Jeg besluttede mig for at ændre lidt på farverne på bloggen, da jeg forleden læste lidt i den selv, og det begyndte ret hurtigt at gøre ondt i øjnene. Jeg synes nu selv, at den er mere læservenlig.
Jeg er allerede begyndt at kede mig ved bare at gå hjemme. Da jeg gik i skole, syntes jeg altid, at ferierne var aaaaaaalt for korte, og at jeg glædede mig til at blive færdig. Jeg tænkte, at jeg ville gå og hygge mig stort, hvis jeg ikke havde noget at lave. Men der fik jeg en lang næse! Hold kæft det er træls at være arbejdsløs. Jeg føler mig som jordens største taber, når jeg bare går hjemme. Jeg har naturligvis ansøgt et par andre familier (bare fordi én familie er dårlig, betyder det ikke, at de alle er dårlige - jeg var bare uheldig), men før jeg hører fra dem, er mit liv jo kommet lidt på standby.
Jeg er hos min kære fader i Randers i skrivende stund, og vi hygger os stort! Jeg har det ikke træls, når jeg er sammen med andre, det kommer lige så snart jeg sidder alene - om jeg er beskæftiget eller ej. I dag var vi været til Randers-ugen et par timer, da det var varmest (yes!). Der foregik ikke så meget - da vi kom, var forlystelserne ikke åbnet endnu, musikken var ikke rigtig i gang, og der skete generelt ikke så meget. Sidste år fik far og jeg en tur i en Rip-båd (2 motorer a' 250 hestekræfter - for syv søren den sejlede stærkt!!), og vi spottede da et lille skib ved navn Lille Bjørn, som gav gratis ture på ca. 20-30 minutter ved 11, 12, 13 og 14-tiden, men da vi kom ved 13 tiden, var de allerede fyldt op, men de sagde, at vi skulle komme igen en time efter, for så kunne vi få en tur. Da far og jeg vendte tilbage knap en time efter, var der ingen tegn af skibet. Vi satte os dog ned og ventede. Et kvarter efter dukkede den op - og slukkede. De havde lige givet en tur uden for programmet og ville ikke sejle mere, fordi der skulle være kaproning. Tak for l... ingenting! Vi fandt dog hurtigt et andet lille skib af en form for metal, hvor man måtte komme om bord og kigge indeni. Mænd i uniformer rendte rundt indeni og en enkelt stod ved en lille landgang. Det var hjemmeværnets mariner, som holder havene sikre. Eller sådan noget. Far og jeg gik rundt og kiggede på styrehuset, motorrummet osv. Der var ret trangt men overraskende rummelig. Skibet så slet ikke så stort ud udefra. Vi gik ned i en lillebitte spisestue, hvor en af de uniformerede rejste sig op, som det naturligste i verden, og viste os lidt rundt og fortalte os om skibet og mandskabets forhold. Det var ret spændende, og vi kom begge med spørgsmål. Udenfor spurgte jeg ham ved landgangen lidt flere spørgsmål, og han virkede oprigtigt glad for min interesse. Han kaldte endda på en af de andre mænd og bad ham komme med nogle brochurer til mig. Jeg så vidst kun en enkelt kvinde i uniform, men det skulle vidst ikke være sjældent, at kvinder også var med. De tager ikke hensyn til køn, sagde manden, og alle sov sammen, spiste sammen - okay, de gik ikke i bad sammen, der var et enkeltmandsbad, og de er 12 mand om bord. Han viste mig endda retningen til havnekontoret, hvor jeg kunne komme og snakke med hjemmeværnsmariner, som var derinde hver mandag om formiddagen. Jeg fik følelsen, at enten er mariner generelt rigtig venlige, eller også er der mangel på dem. Det var i hvert fald en oplevelse, og jeg tror, det kunne være spændende at prøve. Jeg vil ikke smide ideen væk med det samme.
Jeg har ansøgt om Au Pair programmet hos min gamle organisation, STS. Jeg gjorde det allerede for et par dage siden, og jeg skulle modtage noget post i løbet af de næste par dage. Jeg har ønsket at tage tilbage til USA, allerede før jeg kom tilbage til Danmark for 3 år siden. Gud, det er lang tid siden, jeg kan slet ikke forstå det! Nu da jeg ikke skal være i Lemvig alligevel, vil jeg rigtig gerne til USA til januar. Nu har jeg så 4 måneder til at komme i gennem hele ansøgningsprocessen, finde nødvendige papirer, få vaccinationer, skaffe visum osv. Hvis jeg bliver accepteret, skal jeg være af sted i 12 måneder for at passe børn, og ifølge organisationen kan jeg blive i landet en hel måned ekstra og rejse for de penge, jeg har tjent. Der er rigtig mange Au Pairs, som har udnyttet muligheden og været i Grand Canyon, New York, Hollywood, Disneyland, Gulf Shores, taget en tur langs highway 66 osv. Mulighederne er uendelige. Nu må vi se, om jeg bliver accepteret! Ellers... skal jeg nok finde noget at lave!
Mange kram og knus!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar