Det er søndag aften, Charlotte havde lige et hysterisk anfald, og det
regner. Og jeg har sjældent følt mig så rolig og glad. Jeg startede min
dag lortetidligt (kl. 8), og jeg var blevet oppe længe for at svare
færdig på en email, så jeg væltede bare ud af sengen og forsøgte at
lægge nogenlunde makeup med det svage lys og små øjne (det blev dog
overraskende godt, og det er holdt helt til nu). Jeg besluttede
tidligere, at jeg ville med familien i kirke, da det er ved at være et
stykke tid siden. Jeg fik endelig skrevet ned, hvad de kalder deres
forskellige forsamlinger! Kl. 9 er der 'Sacrament Meeting', hvor der er
informationer om arrangementer, nyheder osv., og bagefter kommer folk op
og deler deres 'testimonies' (vidnesudsagn, hvor de fortæller en kort
historie om noget, de har oplevet i forbindelse med Helligånden, som er
stor i Mormonisme). Efter lidt over en time tager man til 'Gospel
Doctrine', som er mormonernes version af Bible Study/Sunday School. En
lille time senere tager de til sidst til 'Relief society', som er delt
ind i køn, alder og ægtestand. Der er et emne og er lidt mere
diskussionspræget. Kan I forstå, jeg havde svært ved at huske navnene?
Alle kommer dog ikke kl. 9. Mormoner er delt tilfældigt (tror jeg) ind i
'Wards', som egentlig bare er grupper. Nogen kommer om formiddagen,
andre om eftermiddagen og så er der også om aftenen. Min værtsfamilie er
i Ward 3, som kommer om formiddagen. Men der er også en
ungdomsafdeling, som kommer kl. 11, hvor Sacrament Meeting starter der,
og de kører så samme program frem til kl. 13.30 - 14.00. I dag var min
første gang i hele ungdomsprogrammet. Før tog jeg hjem efter de unges
Sacrament Meeting, så jeg kunne køre med værtsfamilien hjem. Hver gang
jeg er kommet og været til de unges Sacrament Meeting, er der altid
kommet folk op til mig for at sige hej og velkommen og godt at se dig
(hvis de havde set mig før) og snakke. I dag kom to andre missionærer
(drenge) for at sige hej, og de var rigtig flinke. Jeg sad med Sister
Estes og Sister Hardy, og de er begge mægtig søde, men Estes har det med
at introducere mig som Dana, der kommer fra Danmark, og selvom det er
fedt, at hun introducerer mig til nye mennesker, vil jeg gerne gøre et
indtryk, før folk finder ud af, at jeg er udlænding. Jeg tror alligevel
godt, at folk kan høre min accent, og jeg har ikke noget imod, at de ved
det, men alligevel..jeg vil ikke kendes som den danske pige, før de har
dannet sig et indtryk af mig. Men vi sad til Gospel Doctrine alle
sammen, inden vi tog til Relief Society.. hvilket var virkelig
kedeligt.. så er der altså mere sjov og action i baptisterne. Jeg mødte
jo hende den store pige sidste gang, men jeg kunne ikke huske hendes
navn - hun hedder Brittane (udtales Britney), og hun er stadig lige sød.
Hun gav mig et lift hjem efter Relief Society, og på vejen hjem så vi
en SKILDPADDE prøve at krydse vejen! Hvor vildt er det lige!! Det var
kun et minut fra mit hus, så jeg satte mig ind i min bil med det samme,
for at køre tilbage og samle den op. Jeg tror dog, at nogen allerede
havde taget den over på den anden side, for jeg kunne ikke se den
desværre. Jeg ville ellers have taget den med hjem og vist den til
ungerne.
Familien var dog ikke hjemme, og jeg var selv sulten og
besluttede at køre ud og få noget at spise, så jeg skrev for at
informere om det og spørge, hvornår de ville være hjemme. Henning skrev
tilbage, at de ville tage i biografen kl. fire og se den nye Iron Man
film, og om jeg ville med ind og se den. Ja for fanden!
Nu
til en historie inden i historien; jeg skulle faktisk have været inde
og se den med mine venner i går aftes, men jeg får altid alting at vide
alt for sent, når andre end Jessica, Adam eller Christine arrangerer
noget, så da jeg gik online for at købe en billet, var der allerede
udsolgt. Dem, der skulle se den, var faktisk også delt op - Kirsten og
Christine sad til en anden forestilling end de andre. Så jeg endte med
at blive hjemme ved familien. Det var dog ganske hyggeligt alligevel.
Jeg havde ungerne fra omk. kl. 9, da de skiftedes til svømmelektioner,
Valerie sov efter natarbejde, og Henning ville gerne ligge med hende og
få en lur, for Svend vækker ham størstedelen af natten. Fint nok, så
besluttede de sig at tage ud og spise på Five Guys, som udelukkende er
burger og hotdogs. Henning inviterede mig med og gav mig 10 minutter at
gøre mig klar i - jeg ville gerne have haft et bad, men det kunne jeg
ikke komme til, så op med håret, i med kontaktlinserne, og så kom vi ud i
bilen. Jeg fik en rigtig lækker vegetarburger, og vi delte alle
pomfritter. Vi var der og spiste allerede før 17, hvorefter vi tog i
Walmart efter et par ting, og så kom vi hjem med den nye film 'Django -
Unchained', som jeg så med Valerie og Henning. Det er bestemt ikke en
børnefilm med al volden og bandeordene, så Charlotte legede med Evan ved
siden af, Svend larmede ved os (seriøst, han ville bare ikke holde
kæft!) og Vivianna så en film selv ovenpå. Så jeg havde en hyggelig
aften trods alt, men jeg var lidt skuffet over ikke at komme med.
Men
ja, anyway, klokken var halv tre, så jeg spiste i bilen på vej til
biografen (Millstone 14, hvis nogen skulle være interesseret), sad og
læste en god halv time, inden jeg mødte dem i køen på vej ind. Henning
havde allerede købt billetter og sagde, at han ikke ville have noget for
min. Jeg skulle bare selv købe popcorn og sodavand, hvis jeg ville have
det. Vi fandt pladser på anden-øverste række i midten, men der var
stadig en halv time, så jeg gik på toilet og gik ned for at købe noget
at tygge på. Vivianna og Charlotte rendte efter mig, og jeg endte også
med at købe drikkevarer til dem. Forældrene forventer det ikke, men jeg
lavede en aftale med dem, at de så skulle holde kæft, når filmen
startede (hvilket selvfølgelig ikke helt blev overholdt af Charlotte,
men det kunne ignoreres for det meste). Filmen var overfed. 2½ time lang
og jeg var opslugt fra ende til anden. Nej hvor var den god! Så jeg fik
set filmen alligevel uden at tage af sted alene. Og det var hyggeligt.
Men som sagt begyndte Charlotte at te sig (hun havde ikke været ret god
på noget tidspunkt af dagen, og Vivianna er også ved at blive
irriterende nogen gange på en underlig måde), så Henning gik helt amok,
Charlotte overdramatiserede på ungernes værelse bagefter, og jeg gik op
på mit værelse, hvor jeg stadig er. Vi sagde godnat for et stykke tid
siden nu (kl. er knap halv ni, men Valerie har været oppe siden i går
eftermiddag, så de gik tidligt i seng), så jeg sidder for mig selv og
slapper af i sengen, mens mørket omslutter mig og vinduet helt åbent, så
jeg kan høre regnen og fuglene. Duften udefra er også helt formidabel.
Torsdag
aften havde jeg en softball kamp, som skulle have foregået i mandags,
men det regnede, så vi blev rykket frem til torsdag i stedet. Rita og
hendes mand Roger kom og hentede mig ved 20 tiden (kampen skulle starte
kl. 21), og selvom vi var flere end til min sidste kamp, blev jeg
alligevel forfremmet til catcher det meste af kampen (catcheren er den,
der så modigt sidder bag ved personen, som svinger battet). Jeg har
ALDRIG været catcher før, så det sidste kvarter inden kampen startede,
samlede jeg tips og regler fra Christi (som samlede holdet i starten og
skaffede spilletrøjer) og et par af de andre spillere. De er alle mere
end villige til at dele deres guldkorn. Da det endelig kom til stykket,
var det ikke så svært, som jeg havde frygtet. Alle deres tips sværmede i
mit hoved, men det gik rigtig godt! Jeg er stadig Uheldighed på to ben
og blev ramt af Christis (som er pitcher, den der smider bolden til
hende med battet) bolde på låret, to gange på knæet, og så var der en
bold, som ramte pladen og fløj direkte op og ramte mig lige over
kravebenet. Det gjorde ikke ondt, for jeg var helt overgearet af
adrenalin, men efter kampen havde jeg lidt svært ved at trække vejret.
Men udover blå mærker og ømhed havde jeg det godt dagen efter! Vi tabte
desværre med 1 point, men det var en god og sjov kamp! Da jeg kom ud for
at svinge battet, ramte jeg endda i første sving og sendte den ret
langt! Så jeg er stolt! Vi ville faktisk have vundet kampen, hvis ikke
vores modstandere (Northwood) skulle batte en sidste omgang, hvilket de
kun skulle pga. åndssvage regler om hjemmebane og lort og møg.. og
Christi blev sur, fordi hun hørte en af de andre spillere sige, at de
skulle tage vores pitcher ud (som er Christi), fordi hun ikke kastede
helt perfekt hver gang. Vores næste kamp er i morgen, hvor vi har kamp
kl. 19 og 20 (så to kampe). Jeg glæder mig til at se, om jeg får nogen
betydelig rolle igen, eller om jeg kun kommer ud for at svinge som
første gang. Kryds fingre for mig!
Torsdag og fredag
havde jeg Charlotte og Vivianna hjemme på skift, når forældrene tog dem
på skift til gymnastik, og de havde (heldigvis) Svend med, så jeg kun
skulle koncentrere mig om én. De var begge opsat på at se Det Levende
Slot (Howl's moving castle), efter jeg så Chihiro og Heksene med dem.
Det er det samme studie, som lavede filmene. Så jeg så den med Vivianna
torsdag aften og med Charlotte fredag aften. Jeg er vild med filmen, og
det er længe siden, jeg så den sidst, så det gjorde mig ikke noget at se
den to gange. Da jeg så den med Charlotte, fik jeg et par grineflip,
for selvom hun ikke kan holde kæft, siger hun altid et eller andet
totalt skørt. Fx:
Charlotte: Is she going to find the wizard?
Mig: Yes, how did you know?
Charlotte: I'm smart.... (sagde hun som det naturligste i verden)
Og lidt senere ser vi Howl (som er troldmanden) flyve, hvor han har fjer på hele kroppen og vinger men med sit eget ansigt:
Charlotte: He's pretty!
Mig: ...he's a bird...
Charlotte: But he can turn into anything he wants? (Mig: yeah) Like a hippopotamus..?
Noget af det mest
underlige, tilfældige, hun har sagt indtil videre, var da jeg fik
pigerne til at hjælpe med at rydde op i hele huset efter de bombede det
(men Vivianna var doven og helt umulig at få i gang, så det endte med at
være mig og Charlotte), og mens jeg samler et par sko op fra entreen,
siger tøsen til mig: "Sometimes people cook the butterfly..!" Det var et
perfekt hvad-fanden-snakker-du-om øjeblik.
Jeg kan ikke
huske, hvem der gik og sagde det her (selvom jeg tror, det var pigerne),
men for ikke så længe siden, var det sjovt at udbryde 'Oh, balls!'...
jo det var pigerne.. hovedsageligt Charlotte.. I stedet for at sige et
mildt bandeord, var det sjovt at sige 'Balls!'.. Jeg tror, Henning sagde
det en enkelt gang, hvorefter pigerne og Svend tog det til sig, men det
er også et stykke tid siden, det gik over igen. Det var bare svært at
holde masken.
Når jeg laver lektier med Vivi (Gud ved
hvorfor, men hun foretrækker altid at gøre det med mig, selvom jeg ofte
ikke altid er lige sød), herser jeg ofte med hende, så hun kan finde
sine ting frem og komme i gang. Forleden udbrød hun dog: "I'm working on
it, lady!"
Så har jeg også fået en vane med at
kysse Svend i nakken (den måde, som mange mødre kysser deres baby i
nakken, som om de vil smage på dem), når jeg holder ham, eller når han
står på en stol, for så er han også lige i højde til det. Han ignorerer
det ofte (hvor må det være fantastisk at blive overøst med kærlighed, så
man kan tage det for givet), andre gange vifter han sin hånd ad mig,
men forleden udbrød han med munden fuld noget, der lød som: "Euw, go
away!" (Ad, gå væk). Jeg kunne bare ikke holde latteren inde. Han er så
sød!
Og mit sidste citat er igen fra Charlotte, hvor vi
snakkede om allergier, og hvordan hendes øjne og næse klør, når hun
leger i det høje græs. Så siger hun: "..and that's why I don't glue the
grass to my bed.."
Jeg har haft et par rigtig gode
uger. Når jeg passer Svend, føles det ikke så meget som arbejde mere,
og rengøringsopgaverne (jeg fejer og tørrer støv af hver dag) er blevet
rutine. Jeg er desuden kommet meget tættere på dem mentalt, og jeg
synes, at vi har det bedre end nogensinde før. Det er bare så lækkert,
og sidst på dagen føler jeg mig så tilfreds og rolig. Det er helt
fantastisk! Så I skal ikke bekymre jer for, om jeg ikke har det godt
eller har hjemve eller noget. Jeg har det rigtig godt! Vi har også fået
en god balance i vores hverdag. Jeg arbejder, når forældrene arbejder
(eller sover, når der er nattevagter), og så hjælper jeg til, når de
kommer hjem, og så hygger vi, hvis der er tid til det. De lader mig
desuden ud om aftenen, hvis der sker noget, og fordi jeg er så meget
sammen med dem nu, har de ikke noget imod mine planer, selvom der ofte
sker noget. Fx denne uge var jeg til Bible Study med mine venner tirsdag
og onsdag aften, softball kamp torsdag, Game Night fredag, og jeg havde
fået lov til at tage i biffen med dem lørdag aften. Det er lige lovlig
meget, men de har det åbenbart fint med det, når jeg tager del i deres
hverdag resten af tiden. Det kan godt være lidt hårdt, når jeg så har
minimal alenetid, men jeg finder, at jeg kun har behov for det, når jeg
er ekstra træt og vil tidligt i seng, eller hvis jeg skal besvare emails
eller skrive her på bloggen. Ellers savner jeg det ikke. Eller, jo,
nogen gange, hvis min tålmodighed er brugt op, har jeg brug for en time
for mig selv.. men I forstår vel hvad jeg mener.
Fredag, efter familien kom hjem fra gymnastik,
var jeg inviteret til Game Night hos Arlene. Jeg ankom lidt over 20 -
UDEN GPS!!! Jeg har kun været der én gang før og det er længe siden, men
GPS'en kunne ikke finde hendes gade, så jeg måtte gå ud fra hukommelsen
- som faktisk ikke er så rusten! Jeg fandt det uden problemer, og da
jeg gik ind ad hendes dør, blev jeg modtaget af over 10 (jeg talte ikke)
glade stemmer, som bød mig velkommen, og Christine sprang op for at
give mig et knus (hun havde dog haft en dårlig dag og var træt, så hun
havde også brug for komforten). De spillede Apples to Apples, som jeg
lærte i Arkansas i sommerferien for to år siden, så et underligt spil
som minder lidt om deres leg Charades, som er hvor man får et ord, og så
skal man bruge kroppen til at udtrykke det og få andre til at gætte det
(som I kan høre, har jeg glemt legens navn). Jeg melte dog ud efter
første runde, for jeg kendte absolut ingen af ordene, og det var
tidsbegrænset, så jeg følte, at jeg fik mit hold til at tabe hver gang.
De prøvede dog at få mig tilbage i spillet, og Adam blev ved med at
overtale, hvilket jeg dog blev vred over. Jeg vil ikke presses til
noget, men jeg satte pris på, at de gerne ville spille med mig. Til
sidst begyndte vi et spil Phase 10, som er et kortspil jeg lærte helt
tilbage fra mit år som udvekslingsstudent. Alle de andre var imponerede
over, at jeg allerede kendte til Apples to Apples og Phase 10 - Adam og
Jessica havde aldrig spillet sidstnævnte. Der var selvfølgelig larm og
latter, vi drillede hinanden på fuld tryk, og det var noget så
hyggeligt. Adam ville have mig til at komme op med sjove danske udtryk
og oversætte, hvilket jeg har svært ved, hvis jeg ikke har forberedt
det, men jeg fortalte ham om vores udtryk at 'rotte sig sammen'.
Allerede på vores telttur fortalte jeg ham om ordet 'smørhul', som jo er
stedet mellem to personer, der sover tæt ved siden af hinanden, så det
bliver lummert og varmt. Adam var helt vild med det og brugte min
oversættelse 'butter hole' hver eneste gang, han kunne komme af sted med
det. Det nævnte han så her også, og det ville de andre også høre om.
Det er den slags ord, som lyder meget værre end det egentlig er. Og Adam
forklarede det så fantastisk og sjovt, jeg lå flad hen over bordet med
tårer trillende og mangel på luft. Han fik det til at lyde mega bøsset!
Vi
kom til at snakke om sjove ord og udtryk, fordi jeg ude af kontekst
hørte Adam udbryde "sausage canine!", som er en aldrig-hørt-før version
af "wiener dog" (pølsehund).
Og det var alt, hvad mine efterhånden ømme fingerspidser kan holde ud at skrive om..
Så godnat og sov godt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar