Familien i North Carolina

Jeg er lige kommet af en samtale med hele familien i Fayetteville (byen), jeg skal bo.
Jeg synes også, det er ved at være på tide, jeg fortæller jer lidt om dem, nu hvor jeg har forsømt jer så længe, og det er så tæt på!

Familien består af 5 medlemmer:
Mor Valerie på 37 år
Far Henning på 41 år
Vivianna på 8 år
Charlotte på 5 år
og Svend på 2 år

Deres opdragelsesmetode er meget, som jeg husker min egen var; jeg må gerne skælde ud, hvis de sætter sig mod mig, men der skal være masser af kærlighed (det er jeg trods alt bedst til). Jeg får 195 dollars om ugen i løn og to ugers betalt ferie. Jeg kommer kun til at arbejde 10 timer om dagen, det har de forsikret mig om (det bragte de selv på bane), og det bliver mens Valerie arbejder. 
Her til aften snakkede vi desuden om, at de vil skaffe mig en telefon og betale for den!! Det var jeg rigtig overrasket over, for jeg havde regnet med selv at betale. De sagde også, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg manglede noget til værelset i deres hus. Der skulle være en kommode, et tv, et skab og så en "queen-sized" seng - altså en dobbeltseng. Den glæder jeg mig til at sove i, og pigerne hjalp Valerie med at vælge sengetøj, hvilket jeg også glæder mig til at se! Så snakkede vi om vennebesøg, hvilket jeg skulle være velkommen til, så længe vi ikke holdt abefest. Jeg får en bil til min rådighed, som de vil fylde en hel tankfuld i om ugen, hvorefter jeg selv skal fylde op, hvis jeg får brug for mere. Jeg må kun hænge billeder og andre ting op på væggene, hvis jeg bruger helt små, fine nåle, så det ikke efterlader mærker i væggen, da huset kun er lejet. Jeg får mit eget badeværelse, hvilket bliver rigtig fedt! Jeg havde mit eget badeværelse i Lemvig, og jeg nåede kun rigtig at sætte pris på det, inden jeg kom hjem. Så har familien ikke tænkt sig at holde mig til ansvar med at være hjemme på et bestemt tidspunkt om aftenen, så længe jeg fortæller, hvor jeg tager hen, og hvornår jeg kommer hjem af sikkerhedsgrunde.
Børnene hørte jeg skulle være forholdsvist nemme. Vivianna plejede at være den største tryghedsnarkoman, men hun er vokset lidt fra det, selvom hun er lidt genert. De to yngste er nærhedssøgende, men det er jo bare hyggeligt. Ikke ligesom Adelaides afstandtagen. Pigerne går til gymnastik og svømning, og alt efter om forældrene har tid, kan jeg komme til at køre dem både dertil og i/hjem fra skole.Valerie arbejder på et apotek, og Henning er soldat i den amerikanske hær.
Så henter Henning mig på lufthavnen i Fayetteville. Og de har en amerikansk bulldog. Vivianna hentede den, mens jeg snakkede med dem på skype her til aften, så jeg kunne se den. Den hedder Ranger, og han er virkelig sød!
Familien hedder Jensen til efternavn, hvilket er fordi Hennings forældre er danske immigranter. De ville netop hyre en dansk Au Pair for at lære lidt dansk og om den danske kultur - og ja, jeg er deres første Au Pair, så dette ophold er noget, vi rigtig kan lære noget af begge parter. Mine forældre har deres adresse, så hvis I vil have den, må I spørge enten mig eller en af dem. Jeg vil ikke bare lægge den ud på nettet. Til gengæld vil jeg lægge mit mobilnummer herind, når jeg får det.
Hvis jeg har glemt noget, må I endelig sige til, så skal jeg nok fortælle om det i næste indlæg.

Der er kun 10 dage tilbage, før jeg rejser. For to uger siden føltes det som en evighed, men nu har jeg planer hver eneste dag, indtil jeg skal af sted. Jeg kan slet ikke forstå, at det er så snart.

Den bedste fødselsdagsweekend!

Hold da op min december måned blev fyldt op hurtigt! Men indtil videre har denne december vist sig at være den bedste måned i år! Jeg havde en rigtig god fødselsdag d. 1. december! Men der var meget forberedelse til og masser af madlavning, for jeg havde de fleste af mine veninder ovre, som skulle spise med. Om torsdagen tog Pauli mig med til Bjerringbro, hvor vi brugte 1½ time af vores dag på at rende rundt i forretninger efter alle de ting, jeg skulle bruge til en stor vegetarbuffet. Allerede mens jeg var i München, planlagde jeg nøje, hvilke retter og præcis hvor meget af hvilke ingredienser, jeg skulle bruge, så jeg var helt klar til at købe ind, da vi tog af sted. Jeg fik brugt lige godt 400 kr. Dagen efter om formiddagen tog jeg til Randers, fordi jeg skulle kigge efter en konkret julegave og have nogle ting i den asiatiske forretning på Brødregade. Hjemme igen lavede jeg så mad hele fredag eftermiddag og hele lørdag middag-eftermiddag, indtil mine veninder kom over. Jeg havde rigtig travlt, men det endte godt, og pigerne kunne godt lide det. Tanya kom tidligt, ved 14 tiden, og omkring en time til halvanden senere kom de andre dryssende ind. Christine Jensen (Palle bombers pige, til dem der kender ham) og Louise Helbo kunne ikke komme, fordi Christine bor i København i år, og Louise skulle på arbejdsrejse i Tyskland. Christina Marker var lige blevet opereret i øret, så jeg troede ikke hun kom, men umiddelbart inden maden ringede hun for at høre, om hun måtte komme alligevel, fordi hun var ensom og frustreret af at være hjemme så meget efter indgrebet. Jeg startede med at sætte ovnbagt græskar og løg omkring kl. 16. Jeg fik en forkærlighed for det i München, hvor jeg fik det til frokost en enkelt gang. Man kan også komme hele fed hvidløg iblandt (med skal), hvor man så skal skære et lille snit i den ene ende: så kan man suge den lækreste cremede hvidløg ud. Sammen med græskaret og løgene fik jeg også chips, dip, guacamole og grøntsagsstænger på bordet, hvilket alt sammen forsvandt jævnt hurtigt. Mellem 18 og 18.30 kom alle retterne på bordet; der var lasagne, spinatfrikadeller, orientalsk tofu-nudel ret, og noget som hedder black bean chili. Der var foruden ris til, sodavand og grøntsager til salat. Min mor og Pauli tog ud og spise kort tid efter mine venner kom, hvorefter de først kom hjem sent, hvor vi alligevel var parat til at gå ind på mit værelse. Marlene var ude ved sin kæreste Jeppe, og Flicka var en kælerøv og gjorde alt for at smigre sig ind på mine gæster. I baggrunden kørte musik fra min computer, og vi snakkede hele aftenen.
Inde på mit værelse satte vi os, hvor vi lige kunne, gerne op ad hinanden eller oven på hinanden. Her snakkede vi bare videre og tog billeder. Når 9 tøser ikke har set hinanden i x antal måneder, er der rigeligt med emner at tage op. Præcis 11 minutter i midnat fik jeg et telefonopkald fra Louise, som skulle til Tyskland på arbejdstur, hvor hun ønskede mig tillykke med fødselsdagen og ville høre, hvad jeg havde fået i gave. Hun holdt nogle pauser, som om hun var lidt fraværende, og pludselig spurgte hun, om jeg ikke ville lukke op for hende. Jeg kan ikke beskrive den lykke, jeg følte, da jeg lukkede op, og hun stod på mit dørtrin, træt og pjusket. Jeg tror, det var min dags højdepunkt. Fra midnat af til omkring 1 begyndte pigerne at vende næsen hjemad. Kun de to Louise'r og Ea blev og sov, hvilket var ganske hyggeligt, og lige tilpas til at klemme os ind på mit værelse og sove sammen. Vi kom i seng rimelig sent, men vi kom op ved halv 10 tiden, hvor vi varmede rundstykker og gnubbede det sidste søvn ud af øjnene. Louise Larsen og Ea skulle begge nå et tog med et kvarters mellemrum, så Louise Helbo besluttede at give dem et lift ned til stationen, inden hun selv tog hjem direkte. Jeg satte mig ind for at lede vej, hvorefter Louise kørte mig tilbage. Vi faldt dog i snak, hvilket resulterede i lige godt 1½ time ude i bilen. Det blev meget forskellige samtaleemner, og det var simpelthen så hyggeligt at sidde derude, at først da mine tæer blev følelsesløse af kulden, begyndte vi at runde af.

Allerede 5 dage efter min Au Pair ansøgning blev endeligt accepteret, fik jeg en henvendelse fra en familie i North Carolina. Vi aftalte at have en skype samtale om søndagen kl. 16, hvilket jeg startede med sommerfugle i maven. Snart forsvandt de dog - jeg har jo ikke som sådan problemer med sproget, og de viste sig at være mægtig søde! Det føltes mere som en almindelig samtale end et egentligt jobinterview, hvor vi fik snakket personligheder, forventninger, og jeg blev endda 'vist rundt' i deres hus, altså moren tog computeren med rundt og rettede kameraet mod de ting, jeg skulle se. Børnene var også med, men kun de første 5 minutter, inden de blev rastløse og gik ind for at lege. Til slut blev vi enige om, at vi sagtens kunne fungere sammen, så vi ville gå videre med matching! Jeg kunne ikke forstå mit held, at jeg allerede havde fundet en værtsfamilie! Der blev hurtigt ringet rundt, og jeg fik undersøgt det næste skridt inklusiv visumforberedelser. Det er godt nok nogle helt vildt underlige krav, Au Pair Care (den overordnede organisation for Au Pairs) stiller til huskelisten over ting, vi skal have med til vores interview ved den Amerikanske Ambassade. De ville have en masse dokumentation for, at jeg er bundet til mit land, så jeg ikke tager til USA for at blive derovre - disse var dokumenter jeg ikke kunne skaffe såsom optagelsesbrev fra et universitet eller læreplads, en oversigt over min bankkonto, papirer på hus og bil osv osv, så jeg begyndte at gå lidt i panik. Tænk hvis jeg ikke fik mit visum, fordi jeg ikke kunne skaffe disse ting? Puh ha, jeg var nervøs, men efter jeg skrev en email til Nete (den person fra STS, jeg skriver til med spørgsmål osv), ringede hun til mig personligt for at berolige mig og fortælle om sit eget interview ved ambassaden. Det viser sig, at jeg ikke skal skaffe alt det der, fordi jeg er i en organisation, som bekræfter min hjemkomst. Så det var rart lige at få vendt med hende!

Så det har virkelig været en succesfuld december! Jeg skriver i næste indlæg om jul, min værtsfamilie og videre ansøgningsproces - jeg skulle bare blive færdig med dette indlæg først!

Jeg håber, alle har det godt!