Som nævn tidligere er jeg virkelig glad for at være tilbage i Fayetteville. Der er ret meget ro på i løbet af dagen, så jeg kan slappe af og tage ting i mit tempo, og så er der god tid til at gøre mig klar til aftenplaner.
Så onsdag d 23 juli fløj jeg fra Little Rock til Charlotte, og det var hårdt at sige farvel til familien. Carrie og jeg kørte allerede ved syv-tiden, fordi hun havde et morgenmøde på arbejde, så jeg fik sagt farvel til pigerne aftenen inden, og Tim stod op for at kramme mig farvel. Carrie arbejder jo på den skole, jeg gik på for fem år siden, så jeg fik brugt en halv time på at gå rundt i skoleområdet. Jeg fik set mit gamle gymnasie udefra, gik ned på tribunen og kiggede ud over football-banen, inden jeg sad og læste lidt.
Carrie satte mig bare af foran lufthavnen, for hun havde en aftale i byen en time senere, og så kom jeg ellers afsted mod stat nr. 2! Flyturen gik fint. Jeg kom til at sidde ved siden af en stor bedstefar, som var meeeeget snakkesalig! Det og en utydelig sydstats-mumlen gjorde min tur lidt frustrerende, men heldigvis lænede han sig tilbage og faldt i søvn. Jessica ventede mig nede ved bagagebåndene, og det var bare så dejligt at se hende igen! Vi faldt bare i snak med det samme, og selvom det tog næsten tre timer at køre til Fayetteville (ja....vi for lidt vild på vejen ud af Charlotte......), snakkede vi bare så godt sammen, og det var en fornøjelig tur! Vi havde aftalt at tage i kirke til onsdagsgudstjeneste, som startede kl. 18.30, men vi blev nødt til at tage hjem til hendes og Adams lejlighed først, for han havde glemt sin husnøgle og havde indkøbsvarer i bilen. Det var lige så vidunderligt at se ham! Vi kom tyve minutter for sent i kirke, men vi sneg os bare ind på de bagerste rækker. Det hele havde ændret sig lidt siden sidste år - sidste år havde vi bibelstudie i teatersalen i Jessica og Adams lejlighedskompleks tirsdag aften, gudstjeneste i kirken onsdag kl. 18 og bagefter diskussionsbaseret bibelstudie i Jessica og Adams lejlighed, og søndag havde vi Sunday School 9.30, gudstjeneste 10.45 og igen kl 18.30. Nu er der stadig bibelstudie om tirsdagen, men onsdagens diskussioner er aflyst, og gudstjenesten onsdag aften er afløst af gruppeopdelte bibelstudier. Man må selv bestemme, hvor man vil hen egentlig - opdelingerne er mere for at regulere, at der ikke er for mange ét sted og for lidt et andet. Ricardo og flere fra vores Singles Ministry går ind i en mindre sal til en pastor Joey, som jeg ikke har mødt før, mens Jessica og Adam er til pastor Sturms studie i auditoriet. De sidste tre onsdage har jeg været inde i auditoriet, fordi jeg ikke ved, hvor Ricardos er, men jeg håber, jeg kan komme med til hans næste gang. Men denne første onsdag fik jeg i hvert fald en god velkomst! Vi havde sat os med vores fælles venner Christian og Jimmy (som er Jessicas lillebror), og da pastor Sturm var færdig, blev jeg overfaldet med kram. Da jeg gik hen for at sige hej til Jessicas mor Kathy, blev jeg prikket på skulderen og hørte et glad "Hi Dana!!" (Jeg hedder jo Dana her, så jeg ikke skal høre bedstemor-vittighederne), og bag mig stod Jake! Han var en af mine bedste venner, da jeg var her, og han giver de bedste kram. Jeg tror, jeg fik 10 af slagsen, inden vi tog hjem igen. Jeg mødte også Jared og Kirsten, som er blevet gift i april, og naturligvis flere andre, men ikke nogle, jeg var specielt tætte med. Ricardo kom desværre ikke, hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt. Da vi kom hjem, havde Jessica aftensmad klar. Vi fik chili med kødboller, og der gik ikke længe, før Kirsten og Jared kom over og fik en bid med. Vi sad og snakkede om bordet og senere i køkkenet, men det blev ikke alt for sent, før de smuttede igen. Jeg skrev til Ricardo og spurgte, hvorfor han ikke kom i kirke, og han havde det åbenbart ikke så godt, men han ville gerne komme og hente mig dagen efter, så jeg kunne møde hans mor, som var på besøg. Det stillede jeg mig så tilfreds med.
Torsdag stod jeg tidligt op, så jeg kunne spise morgenmad og hygge med Jessica og Adam, inden de tog på arbejde. Efter de tog afsted, lavede jeg en liste over aftensmad, jeg gerne ville lave, og en indkøbsliste, og så gik jeg ellers i Food Lion, som er lidt ligesom Brugsen. Det var meget tæt på, og det hele gik fint! Da jeg kom hjem, lavede jeg jordbærsorbet og nogle specielle frikadeller med persille, muskat og oksekød, hvilket blev godt modtaget, og jeg sad sammen med Jess og Adam, mens de spiste. Ricardo kom ikke for at hente mig torsdag alligevel, for han kom alt for sent hjem fra arbejde. Jeg blev naturligvis rigtig skuffet, og jeg blev hjemme for at se film, da Jess og Adam smuttede til deres ugentlige date-aften, som de som regel har om torsdagen. De kom hjem igen ved 21.30 tiden, og vi gik bare alle i seng der, så vi kunne komme tidligt op. Adam skal møde ved 8 tiden på arbejde, og inden da har de tid sammen, hvor de læser i Bibelen eller beder, og der ville jeg gerne være med. Det endte ikke så meget med Bibellæsning i Adams tilfælde, for han har altid så meget at fortælle. Jessica havde dog fri, så hun blev hjemme sammen med mig, efter Adam tog afsted. Vi snakkede faktisk bare det meste af dagen, lavede ferskensorbet, for hun ville også prøve at lave det, og ellers skete der ikke så meget. Jessicas forældre havde inviteret os til spilleaften, fordi de lige var flyttet ind i et større hus og gerne ville have lidt selskab. Ricardo kom og hentede mig, efter de tog afsted, for det blev endelig sat fast og koordineret. Jeg var enormt nervøs. Et år er lang tid ikke at have set hinanden. Men han kom, og jeg ved ikke engang, hvor lang tid vi bare stod og holdt om hinanden.
Da vi ankom hjemme ved ham, sagde vi først hej til hans underbo Lilly, som jeg havde mødt flere gange sidste sommer, og Ricardo har fortalt flere gange, at hun har spurgt ind til mig, hver gang hun så ham over det sidste år. Vi kom indenfor og sad og snakkede lidt med hende, inden vi gik op for at møde hans mor. Hun hedder Marie, er meget lille og har et rundt ansigt med smilehuller. Jeg var blevet advaret om hendes accent, men jeg havde godt nok ikke regnet med, at den var så tyk! Accenter er normalt ikke et problem for mig, men det var rigtig svært at finde på noget at sige! Vi blev mødt med aftensmaden parat, en stor salat, ovnbagte krydrede kyllingelår og stegte madbananer, som er klassisk tilbehør på Haiti. Det var rigtig spændende at prøve maden. Ricardo har ofte sukket ved mindet om de madbananer. Vi kom igennem det klassiske læren-hinanden-at-kende med grundlæggende spørgsmål om dagligliv, familie og den slags, men hun fortalte ikke så detaljeret, og nogle gange hørte/forstod hun ikke, hvad jeg sagde, og jeg ville ikke være den person, der bare snakker løs om sig selv, så det var en lidt vanskelig situation. Og jeg ville så gerne have givet et godt første indtryk! Jeg kan bare håbe på at møde hende igen (og resten af familien) og håbe på, at det vil gå bedre der. Jeg sørgede selvfølgelig for at komplimentere maden grundigt, og jeg prøvede at hjælpe med at tage af bordet, men hun insisterede på, at Ricardo og jeg bare skulle sætte os hen i sofaen. Han satte nyheder på, og da Marie var færdig, kom hun hen og satte sig på sofaen. Og der var stille. Jeg kunne ikke komme i tanke om en eneste ting at sige. Hun spurgte, om jeg godt kunne lide at se nyheder, og jeg prøvede at holde en samtale kørende, men det gik bare ikke. Lidt efter kommenterede hun på, at jeg ikke sagde så meget, og om jeg kedede mig? Det gjorde jeg såmænd ikke, men jeg spekulerede, så det knagede, over, hvad jeg ellers kunne sige. Men hen ved 19.30 tiden tog vi afsked og kørte til spilleaftenen, hvor de andre var. Vi var Jess og Adam, Jessicas forældre Kathy og Bob, hendes lillebror Jimmy, Kirsten og Jared, og en fælles ven Casey, som var udstationeret i Korea, mens jeg var her sidste år. Han var rigtig venlig, og vi har samme humor, så der blev pjattet lidt. Jeg lavede chocolate chip cookies med Kirsten og Kathy, som blev kørt ned, så snart jeg tog dem op til drengene - spilleaftenen bestod mest af drengene, der spillede Call of Duty (et spil hvor man skyder zombier), mens Kathy og Bob sad nedenunder og så tv og snakkede med pigerne. De havde to små hunde, den ene en usædvanligt fed hvid chihuahua ved navn Steve. Steve var racistisk. Jeg kunne uden problemer kæle med ham, men han begyndte at knurre ækelt, når han så Ricardo. Han er forresten heller ikke så glad for hunde, men han gik da over for at sige hej. På et tidspunkt kom Ricardo ud i køkkenet, mens Steve var på vej ud, og hunden gik fuldstændig amok og spænede hen for at bide. Ricardo sprang op og hægtede sig fast i dørkarmen, indtil Kathy jog hunden ud. Alle skreg af grin, og han tog det da med et smil, men jeg kunne se, at han var lidt rystet. Det viste sig også, at hunden havde fået fat i hans ankel, så hans syn på hunde er nok ikke forbedret. Men ellers var det en ganske hyggelig aften.
