det, inden jeg skulle tilbage igen med det. Midt i samtalen med den rare kvindelige person i telefonen afbryder hun og spørger: Can I ask you something..? Og jeg begyndte at svede lidt, for det lød som et begyndelsen på et personligt spørgsmål, og jeg vidste ikke, om jeg fik ballade for at ansøge så sent.. men hun fortsatte så: Are you Dana? Forbløffelsen tog et par sekunder at komme over, og det viser sig, at det var Stephanie fra mine Bible Study møder! Hun kunne genkende min stemme i telefonen, hvilket er ret imponerende, for vi har aldrig rigtig snakket sammen, siden hun holdt sin fest til Super Bowl. Jeg tog så Svend og kørte ind til skolen med halvt udfyldte ansøgningsskemaer, hvor jeg først holdt ind på den forkerte parkeringsplads men blev anvist i den rigtige retning af en gartner, og da jeg kom indenfor, kom en dame hen og spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Jeg bad hende pege mig i retning af kontoret, hvor man kunne ansøge til timer, og det tog utroligt lang tid at få hende til at forstå, for hun ville vide hvilke klasser (gør det virkelig nogen forskel??), og det kunne jeg ikke så godt svare på, da jeg jo ikke vidste, om timerne stadig var aktuelle. Jeg spurgte, om hun kunne følge mig til Stephanie, da hun arbejdede der, men gudhjælpemig om det ikke viste sig, at damen ikke kendte Stephanie, så hun spurgte en anden dame om det, og jeg var lige ved at give op, men heldigvis kendte den anden dame godt min ven, så vi gik alle tre derhen. Jeg havde Svend på min hofte, men han var lidt genert, så han kiggede bare op på dem, inden han gemte ansigtet i min skulder, og damerne dånede over, hvor blå hans øjne er og hvor sød han er. Så kom vi hen til Stephanie, som også fjollede lidt over Svend, som jeg satte på skranken. Vi fik udfyldt resten af mine ansøgningsskemaer, alt i mens jeg prøvede at underholde den lille - jeg gav ham en kuglepen og min tegneblok, men snart blev det jo kedeligt, så han fortsatte sine kunstneriske udskejelser først i min håndflade og dernæst op ad min underarm. Stephanie morede sig over min lille tatovør (øv, jeg burde have taget et billede, jeg havde tætte, blå streger på tværs helt op til albuen), inden vi så blev færdige, jeg betalte (65 dollars for et 24 timers anatomi kursus og 40 dollars for et vegetar madlavningskursus, som min værtsfamilie skal betale tilbage), og jeg satte os tilbage i bilen. Jeg tog en anden rute hjem, og mit blik landede på en stor butik ved navn Roses, som Jessica har fortalt mig om, og jeg tog en spontanbeslutning, vendte bilen og parkerede foran butikken. Svend kom i indkøbsvognen, fik iPad'en (familiens, ikke min) som jeg så smart havde taget med, og så finkæmmede jeg tøjafdelingen (ligesom Rugged Wearhouse med tidligere sæsoners modetøj og andet super billigt) fra ende til anden. Jeg fandt en masse shorts, et par toppe og jeg var super glad, MEN jeg måtte kun have to stykker tøj inde i prøverummet ad gangen.... suk. Det tog noget tid.. Bagefter tog jeg i centeret for at finde en bh (en af de tre medbragte bh'er gik i stykker), og det tog næsten en time, professionel hjælp (som viste sig at være unødvendigt, for hun målte mig til en forkert størrelse) og 50 dollars (hvilket er omk. 300 kr og bondegårdsdyrt her), men jeg fandt endelig en helt perfekt og smuk en! Den ligner en bikinitop. Både Svend og jeg var vildt trætte til sidst, så jeg bar ham på brystet ud til bilen (han faldt i søvn, allerede før jeg nåede ud af centeret!), hvor jeg bare kørte hen til pigernes skole og læste, til de fik fri. Det passede faktisk perfekt med, at den lille vågnede, lige som jeg gjorde mig klar til at gå ud efter Charlotte og Vivianna.
Om aftenen tog jeg til Bible Study, og det sluttede for en gangs skyld til tiden, og så faldt jeg i snak både med en forholdsvist ny pige, Brianna ("Bree"), og da hun smuttede hjem, kom den anden barnepige Heather over for at snakke. Hun havde en masse spørgsmål om Danmark.. jeg ved godt, at man siger, at der ikke findes dumme spørgsmål, men hun satte altså grænsen. Jeg tager det dog ikke ilde op, for hun var oprigtigt nysgerrig, men hun spurgte ind til bl.a. vores dyr. Har vi hunde? Får? Katte? Køer? Og til vores landskab, hvilket var okay spørgsmål - har vi bjerge? Har vi majs? Har vi sæsoner? Det er lidt trist, hvor lidt andre nationer ved om Nordeuropa.
Onsdag tog jeg i Walmart med Svend. Han har generelt været god denne uge, når jeg har taget ham med ud at shoppe. Han har snakket en masse, men der var ingen hysteriske anfald eller rigtig brok. Jeg brugte en del tid derinde, men jeg endte med kun at købe nogle bær (brombær og hindbær), og det slog mig hvor underligt, det egentlig er, at jeg skulle bruge penge på noget, jeg har kunnet køre i hovedet hele mit liv bare ved at gå ud i min mormor og morfars have. Det er den slags små ting, man tager for givet, hvis man har dem, men rigtig kommer til at savne, når man ikke har det mere.
Ved 18 tiden kom farmor Vivian og hendes egyptiske veninde Nayra, ungerne fik gaver (i form af små ting og bøger), og så bestilte vi pizza. Jeg legede lidt med ungerne, inden jeg tog til Bible Study. Hvis jeg ikke har sagt det før, så koncentrerer jeg mig bedre, når jeg laver noget med hænderne - og jeg har på det seneste genfundet glæden ved at tegne, så jeg skaffede mig en rigtig tegneblok, og nu tegner jeg konstant til mine møder. Jeg forklarede det tidligt til Adam, at det ikke var for at være ubehøvlet, så han tager det ikke ilde op. Det er dog ikke alle, der kender til den side af mig; da Josh gik op efter noget at drikke, ville han kigge på vejen tilbage, og hans øjne var ved at poppe ud af hans hoved. Det er den slags, der styrker selvtilliden. Og det var bare en avanceret krusedulle.. han er ellers begyndt at drille mig med mine 'blood chokes', som jeg fortalte om på teltturen, og han mener det udelukkende for sjov. Han rakte armene ud for at give mig et farvelkram, men da jeg lagde armene om ham, begyndte han at lave lyde, som om han blev kvalt. Jeg skubbede ham så voldsomt ud af døren. Næste gang giver jeg ham en røvfuld.
Inden da snakkede jeg med Jessica efter aftenens emne, om at jeg var lidt træt af, at Josh så noget, jeg ikke var nær så glad for, som nogle af mine andre tegninger (man vil jo altid helst have, at folk ser det bedste, man kan), og lige pludselig havde Jimmy sneget sig hen til os og hviskede skummelt; "Draw meee". Både Jessica og jeg kiggede underligt på ham og sagde "What?", og han gentog i samme skumle stemme. Han refererede så til et afsnit af serien How I Met Your Mother, hvor en af personerne vil have en af vennerne til at male ham nøgen med et sværd i hånden, og han havde vidst nok sagt det samme. Jeg viste Jessica de tegninger, jeg allerede havde lavet i blokken, hvoraf en af dem fangede hendes interesse, og hun spurgte, om jeg kunne lave vægmalerier. Jeg henviste så til maleriet af palmerne, som jeg lavede til sidste Au Pair møde, jeg havde givet til dem, og som nu hang på deres væg. Det er kun mit 3. maleri, men det kunne være fedt at prøve at male direkte på en væg. Måske bliver det aktuelt her til sommer, når Jessica dimitterer universitetet og får ferie.
Jeg har forresten nogle flere udtryk, som kommer fra Adam. Han siger ALTID 'shananigans', som i bund og grund betyder ballade. Eller 'sjov og ballade'. Jeg er ret vild med det ord, og det er åbenbart et kendt ord, men jeg har aldrig hørt det, før jeg hørte ham bruge det. Han kom pludselig i tanke om ordene 'pushu' og 'ababa', som begge beskriver, når man blotter et barns mave og puster med munden, så det giver en truttelyd. Ordene er navneord, og det første er brugt af voksne, mens det sidste er et børneord. Jeg synes, det er nogle søde ord!
Torsdag var jeg virkelig træt. Jeg begyndte først at arbejde halv ti, da jeg skulle tage Svend med til gymnastik. Vivian ville med igen som sidste gang, mens Nayra blev hjemme for at lave noget arbejdsrelateret. Denne gang fik jeg dog ikke nogen kritik på mit kørsel! Det var rigtig befriende. Svend gjorde det rigtig godt, han var lidt distraheret, men jeg kan se forbedring fra den ene gang til den anden. Henning havde været hjemme knap et par minutter, da jeg holdte ind i vores indkørsel, så jeg kunne slappe af med de almindelige huspligter. Der gik ikke længe, før jeg blev virkelig søvnig, og jeg kæmpede resten af dagen med at holde mig vågen, men ungerne var søde. Halv fem tog alle på nær Vivianna og jeg (og Valerie som skulle arbejde helt til kl. 21) til Charlottes gymnastik. Vi sad mest og tegnede eller spillede kort, for jeg kunne ikke mønstre energien til at være rigtig aktiv med hende. De kom først hjem halv otte (normalt kl. syv), da de havde købt mad fra KFC, og jeg gik i seng umiddelbart efter maden. Efter et spil Uno med dem alle.
Allerede tidlig fredag morgen tog Vivian og Nayra hjem, så jeg havde en normal, stille og rolig dag til Henning kom hjem. Jeg havde lidt tid til mig selv, da jeg virkelig trængte til stilhed og et bad. Vi spiste rester af pizza og hvad der ellers var, og jeg hyggede med ungerne til omk. ni, hvorefter jeg kørte ud til Christine. Hun havde inviteret mig over til en hyggeaften med film et par dage i forvejen, men jeg kan aldrig rigtig sige ja med sikkerhed, da jeg aldrig ved, hvad dagen byder på. Det var meningen, at jeg skulle have været ovre, så snart Henning kom hjem med Vivianna fra gymnastik, hvilket ikke blev før sent igen, men jeg havde ikke set, at Christine havde skrevet en sms og spurgt, om jeg ville komme (hun skrev lidt over 18), for hun havde købt pizza, men jeg så den ikke før halv otte, og jeg havde det frygteligt, for tænk, hvis hun havde siddet og ventet på et svar, mens pizzaen blev kold.. jeg skrev selvfølgelig hurtigt tilbage, hvor hun svarede, at Kirsten var kommet, og de ville tage ud og købe sko til Kirsten. Jeg var helt overbevist om, at hun var sur over mit sene svar, så jeg var rimelig trist. Så lidt i ni skrev hun, at de var færdige med skoindkøb og ville starte filmen snart, så jeg kunne komme og se med, og jeg greb selvfølgelig chancen. Der var lidt anspændt i starten for mig (hvilket jeg fortalte Kirsten, da vi gik, men hun fejede min bekymring til side, at ingen af dem havde været sure, så det er jeg lettet over), men så begyndte filmen. Vi så The Vow, og det var en rigtig god film, men slutningen var skuffende for mig. Det var ved at være sent, men så huskede Kirsten på, at hun ville have haft Christine til at tegne et anker på hendes håndled, fordi hun overvejede at få en tatovering. Det endte jo så med at blive mig (hvilket jeg syntes, var sjovt), så jeg tegnede efter et billede på computeren, som hun var tilfreds med. Kirsten tegnede så et hjerte bag min ankel (for det er åbenbart det eneste, hun kan tegne), og så skrev jeg så fint jeg kunne på Christines skulderblad "dell'amore non si sa", da det var hendes drømmetatovering. Vi hyggede os, og kom først hjem halv tolv.
Lørdag stod jeg træt op kl. 9, da jeg som regel tager ungerne, mens de på skift tager til svømning. Henning havde imidlertid i sidste uge ændret lidt på det, så pigerne kunne komme til svømning på samme tid, så vi kunne få mere ud af dagen, og Valerie ville med, så der var en chance for, at de ville tage Svend med. Det gjorde de heldigvis, så jeg fik et par timers fred at vågne rigtigt i. Jeg skulle holde øje med ungerne et par timer om eftermiddagen, da Henning og Valerie ville prøve en rute på deres mountainbikes. De kom hjem ved halv fire tiden, tog et bad og gjorde sig klar, og så tog vi alle sammen ud og spille golf. Det var kun en træningsbane, så der var ingen huller. Og for fanden, hvor jeg dog stinker til golf. Jeg føler mig så dum, når jeg svinger og ikke rammer! Vi hentede to kurve med bolde til 14 dollars (der var MANGE bolde), og så stillede vi os op og prøvede. Henning er pissedygtig, han har spillet i mange år, så han fyrede den ene bold efter den anden ud af syne. Det tog ikke så lang tid, som jeg havde troet. Vi var hjemme allerede halv seks, hvor jeg tog bad, gjorde mig klar, og godt en time efter tog jeg hen til deres kirke for at mødes med Sister Estes og Sister Hardy kl. 19. Vi har længe prøvet at lave en aftale, men jeg har bare SÅ travlt evig og altid. Vi vil gennemgå en masse om religionen, næsten ligesom Vivianna. Jeg er nysgerrig omkring deres synspunkter og tro, for jeg har været vant til baptismen fra min værtsfamilie i Arkansas, men det er overraskende anderledes i en mormonsk omgangskreds. Så jeg vil prøve at samle viden fra begge sider og sammenligne. Og det er også en gyldig grund til at komme lidt væk fra huset. Jeg kom først hjem lidt over ni, hvor hele familien sad i forældrenes seng og så Captain America (en superheltefilm), som lige var startet, så jeg blev inviteret med. Vi lavede flere popcorn - ej, det her skal I høre!
Jeg gik ned i køkkenet for at hjælpe Vivianna og Charlotte med at lave flere popcorn, og vi skimmede instruktionerne. Første trin, andet trin, og så udbryder Charlotte, mens hun kigger koncentreret på pakken; "..and third step is to give them to your children.." Jeg grinede så meget, at Ranger begyndte at gø udenfor! Det er første gang, jeg så Captain America, og jeg synes, den er god. Hvis man kan lide superheltefilm, skal man se den i hvert fald!
I dag, søndag, er det mors dag - Glædelig mors dag, alle mødre derude! Jeg håber, I havde en god dag og blev rigeligt forkælede! Jeg tog med familien i kirke, snakkede med Estes og Hardy, og tog så hjem igen med familien. De skiftede dog hurtigt tøj for så at tage ud og få en is. Jeg blev inviteret med, men jeg skulle til endnu et Au Pair møde, hvor vi skulle mødes på Mellow Mango, som også er et issted, så jeg blev hjemme og nød stilheden. Jeg tog af sted halv tre, da vi skulle mødes en halv time senere, men jeg tager helst altid af sted i god tid, når jeg ikke har været der før. Der var kun en anden Au Pair, da jeg kom, som jeg ikke har snakket med før. Hun hedder Sihem (udtales CM på engelsk) og kommer fra Frankrig. Hun var rigtig sød! Der kom flere dryssende lidt efter lidt, og godt en halv time efter var vi alle samlede (dem, der kom, i hvert fald), og så gik vi ind. Der var et bord med bægre, som vi bare kunne tage - så skulle vi selv komme den is i, som vi ville have (lidt ligesom når vi køber slushice i Danmark, hvor man kan blande og gøre det selv), derefter komme alverdens ting ovenpå (lige fra knuste chokoladebarer til slik og frugt), og så betaler man af vægten. Det var virkelig super lækkert (frossen yoghurt med lavt fedtindhold), og jeg skal helt sikkert derhen igen! Det var ret tæt på huset, så jeg kan evt. bare tage Svend med derind en dag, eller alle ungerne når pigerne får ferie. De andre piger er rigtig søde, men jeg foretrækker altså at være i selskab med mine venner fra Bible Study. Når de tager i byen eller har fridag eller bare laver noget generelt som shopping osv., gør de det jo med hinanden, mens min omgangskreds er de unge fra Berean kirken. Jeg synes, det er lidt dumt, at de kun hænger ud med hinanden; nogle af pigerne, som har været her siden sidste sommer, snakker med samme tykke accent, som de kom med, og det er bare ikke (i min mening) meningen, at vi skal holde os for os selv med vores egen kultur. Når man tager af sted på sådan et år her (og som udvekslingsstudent), er det jo meningen, at vi skal prøve at leve et amerikansk liv med amerikanske venner og det hele, så vi rigtig kan få en kulturudveksling. Jeg er måske ikke bedste venner med de andre Au Pairs, men jeg har fået en plads i andres hjerter, og det er jeg tilfreds med. Det er samtidig rart at mødes engang i mellem med dem, da vi kan relatere til hinanden og forstå situationer som hjemve og frustrationer med sprogbarrierer osv. Amy delte skrækhistorier fra sin første måned i deltidsjobbet som områderepræsentant - det skal lige siges, at to af de mest understregede og gennemgående punkter i vores kontrakt er, at vi ikke må blive gift, og vi må ikke blive gravid. Der var en pige fra Rusland, som lige var kommet til Fayetteville, lige var fyldt 18, og så blev hun gravid - hun blev sendt hjem. Der var en pige fra Mexico, som var der lige knap et par uger, hvor hun kørte den 5 årige pige i skole, og så kørte hun til lufthavnen i familiens bil og steg på et fly hjem. Hun efterlod et brev og bilen på lufthavnens parkeringsplads. Hun hadede åbenbart alt ved det hele. Der var en pige fra Thailand, som blev gift midt i året, og dermed annulleres arbejdskontrakten, og man får borgerskab (hvilket ikke nødvendigvis betyder, at myndigheder og regeringer fra begge lande lader en være). Der var et par flere historier, jeg har glemt, men hold da op, for en hård måned! Jeg synes bare, det er helt vildt, at sådanne ting sker. Man underskriver en kontrakt, man forbereder sig på at være væk i et helt år, og en familie er afhængig af en. Det er også et krav at have nogenlunde engelskfærdigheder og mindst 200 timers børneerfaring, så man ved, hvad man skriver sig op til. Jeg kan ikke forstå, at der så sker den slags.
Jeg kom hjem kort før fem, hvor Hershal og hans makker Snell (efternavn) var der på skype. Jeg var blevet informeret, at de ville være der. Missionærer får kun lov til at ringe hjem ved to begivenheder; til jul og på mors dag. Ingen fars dag, ingen fødselsdage. Kun jul og mors dag. De får også kun lov til at skrive emails osv. om mandage. Jeg synes, det er lige lovlig striks, men det er deres sag. De spiste også med, og som altid underholdte Henning og Valerie med historier om Hennings tid som udsendt, sjove ting som ungerne siger osv. Denne gang var de kommet på cykel. Jeg tog det meste af opvasken, hvorefter jeg så gik ind på mit værelse og lukkede døren. Det er ikke så tit, jeg lukker døren, for ungerne kommer ind alligevel, men indtil videre har de ikke forstyrret. Det er ret fantastisk.
Jeg skulle lige til at skrive, at fem måneder nu er gået, men jeg er kun begyndt på 5. måned. Det er alligevel ret vildt. Jeg kan mærke hver eneste dag, men tiden flyver, når jeg kigger tilbage.
Jeg håber, I alle har det godt!
mandag den 6. maj 2013
Softball double-header
Jeg burde virkelig gå i seng, for jeg er vågnet som en zombie de sidste par dage, men jeg er helt vildt glad og begejstret, så jeg ville dele min aften, så jeg kan få det af mig og forhåbentlig finde ro!
Jeg havde en ganske rar dag, hvor jeg arbejdede fra 7.30 til 10.30 ca., og derefter sad jeg på min seng (med døren åben så jeg ikke virkede afstandtagende) og tegnede til kl. 17, hvor jeg spiste, inden Rita kom og samlede mig op til vores kampe. Det var egentlig ret underligt, for midt på eftermiddagen efter flere timers tegning, begyndte mine øjne at glide ind og ud af fokus ufrivilligt, mine skuldre var ømme af den ensformige stilling (jeg er dog så koncentreret, mens jeg er i gang, at jeg ikke lægger mærke til hverken ømhed, fuld blære, sult eller noget som helst - nogen gange glemmer jeg endda at blinke!), og mine hænder rystede, fordi jeg valgte objekter, som krævede udsøgt præcision, så jeg var lidt urolig for, om det ville hæmme mig i spillet, men det viste sig at være fint nok.
Vores første kamp var mod Cliffdale Baptists, som var noget fummelfingrede med bolden. Kampen startede kl. 19, vores træner Mike satte mig direkte på som catcher (personen, som så modigt står bag personen med battet) og lod mig spille hele kampen igennem i den position. Jeg fik også slået med battet, og nu skal I høre! Vi var 12 spillere, og indtil videre har jeg altid været den nederste på listen (Mike laver en liste hver gang i hvilken rækkefølge vi slår i), men denne gang var jeg fandme røget på som nr. 10!!!! Hvor vildt er det lige!
Min første kamp: var jeg i 'hullet', hvor man kun slår med battet
Min anden kamp: spillede jeg halvdelen som catcher og med battet, mens jeg blev udskiftet i anden halvdel
Denne kamp: HELE kampen som catcher OG nr. 10 som batter!!!
I kan tro, jeg var stolt! Og det var en super god kamp, hvor begge hold fik point, men Cliffdale var lidt fummelfingrede, som jeg skrev før, så de greb ikke altid bolden, kastede ikke altid lige godt, og de battede på niveau med os. Så slutscoren endte med at være 9-7 til os, og vi vandt kampen. YAY!!!!
Anden kamp (kl. 20) blev jeg dog sat i 'hullet', hvilket jeg ikke havde noget imod, da jeg havde spillet hele forrige kamp. Jeg kom slet ikke til at batte, men Mike satte mig på som catcher igen, da der var et kvarter tilbage af kampen. Vi spillede mod Breezewood, som vidst var vores modstandere i min første kamp overhovedet, og de er pissedygtige, så vi tabte 11-1. Det var dog en god kamp!
Mine skud var heller ikke helt dårlige - jeg havde en, som sendte bolden i hovedet på modstanderens catcher (hun kom dog ikke til skade), og en som fløj lodret op i luften (som de heldigvis ikke greb), men alle mine andre bolde røg ud over in-field, så jeg er stolt!
Hvad der gjorde mig endnu gladere, var støtten fra holdet! De roser altid mine skud, fordi jeg rammer godt, og min holdkammerat Melissa siger, at hvis jeg bare lagde flere kræfter i, ville jeg kunne sende dem lang ud på out-field. Da Mike hørte det, sagde han også, at jeg havde nogle gode skud, hvilket er god ros, for han er ikke så verbal. Og for at toppe det hele sagde Rita i bilen på vej tilbage, at mens jeg var catcher, sad hun på et tidspunkt på bænken og ventede på hendes tur, hvor de andre på holdet snakkede om, at jeg gjorde det rigtig godt som catcher (Mike var med i samtalen og gav dem ret!!), da jeg altid ved, hvor bolden er - rigtig mange 'mister' bolden, hvis den flyver over deres hoved, men jeg har altid styr på, hvor den er og er modig nok til at tage positionen. Det betyder bare så meget at høre den slags. De er generelt gode til at give high-fives, opløftende ord og sende begejstrede ansigtsudtryk, men det er ekstra fedt at høre den slags. Jeg synes, at jeg er endt på det bedste hold, jeg nogensinde kunne finde. Selvom vi ikke vinder hver kamp, er vores holdånd større end de fleste andre holds. Og jeg elsker at spille med dem. Hvem ved hvad jeg kommer til at lave næste gang. Jeg håber, at Mike bliver ved med at bruge mig som catcher! Jeg er rigtig glad haha!
Orv, og så sker der vidst endelig noget med min skolegang - jeg skal jo have et bestemt timetal i skole, men vi har haft rigtig travlt på det sidste til at snakke om hvornår (mig og forældrene), men jeg hang listen over de timer, jeg kunne tænke mig at tage, op på køleskabet, og vi snakkede hurtigt om, at jeg skulle prøve at melde mig til tre kurser; anatomi (online), vegetar madlavning og fortsætter-spansk. Vi fik printet registreringssiderne ud, så jeg skal udfylde dem i morgen og se, om jeg får tid til at tage dem ind til skolens registrering. Jeg er lidt spændt!
Godnat og sov godt!
Jeg havde en ganske rar dag, hvor jeg arbejdede fra 7.30 til 10.30 ca., og derefter sad jeg på min seng (med døren åben så jeg ikke virkede afstandtagende) og tegnede til kl. 17, hvor jeg spiste, inden Rita kom og samlede mig op til vores kampe. Det var egentlig ret underligt, for midt på eftermiddagen efter flere timers tegning, begyndte mine øjne at glide ind og ud af fokus ufrivilligt, mine skuldre var ømme af den ensformige stilling (jeg er dog så koncentreret, mens jeg er i gang, at jeg ikke lægger mærke til hverken ømhed, fuld blære, sult eller noget som helst - nogen gange glemmer jeg endda at blinke!), og mine hænder rystede, fordi jeg valgte objekter, som krævede udsøgt præcision, så jeg var lidt urolig for, om det ville hæmme mig i spillet, men det viste sig at være fint nok.
Vores første kamp var mod Cliffdale Baptists, som var noget fummelfingrede med bolden. Kampen startede kl. 19, vores træner Mike satte mig direkte på som catcher (personen, som så modigt står bag personen med battet) og lod mig spille hele kampen igennem i den position. Jeg fik også slået med battet, og nu skal I høre! Vi var 12 spillere, og indtil videre har jeg altid været den nederste på listen (Mike laver en liste hver gang i hvilken rækkefølge vi slår i), men denne gang var jeg fandme røget på som nr. 10!!!! Hvor vildt er det lige!
Min første kamp: var jeg i 'hullet', hvor man kun slår med battet
Min anden kamp: spillede jeg halvdelen som catcher og med battet, mens jeg blev udskiftet i anden halvdel
Denne kamp: HELE kampen som catcher OG nr. 10 som batter!!!
I kan tro, jeg var stolt! Og det var en super god kamp, hvor begge hold fik point, men Cliffdale var lidt fummelfingrede, som jeg skrev før, så de greb ikke altid bolden, kastede ikke altid lige godt, og de battede på niveau med os. Så slutscoren endte med at være 9-7 til os, og vi vandt kampen. YAY!!!!
Anden kamp (kl. 20) blev jeg dog sat i 'hullet', hvilket jeg ikke havde noget imod, da jeg havde spillet hele forrige kamp. Jeg kom slet ikke til at batte, men Mike satte mig på som catcher igen, da der var et kvarter tilbage af kampen. Vi spillede mod Breezewood, som vidst var vores modstandere i min første kamp overhovedet, og de er pissedygtige, så vi tabte 11-1. Det var dog en god kamp!
Mine skud var heller ikke helt dårlige - jeg havde en, som sendte bolden i hovedet på modstanderens catcher (hun kom dog ikke til skade), og en som fløj lodret op i luften (som de heldigvis ikke greb), men alle mine andre bolde røg ud over in-field, så jeg er stolt!
Hvad der gjorde mig endnu gladere, var støtten fra holdet! De roser altid mine skud, fordi jeg rammer godt, og min holdkammerat Melissa siger, at hvis jeg bare lagde flere kræfter i, ville jeg kunne sende dem lang ud på out-field. Da Mike hørte det, sagde han også, at jeg havde nogle gode skud, hvilket er god ros, for han er ikke så verbal. Og for at toppe det hele sagde Rita i bilen på vej tilbage, at mens jeg var catcher, sad hun på et tidspunkt på bænken og ventede på hendes tur, hvor de andre på holdet snakkede om, at jeg gjorde det rigtig godt som catcher (Mike var med i samtalen og gav dem ret!!), da jeg altid ved, hvor bolden er - rigtig mange 'mister' bolden, hvis den flyver over deres hoved, men jeg har altid styr på, hvor den er og er modig nok til at tage positionen. Det betyder bare så meget at høre den slags. De er generelt gode til at give high-fives, opløftende ord og sende begejstrede ansigtsudtryk, men det er ekstra fedt at høre den slags. Jeg synes, at jeg er endt på det bedste hold, jeg nogensinde kunne finde. Selvom vi ikke vinder hver kamp, er vores holdånd større end de fleste andre holds. Og jeg elsker at spille med dem. Hvem ved hvad jeg kommer til at lave næste gang. Jeg håber, at Mike bliver ved med at bruge mig som catcher! Jeg er rigtig glad haha!
Orv, og så sker der vidst endelig noget med min skolegang - jeg skal jo have et bestemt timetal i skole, men vi har haft rigtig travlt på det sidste til at snakke om hvornår (mig og forældrene), men jeg hang listen over de timer, jeg kunne tænke mig at tage, op på køleskabet, og vi snakkede hurtigt om, at jeg skulle prøve at melde mig til tre kurser; anatomi (online), vegetar madlavning og fortsætter-spansk. Vi fik printet registreringssiderne ud, så jeg skal udfylde dem i morgen og se, om jeg får tid til at tage dem ind til skolens registrering. Jeg er lidt spændt!
Godnat og sov godt!
søndag den 5. maj 2013
Om ro, Iron Man og flere citater
Det er søndag aften, Charlotte havde lige et hysterisk anfald, og det
regner. Og jeg har sjældent følt mig så rolig og glad. Jeg startede min
dag lortetidligt (kl. 8), og jeg var blevet oppe længe for at svare
færdig på en email, så jeg væltede bare ud af sengen og forsøgte at
lægge nogenlunde makeup med det svage lys og små øjne (det blev dog
overraskende godt, og det er holdt helt til nu). Jeg besluttede
tidligere, at jeg ville med familien i kirke, da det er ved at være et
stykke tid siden. Jeg fik endelig skrevet ned, hvad de kalder deres
forskellige forsamlinger! Kl. 9 er der 'Sacrament Meeting', hvor der er
informationer om arrangementer, nyheder osv., og bagefter kommer folk op
og deler deres 'testimonies' (vidnesudsagn, hvor de fortæller en kort
historie om noget, de har oplevet i forbindelse med Helligånden, som er
stor i Mormonisme). Efter lidt over en time tager man til 'Gospel
Doctrine', som er mormonernes version af Bible Study/Sunday School. En
lille time senere tager de til sidst til 'Relief society', som er delt
ind i køn, alder og ægtestand. Der er et emne og er lidt mere
diskussionspræget. Kan I forstå, jeg havde svært ved at huske navnene?
Alle kommer dog ikke kl. 9. Mormoner er delt tilfældigt (tror jeg) ind i
'Wards', som egentlig bare er grupper. Nogen kommer om formiddagen,
andre om eftermiddagen og så er der også om aftenen. Min værtsfamilie er
i Ward 3, som kommer om formiddagen. Men der er også en
ungdomsafdeling, som kommer kl. 11, hvor Sacrament Meeting starter der,
og de kører så samme program frem til kl. 13.30 - 14.00. I dag var min
første gang i hele ungdomsprogrammet. Før tog jeg hjem efter de unges
Sacrament Meeting, så jeg kunne køre med værtsfamilien hjem. Hver gang
jeg er kommet og været til de unges Sacrament Meeting, er der altid
kommet folk op til mig for at sige hej og velkommen og godt at se dig
(hvis de havde set mig før) og snakke. I dag kom to andre missionærer
(drenge) for at sige hej, og de var rigtig flinke. Jeg sad med Sister
Estes og Sister Hardy, og de er begge mægtig søde, men Estes har det med
at introducere mig som Dana, der kommer fra Danmark, og selvom det er
fedt, at hun introducerer mig til nye mennesker, vil jeg gerne gøre et
indtryk, før folk finder ud af, at jeg er udlænding. Jeg tror alligevel
godt, at folk kan høre min accent, og jeg har ikke noget imod, at de ved
det, men alligevel..jeg vil ikke kendes som den danske pige, før de har
dannet sig et indtryk af mig. Men vi sad til Gospel Doctrine alle
sammen, inden vi tog til Relief Society.. hvilket var virkelig
kedeligt.. så er der altså mere sjov og action i baptisterne. Jeg mødte
jo hende den store pige sidste gang, men jeg kunne ikke huske hendes
navn - hun hedder Brittane (udtales Britney), og hun er stadig lige sød.
Hun gav mig et lift hjem efter Relief Society, og på vejen hjem så vi
en SKILDPADDE prøve at krydse vejen! Hvor vildt er det lige!! Det var
kun et minut fra mit hus, så jeg satte mig ind i min bil med det samme,
for at køre tilbage og samle den op. Jeg tror dog, at nogen allerede
havde taget den over på den anden side, for jeg kunne ikke se den
desværre. Jeg ville ellers have taget den med hjem og vist den til
ungerne.
Familien var dog ikke hjemme, og jeg var selv sulten og besluttede at køre ud og få noget at spise, så jeg skrev for at informere om det og spørge, hvornår de ville være hjemme. Henning skrev tilbage, at de ville tage i biografen kl. fire og se den nye Iron Man film, og om jeg ville med ind og se den. Ja for fanden!
Nu til en historie inden i historien; jeg skulle faktisk have været inde og se den med mine venner i går aftes, men jeg får altid alting at vide alt for sent, når andre end Jessica, Adam eller Christine arrangerer noget, så da jeg gik online for at købe en billet, var der allerede udsolgt. Dem, der skulle se den, var faktisk også delt op - Kirsten og Christine sad til en anden forestilling end de andre. Så jeg endte med at blive hjemme ved familien. Det var dog ganske hyggeligt alligevel. Jeg havde ungerne fra omk. kl. 9, da de skiftedes til svømmelektioner, Valerie sov efter natarbejde, og Henning ville gerne ligge med hende og få en lur, for Svend vækker ham størstedelen af natten. Fint nok, så besluttede de sig at tage ud og spise på Five Guys, som udelukkende er burger og hotdogs. Henning inviterede mig med og gav mig 10 minutter at gøre mig klar i - jeg ville gerne have haft et bad, men det kunne jeg ikke komme til, så op med håret, i med kontaktlinserne, og så kom vi ud i bilen. Jeg fik en rigtig lækker vegetarburger, og vi delte alle pomfritter. Vi var der og spiste allerede før 17, hvorefter vi tog i Walmart efter et par ting, og så kom vi hjem med den nye film 'Django - Unchained', som jeg så med Valerie og Henning. Det er bestemt ikke en børnefilm med al volden og bandeordene, så Charlotte legede med Evan ved siden af, Svend larmede ved os (seriøst, han ville bare ikke holde kæft!) og Vivianna så en film selv ovenpå. Så jeg havde en hyggelig aften trods alt, men jeg var lidt skuffet over ikke at komme med.
Men ja, anyway, klokken var halv tre, så jeg spiste i bilen på vej til biografen (Millstone 14, hvis nogen skulle være interesseret), sad og læste en god halv time, inden jeg mødte dem i køen på vej ind. Henning havde allerede købt billetter og sagde, at han ikke ville have noget for min. Jeg skulle bare selv købe popcorn og sodavand, hvis jeg ville have det. Vi fandt pladser på anden-øverste række i midten, men der var stadig en halv time, så jeg gik på toilet og gik ned for at købe noget at tygge på. Vivianna og Charlotte rendte efter mig, og jeg endte også med at købe drikkevarer til dem. Forældrene forventer det ikke, men jeg lavede en aftale med dem, at de så skulle holde kæft, når filmen startede (hvilket selvfølgelig ikke helt blev overholdt af Charlotte, men det kunne ignoreres for det meste). Filmen var overfed. 2½ time lang og jeg var opslugt fra ende til anden. Nej hvor var den god! Så jeg fik set filmen alligevel uden at tage af sted alene. Og det var hyggeligt. Men som sagt begyndte Charlotte at te sig (hun havde ikke været ret god på noget tidspunkt af dagen, og Vivianna er også ved at blive irriterende nogen gange på en underlig måde), så Henning gik helt amok, Charlotte overdramatiserede på ungernes værelse bagefter, og jeg gik op på mit værelse, hvor jeg stadig er. Vi sagde godnat for et stykke tid siden nu (kl. er knap halv ni, men Valerie har været oppe siden i går eftermiddag, så de gik tidligt i seng), så jeg sidder for mig selv og slapper af i sengen, mens mørket omslutter mig og vinduet helt åbent, så jeg kan høre regnen og fuglene. Duften udefra er også helt formidabel.
Torsdag aften havde jeg en softball kamp, som skulle have foregået i mandags, men det regnede, så vi blev rykket frem til torsdag i stedet. Rita og hendes mand Roger kom og hentede mig ved 20 tiden (kampen skulle starte kl. 21), og selvom vi var flere end til min sidste kamp, blev jeg alligevel forfremmet til catcher det meste af kampen (catcheren er den, der så modigt sidder bag ved personen, som svinger battet). Jeg har ALDRIG været catcher før, så det sidste kvarter inden kampen startede, samlede jeg tips og regler fra Christi (som samlede holdet i starten og skaffede spilletrøjer) og et par af de andre spillere. De er alle mere end villige til at dele deres guldkorn. Da det endelig kom til stykket, var det ikke så svært, som jeg havde frygtet. Alle deres tips sværmede i mit hoved, men det gik rigtig godt! Jeg er stadig Uheldighed på to ben og blev ramt af Christis (som er pitcher, den der smider bolden til hende med battet) bolde på låret, to gange på knæet, og så var der en bold, som ramte pladen og fløj direkte op og ramte mig lige over kravebenet. Det gjorde ikke ondt, for jeg var helt overgearet af adrenalin, men efter kampen havde jeg lidt svært ved at trække vejret. Men udover blå mærker og ømhed havde jeg det godt dagen efter! Vi tabte desværre med 1 point, men det var en god og sjov kamp! Da jeg kom ud for at svinge battet, ramte jeg endda i første sving og sendte den ret langt! Så jeg er stolt! Vi ville faktisk have vundet kampen, hvis ikke vores modstandere (Northwood) skulle batte en sidste omgang, hvilket de kun skulle pga. åndssvage regler om hjemmebane og lort og møg.. og Christi blev sur, fordi hun hørte en af de andre spillere sige, at de skulle tage vores pitcher ud (som er Christi), fordi hun ikke kastede helt perfekt hver gang. Vores næste kamp er i morgen, hvor vi har kamp kl. 19 og 20 (så to kampe). Jeg glæder mig til at se, om jeg får nogen betydelig rolle igen, eller om jeg kun kommer ud for at svinge som første gang. Kryds fingre for mig!
Torsdag og fredag havde jeg Charlotte og Vivianna hjemme på skift, når forældrene tog dem på skift til gymnastik, og de havde (heldigvis) Svend med, så jeg kun skulle koncentrere mig om én. De var begge opsat på at se Det Levende Slot (Howl's moving castle), efter jeg så Chihiro og Heksene med dem. Det er det samme studie, som lavede filmene. Så jeg så den med Vivianna torsdag aften og med Charlotte fredag aften. Jeg er vild med filmen, og det er længe siden, jeg så den sidst, så det gjorde mig ikke noget at se den to gange. Da jeg så den med Charlotte, fik jeg et par grineflip, for selvom hun ikke kan holde kæft, siger hun altid et eller andet totalt skørt. Fx:
Charlotte: Is she going to find the wizard?
Mig: Yes, how did you know?
Charlotte: I'm smart.... (sagde hun som det naturligste i verden)
Og lidt senere ser vi Howl (som er troldmanden) flyve, hvor han har fjer på hele kroppen og vinger men med sit eget ansigt:
Charlotte: He's pretty!
Mig: ...he's a bird...
Charlotte: But he can turn into anything he wants? (Mig: yeah) Like a hippopotamus..?
Noget af det mest underlige, tilfældige, hun har sagt indtil videre, var da jeg fik pigerne til at hjælpe med at rydde op i hele huset efter de bombede det (men Vivianna var doven og helt umulig at få i gang, så det endte med at være mig og Charlotte), og mens jeg samler et par sko op fra entreen, siger tøsen til mig: "Sometimes people cook the butterfly..!" Det var et perfekt hvad-fanden-snakker-du-om øjeblik.
Jeg kan ikke huske, hvem der gik og sagde det her (selvom jeg tror, det var pigerne), men for ikke så længe siden, var det sjovt at udbryde 'Oh, balls!'... jo det var pigerne.. hovedsageligt Charlotte.. I stedet for at sige et mildt bandeord, var det sjovt at sige 'Balls!'.. Jeg tror, Henning sagde det en enkelt gang, hvorefter pigerne og Svend tog det til sig, men det er også et stykke tid siden, det gik over igen. Det var bare svært at holde masken.
Når jeg laver lektier med Vivi (Gud ved hvorfor, men hun foretrækker altid at gøre det med mig, selvom jeg ofte ikke altid er lige sød), herser jeg ofte med hende, så hun kan finde sine ting frem og komme i gang. Forleden udbrød hun dog: "I'm working on it, lady!"
Så har jeg også fået en vane med at kysse Svend i nakken (den måde, som mange mødre kysser deres baby i nakken, som om de vil smage på dem), når jeg holder ham, eller når han står på en stol, for så er han også lige i højde til det. Han ignorerer det ofte (hvor må det være fantastisk at blive overøst med kærlighed, så man kan tage det for givet), andre gange vifter han sin hånd ad mig, men forleden udbrød han med munden fuld noget, der lød som: "Euw, go away!" (Ad, gå væk). Jeg kunne bare ikke holde latteren inde. Han er så sød!
Og mit sidste citat er igen fra Charlotte, hvor vi snakkede om allergier, og hvordan hendes øjne og næse klør, når hun leger i det høje græs. Så siger hun: "..and that's why I don't glue the grass to my bed.."
Jeg har haft et par rigtig gode uger. Når jeg passer Svend, føles det ikke så meget som arbejde mere, og rengøringsopgaverne (jeg fejer og tørrer støv af hver dag) er blevet rutine. Jeg er desuden kommet meget tættere på dem mentalt, og jeg synes, at vi har det bedre end nogensinde før. Det er bare så lækkert, og sidst på dagen føler jeg mig så tilfreds og rolig. Det er helt fantastisk! Så I skal ikke bekymre jer for, om jeg ikke har det godt eller har hjemve eller noget. Jeg har det rigtig godt! Vi har også fået en god balance i vores hverdag. Jeg arbejder, når forældrene arbejder (eller sover, når der er nattevagter), og så hjælper jeg til, når de kommer hjem, og så hygger vi, hvis der er tid til det. De lader mig desuden ud om aftenen, hvis der sker noget, og fordi jeg er så meget sammen med dem nu, har de ikke noget imod mine planer, selvom der ofte sker noget. Fx denne uge var jeg til Bible Study med mine venner tirsdag og onsdag aften, softball kamp torsdag, Game Night fredag, og jeg havde fået lov til at tage i biffen med dem lørdag aften. Det er lige lovlig meget, men de har det åbenbart fint med det, når jeg tager del i deres hverdag resten af tiden. Det kan godt være lidt hårdt, når jeg så har minimal alenetid, men jeg finder, at jeg kun har behov for det, når jeg er ekstra træt og vil tidligt i seng, eller hvis jeg skal besvare emails eller skrive her på bloggen. Ellers savner jeg det ikke. Eller, jo, nogen gange, hvis min tålmodighed er brugt op, har jeg brug for en time for mig selv.. men I forstår vel hvad jeg mener.
Fredag, efter familien kom hjem fra gymnastik, var jeg inviteret til Game Night hos Arlene. Jeg ankom lidt over 20 - UDEN GPS!!! Jeg har kun været der én gang før og det er længe siden, men GPS'en kunne ikke finde hendes gade, så jeg måtte gå ud fra hukommelsen - som faktisk ikke er så rusten! Jeg fandt det uden problemer, og da jeg gik ind ad hendes dør, blev jeg modtaget af over 10 (jeg talte ikke) glade stemmer, som bød mig velkommen, og Christine sprang op for at give mig et knus (hun havde dog haft en dårlig dag og var træt, så hun havde også brug for komforten). De spillede Apples to Apples, som jeg lærte i Arkansas i sommerferien for to år siden, så et underligt spil som minder lidt om deres leg Charades, som er hvor man får et ord, og så skal man bruge kroppen til at udtrykke det og få andre til at gætte det (som I kan høre, har jeg glemt legens navn). Jeg melte dog ud efter første runde, for jeg kendte absolut ingen af ordene, og det var tidsbegrænset, så jeg følte, at jeg fik mit hold til at tabe hver gang. De prøvede dog at få mig tilbage i spillet, og Adam blev ved med at overtale, hvilket jeg dog blev vred over. Jeg vil ikke presses til noget, men jeg satte pris på, at de gerne ville spille med mig. Til sidst begyndte vi et spil Phase 10, som er et kortspil jeg lærte helt tilbage fra mit år som udvekslingsstudent. Alle de andre var imponerede over, at jeg allerede kendte til Apples to Apples og Phase 10 - Adam og Jessica havde aldrig spillet sidstnævnte. Der var selvfølgelig larm og latter, vi drillede hinanden på fuld tryk, og det var noget så hyggeligt. Adam ville have mig til at komme op med sjove danske udtryk og oversætte, hvilket jeg har svært ved, hvis jeg ikke har forberedt det, men jeg fortalte ham om vores udtryk at 'rotte sig sammen'. Allerede på vores telttur fortalte jeg ham om ordet 'smørhul', som jo er stedet mellem to personer, der sover tæt ved siden af hinanden, så det bliver lummert og varmt. Adam var helt vild med det og brugte min oversættelse 'butter hole' hver eneste gang, han kunne komme af sted med det. Det nævnte han så her også, og det ville de andre også høre om. Det er den slags ord, som lyder meget værre end det egentlig er. Og Adam forklarede det så fantastisk og sjovt, jeg lå flad hen over bordet med tårer trillende og mangel på luft. Han fik det til at lyde mega bøsset!
Vi kom til at snakke om sjove ord og udtryk, fordi jeg ude af kontekst hørte Adam udbryde "sausage canine!", som er en aldrig-hørt-før version af "wiener dog" (pølsehund).
Og det var alt, hvad mine efterhånden ømme fingerspidser kan holde ud at skrive om..
Så godnat og sov godt!
Familien var dog ikke hjemme, og jeg var selv sulten og besluttede at køre ud og få noget at spise, så jeg skrev for at informere om det og spørge, hvornår de ville være hjemme. Henning skrev tilbage, at de ville tage i biografen kl. fire og se den nye Iron Man film, og om jeg ville med ind og se den. Ja for fanden!
Nu til en historie inden i historien; jeg skulle faktisk have været inde og se den med mine venner i går aftes, men jeg får altid alting at vide alt for sent, når andre end Jessica, Adam eller Christine arrangerer noget, så da jeg gik online for at købe en billet, var der allerede udsolgt. Dem, der skulle se den, var faktisk også delt op - Kirsten og Christine sad til en anden forestilling end de andre. Så jeg endte med at blive hjemme ved familien. Det var dog ganske hyggeligt alligevel. Jeg havde ungerne fra omk. kl. 9, da de skiftedes til svømmelektioner, Valerie sov efter natarbejde, og Henning ville gerne ligge med hende og få en lur, for Svend vækker ham størstedelen af natten. Fint nok, så besluttede de sig at tage ud og spise på Five Guys, som udelukkende er burger og hotdogs. Henning inviterede mig med og gav mig 10 minutter at gøre mig klar i - jeg ville gerne have haft et bad, men det kunne jeg ikke komme til, så op med håret, i med kontaktlinserne, og så kom vi ud i bilen. Jeg fik en rigtig lækker vegetarburger, og vi delte alle pomfritter. Vi var der og spiste allerede før 17, hvorefter vi tog i Walmart efter et par ting, og så kom vi hjem med den nye film 'Django - Unchained', som jeg så med Valerie og Henning. Det er bestemt ikke en børnefilm med al volden og bandeordene, så Charlotte legede med Evan ved siden af, Svend larmede ved os (seriøst, han ville bare ikke holde kæft!) og Vivianna så en film selv ovenpå. Så jeg havde en hyggelig aften trods alt, men jeg var lidt skuffet over ikke at komme med.
Men ja, anyway, klokken var halv tre, så jeg spiste i bilen på vej til biografen (Millstone 14, hvis nogen skulle være interesseret), sad og læste en god halv time, inden jeg mødte dem i køen på vej ind. Henning havde allerede købt billetter og sagde, at han ikke ville have noget for min. Jeg skulle bare selv købe popcorn og sodavand, hvis jeg ville have det. Vi fandt pladser på anden-øverste række i midten, men der var stadig en halv time, så jeg gik på toilet og gik ned for at købe noget at tygge på. Vivianna og Charlotte rendte efter mig, og jeg endte også med at købe drikkevarer til dem. Forældrene forventer det ikke, men jeg lavede en aftale med dem, at de så skulle holde kæft, når filmen startede (hvilket selvfølgelig ikke helt blev overholdt af Charlotte, men det kunne ignoreres for det meste). Filmen var overfed. 2½ time lang og jeg var opslugt fra ende til anden. Nej hvor var den god! Så jeg fik set filmen alligevel uden at tage af sted alene. Og det var hyggeligt. Men som sagt begyndte Charlotte at te sig (hun havde ikke været ret god på noget tidspunkt af dagen, og Vivianna er også ved at blive irriterende nogen gange på en underlig måde), så Henning gik helt amok, Charlotte overdramatiserede på ungernes værelse bagefter, og jeg gik op på mit værelse, hvor jeg stadig er. Vi sagde godnat for et stykke tid siden nu (kl. er knap halv ni, men Valerie har været oppe siden i går eftermiddag, så de gik tidligt i seng), så jeg sidder for mig selv og slapper af i sengen, mens mørket omslutter mig og vinduet helt åbent, så jeg kan høre regnen og fuglene. Duften udefra er også helt formidabel.
Torsdag aften havde jeg en softball kamp, som skulle have foregået i mandags, men det regnede, så vi blev rykket frem til torsdag i stedet. Rita og hendes mand Roger kom og hentede mig ved 20 tiden (kampen skulle starte kl. 21), og selvom vi var flere end til min sidste kamp, blev jeg alligevel forfremmet til catcher det meste af kampen (catcheren er den, der så modigt sidder bag ved personen, som svinger battet). Jeg har ALDRIG været catcher før, så det sidste kvarter inden kampen startede, samlede jeg tips og regler fra Christi (som samlede holdet i starten og skaffede spilletrøjer) og et par af de andre spillere. De er alle mere end villige til at dele deres guldkorn. Da det endelig kom til stykket, var det ikke så svært, som jeg havde frygtet. Alle deres tips sværmede i mit hoved, men det gik rigtig godt! Jeg er stadig Uheldighed på to ben og blev ramt af Christis (som er pitcher, den der smider bolden til hende med battet) bolde på låret, to gange på knæet, og så var der en bold, som ramte pladen og fløj direkte op og ramte mig lige over kravebenet. Det gjorde ikke ondt, for jeg var helt overgearet af adrenalin, men efter kampen havde jeg lidt svært ved at trække vejret. Men udover blå mærker og ømhed havde jeg det godt dagen efter! Vi tabte desværre med 1 point, men det var en god og sjov kamp! Da jeg kom ud for at svinge battet, ramte jeg endda i første sving og sendte den ret langt! Så jeg er stolt! Vi ville faktisk have vundet kampen, hvis ikke vores modstandere (Northwood) skulle batte en sidste omgang, hvilket de kun skulle pga. åndssvage regler om hjemmebane og lort og møg.. og Christi blev sur, fordi hun hørte en af de andre spillere sige, at de skulle tage vores pitcher ud (som er Christi), fordi hun ikke kastede helt perfekt hver gang. Vores næste kamp er i morgen, hvor vi har kamp kl. 19 og 20 (så to kampe). Jeg glæder mig til at se, om jeg får nogen betydelig rolle igen, eller om jeg kun kommer ud for at svinge som første gang. Kryds fingre for mig!
Torsdag og fredag havde jeg Charlotte og Vivianna hjemme på skift, når forældrene tog dem på skift til gymnastik, og de havde (heldigvis) Svend med, så jeg kun skulle koncentrere mig om én. De var begge opsat på at se Det Levende Slot (Howl's moving castle), efter jeg så Chihiro og Heksene med dem. Det er det samme studie, som lavede filmene. Så jeg så den med Vivianna torsdag aften og med Charlotte fredag aften. Jeg er vild med filmen, og det er længe siden, jeg så den sidst, så det gjorde mig ikke noget at se den to gange. Da jeg så den med Charlotte, fik jeg et par grineflip, for selvom hun ikke kan holde kæft, siger hun altid et eller andet totalt skørt. Fx:
Charlotte: Is she going to find the wizard?
Mig: Yes, how did you know?
Charlotte: I'm smart.... (sagde hun som det naturligste i verden)
Og lidt senere ser vi Howl (som er troldmanden) flyve, hvor han har fjer på hele kroppen og vinger men med sit eget ansigt:
Charlotte: He's pretty!
Mig: ...he's a bird...
Charlotte: But he can turn into anything he wants? (Mig: yeah) Like a hippopotamus..?
Noget af det mest underlige, tilfældige, hun har sagt indtil videre, var da jeg fik pigerne til at hjælpe med at rydde op i hele huset efter de bombede det (men Vivianna var doven og helt umulig at få i gang, så det endte med at være mig og Charlotte), og mens jeg samler et par sko op fra entreen, siger tøsen til mig: "Sometimes people cook the butterfly..!" Det var et perfekt hvad-fanden-snakker-du-om øjeblik.
Jeg kan ikke huske, hvem der gik og sagde det her (selvom jeg tror, det var pigerne), men for ikke så længe siden, var det sjovt at udbryde 'Oh, balls!'... jo det var pigerne.. hovedsageligt Charlotte.. I stedet for at sige et mildt bandeord, var det sjovt at sige 'Balls!'.. Jeg tror, Henning sagde det en enkelt gang, hvorefter pigerne og Svend tog det til sig, men det er også et stykke tid siden, det gik over igen. Det var bare svært at holde masken.
Når jeg laver lektier med Vivi (Gud ved hvorfor, men hun foretrækker altid at gøre det med mig, selvom jeg ofte ikke altid er lige sød), herser jeg ofte med hende, så hun kan finde sine ting frem og komme i gang. Forleden udbrød hun dog: "I'm working on it, lady!"
Så har jeg også fået en vane med at kysse Svend i nakken (den måde, som mange mødre kysser deres baby i nakken, som om de vil smage på dem), når jeg holder ham, eller når han står på en stol, for så er han også lige i højde til det. Han ignorerer det ofte (hvor må det være fantastisk at blive overøst med kærlighed, så man kan tage det for givet), andre gange vifter han sin hånd ad mig, men forleden udbrød han med munden fuld noget, der lød som: "Euw, go away!" (Ad, gå væk). Jeg kunne bare ikke holde latteren inde. Han er så sød!
Og mit sidste citat er igen fra Charlotte, hvor vi snakkede om allergier, og hvordan hendes øjne og næse klør, når hun leger i det høje græs. Så siger hun: "..and that's why I don't glue the grass to my bed.."
Jeg har haft et par rigtig gode uger. Når jeg passer Svend, føles det ikke så meget som arbejde mere, og rengøringsopgaverne (jeg fejer og tørrer støv af hver dag) er blevet rutine. Jeg er desuden kommet meget tættere på dem mentalt, og jeg synes, at vi har det bedre end nogensinde før. Det er bare så lækkert, og sidst på dagen føler jeg mig så tilfreds og rolig. Det er helt fantastisk! Så I skal ikke bekymre jer for, om jeg ikke har det godt eller har hjemve eller noget. Jeg har det rigtig godt! Vi har også fået en god balance i vores hverdag. Jeg arbejder, når forældrene arbejder (eller sover, når der er nattevagter), og så hjælper jeg til, når de kommer hjem, og så hygger vi, hvis der er tid til det. De lader mig desuden ud om aftenen, hvis der sker noget, og fordi jeg er så meget sammen med dem nu, har de ikke noget imod mine planer, selvom der ofte sker noget. Fx denne uge var jeg til Bible Study med mine venner tirsdag og onsdag aften, softball kamp torsdag, Game Night fredag, og jeg havde fået lov til at tage i biffen med dem lørdag aften. Det er lige lovlig meget, men de har det åbenbart fint med det, når jeg tager del i deres hverdag resten af tiden. Det kan godt være lidt hårdt, når jeg så har minimal alenetid, men jeg finder, at jeg kun har behov for det, når jeg er ekstra træt og vil tidligt i seng, eller hvis jeg skal besvare emails eller skrive her på bloggen. Ellers savner jeg det ikke. Eller, jo, nogen gange, hvis min tålmodighed er brugt op, har jeg brug for en time for mig selv.. men I forstår vel hvad jeg mener.
Fredag, efter familien kom hjem fra gymnastik, var jeg inviteret til Game Night hos Arlene. Jeg ankom lidt over 20 - UDEN GPS!!! Jeg har kun været der én gang før og det er længe siden, men GPS'en kunne ikke finde hendes gade, så jeg måtte gå ud fra hukommelsen - som faktisk ikke er så rusten! Jeg fandt det uden problemer, og da jeg gik ind ad hendes dør, blev jeg modtaget af over 10 (jeg talte ikke) glade stemmer, som bød mig velkommen, og Christine sprang op for at give mig et knus (hun havde dog haft en dårlig dag og var træt, så hun havde også brug for komforten). De spillede Apples to Apples, som jeg lærte i Arkansas i sommerferien for to år siden, så et underligt spil som minder lidt om deres leg Charades, som er hvor man får et ord, og så skal man bruge kroppen til at udtrykke det og få andre til at gætte det (som I kan høre, har jeg glemt legens navn). Jeg melte dog ud efter første runde, for jeg kendte absolut ingen af ordene, og det var tidsbegrænset, så jeg følte, at jeg fik mit hold til at tabe hver gang. De prøvede dog at få mig tilbage i spillet, og Adam blev ved med at overtale, hvilket jeg dog blev vred over. Jeg vil ikke presses til noget, men jeg satte pris på, at de gerne ville spille med mig. Til sidst begyndte vi et spil Phase 10, som er et kortspil jeg lærte helt tilbage fra mit år som udvekslingsstudent. Alle de andre var imponerede over, at jeg allerede kendte til Apples to Apples og Phase 10 - Adam og Jessica havde aldrig spillet sidstnævnte. Der var selvfølgelig larm og latter, vi drillede hinanden på fuld tryk, og det var noget så hyggeligt. Adam ville have mig til at komme op med sjove danske udtryk og oversætte, hvilket jeg har svært ved, hvis jeg ikke har forberedt det, men jeg fortalte ham om vores udtryk at 'rotte sig sammen'. Allerede på vores telttur fortalte jeg ham om ordet 'smørhul', som jo er stedet mellem to personer, der sover tæt ved siden af hinanden, så det bliver lummert og varmt. Adam var helt vild med det og brugte min oversættelse 'butter hole' hver eneste gang, han kunne komme af sted med det. Det nævnte han så her også, og det ville de andre også høre om. Det er den slags ord, som lyder meget værre end det egentlig er. Og Adam forklarede det så fantastisk og sjovt, jeg lå flad hen over bordet med tårer trillende og mangel på luft. Han fik det til at lyde mega bøsset!
Vi kom til at snakke om sjove ord og udtryk, fordi jeg ude af kontekst hørte Adam udbryde "sausage canine!", som er en aldrig-hørt-før version af "wiener dog" (pølsehund).
Og det var alt, hvad mine efterhånden ømme fingerspidser kan holde ud at skrive om..
Så godnat og sov godt!
tirsdag den 30. april 2013
Au Pair møde
Så blev det tid til endnu et indlæg! Der er sket en hel masse, men jeg vil prøve at styre min skrivediarre!
Jeg skrev i fredags sidst, men jeg sprang over et par begivenheder fra samme uge, som jeg nu vil fortælle om!
Så tirsdag i sidste uge havde vi missionærerne Sister Estes og så en ny pige, Sister Hardy, da Asay åbenbart flytter til Raleigh. De bliver ikke det samme sted hele tiden, Steele (en af de mandlige missionærer) flyttede også et andet sted hen for nogle uger siden, så der er en ny en (knap så lækker) med Hershal nu. Anyway, Estes og Hardy kom og spiste med, men kl. 19 havde Charlotte og Vivianna en optræden på skolen (det blev holdt i kirkens sal), så vi spiste kl. 17, og de tog af sted igen godt en time efter. Tirsdag aften har jeg jo normalt et Bible Study møde med Singles gruppen, men i stedet for Bible Study tog vi også til skolens optræden. Jessica og Adam kom og hentede mig kl. 18, hvor planen var at tage til restauranten Chik-fil-a, hvor vi ville spise sammen i gruppen. Vi kom som de sidste, så vi blev mødt af Jake, Michael, Jessica Rouleau og hendes kæreste Nathaniel Leet ("Nate"), Justin og en af de ældste, som jeg aldrig kan huske, hvad hedder. Jeg havde dog spist med familien, så jeg snakkede bare med de andre. Jake var stadig sulten, så trods tidspres gik han alligevel op og bestilte mere mad, Adam gik med ham, og så stod de deroppe og ventede. Tyve minutter i syv havde vi regnet med at være i salen, men de stod stadig og ventede, så jeg gik op for at herse med dem, og pludselig stod hele gruppen oppe ved os for at se, hvad der foregik (bare rolig, jeg lavede ikke en scene, jeg drillede dem bare, men når nogen står sammen, kommer resten jo også), så jeg blev lidt nervøs for min taske, som jeg havde ladet blive på min stol. Da jeg gik tilbage, så jeg dog Justin stå og holde vagt ved den, så jeg fortsatte for at give ham et knus som tak, og vi gled bare sammen i det mest fantastiske knus nogensinde! Krammenes Gud havde sammensat det perfekt med fyrværkeri og det hele. Jeg kan normalt godt lide hårde, stærke kram, som kan mærkes helt ind i lungerne og rygraden, men det her var helt modsat. Og nej, jeg har ikke følelser for ham eller noget, bare så vi er på samme side. Jeg er bare så glad for kram, og jeg har også været der, så snart jeg har set ham, og det er lige godt hver gang! Her fik jeg også sagt undskyld for næsten at have sendt en bold i hovedet på ham, da vi spillede volleyball til picnicen, men han havde heldigvis bare haft det sjovt. Så kom gruppen tilbage, og Jake spurgte mig, om jeg kendte vejen til kirken, da han op til nu havde været afhængig af lift fra andre, men hans forældre kom jo med en bil den weekend (årsagen til at de kom i første omgang, så han ikke kunne komme med på teltturen), så han var først nu begyndt at lægge mærke til vejene osv. Jeg fik lige sikret mig ruten af Jessica, inden jeg bekræftede, og han spurgte, om jeg ville køre med ham. Vi havde det rigtig sjovt i bilen, og det var første gang, vi var helt alene sammen, hvilket var lidt mærkeligt, men turen var alligevel for kort. Jeg sad også ved siden af ham i kirken. Adam havde købt en masse småkager fra Chik-fil-a, som han gav mig en af. Det var af den slags, som man tager et halvt kilo på af bare af at kigge på den, så jeg kunne ikke spise det hele. Da Adam tilbød Jake en småkage, takkede han dog nej med intentionen om at dele med mig, så det var jo helt perfekt. Lidt efter tilbød jeg Adam og Jessica tyggegummi, men Jake sneg et stykke fra pakken først, tog en lille bid og tilbød mig det så tilbage. Jeg havde selvfølgelig i sinde at give ham et stykke også, så han kunne beholde det, jeg holdt min hånd ud for at tage papiret, da drenge jo ikke har de her smarte håndtasker som os, så han lagde det i min hånd, krøllede min hånd om det og sagde, at det var en gave kun til mig. Drenge er så underlige. Forestillingen var faktisk fantastisk! Den ældste klasse var 6., og alle klasserne havde en sang at fremføre, nogen gange kom alle ungerne mellem 4 og 12 år op på scenen for at synge, og nogen gange var der en modig lille enkelt en, som opførte noget. Jeg var allermest imponeret af en tiårig lille asiatisk dreng, som spillede Sonata 1st movement, Kochel no. 545 af Mozart helt fejlfrit. Det var bare SÅ fantastisk! Charlotte stod selvfølgelig og lavede spilopper, mens hun stod på scenen, og løftede op i yderste lag af kjolen, lavede ansigter (ikke for at være 'sjov', men fordi hun altid laver ansigter, når hun keder sig) og stod generelt meget uroligt. Forestillingen var til ære for soldater og veteraner, så der var også deres nationalsang, deres Pledge of Allegiance i sangform og små dialoger, som handlede om landet og folket. Efter forestillingen snakkede jeg med Loretta og de andre lærere, som jeg ikke har set i et stykke tid, inden jeg gik over til dem, jeg snakker mest med i Singles gruppen. Der var tale om at tage hjem til Josh for at hygge, så Kirsten, Christine, Jessica, Adam, Justin og jeg fortsatte over til ham. På vejen stoppede Adam dog ved Food Lion, så vi kunne tage nogle snacks med over til ham. På vejen i bilen spurgte han og Jessica, om jeg havde set Brokeback Mountain, da de havde deres interne joke, som jeg stadig ikke forstår. Brokeback Mountain er jo den film om Jack Twist og Dennis el Mar, som tager op på det bjerg om sommeren sammen for at hyrde geder - og de ender med at få et forhold. Her er de kristne bare så meget imod homoseksualitet, da det åbenbart er meget tydeligt i Biblen, at det er imod Gud. Jeg gav dog udtryk for min mening, at jeg synes, folk skal have lov til at være sammen med dem, de vil, og i stedet for et skænderi, som jeg havde halvt forventet, snakkede Adam og jeg stille og roligt om moraler og værdier, og jeg tror, vi begge fik et godt indtryk af hinandens synspunkter (med forståelse). Så kom vi hjem til Josh, hvor vi hyggede og snakkede, men deres valg af emner havde jeg meget lidt, hvis overhovedet nogen, forstand på, så jeg lyttede mest. De snakkede bl.a. om en af deres spil, som mest bliver brugt til idræt, men som er kendt over hele landet; kick ball, og hvordan de ville prøve at samle gruppen engang og spille det sammen. Det lyder pisse skægt, og jeg glæder mig til at lære et nyt spil. Især fordi det lyder som et spil, man bruger benene til, som jeg bestemt er bedre end til spil med fokus på armene haha. Men vi havde det hyggeligt! Jeg kom desværre sent hjem (efter 23), så jeg var ikke så frisk den følgende morgen.
Onsdag hjalp jeg Henning om aftenen (åh, jeg har glemt at sige, at Valerie arbejder nattevagter, så jeg har hjulpet meget til i aftenenerne), inden jeg fik lov til at gå. Jeg ankom til mødet 21.15, hvilket er lige lovlig sent, men jeg vil jo gerne være så meget sammen med Jake som muligt, inden han smutter. Efter diskussionen fandt Adam en stor papkasse frem fra gæsteværelset og gav os alle sammen bogen '30 days to understand the Bible'. De havde holdt det helt hemmeligt, og glæden var øjensynlig. Jeg blev også selv rigtig glad for den. Måske kan den hjælpe mig til at finde ud af det hele, for jeg føler mig altid lidt dum, når Pastor Sean nævner vers, som vi skal finde, og jeg kan aldrig finde dem. Jeg er først nu begyndt lidt at kunne finde rundt i Biblen. Men alle andre i kirken kan jo rækkefølgen af kapitlerne udenad, så det går skide stærkt. Og inden vi gik satte Jessica en sang på fra youtube af en gruppe, som kalder sig Pentatonix (lad jer ikke narre af navnet). De synger A Capella, har en sort fyr til beatet og laver ellers alle lydene med munden - foruden at de alle har en forrygende vokal. Jeg er især begejstret for sangen Carol of the Bells og Evolution of Music (hvor de har sat et par linjer af sange fra det 11. århundrede, 1600 tallet, og så op gennem 1900 tallet og nutidens musik). Det er helt formidabelt! Jeg har nok hørt Carol of the Bells tyve gange på under et døgn.
Lørdag skrev Christine på facebook om nogen havde lyst til at komme og have spilleaften med hende, hvor jeg svarede, at jeg nok skulle arbejde til sent, men jeg ville komme over, når jeg var færdig. Jeg sad så i bilen og prøvede at taste hendes adresse ind på min GPS, men den ville ikke finde den! Jeg måtte så ringe og få en beskrivelse af, hvordan jeg skulle komme derhen (hvilket jeg ikke var så begejstret for, for når folk prøver at fortælle mig en rute, ender jeg altid et helt andet sted! Lige meget hvor simpel ruten er!), men jeg for slet ikke vild eller noget og huskede hele beskrivelsen i hovedet og alt muligt! Jeg kom lidt over 21, hvor Kirsten, Jake, Justin, Josh og Arlene sad på gulvet i en rundkreds og skulle lige til at starte et spil Phase 10, som jeg lærte at spille i Arkansas! Jeg blev mødt med et kram af Christine, hvorefter Kirsten udbrød: Are you wearing Wonder Woman pants?! Jeg købte dem, da jeg var i Rugged Wearhouse og går i dem hele tiden. Jeg kunne ikke se på facebook, hvem der havde takket ja til at komme, så jeg gik ikke ud fra, at nogen fyre ville komme, så jeg trak bare mine meget gennemtrængende blå Wonder Woman knæbukser og en bordeaux trøje på, som overhovedet ikke matchede - jeg havde ingen makeup på eller noget.. øv, hvor skal jeg altså lære at gøre noget ud af mig selv, selvom jeg bare skal noget afslappet. Men Jake var på min side og sagde, at vi alle burde gå med Superhelte-tøj.Vi fik at vide, at vi ville blive smidt ud ved 23 tiden, da hun skulle have sin skønhedssøvn, men vi spillede til kvart i tolv! Jake tog hjem ved 22 tiden (han omtaler sig selv som en 'sleepy little baby') og kort efter også Kirsten, men vi fortsatte alligevel. Vi rottede os sammen på kryds og tværs for så at skifte side, drillede, og opførte os bare fjollet. Justin er meget konkurrerende, når det gælder spil, så den sidste times tid sad han og småhoppede på gulvet af frustration, smed med sine kort og beklagede sig groft (selvfølgelig bare for sjov), når det ikke gik godt for ham, hvilket vi andre morede os grundigt over! Christine og jeg var meget tætte fysisk i løbet af aftenen; der var ikke mange minutter, vi ikke havde kontakt, enten med at læne os op ad hinanden, læne os ryg mod ryg, have hovedet på den andens lår, osv. På et tidspunkt gav jeg hende også en kort massage, mens Josh kiggede misundeligt på os og sagde 'I want a massage too!'. Han kunne da bare komme over, men han sagde, at han også var doven. Så jeg havde en rigtig hyggelig aften. Jeg blev nødt til at følge efter Justin på vej ud til den store vej, da jeg ikke havde lagt mærke til de veje, jeg kom ad, og da vi holdt for rødt ved siden af hinanden for at skilles, vinkede han, inden jeg kørte. Ej han er altså bare det sødeste. Da jeg kom hjem, blev jeg oppe (jeg var nok overtræt, for jeg havde ikke nok ro i kroppen til at lægge mig) for at skrive et brev til Jake. Sidst han var af sted, fortalte han, at han havde haft det rigtig træls, så jeg ville bare skrive, at vi savnede ham og glædede os, til han kom tilbage, samt gav et par råd, som jeg gør brug af, når jeg er nede. Jeg vedlagde også en tegning af et kram, som jeg håber vil huske ham på dem, der venter ham, når han kommer hjem.
Søndag vågnede jeg overraskende frisk, selvom jeg havde fået så lidt søvn de sidste par dage. Jake dukkede ikke op til Sunday School, så jeg begyndte at svede over, om han ikke kom alligevel. Jeg fandt så ud af, at han gik til en anden Sunday School time, men han sad ved mig til Worship. Han snakkede om at tage ud og spise frokost med os alle sammen, men Adam og Jessica kunne ikke, så det blev kun ham og Jared, som spiste sammen i sidste ende. Så måtte jeg jo give ham brevet her. Da jeg gav ham konvolutten, udbrød han 'Oh, I love notes!', hvorefter jeg gav ham strenge ordrer på ikke at åbne den, før han var i en frustrerende situation. Så håber jeg bare, at han overholder det. Ellers vil det ikke opmuntre så meget. Derefter sagde han farvel til os alle sammen. Jeg var slet ikke klar til at sige farvel, så krammet sluttede, før jeg nåede at opfatte, at det var begyndt. Det tog også hårdere på mig at sige farvel, end jeg havde regnet med. Christine blev og snakkede og inviterede mig så på frokost hjemme hos hende. Hun bor kun fem minutter fra kirken, så jeg kørte med hende, og vi hørte Celtic Thunder, som er ny for mig men rigtig gode. Vi fandt nemlig ud af, at vi begge godt kan lide Celtic Woman (hun var ved at smide mig ud i jalousi, da jeg fortalte, at jeg havde set deres koncert i Hamborg for et år siden) og Hayley Westenra, så da vi kom hjem, satte hun en koncert med Westenra på fjernsynet, som vi hørte, mens vi spiste de pizzasnegle, jeg havde bagt lørdag og efterladt hos hende til spilleaftenen. Det var rigtig hyggeligt, og kvart i to kørte hun mig tilbage til kirken, så jeg kunne komme til mit Au Pair møde kl. 14.
Det er kun mit andet møde (det er fint nok, men jeg bliver ikke skuffet, hvis jeg ikke kan komme. Jeg vil hellere være sammen med mine venner), men her så jeg faktisk frem til det, da Amy Watson havde hyret en veninde, som er kunstlærer, til at give os en malerlektion. Mit GPS kunne heller ikke finde Amys adresse, så igen måtte jeg ringe for at få instruktioner. Her kørte jeg lidt forkert, men jeg fandt det da og kom et par minutter for sent. Læreren var helt fantastisk! Jeg synes ofte, at kunstlektioner er kedelige, fordi jeg har tegnet så lang tid, og jeg ender altid med at høre om, hvordan man laver skygger osv, altså alt det, jeg lærte mig selv, da jeg var 12, men hende her gik bare lige på og hårdt. Hun havde forberedt et motiv af en himmel, et hav og to palmetræer, hvilket var rigtig flot! Ingen kedelig frugtskål! Lektionen var mest, hvordan man blender farverne og laver nogle fede palmetræer! Jeg var rigtig begejstret for det hele, og hun hjalp mig præcis, som jeg havde brug for (råd og måske et enkelt strøg, men hun lavede ikke noget på mit kanvas). Det er vidst kun mit 3. maleri, og jeg kæmpede med at få penslen til at gøre, som jeg ville have den til, men det blev faktisk okay! De andre piger kom hen med jævne mellemrum og roste det, og læreren var også imponeret. Hun var specielt imponeret over, at jeg gjorde det selv og ikke kaldte hende over for at hjælpe hele tiden - hun kaldte det freestyle (jeg kiggede heller ikke på lærerens færdige maleri, da de andre piger brugte det, men jeg huskede bare på hendes instruktioner, og det var rigtig sjovt!). Jeg vil sætte et par billeder i bunden af indlægget.
Jeg kom hjem en del gladere, hvor Valerie spillede vendespil med Vivianna, som jeg kom med i.
Jeg fik lov til at smutte til aftenens Service. Jeg havde besluttet at give mit maleri til Jessica og Adam, da jeg ikke kan hænge ting op på mit værelse, det ville være svært at tage med tilbage til Danmark, og de har været så gavmilde ved mig, så det var bare en lille ting, men jeg håbede, at de ville have det.
Jeg mødte Jessica ved indgangen til kirken sådan helt tilfældigt, men jeg gik ind for at holde vores bænk. Jeg var kommet alt for tidligt, men familien var taget ud for at hente Ranger tilbage fra et bad, så jeg kunne lige så godt bare tage af sted. Jeg sad og legede med min iPad, hvor jeg pludselig hører Austin bag mig sige hej. Jeg vendte mig hurtigt om og håbede, at han ville lade mig være, men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Jeg begyndte rigtig at svede, for han blev bare alt for pågående. Ville snakke om mit kærlighedsliv (som jeg så mig undskyldt til at lyve om), og jeg prøvede at sige, at jeg ikke var interesseret, men han er som sagt lidt underlig i hovedet, så det sank altså ikke ind. Jeg begyndte at sidde uroligt i sædet (han havde også sat sig så tæt op ad mig (på en tom bænk!) som han kunne komme uden at sidde på mig!) og kigge mig om efter de andre fra Singles gruppen, og efter en pinefuld lang samtale så jeg endelig Jared stå og snakke med Jimmy, og da han satte sig, sprang jeg bare op med det samme og sagde, at jeg havde ventet på ham, så han måtte have mig undskyldt. Austin spurgte så, om han var min kæreste (FOR FANDEN!!!!!), hvilket jeg fik undgået at svare på, men det var en kæmpe lettelse at kunne sætte mig på den anden side af Jared. Jeg fortalte ham om Austin og fik god støtte, men så så vi ham begge rejse sig, gå rundt om bænkene og ned ad gangen, som jeg sad lige ud til. Vi åndede begge lettet op, da han bare gik forbi, og så snakkede vi ellers bare normalt, mens jeg prøvede at gasse ned. Jeg satte mig igen over på den anden side af Jared men blev hos ham, skulle Austin beslutte at vende tilbage, og så begyndte aftenens Worship. Arlene kom lidt senere, så vi sad sammen alle tre, men da sangene var slut, kom Jessica, Adam, Jimmy, Kathy og Jessicas far og satte sig, så jeg rykkede over til dem. Jessica tilbød mig på et tidspunkt et stykke chokolade med citron og sort peber. Ellers tak, jeg havde heldigvis et bolsje i munden som undskyld, men så tilbød hun Jimmy, som meget mistroisk tog en bid - hvor jeg måtte bide mig selv for ikke at grine højlydt. Det er altså noget mærkelig noget at putte i chokolade!
Efter aftenens Worship om søndagen er der altid et kort møde for medlemmerne i kirken (jeg er ikke medlem, for man skal gennem et forløb som hedder First Class, som varer 2 måneder, og jeg har ikke lyst til at gå gennem det, da jeg elsker at være i College and Career og ikke vil have, at folk glemmer mig der). Jeg blev nødt til at gå ud, men det var fint nok, jeg havde min iPad, som jeg kunne læse på....troede jeg, men da jeg gik ud, så jeg Austin komme mod mig igen, så jeg satte farten op, men han indhentede mig og begyndte at snakke til mig igen. Heldigvis blev hans opmærksomhed taget fra mig et øjeblik af nogen på hans alder, så jeg spænede ind på toiletterne, hvor jeg fik børstet mit hår, gået på toilet og alt muligt som trak tiden ud. Da jeg endelig stak hovedet ud, var han ingen steder at se, så jeg begyndte at gå op og ned af gangen for at vente på Adam og Jessica. Der er en cafe lige uden for salen, som altid er proppet med high school elever, og denne aften var ingen undtagelse, men da jeg så Austin igen, smuttede jeg derind, så Christian (Serenity's høje, ranglede bror på min alder) og gik over for at lade som om, jeg var beskæftiget. Han stod og drillede sin lillebror foran lillebrorens venner (som storebrødre jo skal), og bagefter snakkede han så til mig og forklarede at det bare var for sjov. Jeg fortalte ham om Austin, så han kunne være forberedt, hvis jeg lige pludselig blev virkelig engageret i samtalen. Jeg har ikke rigtig snakket med Christian før, da han mest har holdt sig for sig selv til møderne, men han var rigtig sød! Han fortalte, at hans bror (jeg kan simpelthen ikke huske, hvad han hedder!) er meget fysisk ligesom mig, mens han ikke selv er den, der tager initiativ til berøring. Og ganske rigtigt kom hans bror så over, komplimenterede Christians skjorte og gav ham et stort kram, mens Christian gav mig et hvad-sagde-jeg blik. Det var bare så sødt alligevel, hele situationen generelt. Jeg snakkede lidt med hans lillebror (han er 15, så I skal ikke tro noget forkert!) og fik også et kram af ham, inden jeg så, at dørene til salen var åben, så jeg gik ind for at snakke med mine venner derinde. Det var mest Christine, jeg sad med, men vi gik alle sammen ud på parkeringspladsen sammen. Jeg havde fortalt Jessica på forhånd, at jeg havde noget til dem, så jeg gik med Christine hen til min bil for at hente maleriet. Christine var virkelig begejstret for det, især da jeg fortalte, at det kun var mit tredje rigtige maleri. Jessica og Adam gik helt amok over det. De gav udtryk for en forkærlighed for malerier på væggene, men at de altid er så dyre, når man køber dem, så de var ret begejstrede for det. Adam ville hænge det på sit 'kontor' (et område bagerst i stuen, hvor han har sit skrivebord og computer), så han kunne ønske sig et sted hen, hvor det så sådan ud. Jeg er rigtig glad for, at de blev glade for det og ville beholde det. Jeg er ikke så vild med, hvis det kommer til at hænge et offentligt sted, men jeg skrev jo så mit rigtige navn, så måske lægger folk ikke mærke til, at det er mig - hvis de overhovedet kigger på det. Her kommer billederne så fra vores Au Pair møde. Husk at I kan forstørre ved at klikke på det!
Jeg skrev i fredags sidst, men jeg sprang over et par begivenheder fra samme uge, som jeg nu vil fortælle om!
Så tirsdag i sidste uge havde vi missionærerne Sister Estes og så en ny pige, Sister Hardy, da Asay åbenbart flytter til Raleigh. De bliver ikke det samme sted hele tiden, Steele (en af de mandlige missionærer) flyttede også et andet sted hen for nogle uger siden, så der er en ny en (knap så lækker) med Hershal nu. Anyway, Estes og Hardy kom og spiste med, men kl. 19 havde Charlotte og Vivianna en optræden på skolen (det blev holdt i kirkens sal), så vi spiste kl. 17, og de tog af sted igen godt en time efter. Tirsdag aften har jeg jo normalt et Bible Study møde med Singles gruppen, men i stedet for Bible Study tog vi også til skolens optræden. Jessica og Adam kom og hentede mig kl. 18, hvor planen var at tage til restauranten Chik-fil-a, hvor vi ville spise sammen i gruppen. Vi kom som de sidste, så vi blev mødt af Jake, Michael, Jessica Rouleau og hendes kæreste Nathaniel Leet ("Nate"), Justin og en af de ældste, som jeg aldrig kan huske, hvad hedder. Jeg havde dog spist med familien, så jeg snakkede bare med de andre. Jake var stadig sulten, så trods tidspres gik han alligevel op og bestilte mere mad, Adam gik med ham, og så stod de deroppe og ventede. Tyve minutter i syv havde vi regnet med at være i salen, men de stod stadig og ventede, så jeg gik op for at herse med dem, og pludselig stod hele gruppen oppe ved os for at se, hvad der foregik (bare rolig, jeg lavede ikke en scene, jeg drillede dem bare, men når nogen står sammen, kommer resten jo også), så jeg blev lidt nervøs for min taske, som jeg havde ladet blive på min stol. Da jeg gik tilbage, så jeg dog Justin stå og holde vagt ved den, så jeg fortsatte for at give ham et knus som tak, og vi gled bare sammen i det mest fantastiske knus nogensinde! Krammenes Gud havde sammensat det perfekt med fyrværkeri og det hele. Jeg kan normalt godt lide hårde, stærke kram, som kan mærkes helt ind i lungerne og rygraden, men det her var helt modsat. Og nej, jeg har ikke følelser for ham eller noget, bare så vi er på samme side. Jeg er bare så glad for kram, og jeg har også været der, så snart jeg har set ham, og det er lige godt hver gang! Her fik jeg også sagt undskyld for næsten at have sendt en bold i hovedet på ham, da vi spillede volleyball til picnicen, men han havde heldigvis bare haft det sjovt. Så kom gruppen tilbage, og Jake spurgte mig, om jeg kendte vejen til kirken, da han op til nu havde været afhængig af lift fra andre, men hans forældre kom jo med en bil den weekend (årsagen til at de kom i første omgang, så han ikke kunne komme med på teltturen), så han var først nu begyndt at lægge mærke til vejene osv. Jeg fik lige sikret mig ruten af Jessica, inden jeg bekræftede, og han spurgte, om jeg ville køre med ham. Vi havde det rigtig sjovt i bilen, og det var første gang, vi var helt alene sammen, hvilket var lidt mærkeligt, men turen var alligevel for kort. Jeg sad også ved siden af ham i kirken. Adam havde købt en masse småkager fra Chik-fil-a, som han gav mig en af. Det var af den slags, som man tager et halvt kilo på af bare af at kigge på den, så jeg kunne ikke spise det hele. Da Adam tilbød Jake en småkage, takkede han dog nej med intentionen om at dele med mig, så det var jo helt perfekt. Lidt efter tilbød jeg Adam og Jessica tyggegummi, men Jake sneg et stykke fra pakken først, tog en lille bid og tilbød mig det så tilbage. Jeg havde selvfølgelig i sinde at give ham et stykke også, så han kunne beholde det, jeg holdt min hånd ud for at tage papiret, da drenge jo ikke har de her smarte håndtasker som os, så han lagde det i min hånd, krøllede min hånd om det og sagde, at det var en gave kun til mig. Drenge er så underlige. Forestillingen var faktisk fantastisk! Den ældste klasse var 6., og alle klasserne havde en sang at fremføre, nogen gange kom alle ungerne mellem 4 og 12 år op på scenen for at synge, og nogen gange var der en modig lille enkelt en, som opførte noget. Jeg var allermest imponeret af en tiårig lille asiatisk dreng, som spillede Sonata 1st movement, Kochel no. 545 af Mozart helt fejlfrit. Det var bare SÅ fantastisk! Charlotte stod selvfølgelig og lavede spilopper, mens hun stod på scenen, og løftede op i yderste lag af kjolen, lavede ansigter (ikke for at være 'sjov', men fordi hun altid laver ansigter, når hun keder sig) og stod generelt meget uroligt. Forestillingen var til ære for soldater og veteraner, så der var også deres nationalsang, deres Pledge of Allegiance i sangform og små dialoger, som handlede om landet og folket. Efter forestillingen snakkede jeg med Loretta og de andre lærere, som jeg ikke har set i et stykke tid, inden jeg gik over til dem, jeg snakker mest med i Singles gruppen. Der var tale om at tage hjem til Josh for at hygge, så Kirsten, Christine, Jessica, Adam, Justin og jeg fortsatte over til ham. På vejen stoppede Adam dog ved Food Lion, så vi kunne tage nogle snacks med over til ham. På vejen i bilen spurgte han og Jessica, om jeg havde set Brokeback Mountain, da de havde deres interne joke, som jeg stadig ikke forstår. Brokeback Mountain er jo den film om Jack Twist og Dennis el Mar, som tager op på det bjerg om sommeren sammen for at hyrde geder - og de ender med at få et forhold. Her er de kristne bare så meget imod homoseksualitet, da det åbenbart er meget tydeligt i Biblen, at det er imod Gud. Jeg gav dog udtryk for min mening, at jeg synes, folk skal have lov til at være sammen med dem, de vil, og i stedet for et skænderi, som jeg havde halvt forventet, snakkede Adam og jeg stille og roligt om moraler og værdier, og jeg tror, vi begge fik et godt indtryk af hinandens synspunkter (med forståelse). Så kom vi hjem til Josh, hvor vi hyggede og snakkede, men deres valg af emner havde jeg meget lidt, hvis overhovedet nogen, forstand på, så jeg lyttede mest. De snakkede bl.a. om en af deres spil, som mest bliver brugt til idræt, men som er kendt over hele landet; kick ball, og hvordan de ville prøve at samle gruppen engang og spille det sammen. Det lyder pisse skægt, og jeg glæder mig til at lære et nyt spil. Især fordi det lyder som et spil, man bruger benene til, som jeg bestemt er bedre end til spil med fokus på armene haha. Men vi havde det hyggeligt! Jeg kom desværre sent hjem (efter 23), så jeg var ikke så frisk den følgende morgen.
Onsdag hjalp jeg Henning om aftenen (åh, jeg har glemt at sige, at Valerie arbejder nattevagter, så jeg har hjulpet meget til i aftenenerne), inden jeg fik lov til at gå. Jeg ankom til mødet 21.15, hvilket er lige lovlig sent, men jeg vil jo gerne være så meget sammen med Jake som muligt, inden han smutter. Efter diskussionen fandt Adam en stor papkasse frem fra gæsteværelset og gav os alle sammen bogen '30 days to understand the Bible'. De havde holdt det helt hemmeligt, og glæden var øjensynlig. Jeg blev også selv rigtig glad for den. Måske kan den hjælpe mig til at finde ud af det hele, for jeg føler mig altid lidt dum, når Pastor Sean nævner vers, som vi skal finde, og jeg kan aldrig finde dem. Jeg er først nu begyndt lidt at kunne finde rundt i Biblen. Men alle andre i kirken kan jo rækkefølgen af kapitlerne udenad, så det går skide stærkt. Og inden vi gik satte Jessica en sang på fra youtube af en gruppe, som kalder sig Pentatonix (lad jer ikke narre af navnet). De synger A Capella, har en sort fyr til beatet og laver ellers alle lydene med munden - foruden at de alle har en forrygende vokal. Jeg er især begejstret for sangen Carol of the Bells og Evolution of Music (hvor de har sat et par linjer af sange fra det 11. århundrede, 1600 tallet, og så op gennem 1900 tallet og nutidens musik). Det er helt formidabelt! Jeg har nok hørt Carol of the Bells tyve gange på under et døgn.
Lørdag skrev Christine på facebook om nogen havde lyst til at komme og have spilleaften med hende, hvor jeg svarede, at jeg nok skulle arbejde til sent, men jeg ville komme over, når jeg var færdig. Jeg sad så i bilen og prøvede at taste hendes adresse ind på min GPS, men den ville ikke finde den! Jeg måtte så ringe og få en beskrivelse af, hvordan jeg skulle komme derhen (hvilket jeg ikke var så begejstret for, for når folk prøver at fortælle mig en rute, ender jeg altid et helt andet sted! Lige meget hvor simpel ruten er!), men jeg for slet ikke vild eller noget og huskede hele beskrivelsen i hovedet og alt muligt! Jeg kom lidt over 21, hvor Kirsten, Jake, Justin, Josh og Arlene sad på gulvet i en rundkreds og skulle lige til at starte et spil Phase 10, som jeg lærte at spille i Arkansas! Jeg blev mødt med et kram af Christine, hvorefter Kirsten udbrød: Are you wearing Wonder Woman pants?! Jeg købte dem, da jeg var i Rugged Wearhouse og går i dem hele tiden. Jeg kunne ikke se på facebook, hvem der havde takket ja til at komme, så jeg gik ikke ud fra, at nogen fyre ville komme, så jeg trak bare mine meget gennemtrængende blå Wonder Woman knæbukser og en bordeaux trøje på, som overhovedet ikke matchede - jeg havde ingen makeup på eller noget.. øv, hvor skal jeg altså lære at gøre noget ud af mig selv, selvom jeg bare skal noget afslappet. Men Jake var på min side og sagde, at vi alle burde gå med Superhelte-tøj.Vi fik at vide, at vi ville blive smidt ud ved 23 tiden, da hun skulle have sin skønhedssøvn, men vi spillede til kvart i tolv! Jake tog hjem ved 22 tiden (han omtaler sig selv som en 'sleepy little baby') og kort efter også Kirsten, men vi fortsatte alligevel. Vi rottede os sammen på kryds og tværs for så at skifte side, drillede, og opførte os bare fjollet. Justin er meget konkurrerende, når det gælder spil, så den sidste times tid sad han og småhoppede på gulvet af frustration, smed med sine kort og beklagede sig groft (selvfølgelig bare for sjov), når det ikke gik godt for ham, hvilket vi andre morede os grundigt over! Christine og jeg var meget tætte fysisk i løbet af aftenen; der var ikke mange minutter, vi ikke havde kontakt, enten med at læne os op ad hinanden, læne os ryg mod ryg, have hovedet på den andens lår, osv. På et tidspunkt gav jeg hende også en kort massage, mens Josh kiggede misundeligt på os og sagde 'I want a massage too!'. Han kunne da bare komme over, men han sagde, at han også var doven. Så jeg havde en rigtig hyggelig aften. Jeg blev nødt til at følge efter Justin på vej ud til den store vej, da jeg ikke havde lagt mærke til de veje, jeg kom ad, og da vi holdt for rødt ved siden af hinanden for at skilles, vinkede han, inden jeg kørte. Ej han er altså bare det sødeste. Da jeg kom hjem, blev jeg oppe (jeg var nok overtræt, for jeg havde ikke nok ro i kroppen til at lægge mig) for at skrive et brev til Jake. Sidst han var af sted, fortalte han, at han havde haft det rigtig træls, så jeg ville bare skrive, at vi savnede ham og glædede os, til han kom tilbage, samt gav et par råd, som jeg gør brug af, når jeg er nede. Jeg vedlagde også en tegning af et kram, som jeg håber vil huske ham på dem, der venter ham, når han kommer hjem.
Søndag vågnede jeg overraskende frisk, selvom jeg havde fået så lidt søvn de sidste par dage. Jake dukkede ikke op til Sunday School, så jeg begyndte at svede over, om han ikke kom alligevel. Jeg fandt så ud af, at han gik til en anden Sunday School time, men han sad ved mig til Worship. Han snakkede om at tage ud og spise frokost med os alle sammen, men Adam og Jessica kunne ikke, så det blev kun ham og Jared, som spiste sammen i sidste ende. Så måtte jeg jo give ham brevet her. Da jeg gav ham konvolutten, udbrød han 'Oh, I love notes!', hvorefter jeg gav ham strenge ordrer på ikke at åbne den, før han var i en frustrerende situation. Så håber jeg bare, at han overholder det. Ellers vil det ikke opmuntre så meget. Derefter sagde han farvel til os alle sammen. Jeg var slet ikke klar til at sige farvel, så krammet sluttede, før jeg nåede at opfatte, at det var begyndt. Det tog også hårdere på mig at sige farvel, end jeg havde regnet med. Christine blev og snakkede og inviterede mig så på frokost hjemme hos hende. Hun bor kun fem minutter fra kirken, så jeg kørte med hende, og vi hørte Celtic Thunder, som er ny for mig men rigtig gode. Vi fandt nemlig ud af, at vi begge godt kan lide Celtic Woman (hun var ved at smide mig ud i jalousi, da jeg fortalte, at jeg havde set deres koncert i Hamborg for et år siden) og Hayley Westenra, så da vi kom hjem, satte hun en koncert med Westenra på fjernsynet, som vi hørte, mens vi spiste de pizzasnegle, jeg havde bagt lørdag og efterladt hos hende til spilleaftenen. Det var rigtig hyggeligt, og kvart i to kørte hun mig tilbage til kirken, så jeg kunne komme til mit Au Pair møde kl. 14.
Det er kun mit andet møde (det er fint nok, men jeg bliver ikke skuffet, hvis jeg ikke kan komme. Jeg vil hellere være sammen med mine venner), men her så jeg faktisk frem til det, da Amy Watson havde hyret en veninde, som er kunstlærer, til at give os en malerlektion. Mit GPS kunne heller ikke finde Amys adresse, så igen måtte jeg ringe for at få instruktioner. Her kørte jeg lidt forkert, men jeg fandt det da og kom et par minutter for sent. Læreren var helt fantastisk! Jeg synes ofte, at kunstlektioner er kedelige, fordi jeg har tegnet så lang tid, og jeg ender altid med at høre om, hvordan man laver skygger osv, altså alt det, jeg lærte mig selv, da jeg var 12, men hende her gik bare lige på og hårdt. Hun havde forberedt et motiv af en himmel, et hav og to palmetræer, hvilket var rigtig flot! Ingen kedelig frugtskål! Lektionen var mest, hvordan man blender farverne og laver nogle fede palmetræer! Jeg var rigtig begejstret for det hele, og hun hjalp mig præcis, som jeg havde brug for (råd og måske et enkelt strøg, men hun lavede ikke noget på mit kanvas). Det er vidst kun mit 3. maleri, og jeg kæmpede med at få penslen til at gøre, som jeg ville have den til, men det blev faktisk okay! De andre piger kom hen med jævne mellemrum og roste det, og læreren var også imponeret. Hun var specielt imponeret over, at jeg gjorde det selv og ikke kaldte hende over for at hjælpe hele tiden - hun kaldte det freestyle (jeg kiggede heller ikke på lærerens færdige maleri, da de andre piger brugte det, men jeg huskede bare på hendes instruktioner, og det var rigtig sjovt!). Jeg vil sætte et par billeder i bunden af indlægget.
Jeg kom hjem en del gladere, hvor Valerie spillede vendespil med Vivianna, som jeg kom med i.
Jeg fik lov til at smutte til aftenens Service. Jeg havde besluttet at give mit maleri til Jessica og Adam, da jeg ikke kan hænge ting op på mit værelse, det ville være svært at tage med tilbage til Danmark, og de har været så gavmilde ved mig, så det var bare en lille ting, men jeg håbede, at de ville have det.
Jeg mødte Jessica ved indgangen til kirken sådan helt tilfældigt, men jeg gik ind for at holde vores bænk. Jeg var kommet alt for tidligt, men familien var taget ud for at hente Ranger tilbage fra et bad, så jeg kunne lige så godt bare tage af sted. Jeg sad og legede med min iPad, hvor jeg pludselig hører Austin bag mig sige hej. Jeg vendte mig hurtigt om og håbede, at han ville lade mig være, men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Jeg begyndte rigtig at svede, for han blev bare alt for pågående. Ville snakke om mit kærlighedsliv (som jeg så mig undskyldt til at lyve om), og jeg prøvede at sige, at jeg ikke var interesseret, men han er som sagt lidt underlig i hovedet, så det sank altså ikke ind. Jeg begyndte at sidde uroligt i sædet (han havde også sat sig så tæt op ad mig (på en tom bænk!) som han kunne komme uden at sidde på mig!) og kigge mig om efter de andre fra Singles gruppen, og efter en pinefuld lang samtale så jeg endelig Jared stå og snakke med Jimmy, og da han satte sig, sprang jeg bare op med det samme og sagde, at jeg havde ventet på ham, så han måtte have mig undskyldt. Austin spurgte så, om han var min kæreste (FOR FANDEN!!!!!), hvilket jeg fik undgået at svare på, men det var en kæmpe lettelse at kunne sætte mig på den anden side af Jared. Jeg fortalte ham om Austin og fik god støtte, men så så vi ham begge rejse sig, gå rundt om bænkene og ned ad gangen, som jeg sad lige ud til. Vi åndede begge lettet op, da han bare gik forbi, og så snakkede vi ellers bare normalt, mens jeg prøvede at gasse ned. Jeg satte mig igen over på den anden side af Jared men blev hos ham, skulle Austin beslutte at vende tilbage, og så begyndte aftenens Worship. Arlene kom lidt senere, så vi sad sammen alle tre, men da sangene var slut, kom Jessica, Adam, Jimmy, Kathy og Jessicas far og satte sig, så jeg rykkede over til dem. Jessica tilbød mig på et tidspunkt et stykke chokolade med citron og sort peber. Ellers tak, jeg havde heldigvis et bolsje i munden som undskyld, men så tilbød hun Jimmy, som meget mistroisk tog en bid - hvor jeg måtte bide mig selv for ikke at grine højlydt. Det er altså noget mærkelig noget at putte i chokolade!
Efter aftenens Worship om søndagen er der altid et kort møde for medlemmerne i kirken (jeg er ikke medlem, for man skal gennem et forløb som hedder First Class, som varer 2 måneder, og jeg har ikke lyst til at gå gennem det, da jeg elsker at være i College and Career og ikke vil have, at folk glemmer mig der). Jeg blev nødt til at gå ud, men det var fint nok, jeg havde min iPad, som jeg kunne læse på....troede jeg, men da jeg gik ud, så jeg Austin komme mod mig igen, så jeg satte farten op, men han indhentede mig og begyndte at snakke til mig igen. Heldigvis blev hans opmærksomhed taget fra mig et øjeblik af nogen på hans alder, så jeg spænede ind på toiletterne, hvor jeg fik børstet mit hår, gået på toilet og alt muligt som trak tiden ud. Da jeg endelig stak hovedet ud, var han ingen steder at se, så jeg begyndte at gå op og ned af gangen for at vente på Adam og Jessica. Der er en cafe lige uden for salen, som altid er proppet med high school elever, og denne aften var ingen undtagelse, men da jeg så Austin igen, smuttede jeg derind, så Christian (Serenity's høje, ranglede bror på min alder) og gik over for at lade som om, jeg var beskæftiget. Han stod og drillede sin lillebror foran lillebrorens venner (som storebrødre jo skal), og bagefter snakkede han så til mig og forklarede at det bare var for sjov. Jeg fortalte ham om Austin, så han kunne være forberedt, hvis jeg lige pludselig blev virkelig engageret i samtalen. Jeg har ikke rigtig snakket med Christian før, da han mest har holdt sig for sig selv til møderne, men han var rigtig sød! Han fortalte, at hans bror (jeg kan simpelthen ikke huske, hvad han hedder!) er meget fysisk ligesom mig, mens han ikke selv er den, der tager initiativ til berøring. Og ganske rigtigt kom hans bror så over, komplimenterede Christians skjorte og gav ham et stort kram, mens Christian gav mig et hvad-sagde-jeg blik. Det var bare så sødt alligevel, hele situationen generelt. Jeg snakkede lidt med hans lillebror (han er 15, så I skal ikke tro noget forkert!) og fik også et kram af ham, inden jeg så, at dørene til salen var åben, så jeg gik ind for at snakke med mine venner derinde. Det var mest Christine, jeg sad med, men vi gik alle sammen ud på parkeringspladsen sammen. Jeg havde fortalt Jessica på forhånd, at jeg havde noget til dem, så jeg gik med Christine hen til min bil for at hente maleriet. Christine var virkelig begejstret for det, især da jeg fortalte, at det kun var mit tredje rigtige maleri. Jessica og Adam gik helt amok over det. De gav udtryk for en forkærlighed for malerier på væggene, men at de altid er så dyre, når man køber dem, så de var ret begejstrede for det. Adam ville hænge det på sit 'kontor' (et område bagerst i stuen, hvor han har sit skrivebord og computer), så han kunne ønske sig et sted hen, hvor det så sådan ud. Jeg er rigtig glad for, at de blev glade for det og ville beholde det. Jeg er ikke så vild med, hvis det kommer til at hænge et offentligt sted, men jeg skrev jo så mit rigtige navn, så måske lægger folk ikke mærke til, at det er mig - hvis de overhovedet kigger på det. Her kommer billederne så fra vores Au Pair møde. Husk at I kan forstørre ved at klikke på det!
Abonner på:
Opslag (Atom)