Det er officielt nu; jeg er kommet hjem. Meningen med dette indlæg er at forklare, så godt jeg kan, hvad der gik galt, og grunden til min beslutning om at rejse hjem i stedet for at finde en ny familie.
Jeg tror, at problemet i en nøddeskal med familien Jensen var, at de havde urealistiske forventninger. Jeg havde det godt i starten, hvor de rent faktisk overholdt kontrakten, og jeg kun skulle passe ungerne i ti timer eller mindre om dagen. Jeg havde desuden kun den lille i løbet af dagen. Men lidt efter lidt begyndte de at smide flere og flere opgaver på mig. I starten var de overmåde taknemmelige, hvis jeg fik tid til at feje huset eller tage opvasken, men pludselig fik jeg skældud, hvis jeg ikke havde gjort det. Så skulle jeg gøre det hver dag. Så skulle jeg også tørre alle overflader af med en speciel klud og et specielt rengøringsmiddel. Snart skulle jeg vaske bilen både indvendig og udvendig samt støvsuge den hver uge. Bilen nåede knap at blive beskidt, men de holdt øje, om jeg gjorde det, og da jeg havde en travl periode og ikke fik det gjort et stykke tid, tog de den fra mig. Det var desuden sjældent, at jeg følte mig rigtig godt tilpas i huset, for jeg følte et konstant pres om at hjælpe til hele tiden, selvom jeg havde arbejdet i 10+ timer og bare ville slappe af. Jeg afskar mig ikke fra dem, når jeg havde fri, for sad jeg inde på mit værelse, kom børnene ofte ind og ville sidde og lave deres eget eller snakke med mig. Efterhånden som tiden gik, fik jeg flere venner og blev inviteret til hyggeaftener, Bible Studies, og den slags. Jeg fik jo endda en kæreste. Jeg var væk tirsdag fra 18.45 til 22-22.30, onsdag 19.30 til 22.30-23, og 09.15 til 13.00 søndag, når jeg gik i kirke i Berean. De sidste især to måneder fik jeg desuden invitationer næsten hver fredag og af og til lørdag (alt om aftenen så jeg ville kunne være sammen med ungerne, som forældrene ville have det, efter aftensmaden og så kunne jeg stikke af, når de skulle i seng). Jeg ville jo også gerne være sammen med Ricardo, så ham skulle jeg også flette ind i mit skema. Men hvis ikke jeg gik ud (med undtagelser hvor jeg virkelig havde brug for alenetid), arbejdede jeg fra jeg stod op til jeg gik i seng, selvom kontrakten kun siger 10 timer maks. Så trak Valerie mig til siden en dag i 2. måned tror jeg, hvor hun sagde, at hun havde bestilt lærebøger til børn i K-3 (en slags børnehaveklasse for 3-årige, hvor de lærer tal, farver, bogstaver osv. - eller, de starter der og fortsætter indtil de starter skole rigtigt som 5-6 årige), som jeg skulle undervise Svend i i løbet af dagen. Jeg skulle lære ham alle grundfarverne, og det lød, som om de også forventede, at jeg skulle lære ham alle bogstaverne og tallene op til 20. Han var lige fyldt 2 år to måneder, inden jeg ankom. Det er alt for tidligt at begynde med den slags, og det tog mig desuden et stykke tid for mig, at tage mig sammen til at begynde, for det var ikke noget, jeg havde sagt ja til ved at komme, og det var ikke noget, de spurgte mig om, om jeg ville. Jeg kom ikke for at lege skolelærer oven på at være barnepige og rengøringskone. Ifølge kontrakten skulle jeg ikke engang stå for rengøring; jeg skulle kun hjælpe til. Tøjvask kom også til at stå på mig med tiden, men da jeg ikke (ifølge Valerie) brugte de rigtige indstillinger på maskinerne, lavede jeg en aftale med en mopset værtsmor om, at jeg kunne lægge tøjet sammen, hvis hun vaskede.
Det var omkring denne tid (marts tror jeg), at jeg vendte mig mod Gud. Jeg ved godt, at det er noget usædvanligt i Danmark, men jeg kunne ikke klare det alene. Jeg vil ikke bruge tid på at 'forsvare' det eller noget. Bare vid, at jeg fik det langt bedre. Der er en helt unik sikkerhedsfølelse forbundet med tro. Det hjalp mig også igennem min hverdag.
Jeg kunne lige præcis klare det hele, da pigerne gik i skole. De fik ferie sidst i maj, og derfra havde jeg alle tre unger hele dagen mere end ti timer om dagen. For at det ikke skulle være nok, skulle jeg holde deres læsning og matematik ved lige, og jeg måtte ikke bare lade dem gøre, som de havde lyst til (med leg osv), jeg skulle jo også sætte en aktivitetskalender sammen. Udover at gøre huset rent hver dag, fodre dem ti gange om dagen (for selvfølgelig var de jo aldrig sultne på samme tid) og undervise.
Da jeg kom i starten, var det meget klart, at hvis en af forældrene var hjemme, havde jeg i bund og grund fri. Selvfølgelig kunne jeg hjælpe til, eller hvis de havde en lægeaftale, kunne jeg tage dem et par timer, men jeg havde sådan set fri. Det ændrede sig selvfølgelig. Der gik ikke længe, før jeg fik at vide, at (hvis Valerie havde fri) hun havde en tandlægeaftale eller bare en ukendt aftale, som jeg aldrig fik forklaring på, på hendes fridag, og at jeg skulle tage ungerne på uvis tid. Hun ville tage afsted ofte ved 9 tiden, og så endte det ofte med, at Henning kom hjem før hende, ved 16-16.30 tiden.....og han ville altid gerne have en lur efter arbejde, så jeg kunne værsgo tage dem endnu et par timer. Valerie kom altid hjem med en masse poser enten med mad eller tøj til ungerne eller hende selv. Oftest havde hun været ude at shoppe en 4-5 timer, og det på trods af at hun havde fået et cut i lønnen. Hvilket var grunden til, at jeg måtte sige farvel til min gode mobil og få en pre-paid mobil som minder om min mors, og gå fra betalt benzin på bilen til kun 10 dollars om ugen, hvorefter jeg skulle betale resten. Det var meningen, at de skulle spare, men det så ud til, at det kun var med hensyn til mig, de sparede. Et par uger inden jeg rejste hjem, var Valerie og Henning fire-fem dage på ferie, og de købte desuden en legetøjs-jeep til ungerne, fordi nabodrengen Evan havde en, som de var meget glade for at lege med. Sådan en er altså ikke billig. Og umiddelbart inden jeg tog hjem, hørte jeg dem snakke om at tage en uge på ferie i Virgin Islands (i den Dominikanske Republik i Caribien). Som om det ikke var ironisk nok, tog de jo også fire-fem dage til Washington DC, da Hennings mor Vivian var der.
De mente desuden ikke, at jeg var ansvarlig nok. De fik det indtryk, at jeg konstant var på min iPad, hvilket jeg også var, men det var fordi, ungerne altid bad mig spille musik på den! Det fik jeg ikke mulighed for at forklare, for lige meget hvad problemet var, anklagede de mig og var ikke interesseret i forklaringer. Måneden i juni havde jeg jo alle ungerne, fordi de havde sommerferie, og pga det kaos og alle de ting, jeg skulle nå, fik jeg ikke undervist Svend helt så meget, som jeg plejede, men travlhed var ikke noget, de havde sympati for. Den grund var ikke god nok. Af samme grund fik jeg ikke fejet eller støvet af hver dag så grundigt, som jeg plejede, og fordi alle tre unger gik hjemme, og som i øvrigt lukkede hunden ind hele tiden, blev der lige så beskidt som før, inden forældrene nåede at komme hjem, og derfor fik de indtrykket, at jeg slet ikke gjorde det. Der var mange andre ting og småproblemer, som jeg har nævnt, men jeg gider ikke gå i dybden med det. Det, der afgjorde, at især faren ville ringe til vores områderepræsentant, Amy, og høre om vores muligheder (de fyrede mig ikke direkte, men der var nok 50% chance for, at det ville ske), var et uheld. Jeg havde taget ungerne med til naboens pool, og Svend har aldrig villet i vandet, medmindre jeg var i også. Han insisterede dog på at komme i badebukser og 'noodle' (et langt skumgummirør, som jeg bandt i en knude om hans mave, ligesom svømmevinger), så jeg sad i en stol ved poolkanten, mens pigerne legede i vandet, og Svend rendte rundt om og legede. Vi fik lokket ham til at dyppe sig ved trappen i vandet (så han ikke blev for varm), hvor han så blev og legede, mens han sad på trappetrinet. Da han rejste sig, rendte han rundt om poolen igen, Charlotte gik efter ham og prøvede at få ham med i vandet igen. Han ville ikke, men hun tog ham op og kastede ham så i poolen. Det var fint nok, og han svømmede hen mod mig og trappen for at komme op igen. Så tog Charlotte ham igen for at smide ham i, men jeg lagde pludselig mærke til, at den 'noodle' omkring hans mave ikke sad ordentligt fast mere, og jeg skreg til hende, men hun hørte ikke. Hun hoppede i vandet med ham, nudlen røg af, og jeg kunne se, hvordan Svend sprællede i vandoverfladen. Jeg var allerede på vej op og klar til at springe i vandet, men så fik Vivianna løftet ham op og båret ham hen til mig. Situationen var under kontrol, og det hele varede ikke mere end 30 sekunder.
Problemet, siger de, var, at jeg glemte at fortælle dem det. Hvilket var lidt svært, for så snart Henning kom hjem, skulle han have en lur, og da Valerie kom hjem, tog de ud at købe ind. Uden unger. Da de så kom hjem, var det tid til at jeg skulle til Bible Study..og så glemte jeg det selvfølgelig, og de fik det at vide af ungerne om aftenen. Jeg ved godt, der ingen undskyldning er for sådan noget, og jeg var rigtig ked af det hele. Men lige meget hvad, var de aldrig tilfredse med mig. Vi havde en seriøs snak tre gange i løbet af mine 6 måneder, og de brugte dem alle til at fortælle mig, hvad de krævede af mig, og hvad jeg gjorde forkert. Hvis de endelig snakkede om, hvad jeg gjorde godt, sagde de bare 'It's not all bad and the kids love you..' Det var virkelig det eneste ros, jeg fik. Og selvfølgelig ved jeg, at jeg ikke skal forvente ros osv. for jeg er ikke et barn, og det var et rigtigt arbejde, men det ville have gjort en verden til forskel, hvis de gad bruge tid til at fortælle, hvad de var glade for, at jeg gjorde. Det er et personligt arbejde, og meningen med det hele var, at jeg skulle blive en del af familien. Og jeg kan nævne ikke engang en håndfuld gange, de har fået mig til at føle mig velkommen eller en del af familien. De havde bare for travlt med dem selv og deres unger, og ligesom hunden ignorerede de mig det meste af tiden. Jeg synes simpelthen ikke, at de behandlede mig ordentligt, og derfor besluttede jeg, at da de tog det første skridt mod en fyring, ville jeg ikke stå model til det mere.
De valgte at tage samtalen om lørdagen efter ungerne havde været til svømning. Det var omkring middag, og jeg havde gjort mig klar til Jessicas overraskelses-dimissionsfest, som hendes mand Adam arrangerede. Jeg var ved at pakke mine ting til at tage af sted, for det startede kl. 12, men så kom Henning og spurgte, om jeg kunne komme ned og snakke, for de havde nogle 'concerns' (bekymringer). De brugte så 20 minutter på at fortælle, hvor negative de var over mig og sluttede med, at de ville ringe til Amy og høre om vores muligheder. I mine ører lød det som en fyring, så jeg var sønderknust - ikke over at de ikke ville have mig mere, men fordi jeg sandsynligvis nu skulle forlade mine venner og Ricardo.
Jeg holdt masken, mens jeg kom ud i bilen og sat GPSen til restauranten, hvor vi skulle starte dimissionsfesten. Først da jeg kom ud på den store vej, begyndte jeg at græde. Jeg skjulte det for Jessica, så hun ikke skulle tænke på det i løbet af dagen, men jeg fortalte det om aftenen, inden vi tog hjem. Jeg fortæller om selve festen i et følgende indlæg. Jeg vil ud med al negativiteten og så fokusere på positive begivenheder fremover!
Uvisheden var det værste. Mit humør svingede meget den følgende tid mellem at have et koldt fuck-det-hele overblik og at føle et bundløst hul af tristhed og depression over at komme i den situation. Igen, jeg tænkte udelukkende på at forlade mine venner. At jeg ikke vidste, om jeg rent faktisk ville blive fyret, var slemmere, end hvis de havde gjort det. Så tog Valerie og Henning på ferie, og det tog lidt presset af overfladen, men jeg fortsatte min ængstelige tankegang.
Da vi endelig fik et møde med Amy til noget, de kalder 'mediation', var Valerie på arbejde, hvilket var en ubeskrivelig lettelse, da jeg sådan nogenlunde kunne snakke med Henning. Da han smed ungerne hen til naboen, så vi kunne snakke i fred, fortalte jeg Amy, at jeg havde besluttet bare at tage hjem, for jeg kunne ikke blive de næste seks måneder i skræk for at blive fyret, for i så fald ville jeg ikke kunne komme på universitetet før næste år, og jeg ville ikke vide, hvad jeg så skulle bruge min tid på. Og jeg var ikke interesseret i at finde en ny familie, for det ville betyde nyt område, jeg skulle finde rundt i, ny familie, jeg skulle lære at kende, ny rutine, nye tider, og så skulle jeg finde nye venner, for jeg nægter at lade mit arbejde blive min verden. Så ville jeg eksplodere. Det ville blive hele min verden og hele min tilværelse, som skulle vendes på hovedet og skiftes ud, og det ville jeg ikke kunne gøre, mens jeg savner mit liv i Danmark OG mine nye venner og kæreste. Så jeg sagde, at jeg bare gerne ville hjem. Da Henning kom, forklarede jeg det hele igen. Det accepterede han, og samtalen var overraskende behagelig.
Jeg var ikke længere dødsens ængstelig for noget, men alle mine følelser blev domineret af, hvor ked af det, jeg var, over at skulle forlade folk. Jeg glædede mig helt sindssygt til at komme ud og væk fra familien. Så det var en bittersød oplevelse. Det er standart, at man får 14 dage som au pair til at finde en ny familie, og hvis man ikke gør det, må man hjem. Jeg fik bestilt en flybillet hjem, da jeg fik skrabet pengene sammen (lånt af min papfar), og så tog jeg en dag af gangen. Det vil jeg så fortælle om i følgende indlæg, for det var en ret god tid på trods af melankoli. Men jeg er glad for, at jeg fik stoppet, og jeg er glad for at se folk herhjemme!
