Puh ha, jeg prøver at komme i tanke om alle de ting, jeg har lavet. Jeg har haft sindssygt travlt de sidste par uger.
Jeg kan starte med at fortælle, at Henning, Valerie, ungerne og Hennings mor Vivian tager til Washington DC fra i morgen aften efter Viviannas gymnastik, og så kommer de først hjem mandag aften. Jeg har virkelig mange planer i weekenden, og jeg tror desuden ikke, der ville være plads til mig i bilen, så vi blev enige om, at jeg bare kunne blive hjemme. Jeg ser virkelig frem til en hel fri weekend!
Fredag aften tager jeg hjem til Ricardo, hvor vi igen skal ud at svømme i poolen, som hører til hans lejlighedskompleks. Jeg vil 100% udnytte, at jeg ikke skal op tidligt lørdag, så det bliver nok sent.
Lørdag fra middag holder min Bible Study gruppe et Pool Party med barbecue, og vi reserverer poolen i Jessica og Adams lejlighedskompleks. Jeg overnatter nok hos dem, hvor jeg har lovet at lave dansk mad til dem. Jessica glæder sig helt vildt - Adam er lidt skeptisk, fordi han ikke er så frisk til nye ting, men jeg håber, jeg finder noget, han kan lide.
Søndag har vi et Au Pair møde, hvor vi tager i Botanisk Have og medbringer mad fra vores land. Jeg håber, at jeg kan være sammen med Ricardo igen bagefter.
Valerie og Henning tog til den Dominikanske Republik (i Caribien) fra torsdag til mandag aften. De tog afsted kl. 2 om morgenen og kom hjem samme tid mandag - som jo så var tirsdag morgen. Vivian kom tirsdag med formålet at hjælpe mig, for jeg kunne jo ikke have ansvaret for alle unger hele tiden. Jeg skal nok skrive snart mere detaljeret, hvad vi lavede, men de var ikke så slemme, som de kunne have været. De var for det meste rigtig søde, og Svend savnede ikke nogen af dem i løbet af dagen. Det var først, når han vågnede om natten, at han begyndte at græde. Men det var alligevel udmattende, for jeg ville ikke have, at Vivian følte, jeg udnyttede hende, så jeg havde ikke megen fritid - det blev først, når ungerne gik i seng, eller hvis jeg gik ud. Fredag tog jeg ud til ham, efter Vivian og ungerne gik i seng kl. 9. Vi så en ret grusom film med titlen The last king of Scotland, og vi endte med at..lege sugemaller. Jeg kom hjem rimelig sent, og jeg fik nok ikke mere end 5 timer søvn, før jeg skulle op og tage pigerne til svømning. Jeg lavede kartoffel-porre tærte og æbletærte med pigerne efter svømning, og jeg fik lov til at smutte ud til Ricardo igen ved 16 tiden. Det var meningen, vi skulle ud at købe ind, så jeg kunne lave stegeso-kylling til aftensmad, men han faldt i søvn og vågnede først, da jeg kom og bankede på, så vi endte med at spise på IHOP (International House of Pancakes), inden vi tog hjem til ham igen. Vi så filmen Limitless med Bradley Cooper i hovedrollen, og jeg var lidt cranky, men det skal jeg nok også komme ind på, når jeg får mere tid. Jeg kom også rigtig sent hjem der. Søndag skulle jeg tage ungerne i kirke, så jeg kørte os derud for at møde kl. 10, og jeg blev der og læste (jeg gik ikke ind der, jeg normalt er, når jeg er med familien i kirke), indtil de fik fri kl. 12. Jeg tog i kirke i Berean om aftenen, hvilket var rart, bare for at komme væk et par timer..
Jeg skal nok skrive mere detaljeret snart!
Jeg håber, I alle har det godt derhjemme!
torsdag den 13. juni 2013
torsdag den 6. juni 2013
Feriekaos og dates
Jeg fik udgivet sidste indlæg for bare et par minutter siden, da den var gemt som kladde. Jeg har blogger materiale nok samlet hen over de sidste to uger til at skrive en bog, så jeg vil i stedet være doven og sige, at jeg har haft travlt, og der er sket en masse.
Det mest spændende er nok, at jeg har fået et rigtig godt forhold til en haitiansk fyr ved navn Ricardo. Vi har været på to dates indtil videre; første date var lidt akavet. Lørdag aften. Vi skulle have mødtes ved 16 tiden ved Lake Rim, men som jeg fandt ud af, var han faldet i søvn, så han kom to timer for sent. Jeg var imidlertid taget til søen før tid for at nyde stilheden og lytte til en lydbog, men jeg endte jo med at stege i sydens sol, blev døs, og da han endelig kom, tog det et godt stykke tid, før min hjerne begyndte at virke igen, så jeg kunne føre en ordentlig samtale. Vi blev der en times tid, hvor vi sad ude på en fiskerbro og snakkede om kulturforskelle og interesser. Han er som sagt haitiansk, men han er født og opvokset i New Jersey (han har dog ikke deres accent - han snakker som de fleste sorte mennesker gør). Så tog vi på seafood restaurant, hvor vi virkelig kom godt ud af det med hinanden. Jeg følte mig rigtig godt tilpas i hans selskab, så jeg slappede helt af og sad i skrædderstilling på min plads - hvilket en af tjenerne kom og kommenterede på, hun var lidt misundelig på, at jeg kunne. Bagefter tog vi tilbage til søen, hvor han parkerede med bagagerummet ud mod søen (han har en jeep-agtig bil), åbnede bagtil og lagde bagsæderne ned, og så lagde vi os ved siden af hinanden for at nyde udsigten og snakke videre. Jeg vil ikke gå i detaljer, for så bliver jeg aldrig færdig, men han begyndte at fryse, og vi endte med at ligge og putte. Da vi kørte tilbage til min bil (for vi skulle alligevel samme vej, så vi blev enige om at tage hans bil) og sagde farvel, krammede vi bare. Jeg var ikke klar til mere. Jeg var først hjemme lidt over halv to om natten, og jeg var lidt chokeret, men det havde bare været så hyggeligt!
Fredag i sidste uge snakkede vi lidt om, om vi skulle lave mad sammen og se en sportskamp, for han elsker at se basketball på tv. Der var dog ikke tid til at købe ind (han har bogstavelig talt INTET i sit køleskab), så da jeg kørte over til ham efter Viviannas gymnastik, var aftalen at tage ud og svømme i poolen, som hører hans lejlighedskompleks til. Der var dog en stor gruppe sorte mennesker dernede, og selvom jeg absolut ikke er racist eller har noget imod dem, ville jeg alligevel føle det mærkeligt at være den eneste hvide blandt dem. Det har jeg aldrig prøvet før. Vi besluttede så at se filmen The Last King of Scotland (Den skal I holde jer fra, den er afskyelig!), indtil vi kunne komme derned. Klokken var over elleve, da vi endelig spottede en øde pool, så vi skyndte os at gøre os klar og rende derned. Han havde tidligere indrømmet, at han ikke kan svømme, så en del af vores tid gik med at prøve at lære ham det. Jeg viste ham i hvert fald hvordan, og han øvede, og vi skiftedes også til at sidde på hinandens ryg, mens den anden enten gik eller svømmede rundt. Der var en jacuzzi ved siden af den store pool (som var overraskende lun i forhold til dansk vand), som vi også sad lidt i, men når jeg dukkede hovedet under, føltes det, som om jeg havde sniffet chili og gnubbet tungen mod samme, så jeg skiftedes til at vænne mig til det varme vand og springe i det 'kolde'. Omkring 1 om natten havde han fået nok af vand og ville op, så vi gik tilbage til hans lejlighed og tog et bad (hver for sig naturligvis). Vi hørte haitiansk (kreolsk) musik og hyggede (i form af snak og kram), endnu en times tid, inden jeg slæbte mig selv ud lidt over to. Han fulgte mig ned til min bil, vi krammede og holdt om hinanden virkelig længe, for jeg vidste, at når jeg gav slip, ville der følge et kys, og jeg hyperventilerede næsten ved tanken. Det er ikke hver dag, man kysser en sort person! Hvad hvis jeg ikke kunne lide det? Det ville være super akavet! Men jeg fik endelig taget mig sammen, og det var ganske rart. Noget jeg skal vænne mig til (og nu efter et stykke tid kan jeg rigtig godt lide, hvor forskelligt det er). Jeg kom sikkert hjem, og efter min aftenrutine med at rense hud og børste tænder, kom jeg først i seng kl. 3. Den følgende dag var hård, men det var virkelig det værd.
Ricardo og jeg har kun set hinanden privat en gang om ugen, men vi har skrevet sammen over facebook hver eneste dag uden undtagelse, siden vores første date. Vores kemi er fantastisk. Jeg kan fortælle ham hvad som helst, og jeg lærer noget nyt hver gang, jeg snakker med ham - om det så er om mig selv, det virkelige liv (for jeg ved godt at jeg lever med ungdommens syn, som sandsynligvis er lidt naivt) eller ham og hans kultur. Jeg har også mistet min neutralitet til sorte mennesker. Før kunne jeg blive lidt nervøs, hvis jeg så grupper af dem snakke, og jeg ville gå i store buer om dem, men nu.. tja, det føles bare mere naturligt. Jeg kan også sagtens se mig selv blive gift med en sort fyr en dag. Jeg kan godt lide at se farvekontrasten, når Ricardo stryger mig over armen eller holder min hånd.
Han er den, jeg bliver mest ked af at rejse fra, når den tid kommer.
Vi skal være sammen igen lørdag fra senere eftermiddag og indtil jeg kan tage mig sammen til at køre hjem igen. Denne gang skal vi lave mad sammen (nok stegeso-kylling) og måske se en film bagefter eller gå en tur. Planer kan selvfølgelig ændres, men jeg er sikker på, vi nok skal hygge os!
Jeg håber, I alle har det rigtig godt!
Det mest spændende er nok, at jeg har fået et rigtig godt forhold til en haitiansk fyr ved navn Ricardo. Vi har været på to dates indtil videre; første date var lidt akavet. Lørdag aften. Vi skulle have mødtes ved 16 tiden ved Lake Rim, men som jeg fandt ud af, var han faldet i søvn, så han kom to timer for sent. Jeg var imidlertid taget til søen før tid for at nyde stilheden og lytte til en lydbog, men jeg endte jo med at stege i sydens sol, blev døs, og da han endelig kom, tog det et godt stykke tid, før min hjerne begyndte at virke igen, så jeg kunne føre en ordentlig samtale. Vi blev der en times tid, hvor vi sad ude på en fiskerbro og snakkede om kulturforskelle og interesser. Han er som sagt haitiansk, men han er født og opvokset i New Jersey (han har dog ikke deres accent - han snakker som de fleste sorte mennesker gør). Så tog vi på seafood restaurant, hvor vi virkelig kom godt ud af det med hinanden. Jeg følte mig rigtig godt tilpas i hans selskab, så jeg slappede helt af og sad i skrædderstilling på min plads - hvilket en af tjenerne kom og kommenterede på, hun var lidt misundelig på, at jeg kunne. Bagefter tog vi tilbage til søen, hvor han parkerede med bagagerummet ud mod søen (han har en jeep-agtig bil), åbnede bagtil og lagde bagsæderne ned, og så lagde vi os ved siden af hinanden for at nyde udsigten og snakke videre. Jeg vil ikke gå i detaljer, for så bliver jeg aldrig færdig, men han begyndte at fryse, og vi endte med at ligge og putte. Da vi kørte tilbage til min bil (for vi skulle alligevel samme vej, så vi blev enige om at tage hans bil) og sagde farvel, krammede vi bare. Jeg var ikke klar til mere. Jeg var først hjemme lidt over halv to om natten, og jeg var lidt chokeret, men det havde bare været så hyggeligt!
Fredag i sidste uge snakkede vi lidt om, om vi skulle lave mad sammen og se en sportskamp, for han elsker at se basketball på tv. Der var dog ikke tid til at købe ind (han har bogstavelig talt INTET i sit køleskab), så da jeg kørte over til ham efter Viviannas gymnastik, var aftalen at tage ud og svømme i poolen, som hører hans lejlighedskompleks til. Der var dog en stor gruppe sorte mennesker dernede, og selvom jeg absolut ikke er racist eller har noget imod dem, ville jeg alligevel føle det mærkeligt at være den eneste hvide blandt dem. Det har jeg aldrig prøvet før. Vi besluttede så at se filmen The Last King of Scotland (Den skal I holde jer fra, den er afskyelig!), indtil vi kunne komme derned. Klokken var over elleve, da vi endelig spottede en øde pool, så vi skyndte os at gøre os klar og rende derned. Han havde tidligere indrømmet, at han ikke kan svømme, så en del af vores tid gik med at prøve at lære ham det. Jeg viste ham i hvert fald hvordan, og han øvede, og vi skiftedes også til at sidde på hinandens ryg, mens den anden enten gik eller svømmede rundt. Der var en jacuzzi ved siden af den store pool (som var overraskende lun i forhold til dansk vand), som vi også sad lidt i, men når jeg dukkede hovedet under, føltes det, som om jeg havde sniffet chili og gnubbet tungen mod samme, så jeg skiftedes til at vænne mig til det varme vand og springe i det 'kolde'. Omkring 1 om natten havde han fået nok af vand og ville op, så vi gik tilbage til hans lejlighed og tog et bad (hver for sig naturligvis). Vi hørte haitiansk (kreolsk) musik og hyggede (i form af snak og kram), endnu en times tid, inden jeg slæbte mig selv ud lidt over to. Han fulgte mig ned til min bil, vi krammede og holdt om hinanden virkelig længe, for jeg vidste, at når jeg gav slip, ville der følge et kys, og jeg hyperventilerede næsten ved tanken. Det er ikke hver dag, man kysser en sort person! Hvad hvis jeg ikke kunne lide det? Det ville være super akavet! Men jeg fik endelig taget mig sammen, og det var ganske rart. Noget jeg skal vænne mig til (og nu efter et stykke tid kan jeg rigtig godt lide, hvor forskelligt det er). Jeg kom sikkert hjem, og efter min aftenrutine med at rense hud og børste tænder, kom jeg først i seng kl. 3. Den følgende dag var hård, men det var virkelig det værd.
Ricardo og jeg har kun set hinanden privat en gang om ugen, men vi har skrevet sammen over facebook hver eneste dag uden undtagelse, siden vores første date. Vores kemi er fantastisk. Jeg kan fortælle ham hvad som helst, og jeg lærer noget nyt hver gang, jeg snakker med ham - om det så er om mig selv, det virkelige liv (for jeg ved godt at jeg lever med ungdommens syn, som sandsynligvis er lidt naivt) eller ham og hans kultur. Jeg har også mistet min neutralitet til sorte mennesker. Før kunne jeg blive lidt nervøs, hvis jeg så grupper af dem snakke, og jeg ville gå i store buer om dem, men nu.. tja, det føles bare mere naturligt. Jeg kan også sagtens se mig selv blive gift med en sort fyr en dag. Jeg kan godt lide at se farvekontrasten, når Ricardo stryger mig over armen eller holder min hånd.
Han er den, jeg bliver mest ked af at rejse fra, når den tid kommer.
Vi skal være sammen igen lørdag fra senere eftermiddag og indtil jeg kan tage mig sammen til at køre hjem igen. Denne gang skal vi lave mad sammen (nok stegeso-kylling) og måske se en film bagefter eller gå en tur. Planer kan selvfølgelig ændres, men jeg er sikker på, vi nok skal hygge os!
Jeg håber, I alle har det rigtig godt!
Sidste skoleuge gået
Sidste skoledag:
Kl. 8.30 havde 1.-6. klasse en Award Ceremony, hvor de fik uddelt Bulldog Awards (skolens maskot er en bulldog - det er en award for kampånd (med lektier) og forbedring i karakterer), Service Award (venlighed, lydighed osv) og priser for bedste og andenbedste karaktergennemsnit i klassen. Vivianna er nu færdig med 2. klasse, så hendes klasse var der jo også, og det var hende, jeg, Valerie, Henning og Svend kom for at se - hun fik bare ikke noget. Det undrer mig ikke, men det er bare træls, når jeg stod ekstra tidligt op for det. Hun fik dog med sine karakterer en award for udelukkende A's og B's (karakterer) og for at være den anden bedste i spansk.
Jeg tog et hurtigt smut i Walmart med Vivianna, som insisterede på at køre hjem med mig. Valerie og Henning kørte hen på skolen (Award Ceremonien var holdt i kirken) for at vente på, at Charlotte blev færdig med skole. Hun havde ikke så lang tid igen.
Jeg slappede lidt af på mit værelse, inden Henning kørte Valerie på arbejde, hvorefter han tog direkte på arbejde selv. Jeg spillede med ungerne (nabodrengen Evan har været sammen med os hele dagen) med en basketball, inden de begyndte at kede sig, og så trak jeg mit es; jeg havde købt de store farvede kridt til at tegne på vejene med! Det var en kæmpe succes, og jeg tror, vi brugte 1½ time på at dekorere indkørslen. Ikke nok med at indkørslen blev flot og farverig; Svend tegnede også lidt på mine ben. Det var virkelig hyggeligt, og da det så blev kedeligt, og mine kridt var slidt ned til minimal størrelse, gik vi om i baghaven for at lege med bolde og på gyngestativet. Henning kom hjem lige i tid til at tage Vivianna til gymnastik, og kort tid efter ville Charlotte, Svend og Evan op og se en film på ungernes værelse. Lidt i syv var jeg ragende sulten, så jeg lavede pandekager med citronsaft (de blev faktisk rigtig gode, selv Evan som ALDRIG spiser noget af vores mad, spiste en hel pandekage), og umiddelbart efter kom Evans mor Olivia og sagde, at hun havde besøg af en familie med to yngre børn, som gerne ville lege, så Charlotte og Evan var i deres baghave resten af aftenen. Svend er meget krævende i øjeblikket. Han vil ikke dele, nægter at sige undskyld, og når han ikke får sin vilje, græder han helt hysterisk, indtil man enten får ham distraheret eller en forælder kommer hjem (hvis han græder over at faren eller moren er taget afsted for at købe ind eller udenfor for at slå græsset eller noget). Jeg kan virkelig mærke min tålmodighed blive slidt på - og så andre gange overrasker jeg mig selv med at være umenneskeligt blid og rolig. Det er ret underligt. Ikke at jeg går amok på noget af dem, men jeg kan mærke, at jeg i løbet af de sidste 5 måneder har fået en kant, jeg ikke havde før. Jeg havde svært ved at sige nej før, men nu kan jeg sige det, uden det rører mig det mindste, og jeg kan finde min skarpe tone frem på et splitsekund. Jeg har ofte hørt og læst, at det her arbejde kan forandre og udvikle en, men det overrasker mig, at det er sket så drastisk, at jeg selv har bemærket det.
Kl. 8.30 havde 1.-6. klasse en Award Ceremony, hvor de fik uddelt Bulldog Awards (skolens maskot er en bulldog - det er en award for kampånd (med lektier) og forbedring i karakterer), Service Award (venlighed, lydighed osv) og priser for bedste og andenbedste karaktergennemsnit i klassen. Vivianna er nu færdig med 2. klasse, så hendes klasse var der jo også, og det var hende, jeg, Valerie, Henning og Svend kom for at se - hun fik bare ikke noget. Det undrer mig ikke, men det er bare træls, når jeg stod ekstra tidligt op for det. Hun fik dog med sine karakterer en award for udelukkende A's og B's (karakterer) og for at være den anden bedste i spansk.
Jeg tog et hurtigt smut i Walmart med Vivianna, som insisterede på at køre hjem med mig. Valerie og Henning kørte hen på skolen (Award Ceremonien var holdt i kirken) for at vente på, at Charlotte blev færdig med skole. Hun havde ikke så lang tid igen.
Jeg slappede lidt af på mit værelse, inden Henning kørte Valerie på arbejde, hvorefter han tog direkte på arbejde selv. Jeg spillede med ungerne (nabodrengen Evan har været sammen med os hele dagen) med en basketball, inden de begyndte at kede sig, og så trak jeg mit es; jeg havde købt de store farvede kridt til at tegne på vejene med! Det var en kæmpe succes, og jeg tror, vi brugte 1½ time på at dekorere indkørslen. Ikke nok med at indkørslen blev flot og farverig; Svend tegnede også lidt på mine ben. Det var virkelig hyggeligt, og da det så blev kedeligt, og mine kridt var slidt ned til minimal størrelse, gik vi om i baghaven for at lege med bolde og på gyngestativet. Henning kom hjem lige i tid til at tage Vivianna til gymnastik, og kort tid efter ville Charlotte, Svend og Evan op og se en film på ungernes værelse. Lidt i syv var jeg ragende sulten, så jeg lavede pandekager med citronsaft (de blev faktisk rigtig gode, selv Evan som ALDRIG spiser noget af vores mad, spiste en hel pandekage), og umiddelbart efter kom Evans mor Olivia og sagde, at hun havde besøg af en familie med to yngre børn, som gerne ville lege, så Charlotte og Evan var i deres baghave resten af aftenen. Svend er meget krævende i øjeblikket. Han vil ikke dele, nægter at sige undskyld, og når han ikke får sin vilje, græder han helt hysterisk, indtil man enten får ham distraheret eller en forælder kommer hjem (hvis han græder over at faren eller moren er taget afsted for at købe ind eller udenfor for at slå græsset eller noget). Jeg kan virkelig mærke min tålmodighed blive slidt på - og så andre gange overrasker jeg mig selv med at være umenneskeligt blid og rolig. Det er ret underligt. Ikke at jeg går amok på noget af dem, men jeg kan mærke, at jeg i løbet af de sidste 5 måneder har fået en kant, jeg ikke havde før. Jeg havde svært ved at sige nej før, men nu kan jeg sige det, uden det rører mig det mindste, og jeg kan finde min skarpe tone frem på et splitsekund. Jeg har ofte hørt og læst, at det her arbejde kan forandre og udvikle en, men det overrasker mig, at det er sket så drastisk, at jeg selv har bemærket det.
Abonner på:
Opslag (Atom)