søndag den 27. juni 2021

Glædelig grønlandsk nationaldag!

Mandag 21.06.21
I dag var Grønlands nationaldag, og hold da kæft hvor var det heldigt, at jeg nåede at komme ud af karantæne inden! Kun et par dage før skrev Mathias’ chef ”Dan”, at vi var inviterede på sejltur denne dag, og vi svarede med det samme, at vi meget gerne ville med.

Mathias har før været afsted med firmaet på sejltur, og han har hver gang sagt, at det har været rigtig hyggeligt. Vi købte nogle nødder og småkager til turen samt saftevand. Vi vidste ikke, hvad dagen præcist ville indebære, men vi glædede os til at komme afsted. Efter 5 dage i hjemmekarantæne var det også god timing, at vi lige skulle på udflugt.

Vi mødtes ved værkstedet kl 7.45, hvor vi fandt ud af, at det ikke var en firmaudflugt men faktisk bare Dans familie, en anden medarbejder fra værkstedet, os to og så bådens kaptajn. Det ville altså formentlig blive en uformel, intim tur, og det startede bare rigtig godt. Vi kørte fra værkstedet til lystbådehavnen, hvor ”Jens” ventede ved sin båd. Båden var en ganske fin størrelse, men vi var 8 personer i alt inklusiv to børn, så vi måtte skubbe lidt til hinanden for at være der, men stemningen var rigtig god.

Nuuks lystbådhavn


Et af Nuuks fire krigsskibe

Målet med turen var frokost på en ret berømt restaurant ved navn Qooqqut som i mit uerfarne øre lød udtalt som ”Råkrut”. Hvad vi så først fik at vide, efter vi satte fra land, var, at vi selv skulle fange frokosten! Jens havde flere fiskestænger og nogle helt simple spoler på størrelse med en frokosttallerken med et lille håndtag i midten og så ellers 3-4 kroge på.

Vi sejlede en lille time ind i fjorden, hvor jeg på charmerende vis måtte samle underkæben op flere gange ved udsigten. Først fik vi udsigt til Nuuk by fra søsiden, og faktisk så vi fejringen af nationaldagen i et slags torv tæt på vandet. Dan siger, at grønlænderne uden tvivl har haft deres nationaldragt på og lavet forskellige aktiviteter i løbet af dagen. Jeg fortryder på ingen måde, at vi brugte dagen, som vi gjorde, men jeg er meget nysgerrig over, hvad de har lavet i byen.

Jeg lagde desuden mærke til, hvordan husene ikke kun inde i byen var bygget direkte på klipperne, men selv helt ude ved klipperne på vandkanten, som kunne være mange meter over vandet, var husene anlagt med trapper og terasser og det hele. Sågar flere af husene havde en altan, hvor man kunne smide en fiskestang direkte ud i vandet! Vi kunne også tydeligt se en trappe, som nærmest flugtede på siden af klippevæggen over vandkanten i mange meter af gangen. Husene var enormt farverige, men særligt én bygning med et rør ud i vandet så lidt anderledes ud og var som en af de eneste bygninger farvet helt grønt. Dan forklarede, at det var et slags sanitetshus, hvor folk i gamle dage kom og hældte deres toiletindhold ud og dermed videre ud i havet. De kaldte det Chokoladefabrikken i gamle dage, haha.

Vi var i starten ude i ret åbent vand, men efterhånden som vi kom længere ind i fjordene og syd om Sadelø, blev der smallere mellem kysterne på hver side – som faktisk var roden til bjergformationer. Det ene snebjerg erstattede det andet, og meget få steder var der vandret nok til, at der overhovedet kunne vokse noget grønt på for slet ikke at tale menneskebeboelse.

En lille time inde i sejlturen stoppede vi op lige ved et vandfald. Som om det ikke var luksus nok, var det lige dér, vi skulle fiske vores frokost! Der skulle være 90m ned til bunden og god mulighed for fangst. Ønsket var rødfisk men de befinder sig noget længere nede.


Det magiske torskested!



Den bedste udsigt midt i en båd med fiskeline i hånden!

Dan og Jens startede med en fastsurret, kæmpe spole, og den anden kollega og jeg fik hver vores tallerkenstore spole, som vi var nødt til at holde i hånden. I starten var jeg pissebange for, at jeg skulle tabe den, eller at en fisk kunne rive den ud af hånden på mig, men altså, jeg fangede jo nok ikke noget alligevel, så det var nok ikke nødvendigt at tænke over.

Nåh, jeg nåede knap nok at få loddet halvvejs ned i vandet, før jeg mærkede et lille ryk. Flere ryk fulgte og så måtte jeg rulle spolen op. Jo tættere på overfladen den kom, jo større modstand fik linen, og da jeg fik fisken op til overfladen, tabte jeg næsten underkæben. Det var en torsk på størrelse med min arm! Det måtte være begynderheld, for jeg har aldrig brugt sådan en håndspole før, men Dan blev udnævnt til fisk-af-krog-mester, og så smed jeg linen ud igen. Denne gang syntes jeg godt nok, at den var tung, og jeg var lige ved at give den til Mathias, så han kunne trække den op, men nej, jeg ville sgu vise, at jeg kunne! Denne gang kom tre fuldfede torsk op på én gang! Det var ikke så underligt, den var så tung.



Min første torsk!


På den anden side af båden fangede de kun små fisk, som skulle sættes ud igen, og de var lige ved at ville bytte plads, indtil de også begyndte at få de store torsk.
Vi stoppede et par steder mere på vejen mod Qooqqut for at fiske, og i alt fangede vi 13 store basser. Af dem fangede jeg de 7-8 af dem. Det kom også på bekostning af noget hud på min tommelfingerkno, da spolehåndtaget skrabede på en uheldig måde ved opspolingen.


Dagens fangst

 

Vi ankom til Qooqut lidt før 12, hvor vi gik direkte op og afleverede vores fisk. Det var en hyggelig, lille restaurant med udsigt direkte over vandet og snebjergene bag. Bag restauranten bredte græsklædt land sig med bjerge til hver side. Menuen var varieret, men alle voksne skulle have "Fish and Dish", som var muligheden for selv at bringe sin fangst ind og få den tilberedt, som kokkene fandt det bedst. Det var så lækkert! Forretten var asiatisk inspireret suppe med torsk og rogn. Til hovedretten lavede to slags stegte torskeretter med hhv. en slags sursødsovs og en asiatisk inspireret dressing/sovs og en dampet torskeret med stuvet spinat. Dertil hørte salat, ris og kartofler samt rognen, de fandt i fiskene tilberedt på samme måde som fiskene. Den var meget blødere end det i dåse. Efter måltidet gik Mathias og jeg en tur på en lille times tid bagefter og nød naturen og vejret. De fleste dage er der overskyet og småregn, men lige i dag strålede solen fra den stod op til solnedgang, og temperaturen var faktisk ganske udmærket. Mens vi var der, kom der flere og flere både til. Passagererne gik enten op mod restauranten eller satte telt op flere steder. Nogle startede også bål, formentlig med det formål at lave mad. Dem vi mødte ønskede os Glædelig nationaldag med store smil og flere af dem med nationaldragt. Det var helt fantastisk at se. Vi tog nogle billeder, hyggede os, og så sejlede vi igen ved 15 tiden. Inden vi lagde til, skulle Jens have tanket op for benzin, og det foregik på en lille platform, hvor bådene kunne lægge til hele vejen rundt. Derefter sejlede vi hen til lystbådehavnen. Det var en helt fantastisk tur! Mathias og jeg havde snakket om, at hvis vi kom tilbage til Nuuk i god nok tid, ville vi gå ned i byen og deltage i aktiviteterne og mærke stemningen, men Dan sagde, at de plejer at slutte ved 17 tiden, som var passeret på dette tidspunkt. Da vi ikke kunne finde et program for nationaldagen i Nuuk, havde vi ikke lyst til at gå helt derned for den risiko, at det var slut, så vi gik bare hjem, spiste aftensmad og hyggede. Alt i alt var det en helt fantastisk oplevelse! Vejret var godt, sejlturen var kanon, stemningen hyggelig, og så var det bare specielt at opleve noget, som vi ikke bare lige kunne arrangere selv. Det var også tydeligt, at dagen er meget speciel for grønlænderne, og det i sig selv var også fedt at opleve. Jeg er rigtig glad for, at jeg fik muligheden!


Udsigten fra Qooqut

Sværdet i Stenen er åbenbart kommet til Grønland

Qooqut er bygningen bag det aflange hus. De andre bygninger er overnatningssteder til gæster





Stranden ved Qooqut


tirsdag den 22. juni 2021

Første uge på Grønland

Intro:
Min kæreste Mathias og jeg har nyligt været sammen i to år, og vi flyttede sammen i hans lejlighed i Glostrup i løbet af april og maj måned. 1. maj fløj Mathias til Nuuk, Grønland med en arbejdskontrakt ved et pladeværksted på et år. Vi blev enige om, at hvis han skulle begive sig ud på sådan et eventyr, skulle det være nu, før vi får børn og hus med banklån osv. 
Tirsdag den 15. juni var min afrejse til Grønland for at besøge ham, hvor jeg skal være de næste 2 måneder.

Tirsdag 15.06.21
Jeg er ankommet sikkert til Grønland i dag. Turen var lang, da jeg først skulle flyve fra København til Søndre Strømfjord på 4 timer og 40 min, hvorefter jeg skulle vente 4,5 timer på et lillebitte, lokalt fly til Nuuk. Lufthavnen i Søndre Strømfjord var omgivet af bjerge, men udover udsigten var der ikke meget spændende at give sig til. Jeg kunne holde øje med de andre flys ankomst og afgang på en stor skærm, og pludselig blev alle fly fra Nuuk aflyst! Jeg begyndte rigtig at blive nervøs, for tænk hvis de også begyndte at aflyse fly TIL Nuuk? Jeg havde hørt, at det hyppigt hænder, at folk bliver strandet i lufthavnen, når fly bliver aflyst i flæng på grund af vejret, men så stiller lufthavnen simpelthen et hotelværelse til rådighed. Det sker ofte nok til, at halvdelen af lufthavnen faktisk består af hotel. Jeg fandt ud af senere, at flyene blev aflyst, fordi der har været flere smittede i Nuuk, så derfor måtte folk ikke flyve ud af byen.
Mit eget fly gik heldigvis, og jeg kom med en taxa hjem til Mathias’ lejlighed, hvor han lavede mad og hyggede om mig. Alt i alt var jeg afsted i 13,5 timer, så jeg var godt træt og klar til seng.

Dagen efter hyggede Mathias og jeg os med morgenbrød og en god kop kaffe. Der er ikke så mange møbler i lejligheden, men alligevel mangler vi ingenting; der er kun et lille bord, to stole, en seng og et tv – og tv’et står faktisk oven på bordet, for der er ikke andre steder at stille det. Køkkenet er lillebitte, og køleskabet er kun halvt så stort som et normalt køleskab inklusiv en lille fryserboks! 
Jeg ankom i går, og indtil lørdag den 19. er Mathias og jeg i hjemmekarantæne. De tager corona meget seriøst her på Grønland! Når man ankommer, er reglerne, at man skal 5 dage i karantæne, hvorefter man skal coronatestes, og kun hvis den er negativ, må man gå ud. Man må naturligvis gerne gå en tur uden for befolkede områder, og man må gerne købe mad ind. Vi gik en tur i dag, så vi kunne få noget luft, og så jeg kunne se lidt af området. 
I kan tro, det er helt anderledes her! Det er et groft klippeterræn, sten og klippeformationer rager op på må og få mellem huse, trapper og alle steder, og de fleste af husene er meget farverige. Der kan stå et gult, et rødt og et blåt hus lige ved siden af hinanden eller skiftevis laksefarvede og røde huse. Det giver en fantastisk, levende kontrast til den granitgrå natur. Der gror mere mos end græs og kun begrænsede steder, og træer har jeg slet ikke lagt mærke til.
Grønland er heldigvis forholdsvist uberørt af corona, så alle forretninger, kulturliv, foreninger, biograf osv. er åbent som normalt. Jeg skal have maske på, indtil jeg på lørdag skal testes, og de tager det så alvorligt, at der i dørene til alle forretninger, udover Brugsen og Spar, er et skilt, hvor der står, at de ikke betjener folk i karantæne. Det kan jeg godt respektere, for det beskytter jo hele befolkningen, men det er selvfølgelig lidt irriterende.

Stranden et stenkast fra lejligheden



Alt er meget dyrt herovre. Jeg vidste det godt, men det var alligevel en overraskelse i hvilket omfang; en agurk koster 20 kr! Den billigste flaske rosévin, som i Danmark koster 30-40kr, koster 119kr her på Grønland. En bakke tomater koster 39 kr og en bakke fars 60kr. Jeg tabte underkæben, da vi gik gennem forretningen. Der er til gengæld mange spændende ting, jeg aldrig har set før; helt mørkt hvalkød i både bøffer og tern, hellefisk, rødfisk, sæl og forskellige tørrede fiskearter.
En specialforretning her i Nuuk hedder Brættet. Det er et meget populært sted og sælger lokale fangster som sæl, tørfisk, hval, marsvinehaler og bøffer, rensdyr og isbjørn, hvis nogen har skudt sådan en. Der skal vi hen, når jeg har fået en forhåbentlig negativ coronatest på lørdag.

Kirkegård ned mod stranden


Kirkegård midt i byen

Søndag 20.06.21
De sidste par dage har været rigtig gode. Der har været et par gode solskinsdage, hvor vi har været ude på en god gåtur rundt i forholdsvist ubefolkede områder og langs vandet iført mundbind på hele turen. Derudover har vejret været ret kedeligt. Der har ikke været direkte uvejr, men det støvregner, og vinden er iskold - det er noget af en kontrast til hedebølgen i Danmark! Der fældes dog ingen tårer af ærgrelse over at gå glip af det.. jeg passer bedst til køligere vejr. 
Jeg blev erklæret covid-negativ i går! Nu må jeg slippes løs i samfundet uden mundbind og med adgang til alle butikker. Jeg vil på ingen måde tale ned om Grønland, men det er en stor forandring fra København; menneskemylderet og støjen slipper jeg for, men indkøbsmuligheder var lidt et antiklimaks. Der mangler ingenting og der er, hvad man har brug for! Der er bare ikke så mange forretninger at vælge imellem. Der var heldigvis en Panduro, og jeg skulle jo selvfølgelig ind og kigge på garn... tænk nu hvis jeg løb tør! Det er godt at vide, at jeg kan få mere, hvis jeg får brugt alt det, jeg har med. 
Derudover slog vi et sving ind forbi Brættet! Det er lokalt velkendt og agtet, og de skulle sælge en masse spændende, lokale kødtyper af både havdyr, fjerkræ og måske endda bjørne eller rensdyr. 

I morgen, mandag, er Grønlands nationaldag, så der har Mathias’ chef inviteret os på sejltur. Det glæder jeg mig meget til. Vejrudsigten siger solskin og 14 grader, og det er en dejlig afveksling til weekendens regn. 




Havnen